“Vedrørende abort, så skal kvinder og politikere nok få lært, hvad der er rigtigt, når de skal stå til ansvar for dén abort, som de tror er kvinders ret til selv at bestemme over deres krop. At bestemme over sin krop er ikke det samme som at bestemme over en andens liv! Det bør man tænke på, før man bliver gravid. I Danmark er man imod dødsstraf, men når det er fostre, så gør det åbenbart ikke noget. “

Sådan skriver en indigneret læser i et debatindlæg i dagbladet B.T. d. 15. oktober 2004. 

Indlægget er en reaktion på danske mediers hede debat om abort, der opstod i kølvandet på Kvindeligt Selskabs udspil i oktober, hvor de meddelte, at de ville oprette en fond, der støtter færøske kvinders rejse til Danmark for at få foretaget abort – det kan de nemlig ikke lovligt få foretaget på Færøerne.

Samtidig er indlægget også et eksempel på et argument mod abort, som er blevet mere og mere fremherskende i de senere år: At barnets ret til liv overtrumfer kvinders ret til selvbestemmelse over egen krop.

Argumentet findes mange steder i samfundet. Hos religiøse grupper. Hos politikere. Hos organisationer. I Etisk Råd. I medierne. Og – ikke mindst – i andre dele af verden. 

Abortspørgsmålet er i de seneste år kommet højt på dagsordenen globalt set. Det handler om barnets rettigheder overfor kvinders rettigheder. Om etik og religiøs moral samt ligestillings- og kønspolitik. Men det handler også om skred i den teknologiske og videnskabelige formåen, der pludselig har sat gamle politiske og etiske spørgsmål tilbage på dagsordenen, fordi nye er opstået.

Abort er problematisk 

Det er snart to år siden, at Danmark kunne fejre 30-året for indførelsen af fri abort. ‘En succes historie’ udtalte foreningen Sex og Samfund i forbindelse med en konference, der skulle markere årsdagen. 

Loven af 1973 – Lov om svangerskabsafbrydelse – gjorde en ende på kvaksalverne og strikkepindene trods den heftige modstand i årene op til vedtagelsen. Såvel Dansk Kvindesamfund som de politiske partier var internt splittede over spørgsmålet. Men høringer, konferencer og gentagne forslag om den fri abort fra SF i Folketinget fik til sidst den daværende regering til selv at fremsætte et lovforslag, der blev vedtaget. Trods interne splittelser i partierne og et protestoptog af præster i fuldt ornat. 

30 år og 624.123 legale aborter senere [1973-2003, tal fra Sundhedsstyrelsen, red.] er befolkningen mere enige end dengang. Næsten alle danskere – 92 procent – går nemlig ind for fri abort, viste en Gallup undersøgelse bestilt af Kristeligt Dagblad i 2003 i anledning af 30-året for den fri abort. 

Men det er langt fra ensbetydende med, at danskerne synes, at alting er i den skønneste orden. Undersøgelsen viste, at 47 procent af tilhængerne af abort mente, at abort er etisk problematisk. 

Og netop den etiske dimension i abortdebatten er en ny og stærk trend, viser et kig i de danske avisers arkiver.

Respekt for fosteret 

Den etiske dimension sætter ikke alene nye spørgsmål på dagsordenen, når det gælder retten til abort, men den har også rykket ved den grundlæggende diskurs i abortdebatten. Fra at tale om fri abort, som et udtryk for kvindens selvbestemmelse over egen krop – og som en sikring af kvindens uafhængighed af manden, så hun kan planlægge og bestemme over sit eget liv på lige fod med mændene – er det store omdrejningspunkt i debatten nu det etiske dilemma mellem fostrets ret og kvindens ret. 

Antropolog Anne Mette Holme Bertelsen har skrevet speciale om den sociale konstruktion af abort på Skejby Sygehus og har i den forbindelse interesseret sig for udviklingen i debatten. Hun konkluderer, at det ikke længere giver mening at betegne de debattører, der deltager i abortdebatten i dag, som hverken tilhængere eller modstandere, fordi abortdebattens fokus har flyttet sig til at handle om, hvordan aborttallet kan reduceres. 

“Den mest åbenlyse ændring er, at alle nu synes enige i en grundlæggende respekt for fostret, ligesom de færreste benægter, at livet begynder ved befrugtningen”, skriver Anne Mette Holme Bertelsen i en kronik i Information, 8. oktober 2003. 

