Florence Buscail blev ansat ved IBM i Montpellier i Sydfrankrig som elektroniktekniker i 1985. Tre andre kvinder og 20 mænd, alle med samme uddannelsesbaggrund, blev ansat samtidigt i de samme funktioner. 

15 år efter var alle 20 mænd avanceret til mellemledere og fik 20 procent mere i løn. De fire kvinder sad fast i samme stilling som ved ansættelsen. Og uden løntillæg. 

Er det udtryk for kønsdiskrimination? Eller var de 20 mænd tilfældigvis bare dygtigere og mere ambitiøse end kvinderne? 

Det er klokkeklar kønsdiskrimination, mener de franske domstole, som netop har stadfæstet en række tidligere domme ved appelinstansen. Florence Buscail er blevet forfremmet til samme karrieretrin som sine mandlige kolleger, har fået samme løn og i tilgift en erstatning på knap 800.000 kr. 

– Sagen viser, at det kan betale sig at gå til domstolene, og at man kan bruge retssystemet til at fremme reel ligestilling på arbejdsmarkedet. At kvinderne anlægger sag er desuden i sig selv med til at bevise, at det ikke er manglende motivation, der ligger til grund for lønforskellene, siger Rachel Silvera fra den statslige franske forskningsinstitution CNRSs laboratorium for Køn og Arbejdsmarked.

I den konkrete sag argumenterede med IMB, at forfremmelser sker efter et internt karaktersystem, som hviler på individuelle evalueringer af den enkelte medarbejder. Der opstilles kvalitative og kvantitative mål for hver enkelt, og karaktererne og dermed løn og forfremmelser gives i forhold til opfyldelsen af disse mål, siger IBM. 

– IBM påstod, at dette interne karaktersystem er fuldstændig objektivt. Men dommerne skønnede, at der er en meget bred margin for subjektive vurderinger, der ikke har noget med objektive mål at gøre, og at der altså er plads til diskrimination, siger tillidsmand Michel Peraud fra det franske fagforbund CFDT, som kørte sagen for Florence Buscail. 

En uafhængig ekspert analyserede lønfordelingen i virksomheden og kom frem til gennemsnitlige lønforskelle mellem mænd og kvinder på 20 procent.
– Det er så udpræget, at kvinder systematisk får mindre i løn, at dommerne konkluderede at der er tale om kønsdkrimination, fastslår Michel Peraud.

Marie-Thérèse Lanquetin er specialist i EU arbejdsret ved Nanterre Universitetet i Paris. Også hun finder IBM-sagen interessant: 
– Det er udtryk for, at de nationale domstole omsider begynder at benytte EU Domstolens ræsonnementer. EU Domstolens retspraksis vender bevisbyrden, så det er virksomheden der skal bevise, at der ikke er tale om diskrimination. Kvinder i alle 25 EU-lande burde interessere sig mere for denne retspraksis og benytte den som en løftestang til at opnå reel ligestilling på arbejdsmarkedet, fastslår Marie-Thèrése Lanquetin.

EUs retspraksis på ligestillingsområdet hviler på et direktiv fra 1975, som forbyder diskrimination og forskelsbehandling af kvinder, hvad angår løn, adgang til videreuddannelse og avancement. I 1997 vedtog Det europæiske Råd et nyt direktiv, som fastslår, at det ikke er kvinderne der skal bevise, at de er blevet udsat for diskrimination. Det er nok at godtgøre, at der er forskelsbehandling. Derefter er det op til virksomheden at sandsynliggøre, at der ikke kønsdirkimineres, men at forskellene er resultatet af objektive kriterier.

Dette direktiv er den logiske konklusion på en retspraksis, som EU Domstolen i Luxembourg havde udviklet flere år forinden, blandt andet i en sag mod Bilka i Tyskland allerede i 1986. 
Her blev kvinder i praksis udelukket fra at få del i en særlig virksomhedspension, fordi pensionen var forbeholdt ansatte med 15 års fuldtidsansættelse i virksomheden. 

Der var ikke tale om egentlig diskrimination, men eftersom kvinderne især var ansat på deltid, blev de automatisk udelukket fra pensionen. 
– Dommerne skønnede, at kravet om 15 års fuldtidsansættelse dermed virkede diskriminerende mod kvinder, selv om det ikke var hensigten på papiret. Det var tilstrækkeligt til, at der er tale om kønsdiskrimination. Dommerne vurderer generelt, om konsekvenserne af et krav står i rimeligt forhold til det mål, man vil opnå, siger Marie-Thèrése Lanquetin.

I en sag mod Danfoss i 1989 fastslog EU Domstolen, at der ikke var faste kriterier for lønfastsættelsen og lønudviklingen i virksomheden. Lønforskellene mellem mænd og kvinder var derfor udtryk for kønsdiskrimination, fordi Danfoss ikke kunne godtgøre, at de var et resultat af objektive kriterier. 

Trods EU-direktiverne, der forbyder kønsdiskrimination, og trods en retspraksis der i vid udstrækning er favorabel for kvinder, der anlægger sag, er lønforskellene mellem mænd og kvinder fortsat udbredte i EU. Europa Parlamentets ligestillingskommission anslår, at mænd gennemsnitligt tjener 27 procent mere end kvinder i EU. I Frankrig er tallet omkring 20 procent, mens Danske kvinder tjener mellem 10 og 15 procent mindre end mændene.

– I Danmark har vi stort set ikke haft eksempler på, at sager om kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet er blevet indbragt for domstolene, og da slet ikke hvad angår karriereudvikling, som i sagen mod IBM, konstanterer Ruth Nielsen, jurist og specialist i arbejdsret ved Handelshøjskolen i København.
– Kvinderne er ikke glade for at slæbe deres arbejdsgiver i retten, for selv om de måske ikke har den idelle karriere, så er det den eneste de har. Og en retssag mod arbejdsgiveren fører sjældent til et bedre klima på arbejdspladsen, siger Ruth Nielsen.

– Men hvis en sådan sag kan vindes i Frankrig, burde den også kunne vindes i Danmark, fordi det juridiske grundlag er EU-lovgivningen, understreger hun. 

Marie-Thèrése Lanquetin, peger på, at der i Frankrig er tradition for, at den slags sager løses ved forhandling. 
– Men det er vigtigt at kombinere forhandling med sagsanslæg. Arbejdsgiverne er nemmere at få til at forhandle, og resultaterne bliver bedre for kvinderne, når arbejdsgiverne ved, at de risikerer at blive dømt, hvis sagen ender i retten, siger hun.

For Rachel Silvera, som forsker i køn og arbejdsmarked ved forskningsinstitutionen CNRS (Centre national de la recherche scientifique) i Paris, er det på tide at indlede en ny fase af kvindekampen.
– I en første fase har vi kæmpet for at få de juridiske redskaber. Dem har vi nu. Lovgivningen er i orden. Nu skal vi arbejde for, at den også overholdes. Og her er domstolene et vigtigt led, siger hun og tilføjer, at klimaet, i hvert fald i Frankrig synes favorabelt for en ny offensiv.

Et lovforslag, som netop er blevet fremsat på foranledning af den franske præsident, Jacques Chirac, vil gøre det obligatorisk for virksomhederne at forhandle sig frem til fuld ligeløn i løbet af fem år. 
– Der er en politisk vilje, og den skal vi udnytte, siger Rachel Silvera.