Bortset fra dengang i april 2007, da den tidligere radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen tonede frem på tv-skærmene iført hovedtørklæde for at forsvare ytringsfriheden, er det svært at få øje på prominente etniske danskere, der tager den kontroversielle beklædningsdel til sig. Men vi skal ikke så langt tilbage i historien, før Mellemøstens mode var helt anderledes populær i vores del af verden. Orientalske dragter var nemlig trendy i 1700-tallets Europa, og adelens mænd og kvinder klædte sig ud som sultaner og haremskvinder.

Tyrkiet, dengang det Osmanniske rige, var ellers traditionelt og per definition hovedfjenden nr. 1. Europæerne havde i flere hundrede år rystet af skræk for den vældige muslimske stat og truslen mod et kristent Europa. Men forholdet ændrede karakter med den tyrkiske hærs overraskende nederlag ved Wien i 1683. Begivenheden markerede begyndelsen til enden for Osmannerrigets storhed, og i løbet af 1700-tallet løsnedes grebet om Europa. 

Efterhånden blev europæernes indstilling til fjenden mere præget af nysgerrighed end af frygt. Allerede i 1600-tallet får kaffen, “den muslimske drik”, succes i Europa. I 1700-årene opstår et sværmeri for det orientalske – siden døbt turquerie – som udfolder sig i kunst, musik og litteratur. I 1704 udgives første bind af Tusind og en Nats Eventyr på fransk, og trenden holder stadig i 1782 med opførelsen af Mozarts opera Bortførelsen fra Serailet. Orienten er kommet på mode.

Friheden til at lege 

Hvad var det, der var så tiltrækkende ved Orienten og det “orientalske look”? Svaret ligger til dels i tidens hang til adspredelser. 1700-tallet er rokokoens århundrede, og fornøjelse synes at være periodens adelsmærke. Maskerade blev et yndet tidsfordriv: At klæde sig ud som en anden, at lægge sin identitet fra sig og påtage sig en ny var en spændende leg, som især blev dyrket i disse år – og alle klasser kunne deltage i de store, offentlige maskerader. Grevinden udskiftede sine juveler med en kyse og kom til bal som hyrdepige. Man kunne også låne fra andre verdener med kostumer fra mere eksotiske egne, og her var dragter inspireret af Orienten særdeles populære. 

Samtidig lod magtens mænd og kvinder sig gerne forevige i de lånte, eksotiske fjer i de portrætter, de fik malet. De orientalske klæder, der blev brugt til maskerade såvel som i portrætter, kom fra de øverste kredse af det tyrkiske samfund. Klæderne var baseret på den ægte tyrkiske vare og var derfor ofte aldeles autentiske. Således klædte mænd sig som sultanen selv eller som en drabelig janissarkriger fra sultanens elitekorps. Antrækket bestod af turban, pludderbukser og en dolk i skærfet om maven. 

Kvinder smed korsettet samt det stive skørt og førte sig frem som sultanens udkårne iført løse benklæder og tunika med bælte i taljen. Slør eller tørklæde var ikke en del af kostumet, der jo kom fra haremmet, og inden for murene er slør unødvendigt. Desuden havde en europæisk kvinde, der tog til fest eller sad model til et portræt, ingen interesse i at skjule sit ansigt for slet ikke at tale om sin kunstfærdige frisure. 

Ligesom tørklædet i dag, bragte de tyrkiske klæder en historie med sig – en historie, der baserer sig på den europæiske forestilling om Orienten. For dens brugere giver dragten adgang til en eventyrlig verden kendetegnet af magt, overdådighed og ikke mindst af seksuelle muligheder. Europæiske fantasier centrerer sig nemlig især om haremmet, som forekommer ukristelig, men dog så utrolig pirrende. Netop det pikante aspekt vækker genklang i tidens frimodige forhold til erotik. Og hvilken mand ville ikke ønske sig i sultanens sted? 

Mændene drages af idéen om sultanens magt og hans harem – den kontinuerlige adgang til seksuel tilfredsstillelse. For kvinderne er tiltrækningen flertydig. Man skal selvfølgelig ikke underkende det åbenlyse: glæden ved den stærkt dekorative og overdådige kvindedragt. Men derudover er disse klæder ganske enkelt sexede: Intet korset holder fast på barmen og benenes form anes lettere i bukser. Ærbarheden udfordres. Desuden står haremskvinden for selvstændighed. I europæisk opfattelse var haremmet ingen hindring for kvinden, når det gjaldt om at nå magtens tinder. Mere om det senere. 