At ændringen i debatten er både grundlæggende og gennemgribende, illustreres af de indædte stridigheder SF har gennemgået på spørgsmål, der relaterer sig til abort. I 1973 var SF det eneste parti, der internt var enige om deres holdning til abortspørgsmålet. Men i 2003 var enigheden hørt op. Det skete, da partiets ligestillingsordfører, Kamal Qureshi, blandt andet foreslog at nedsætte alderen for, hvornår en pige skal have sine forældres tilladelse til at få abort. Forslaget mødte stærk modstand fra Anne Grete Holmsgaard, der mente, at den nuværende aldersgrænse på 18 år virker som en beskyttelse af den unge og som en fastholdelse af forældrenes ansvar. 

I diskussionen argumenterede Kamal Qureshi med kvinders ret over egen krop, mens Anne Grete Holmsgaard talte om etiske grænser. 

I et interview d. 18. maj 2003 i Politiken beskyldte Kamal Qureshi venstrefløjen for at være reaktionær – og på spørgsmålet om hvorfor, svarer Qureshi: “Fordi jeg desværre ser en strømning på dele af venstrefløjen, som stiller spørgsmålstegn ved kvinders ret til at bestemme over egen krop og reproduktion”. Og senere i interviewet udtaler Kamal Qureshi: “Når jeg i dag hører venstreorienterede stille sig op på Folketingets talerstol og sige, at forældrene skal høres, før den gravide pige på 17 år kan få abort, så tænker jeg: Nu må de holde op. Var det ikke venstrefløjen og de progressive kræfter, der var med til at gennemføre den fri abort i starten af 1970’erne? Og med netop de modsatte argumenter?”.

Historien om en lov 

Den første lov om abort i Danmark trådte i kraft i 1939. Den tillod abort i tre særlige tilfælde: Medicinske tilfælde, hvor en graviditet kunne skade kvindes helbred. Etiske tilfælde, hvor en graviditet var resultatet af for eksempel voldtægt. Og eugeniske tilfælde, hvor barnet kunne risikere at blive født med alvorlige arvelige sygdomme. 

Indtil da var abort blevet sanktioneret meget hårdt med fængselsstraf, bøde og frem til 1866 også med døden. At tage et barns liv blev i 1700-tallet anset for en af de alvorligste forbrydelser, man kunne begå, og blev en kvinde taget i at abortere eller have dræbt sit barn efter fødslen, blev hun både halshugget og hånet efterfølgende med sit hoved sat på en stage til spot og spe. 

I 1939 blev lovens strafferammer mildnet. Og i 1956 blev loven ændret næsten revolutionært, fordi man her indførte et socialt abortkriterium med henvisning til kvindens levevilkår. Hun kunne få abort, hvis et barn ville medføre “en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde”. Eller hvis der var andre “hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet, eller omsorgen for familiens øvrige børn”. Derudover ville man også tage hensyn til hendes alder, personlige forhold m.m., når det skulle vurderes, om kvinden kunne få abort. 

Hensynet til kvindens individuelle livsomstændigheder blev med andre ord pludselig legitime grunde til abort og satte dermed hensynet til barnets ret til liv mere i baggrunden. 

Da loven om den fri abort kom i 1973 skete det på baggrund af en lang debat blandt andet om de helbredsmæssige konsekvenser for kvinder, der fik foretaget illegale aborter. Der var skepsis alle vegne over for en egentlig fri abort, men til gengæld enighed om, at abort som sådan ikke var en forbrydelse.

Kan abort overhovedet tillades? 

Men selv denne enighed er ikke længere et faktum. Abortmodstandere både i Danmark og udlandet sætter nemlig spørgsmålstegn ved, om abort overhovedet skal tillades. Og andre debattører følger trop i synet på, hvad en abort egentlig er udtryk for. 

Antropolog Anne Mette Holme Bertelsen udtrykker det således i kronikken i Information d. 8. oktober 2003: ” Det er med andre ord blevet almindeligt at anerkende, at provokeret abort er et drab.” 

At der er opbrud at spore i holdningen til den fri abort har også abortmodstandere noteret sig. I forordet til hæftet Abort – myter, meninger og kendsgerninger (2003), udgivet af den største danske antiabortbevægelse, Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv, hilses de nye toner i debatten velkommen: 

“På græsrodsplan er der foregået en gradvis ændring i den generelle holdning til abort. Man betragter det således ikke længere som ganske uproblematisk at få foretaget abort. Hvor man i mange år forsøgte at feje alle problemer ind under gulvtæppet, taler man i dag om både fysiske og psykiske eftervirkninger.”

