Socialforskningsinstituttets Frivillighedsundersøgelse (2003-2006) viser, at omkring en tredjedel af den danske befolkning udfører frivilligt arbejde, og at antallet er stigende. Undersøgelsen fortæller desuden, at der foregår mere frivilligt arbejde i provinsen end i hovedstaden, at der er omtrent lige mange kvinder og mænd, der arbejder frivilligt, dog med en lille overvægt af mænd, og at den største gruppe af frivilligt arbejdende aldersmæssigt er mellem 30 og 49 år. 

De yder en frivillig indsats i bestyrelser og foreningsliv, omend de i forvejen har fuldtidsarbejde, og frivillighedsundersøgelsen peger oven i købet på en tendens til, at fuldtidsarbejdende i højere grad end mennesker på deltid påtager sig ulønnet arbejde.

Frivillighed og fællesskaber

En stor del af de frivillige er ressourcestærke, veluddannede og højtlønnede, der bestrider bestyrelsesposter og foretager administrativt arbejde, mens man som idrætstrænere og -ledere finder den største koncentration af mænd og et bredere spektrum af uddannelsesniveauer. 

En meget stor del af de frivillige som Frivillighedsundersøgelsen registrerer, er forældre, der engagerer sig netop der, hvor deres egne børn færdes: i børneinstitutioner, musikskoler, spejdergrupper og idrætsorganisationer.

Denne meget brede definition af frivillighed betyder, at tallene for bl.a. idrætstrænere og forældre, der engagerer sig tidsbegrænset og direkte i forlængelse af egne børns aktiviteter, overskygger den del af frivilligheden, der ydes alene på baggrund af et personligt engagement. Den del af det frivillige arbejde er særligt interessant, fordi den ofte umiddelbart afspejler helt aktuelle samfundsproblemer.

Frivilligt arbejde bliver nemlig ofte udført på områder, hvor en væsentlig del af befolkningen finder, at den offentlige indsats er utilstrækkelig – over for mennesker, som befolkningen derfor finder værdigt trængende. Således kan frivillighed forstås som en indikator på stemningen i det den tyske filosof Jürgen Habermas kaldte den ‘borgerlige offentlighed’: Der hvor befolkningen ud fra deres subjektive og ofte følelsesladede holdninger samles i et engagement og en indsats, der også har politisk karakter.
 

Retten til at samles frit

Retten til frit at samles i foreninger hører folkestyret og det moderne samfund til. Det blev sikret i Den Danske Grundlov, og det er således i tiden herefter, at det frivillige arbejde, som vi kender det i dag, vinder frem. 

Traditionelt set har frivilligt arbejde været knyttet til det lokale fællesskab, ofte foreningslivet. Det var en regelmæssig og tit livslang forpligtigelse, hvor relationen mellem giver og modtager kunne siges at være ulige, f.eks. aktivering eller omsorg for børn eller ældre.

I dag har det frivillige engagement antaget nye former, idet individet i højere grad selv vælger og forhandler relationers karakter og varighed, og frivilligt arbejde er typisk tidsbegrænset og ofte episodisk. 

Engagementet kan siges at være globalt snarere end lokalt, styret af en konstant refleksivitet fra ‘giverens’ side, og forholdet mellem giver og modtager er i langt højere grad lige, præget af gensidighed eller i hvert fald forventningen om, at forholdet vil udvikle sig i den retning.
 

Flygtige fællesskaber

Ifølge den polske sociolog Zygmunt Bauman er nutidens fællesskaber, i kraft af hvad han kalder for den radikale individualisering, blevet flygtige. Knagefællesskaber, garderobefællesskaber og karnevalsfælles-skaber er nogle af de betegnelser Bauman bruger for de fællesskaber, som senmoderne mennesker ‘klæder om til’. Man samles omkring en afgrænset begivenhed og forsvinder hastigt ud af den igen.

Samfundet er blevet flydende, siger han, netop fordi fællesskaber som familie eller hjemstavn, der før var faste holdepunkter for individet, ikke eksisterer i samme faste form som tidligere. I modsætning til fællesskaber, som f.eks. foreninger, der tidligere var noget, man voksede ind i i kraft af det lokale fællesskab, har nutidens fællesskaber netværkslignende karakter. 

Netværker, mener Bauman, er funktionelle, og tendensen er problematisk, mener han, fordi et netværk ikke har fællesskabernes etiske grundlag, og fordi det er i fællesskaber, at mennesket opnår følelsen af mening og af at være noget værd.
 