Særligt for kvinder repræsenterer identitetsspillet derfor frihed. Det er ikke kun dragten og dens frie udformning, men selve handlingen af at skifte “ham”, der signalerer idéen om frihed til omverdenen. Som kvinde var ens rolle i livet udstukket: datter, hustru, mor. Det at ændre sin tilværelse var ikke en mulighed som i dag. Derfor var rollespillet et lille oprør – en måde, hvorpå man for en stund kunne udfordre tingenes tilstand. Ikke underligt, at maskerade generelt blev anset af kritikere for et samfundsomvæltende foretagende, fordi det vendte op og ned på virkeligheden – og i øvrigt tillod et større råderum for seksuel udfoldelse.

Dragt og magt 

Hvad gør en kvinde, der vil markere sin status som Frankrigs mest magtfulde af slagsen? I midten af 1700-tallet tilhørte den rolle ikke landets dronning, men Ludvig XVs officielle elskerinde, Madame de Pompadour, som i den grad forstod at iscenesætte sig selv. Hendes noget usikre position krævede til stadighed, at hun mindede alle, inklusive kongen, om sin skønhed og gode egenskaber. Portrætter måtte der til – i enhver flatterende allegorisk afskygning – og i et såkaldt “forklædt portræt” fra 1754 fremstilles hun som sultaninde. 

Den valgte sultaninde-persona har en vis signalværdi. Identiteten som sultaninde, sultanens udvalgte partner, passer fint til Madame de Pompadours program. For i denne fantasi optræder hun som den herskerinde, hun ikke er i virkeligheden. Idet sultaninden tilhører haremmet, er karakteren også en potent metafor for seksualitet. Maleriet er altså ren propaganda, hvor den lånte identitet skal manifestere hendes særlige rolle og status ved det franske hof. 

Madame de Pompadour var ikke den eneste af tidens markante personligheder, der lod sig forevige à la turque. I en miniature fra 1737 ses Østrigs kejserinde, Maria Theresa, med den ene hånd i siden og den anden nonchalant på dolken, som er stukket i et skærf om taljen. Turbanen er sat kækt på sned. Tyrkiet var kejserindens arvefjende, men dette lille portræt viser måske, at hun ikke længere frygtede noget fra dén kant. For hun har overskud til at stille sig an i deres klæder og viser dermed sin overlegenhed over for den gamle fjende, som nu er reduceret til pynt. 


 
 
 
 
 
Fascinationen af Orienten nåede også nordlige breddegrader. Prinsesse Louisa Augusta, Caroline Mathildes og Struensees datter, var en moderigtig ung dame, som forstod at holde sig opdateret. I et portræt malet af Jens Juel fra 1790, som i dag hænger på Frederiksborg Slot, er hun klædt i robe à la circassienne– en variation af den tyrkiske dragt med løstsiddende kjole og kortærmet frakke. 

Også prinsessens bror, Frederik VI, var med på noderne og kom til maskerade som mameluk. Louisa Augusta var ligeledes begejstret for den nye mode med kjoler af lette materialer, inspireret af antikken, som det kan ses i et andet kendt portræt malet af Jens Juel. Også denne dragttype udfordrede normerne for anstændighed, idet kjolen mindede mistænkeligt om undertøj.

Slørets velsignelser 

En engelsk adelskvinde er sandsynligvis en af de første vestlige kvinder, der tager den tyrkiske dragt til sig under et ophold i det fremmede. De store dannelsesrejser var ellers forbeholdt adelens sønner, ikke dens døtre. Men Lady Mary Montagu er heldig. Hendes mand udnævnes til ambassadør, og i sommeren 1716 forlader de England med kurs mod Istanbul, det osmanniske riges hovedstad, dengang bedre kendt som Konstantinopel. 

Lady Montagu kaster sig med stor energi ud i sit nye liv og fortrylles af den tyrkiske verden, som hun begejstret skildrer i breve til familie og venner. Disse breve udgives i 1763 efter hendes død under titlenTurkish Embassy Letters, og samlingen bliver allerede i samtiden anerkendt som et litterært værk af kvalitet. Brevene har ikke kun værdi som en slags antropologiske studier af tyrkiske skikke, men også som vidnesbyrd om en tid, hvor kvinden så langtfra var ligestillet med manden – et emne, som særligt optog Lady Montagu. Hun havde selv måttet opleve, hvordan hendes far og hendes udkårne skændtes om en passende økonomisk ordning for giftermålet (parret endte med at løbe bort sammen). Sådanne forhandlinger var almindelige i det britiske rige anno 1700, men Lady Montagu fandt det ydmygende, og sammenlignede sin situation og kvindens stilling generelt med slaveri. 