Motivet for abort er ændret 

Motivet til at få abort er i dag anderledes end i 1970’erne, fastslår Sundhedsstyrelsens rapport Når der ikke er noget tredje valg. Social sårbarhed og valget af abort (2004). Rapporten belyser abortudviklingen i Danmark i 20 år – fra 1981 til 2001 – og undersøger bevæggrundene for at vælge abort. Mens abort i 1970’erne i højere grad blev brugt til at undgå at få flere børn end dem, man havde i forvejen, er abort i dag blevet et redskab til at udskyde børnefødsler og familiedannelse. I dag venter kvinder med at få børn til de har færdiggjort deres uddannelse og etableret sig på arbejdsmarkedet. I den samme periode, hvor den fri abort har eksisteret i Danmark, er kvindernes familiemønster derfor også ændret drastisk. Det ændrede mønster er blevet en kilde til stigende bekymring for fremtiden: Mange kvinder er singler, fertilitetsraten er faldet og yderligere vokser antallet af ældre samtidig med at ungdomsgenerationerne er små. 

Tendensen har ført til en tilbagevendende bekymring om, hvorvidt danske kvinder bruger adgangen til abort som præventionsmiddel – og tonen er blevet moralsk. Selvom Gallups undersøgelse i 2003 viste, at danskerne går ind for fri abort, viste den også, at 52 procent af alle adspurgte mente, at der foretages for mange aborter i Danmark. 

“I dag er det karrierekvinder, som tillader sig at blive gravide, der skaber opmærksomhed. Den fri abort bruges desværre af nogle som prævention. Det er forkasteligt og en forråelse af samfundet”, skriver Venstre-politikeren Birthe Rønn Hornbech i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i 2003. 

Men statistikkerne viser, at aborttallet faktisk har været faldende. I Danmark er aborttallet faldet siden det toppede i midten af 1980’erne. Antallet af provokerede aborter er således blevet halveret siden 1975, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Dansk abortmodstand 

Den danske abortmodstand har især haft Kristendemokraterne i front, som allerede i 1973, da partiet [dengang som Kristeligt Folkeparti, red.] kom i Folketinget, svor loven om den fri abort kamp til stregen: Abort er altid et drab på et menneske, for livet tager sin begyndelse med befrugtningspunktet. Men det var først fra midten af 1990’erne og frem, at abortmodstanderne for alvor fik succes med at starte en debat. 

Den danske abortmodstand fik således mediernes bevågenhed i 1992, da det kom frem, at sognepræsten Orla Villekjær viste en stærkt omdiskuteret antiabortfilm for sine konfirmander. Det tavse skrig var titlen. Orla Villekjær fik opbakning fra præstekolleger og andre, sammen startede de den fælleskirkelige forening Retten til Liv. Året efter blev Orla Villekjær en provokerende frontfigur. Han prædikede mod abort i de to kirker, hvor han var sognepræst. På Marie Bebudelsesdag havde han taget en dukke med, der forestillede et 10 uger gammelt foster, og sammenlignede dukken med Jesus. I protest forlod flere kirkegængere gudstjenesten, og menighedsrådene klagede til de ansvarlige biskopper. De mente dog ikke, at Orla Villekjær havde begået en tjenstlig forseelse. 

I 1994 gik Orla Villekjær og Retten til Liv i et fakkeltog til Silkeborg sygehus, hvor man lagde kranse til minde om de aborter, der var blevet foretaget på sygehuset, og overrakte et brev til lægerne med en opfordring om at tage en åben snak omkring, hvordan de havde det med at udføre abort. I 1995 gik han i fuld ornat sammen med godt 20 præster til Christiansborg, hvor de demonstrerede mod kvinders ret til at vælge abort. Året efter marcherede præsterne mod Århus Domkirke. 

Mens de fleste danskere rystede på hovedet af Orla Villekjær og foreningen Retten til Liv, gjorde en anden figur i abortdebatten et anderledes stærkt indtryk. Det var en jordemoder fra Sønderborg Sygehus, Bente Torp. 

I 1996 stor hun stod frem og fortalte om et sammenbrud, hun havde haft, efter at have foretaget en såkaldt sen abort – dvs. en abort, der er blevet foretaget med særlig tilladelse efter 12. uge. Aborten blev foretaget på Sønderborg Sygehus og barnet var så stort, at hjertet fungerede og det trak vejret, da det kom ud. Hendes historie blev bekræftet af flere jordemødre og skabte politisk røre. Hun og en kollega blev inviteret til møder i både Folketingets retsudvalg, sundhedsudvalg og med daværende justitsminister Frank Jensen, der mobiliserede Det Etiske Råd. Rådet krævede at få en øvre grænse for sene aborter, hvilket ikke fandtes på daværende tidspunkt. 