Mentorrelationer før og nu

KVINFOs Mentornetværk, der sammensætter frivillige danske kvinder som mentorer for kvinder med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, blev igangsat i 2003, primært finansieret af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Mentornetværket har i dag fem afdelinger i henholdsvis København, Tingbjerg, Århus, Odense og Esbjerg og tæller over 3000 deltagere på landsplan.

Matchet mellem mentor og mentee i KVINFOs regi sker på baggrund af netværksmedarbejdernes skøn over begge parters personlige og faglige interesser. Ambitionen er at etablere en relation mellem to forskellige, men ligeværdige mennesker, hvor samværet automatisk vil styrke mentees kendskab til det danske sprog og den danske kultur.

Formålet er at støtte mentees personlige kompetencer med henblik på at lette hendes vej ind på arbejdsmarkedet, og mentoren forventes at være motiveret for at hjælpe dels med at formidle sin viden om f.eks. uskrevne regler på arbejdsmarkedet og i den danske kultur generelt, dels med konkrete kontakter til sit eget netværk.

Hvad er en mentor
I Homers Odysseen var Mentor Odysseus’ ven, der tog sig af opdragelsen og uddannelsen af hans søn Telemachos. Mentor hjalp Telemachos på rejsen ud i den store verden for at finde sin far. Undervejs modnes Telemachos fra dreng til mand og bliver i stand til at hjælpe Odysseus med at genvinde Penelope og Ithaka. Og betegnelsen ‘mentor’ bruges i forlængelse af dette typisk for en (ældre) mand, der hjælper en (yngre) mand frem i verden. 

I moderne tid har mentorbegrebet i erhvervslivet netop ofte været brugt om det forhold, hvor mænd støtter hinanden i karrieremæssig forstand samtidig med, at mentorforholdet også har paralleller til håndværkeruddannelsernes personnære mester-lærlinge-relationer, der jo også typisk er mandsdominerede.

Relationen mellem to

I KVINFOs sammenhæng er mentorbegrebet knyttet til en relation mellem to kvinder. Man kan sige, at det er erhvervslivets mentormodel, der bliver kombineret med kvindebevægelsens særlige solidaritet mellem kvinder, samt traditionen for frivilligt socialt arbejde, der jo, som det meste omsorgsarbejde, typisk er et kvindedomineret område.

Læringsaspektet og fokusset på den almene dannelse i KVINFOs Mentornetværk ligger i forlængelse af den traditionelle mentortankegang fra Homers antikke fortælling lige som troen på, at et uformelt samvær mellem mennesker, der vil hinanden det godt, kan betyde lige så meget – eller mere – end et formaliseret uddannelsesforløb eller kursus. 

Det er en tanke, der på mange måder lægger sig op ad den danske, grundtvigianske tradition, der også præger højskolerne, hvor unge mennesker skal udvikle sig til gode, demokratiske statsborgere i kraft af øget selverkendelse og indsigt i den danske kultur og historie.

De danske folkehøjskoler er netop baseret på læring gennem uformelt samvær, historiefortællinger og fælles oplevelser – således ikke-målbare parametre og undervisning, der ikke er eksamensrettet. Og forskellen på mentorskab og det i nyere tid meget populære ‘coaching’-begreb er da netop også, at hvor coaching typisk er målrettet mod løsningen af et specifikt problem, er mentorrelationen bredere og orienteret mod almene livsaspekter.
 

At gøre en forskel 

Begrebet at ‘gøre en forskel’ går igen hos mange af de danske kvinder, der har haft oplevelsen af at være frivillige mentorer og i øvrigt hos mennesker, der engagerer sig i frivilligt socialt arbejde i det hele taget. 

Netop i KVINFOs frivilligkorps synes det at blive særlig tydeligt, at spørgsmålet om ‘at gøre en forskel’ er et flertydigt begreb. På den ene side er dét at forpligte sig i et mentorforhold en håndgribelig personlig indsats, hvor man i de fleste tilfælde umiddelbart kan se, at ens indsats gør en forskel for det menneske, man engagerer sig med. 
Men der er ingen tvivl om, at det at være mentor også gør en forskel for mentoren selv. 

De mentorer, der portrætteres i Håndbog for mentorer i KVINFOs Mentornetværk understreger øget interkulturel forståelse som en personlig gevinst og oplevelsen af at komme bagom fordomme og mediernes stereotype fremstillinger af muslimer.