I stedet mente hun, at kvinder var friere stillet i det tyrkiske samfund, fx fordi de rådede over formue og ejendom i eget navn. Om traditionen for tildækning med slør skriver hun bl.a.: “Denne konstante maskerade giver dem fuld frihed til at følge deres lyster uden fare for at blive opdaget” (“This perpetual masquerade gives them entire liberty of following their inclinations without danger of discovery”). 

Udspekuleret eller ufrivilligt komisk i sin naivitet? Under alle omstændigheder en noget anderledes tolkning af slørets funktion end det, man ellers er vant til. Men for Lady Montagu repræsenterede sløret måske netop en hel reel løsning på, hvordan man som kvinde kunne få det bedste ud af sin situation. Hun går fx videre til at beskrive, hvordan kvinderne udnyttede tilsløringen til at besøge deres elskere ude i byen. Skønt Lady Montagu faktisk gør sig umage for at beskrive mange aspekter af det tyrkiske samfund, er det tydeligt, at hendes observationer og oplysninger kommer fra det øverste lag i samfundet, fordi hun havde adgang til netop det. 


 
 
 
Resten af den tyrkiske kvindedragt vækker også lykke hos Lady Montagu, der deltaljeret beskriver dens enkelte dele.

Ensemblet, der inkluderer løse benklæder, er noget mere behageligt end det fiskebenskorset, som europæisk modeetikette dikterer på det tidspunkt. 

Så betaget er Lady Montagu, at hun selv ofte går tyrkisk klædt, og også lader sig portrættere i sine eksotiske outfits efter hjemkomsten til England 1718. Disse portrætter laves ikke kun for at vise en adelskvinde iklædt delikate stoffer og smukke broderier. Billederne illustrerer den historie, Lady Montagu vælger at fortælle. Ved at bære de fremmede klæder udtrykker ladyen et oprør mod sit samfunds normer. For hende er dragten en måde at demonstrere frihed.

Det tyrkiske lysthus 

Tyrkiet var det tætteste, Europa kom på det eksotiske fremmede. De få rejsende, der drog til sultanens rige, berettede om barbari og grusomhed, men også om tolerancen i det tyrkiske samfund. Det europæiske publikum var særligt fascineret af den fantastiske, men virkelige historie om Roxelana, der med sine ynder besnærede Süleyman den Store og fungerede som grå eminence i magtens centrum. Hun var det største, men ikke det eneste, eksempel på en kvinde, for hvem haremmet ikke var en hindring for indflydelse. Kvindeskikkelser som Roxelana var kendte i Europa, og deraf opstod opfattelsen af sultaninden som en person med reel magt. 

Turquerie-moden i 1700-tallet byggede dog generelt mere på europæernes gode forestillingsevne end på et egentligt kendskab til Tyrkiet og Orienten. Uvidenheden kan skabe de skønneste fantasier, og som sådan hviler turquerie på en konstruktion. Trenden siger faktisk mere om den europæiske overklasse og deres drømme end om Tyrkiet i 1700-tallet. 

Oplysningstiden er netop kendetegnet ved sin nysgerrighed over for fremmede folkeslag og forestillinger om “den ædle vilde”. De mennesker – både mænd og kvinder – som tager den tyrkiske mode til sig, tilhører en priviligeret overklasse. De er optaget af at bryde med normerne, og her bliver den tyrkiske fantasi en alternativ form for kulisse til den udfoldelse af fornøjelser, de konstant søger. 

Trenden kan også slet og ret ses som en hyldest til det fremmede og det ukendte. Imitation er trods alt den mest åbenbare form for anerkendelse. I en tid, hvor de færreste – især kvinder, selvom de var formuende – kunne rejse frit, var turquerie-moden en måde at tilegne sig det fremmede. En slags rejse foretaget ved at låne tøj fra den pågældende kultur, i dette tilfælde den tyrkiske. 

Verden er siden blevet mindre, og mens vestlige klæder er blevet et globalt fænomen gennem det seneste århundrede, markeres 100-året for kvinders valgret herhjemme med et specialdesignet partisantørklæde. Udvekslingen går begge veje mellem øst og vest. Forestillinger om frihed og muligheder sidder blandt andet i tøjet, og for en europæisk kvinde i 1700-tallet kunne frigjortheden meget vel være iført orientalske gevandter.