Jordemoderens indlæg i debatten satte igen fingeren på et ømt punkt hos mange danskere: Aborttallet. 

På foranledning af Kristeligt Folkeparti [de nuværende Kristendemokraterne] vedtog et enigt Folketing i 1998 at pålægge regeringen at sørge for at nedbringe antallet af provokerede aborter i Danmark. I 1999 kom regeringens handlingsplan til nedbringelse af antallet af aborter så. Den fokuserede især på en forbedret og styrket indsats i forbindelse med forebyggelse af provokerede aborter og på at udvikle ny viden om aborter. Sundhedsstyrelsens rapport Når der ikke er noget tredje valg. Social sårbarhed og valget af abort (2004), er et af resultaterne af planen, og den viser, at de sene aborter, som Bente Torp startede debatten om, i dag kun udgør omkring 3-4 procent af det samlede antal provokerede aborter. Tendensen er, at de tidlige aborter før 7. uge er hyppigere, mens de sene aborter på 12 ugers grænsen er tilsvarende sjældnere. Det skyldes blandt andet muligheden for at foretage medicinske aborter, som skal foretages tidligt i graviditeten. 

Ikke desto mindre er den fri abort en kilde til stærke meningsbryderier både i og uden for Danmark. Det helt centrale stridspunkt er om et foster er et selvstændigt liv eller ej.

Hvornår er et liv et liv? 

At et ufødt foster er mere end blot noget væv, er hele abortdiskussionen i sig selv et bevis på, mener abortmodstandere. 

“Vi finder jo f.eks. ikke på at diskutere, om det er rigtigt eller forkert at fjerne fodvorter eller svulster”, skriver Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv på deres hjemmeside. 

Landsbevægelsen hævder, at beviset for, at fostret er et selvstændigt menneske – og ikke en del af moderens krop – er, at moderen og barnets vævs- og blodtyper altid er forskellige. Dertil kommer at et ufødt barn inden 11. graviditetsuge allerede har anlagt alle ydre og indre organer. 

Derfor, konkluderer landsbevægelsen, har vi nu skabt en retstilstand i Danmark, hvor nogle har magt til at bestemme, om andre skal leve eller dø. Landsbevægelsen sammenligner de ufødte børn med kattekillinger, man bare afliver, hvis man ikke vil have dem. 

Men hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg er man ikke enig. Her afsagde man i juli 2004 en meget principiel dom, der betyder, at man ikke vil give et ufødt foster selvstændig juridisk status. Sagen handlede om en fransk kvinde, som i 1991 var i sjette måned og fik foretaget en fejlagtig operation, der resulterede i en abort. Hun lagde sag an mod hospitalet for uagtsomt manddrab, men tabte sagen ved de franske domstole. Herefter gik hun videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med argumentet om, at fosteret var beskyttet i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til liv. Men menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg besluttede med stemmerne 14 mod 3, at konventionen ikke kan gøres gældende for fostre. 

Abortmodstandere i hele Europa var rystede over dommen. Og i Kristeligt Dagblad spekulerede læserbrevsskribenter på, om der nu ikke længere vil være noget til hinder for at tage livet af handicappede børn helt op til to år efter, de er blevet født. 

Grænsen mellem liv og ikke-liv er en svær gråzone, som også var til diskussion, da justitsminister Lene Espersen i foråret 2004 besluttede at rykke den juridiske grænse for ligsyn med 6 uger, i et forsøg på at imødekomme de forældre, som får et for tidligt født barn, der dør. Tidligere kunne de forældre ikke få anerkendt deres døde barn som et barn. I Danmark bliver et foster nu derfor anerkendt som person efter 22. uge – også selvom det er dødfødt. Indtil januar i år gik grænsen ved uge 28. Det betyder, at forældre nu er omfattet af en række rettigheder som for eksempel arveretten, pligt til begravelse og barselsorlov. 

Selvom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i juli afsagde sin principielle dom om et ufødt fosters selvstændige juridisk status, så er spørgsmålet om abort langt fra et uddebatteret emne i Europa, mener mange. De frygter, at spørgsmålet vil blive forsøgt taget op af nogle af de nye medlemslande som Polen. F.eks. vil der i den kommende EU-forfatning i lighed med menneskerettighedskonventionen stå, at “enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed”. 