Irakiske Maysun og danske Rita fortæller for eksempel, at de har “smidt nogle af deres fordomme over bord. For på trods af åbenhed og gode intentioner fra begge sider, så havde Rita sine fordomme om muslimer og Maysun sine fordomme om Danmark”. Det er i det personlige møde, det viser sig, at alment menneskelige omstændigheder vejer tungere end spørgsmålet om etnisk herkomst:

“Vi taler med hinanden om de ting, som man gerne vil tale med andre kvinder om. Man kommer hurtigt til at se, at vi på mange måder har de samme forhold i livet med studier, arbejde, mand og børn.” Og Rita supplerer: “Jeg har selv fået det ud af mentorforholdet, at jeg har fået et godt indblik i flygtninge og indvandrerkvinders forhold både her og i hjemlandet. Og atter er jeg blevet bekræftet i, at vi som kvinder i bund og grund har samme sorger, glæder og bekymringer.”

Ligesom Ulla fortæller om sin relation til Xiaoyi, der er kommet til Danmark fra Kina i 2001: “Både Xiaoyi og jeg har lært rigtig meget af dette forløb … Jeg tror, jeg er blevet lige så meget klogere, som hun er.”
 

Man bliver udvalgt som mentee, fordi man har behov for hjælp til at forstå og blive en del af den danske kultur. Men mentorerne har også forventninger og behov, som skal indfries.

Senmoderne mennesker er individualister, men det betyder ikke, at man ikke ønsker at involvere sig i forhold til andre mennesker eller det omgivende samfund. Tværtimod har vi i stadig højere grad brug for signifikante oplevelser og overvejer konstant, hvordan handlingen i vores personlige livsfortælling kan blive så interessant som overhovedet mulig. 

Man ønsker derfor at involvere sig på måder, som giver umiddelbar mening i forhold til et livs- og identitetsprojekt og må reflektere over, om den tid, der investeres, f.eks. i frivilligt arbejde, kan ‘betale sig’ i den forstand, at man får noget ud af det i form af betydningsbærende oplevelser.
 
Hvor oplevelsesværdien af at indbetale penge til et godt formål er lav, er det at blive en del af et andet menneskes liv på godt og ondt noget, der kan sanses og mærkes. En mentor-mentee-relation kan være en stor oplevelse i form af indblik i en ellers lukket verden.

“Det er dog ønsket om også at kende hinanden rent socialt, der har været det bærende i deres forhold. Allerede første gang de mødtes faldt samtalen på deres familier. Og siden hen er det blevet til besøg i hinandens hjem. Sherin har desuden mødt Annes forældre og venner, ligesom Anne har hørt om Sherins familie og besøgene hjemme i Iran.” (Iranske Sherin og danske Anne) 

Således er det vellykkede møde med en mentee en helt unik og autentisk oplevelse, der i høj grad opleves som værende den forbrugte tid værd. 

Mentorrelationen giver ikke alene mentor adgang til ny viden om andre kulturer og livsformer, men giver hende samtidig en helt særlig følelsesmæssig og sanselig oplevelse, som hun vanskeligt ville kunne få på andre måder. Mentor får en oplevelse af konkret at have gjort en forskel i et andet menneskes tilværelse og en fortælling, der kan skrives på det ‘subjektive CV’, der ikke først og fremmest opregner karrieremeritter, men derimod identitetskonstruerende elementer.

I KVINFOs Mentornetværk placeres frivilligt socialt arbejde i nye rammer, som kombinerer traditioner med senmoderne former for samfundsengagement og fællesskabsformer.

Ideen med at matche to kvinder med vidt forskellige baggrunde tilgodeser deltagernes behov for subjektivt engagement i enkeltsager, hvor man umiddelbart får oplevelsen af at gøre en forskel i et helt konkret medmenneskes tilværelse i modsætning til, hvis man f.eks. engagerer sig i et politisk parti eller i organisatorisk arbejde på et overordnet plan. 

Integration opleves af mange danskere som et væsentligt og politisk under- eller fejlprioriteret område. I mentornetværket iscenesættes en kontakt som det enkelte menneske vanskeligt vil kunne etablere på egen hånd, og gør det muligt at yde en indsats, hvorigennem man oplever at gøre en forskel og føler sig værdifuld som menneske. 

Således må mentornetværkets succes langt hen ad vejen tilskrives det faktum, at man har fundet en måde at organisere frivilligt arbejde på, og iscenesætte fællesskaber, der appellerer til og tilgodeser det senmoderne menneskers behov.