Men spørgsmålet er så, hvordan ‘liv’ defineres. 

I Danmark findes ingen officiel definition af begrebet ‘liv’. 

Men da Etisk Råd blev oprettet i 1987, sørgede Kristeligt Folkeparti for, at en af rådets formålsparagraffer sagde, at rådet skulle “bygge på den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet”. Paragraffen har indtil videre ikke betydet noget for abortlovgivningen i Danmark, men samtidig er den herskende opfattelse af abort i samfundet, som antropolog Anne Mette Holme Bertelsen siger i sin undersøgelse, at livet starter ved befrugtningen af ægget, og at abort derfor er drab.

“Drab af liv skal ikke kamufleres af begreber som reproduktion, hentet fra produktionslivet”, skrev Birthe Rønn Hornbech (V) i sit debatindlæg i Kristeligt Dagblad i 2003. 

Heller ikke EU har en officiel definition af liv. Og derfor frygter mange aborttilhængere i Europa, at den gamle diskussion om definitionen af liv og herunder kvinders ret til at få provokeret abort vil blive forsøgt sat i gang af katolske land som Polen. 

En af skeptikerne er den polske jurist Krzysztop Smiszek fra Kampania Preciw Homofobii, der arbejder for homoseksuelles rettigheder. 
– En del af Polens pladser i Europaparlamentet tilhører højreorienterede eller populistiske partier, der støttes af kirken og vil forsøge at rejse principielle spørgsmål som retten til abort eller seksuelle minoriteter. De vil sammen med andre landes katolske europaparlamentarikere kunne danne en stærk fraktion, siger han. 

Netop Polen stod også i front, da flere katolske lande i forbindelse med debatten om EU’s kommende forfatningstraktat krævede, at kristendom bliver skrevet ind i EU-forfatningen som et grundlag for EU.

USA og Vatikanet 

De nye toner i abortdebatten er således på ingen måde forbeholdt Danmark. Overalt i verden er abort igen komme på dagsordenen for eksempel i forbindelse med udviklingshjælpen til verdens fattige lande. 

I december 2002 blokerede 116 Europaparlamentariker således for en stigning i EU’s bistand til reproduktiv sundhed i udviklingslandene efter påstande fra abortmodstandere om, at den skulle bruges til at finansiere aborter. Samtidig er der sket en stigning af forespørgsler i Europaparlamentet omkring støtte til organisationer, der arbejder med reproduktiv sundhed. 

Tendensen skyldes i høj grad USA’s indflydelse på den globale offentlige mening. Den er præget af stemningen i USA, hvor de amerikanske stater ifølge foreningen Sex og Samfund siden 1995 indtil videre har vedtaget 335 love, der begrænser kvinders adgang til abort. 

USA har en meget stærk antiabortbevægelse, der med store økonomiske ressourcer og professionel lobbyvirksomhed i ryggen spreder ringe i vandet, i hele verden. Bevægelsen er aktiv i udviklingslande i både Afrika, Asien og Sydamerika, hvor den samarbejder med lokale – ofte religiøse – antiabortgrupper. Den er også meget aktiv inden for FN-systemet, hvor den driver lobbyvirksomhed og har allieret sig med ligesindede FN-medlemmer som Vatikanets diplomatiske korps, Holy See, der har observatørstatus i FN samt en række muslimske og katolske lande.

Seneste tendens er, at bevægelsen nu også er kommet over Atlanten til Europa. Dels er fundamentalistiske, kristne organisationer som Human Life International begyndt at samarbejde direkte med ligesindede i især Østeuropa. Både i Letland og Polen er Human Life International aktiv, fremgår det af deres webside. Dels er antiabortbevægelsen som sådan begyndt at lobbye kraftigt i det nye, udvidede EU. Det fastslog rapporten Preserving Power and Privilege fra den katolske organisation Catholics For a Free Choice (CFFC), som arbejder for at fremme kvinders rettigheder. 

I rapporten kan man læse, at EU-politikere bliver lobbyet med breve, e-mails og rapporter, der indeholder vildledende information fra bevægelsens egne forskningscentre, som producerer statistikker, der f.eks. viser, at verden er underbefolket, eller som laver forskning i de mentale og fysiske konsekvenser af abort. 

Rapporten fastslår også, at de kristne lobbyister i samarbejde med Vatikanet allerede har haft held med at påvirke EU’s institutioner. I 2002 foreslog Vatikanet og Europæisk Kirkekonference EU et fremtidigt samarbejde mellem unionen og kirken. Bl.a. ønskede man fra kirkernes side et permanent kontor i EU, et samarbejde med både EU- kommissionen og andre EU-institutioner, hvor rådgivere fra kirken skal høres i forbindelse med EU-lovgivning og andet, der har kirkernes særlige interesse. 

I udkastet til EU’s kommende forfatning står der i paragraf 51, at unionen vil “opretholde en åben, gennemsigtig og jævnlig dialog med kirker og organisationer”. 

Udsigten til den amerikanske bevægelses indflydelse på EU fik derfor sidste år den danske EU-kommissær for nødhjælp og udvikling, Poul Nielson (S) til at sætte en særlig medarbejder i gang med at danne sig et overblik over området. Poul Nielson udtaler til Vejle Amts Folkeblad d. 7. juni 2003: 
“Situationen kræver permanent overvågning”, og fortætter: “Vi ønsker at være aktive i debatten og tilbagevise påstande fra bestemte kredse.”
 

Et spørgsmål om penge 

Men den amerikanske holdning til spørgsmålet om abort og kvinders reproduktive rettigheder er langt fra kun et spørgsmål om lobbyvirksomhed. Modstanden mod kvinders adgang til abort styrer helt konkret den amerikanske bistandspolitik og berører dermed tusinder af kvinder i verdens fattige lande. Bush genindførte nemlig i 2001 den såkaldte Mexico City Policy – af kritikere kaldet The Global Gag Rule (den globale mundkurv) – der i sin tid blev introduceret af Reagan i 1984. 

Den går ud på, at den amerikanske administration ikke vil bruge borgernes skattekroner til at støtte organisationer, der direkte eller indirekte støtter abort uanset, om det er legalt i deres hjemland. For mange organisationer i udviklingslandene har denne politik fået store konsekvenser. Amerikansk bistand udgør 43 procent af al international udviklingsbistand til familieplanlægning, sundhedsprogrammer for mor og barn og bekæmpelse af seksuelt overførte sygdomme, inklusiv hiv/aids. Nu oplever mange organisationer, at pengene, de var afhængige af, er holdt op med at komme. 

I 2002 forhindrede Bush således den amerikanske støtte på 34 mio. dollar til UNFPA på grund af beskyldningerne om, at organisationen støttede fri abort i Kina. Året efter tilbageholdte præsidenten igen 34 mio. dollar, hvorefter EU spædede til. 

I det hele taget er USA et skræmmebillede for mange, når det gælder abort. Det seneste præsidentvalg satte i høj grad fokus på, hvor betændt spørgsmålet om kvinders reproduktive rettigheder er i USA. I Bush hjemstat, Texas, er antallet af teenagegraviditeter i stigning, fordi skolerne ikke vil give seksualundervisning, og holder sig til filosofien om, at afholdenhed fra sex er det bedste middel mod uønskede graviditeter og kønssygdomme. Abort blev også et af de centrale holdningsspørgsmål, der prægede valgkampen mellem Bush og Kerry. Og i årevis har kristne, fundamentalistiske grupper udøvet terrorvirksomhed mod abortklinikker og dets personale, herunder mord på 8 abortlæger. 

Det ironiske er, at USA er et skræmmebillede for både aborttilhængere- og modstandere i Danmark. Aborttilhængere frygter, at de amerikanske tilstande, hvor religion styrer abortdebatten, skal brede sig til Europa. 

Senest har debatten om abort på Færøerne understreget denne frygt. Ifølge den færøske journalist, Brynhild Thomsen på www.abortnet.dk henter færøske politikere argumenter i kampen mod abort fra Bibelen. Eksempelvis har det højreorienterede Centerpartiets formand, Jenis av Rana, der sidder i Lagtinget, sammenlignet de abortsøgende færøske kvinder med Jomfru Maria. Og tænk, hvis hun havde aborteret Jesus! På partiets hjemmeside www.midflokkurin.fo skriver formanden om abortdebatten: 

“Men Maria var den første, som hilste Frelseren velkommen i sit liv!! Hun tog imod ham, husede ham, gav ham liv og fostrede ham op. Velsignet være Maria! (..)..Jeg er ikke ét øjeblik i tvivl om, at det er blindt had mod Jesus, der driver værket.” 

På Færøerne har antiabort-organisationen Pro Vita , som er en gren af den amerikanske Pro Life antiabortbevægelse, også været på den færøske finanslov siden 1992 

Men også abortmodstandere frygter amerikanske tilstande. Det sker efter, at den nuværende danske abortlov trådte i kraft i juli 2004 med nye bestemmelser. En af dem er, at det ikke længere kun skal være forbeholdt det offentlige at foretage aborter. Også private hospitaler har nu lov til at tilbyde aborter mod betaling – lige som i USA. 

“Det er usmageligt, at man nu gør drab på det lille barn til en forretning, som der kan tjenes penge på” siger Kerstin Hoffmann landssekretær fra Retten til Liv, der i dag er den største danske forening mod abort, i et interview i Kristeligt Dagblad, d. 18. august 2004. Og et andet sted i interviewet udtaler hun: “Man gør abort til en begivenhed, der kan sælges, og dermed tingsliggøres det lille barn yderligere”. 

Derfor planlægger foreningen Retten til Liv at lave aktioner mod privathospitaler og klinikker, som vil tilbyde denne service. 

De nye regler ophæver også det tidligere bopælskrav, som betød, at man skulle bo i Danmark for at kunne få abort – et forsøg på at undgå såkaldt ‘abortturisme’. Derfor frygter foreninger som Retten til Liv også, at der vil komme abortturisme f.eks. fra Polen, hvor abort er forbudt, til betalingsklinikkerne.

Fosterdiagnostik – en etisk glidebane? 

Abortdebatten vil formodentlig ikke blive mindre i fremtiden. Ikke mindst fordi debatten er tæt forbundet med debatten om nye fødselsteknologier, stamcelleforskning og til fosterdiagnostik, som også har rejst nye etiske problemstillinger. Et eksempel er den såkaldte nakkefoldsscanning, som gravide tilbydes for at undersøge fosteret for mongolisme. Gravide, der har et foster med risiko for at udvikle mongolisme kan få en provokeret selektiv abort ud over 12. svangerskabsuge. Men kritikere spørger: Hvor mange kvinder aborterer i virkeligheden raske fostre, fordi diagnosen ikke er 100 procent sikker? Andre peger – som SF’s Anne Grete Holmsgaard – på, at fosterdiagnostikken er en etisk glidebane mod designerbørn, hvor kvinder rask væk aborterer fostre, der ikke lige passer ind i billedet af det perfekte barn. 

“I sin yderste konsekvens vil det føre til en udvikling, hvor man med teknologien og det fri individuelle valg i hånden nærmer sig det, der betegnes som ‘designerbørn’. Det pletfri barn til den pletfri familie”, siger Anne Grete Holmsgaard i Berlingske Tidende d. 8. maj 2003. 

Der er noget, som tyder på, at vi er ved at vende tilbage til den grundlæggende holdning om, at barnets liv skal veje tungere end kvinders selvbestemmelse over egen krop.

De sårbare børn 

Niels Jørgen Langkilde, et af de nye medlemmer af Etisk Råd fra 2005-2008, er enig. Han mener, at fremtidens vigtigste etiske udfordring vil blive spørgsmålet om abort og muligheden for at fravælge skadede børn. 
“Vi skal passe på, at der ikke opstår en ny form for racehygiejne, hvor man sorterer børn fra, fordi de har en fejl”, siger han til Kristeligt Dagblad d. 15. december 2004. 

Omvendt er der også argumenter i debatten, der handler om, at ikke alle kvinder bør kunne vælge frit, at de vil have børn. Foreningen Børns Vilkår sagde i foråret, at samfundet ikke længere bør acceptere, at det er en menneskeret at få børn. De opfordrer regeringen til at skærpe lovgivningen, så gravide kvinder med alvorlige misbrugsproblemer tvinges til at tage et valg mellem at få barnet, men samtidig blive afvænnet og gå i behandling på en lukket institution – eller i modsat fald at abortere. 

“Det er moralsk forkasteligt, at man ikke har turdet tage en ordentlig politisk diskussion om det ufødte barns rettigheder. I dag kan vi stort set stå på fødeafdelingen og se et barn blive født med alkoholskader, der giver hjerneskader for resten af livet”, siger foreningens formand, John Aasted Halse til Weekendavisen d. 27. februar 2004. 

Kirsten Ketscher, professor i socialret på det juridiske fakultet ved Københavns Universitet, mener også, at det især er de nye teknologier og bedre forskning, der har forandret diskursen om abort, fordi vi dermed også har fået ny og bedre viden om ufødte fostre. Men hun mener ikke, at det nødvendigvis er problematisk set fra et kvindepolitisk synspunkt. 

– Man skal være meget forsigtig med at konkludere, at det har berøvet kvinderne deres rettigheder eller har konsekvenser for kvinders frie valg og adgang til selvbestemt abort, for generelt set er kvinders muligheder for selvbestemmelse blevet gjort meget bedre. Kvinder har god adgang til prævention og dertil kommer de nye muligheder som for eksempel abortpiller, som ingen forhindrer kvinderne adgang til, siger Kirsten Ketscher. 

Men Kirsten Ketscher peger samtidig på, at der kan være et dilemma mellem kvindernes gode muligheder for selvbestemmelse og den reelle adgang til selvbestemmelse, når det gælder en særlig gruppe kvinder i Danmark: Kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.

– I nogle etniske og religiøse grupper er der ikke en forståelse over for kvinders ret til selv at bestemme over deres krop. I visse muslimske familier, der er meget traditionelt orienteret, er der en forståelse, der svarer til den, vi havde i Danmark for 40-50 år siden, siger hun. 

At der er en forskel på kvinder med etnisk minoritetsbaggrund og kvinder med dansk majoritetsbaggrund var også et af de temaer, som Sundhedsstyrelsen tog op i sin rapport om abortudviklingen i Danmark fra 1981 til 2001, Når der ikke er noget tredje valg. Social sårbarhed og valget af abort (2004). Det skyldtes, at indvandrerkvinder i mange år har haft en abortrate, der var næsten dobbelt så stor som danske kvinders. Men tallet har været stærkt faldende de seneste ti år, fastslog rapporten, og ligger nu stort set på niveau med danske kvinders abortrate. Dog er der store forskelle de enkelte indvandrergrupper imellem, for eksempel får kvinder fra Somalia nu færre aborter end danske kvinder, mens kvinder fra Iran og Pakistan stadig har en meget forhøjet abortrate. 

Ifølge rapporten findes der flere forklaringer på den forhøjede abortrate hos nogle indvandrergrupper. Men en tungtvejende årsag skal findes i kvindernes viden om prævention og om kroppens funktioner. Blandt danske kvinder mener mellem 90 og 94 procent, at de er tilstrækkeligt informerede om prævention, men hos ikke-vestlige indvandrerkvinder er tallet 60 og 73 procent. Flere indvandrerkvinder end danske kvinder mener også, at der er bivirkninger forbundet med både prævention og abort, og de er usikre på, hvor de kan få den nødvendige viden.

Debatten i fremtiden 

Selvom abortspørgsmålet har været på den danske dagsorden i over 30 år, vil det formodentlig ikke blive mindre heftigt af, at abortmodstandere, der i årevis har hævdet, at et foster under abortgrænsen, er et menneske, nu har fået opbakning fra lægeligt hold til deres påstand. 

En helt ny tredimensionel teknik, der via ultralyd kan filme små fostre, er netop blevet opfundet af den britiske læge Stuart Campbell. På filmene ser man fostre, der virker ret levende. Et 10 uger gammelt foster klør sig i ansigtet, og et 12 uger gammelt foster gaber og strækker benene. 

– Man kan godt forestille sig, at billederne kan ændre befolkningens syn på abortgrænsen, fordi vi lever i en meget visuel kultur, siger overlæge Ole Hartling, der er formand for Det Etiske Råd, til Kristeligt Dagblad d. 1. juli 2004. 

Om debatten i sidste ende vil føre til revidering af den danske lov fra 1973 er svært at spå om. Men nogle mener, at loven faktisk bør revideres ud fra det samfund, vi lever i nu. En af dem er chefredaktør Arne Mariager fra Vejle Amts Folkeblad. Han opfordrede i en leder d. 24. oktober 2003 danskerne til at spørge sig selv, om man stadig vil stå ved de beslutninger, politikerne tog i 1970’erne: 

“Jeg tror ikke, jeg kender et eneste menneske, der siger: Jeg er abort-tilhænger….Hvordan kan man i det hele taget være det? Man kan mene, at fri abort er en ret, som alle kvinder skal have. Man kan mene, at fri abort er en ret, kvinder har i en række tilfælde så som efter voldtægt, incest eller hvis graviditeten er farlig – eller hvis der er stor sandsynlighed for, at barnet får store handicaps eller alvorlige, genetisk betingede sygdomme. Men vi bør diskutere fri abort, så hver enkelt slægtled bliver nødt til at tage stilling, om den etisk vil være med til beslutningen fra 70’erne. For uanset hvad man mener om fri abort, må man erkende, at en abort forhindrer noget i at udvikle sig til et menneske.”