Spørgsmålet om kvindens stilling i det moderne samfund blev først rejst i 1851 af Mathilde Fibiger, i 1871 blev kvindesagen organiseret af Dansk Kvindesamfund, og “inden midten af 1920’erne var kvinderne i al væsentligt blevet borgere med adgang til det politiske liv, til uddannelse og arbejde og med samme myndighed som mændene”, konstaterer Anne Birgitte Richard i sin disputats Køn og Kultur (s. 250), som hun forsvarede på RUC d. 27. maj 2005. 

Disse markante landvindinger for kvinderne betød imidlertid langt fra, at deres liv på arbejdsmarkedet, i det politiske liv og i familien blev identisk med mændenes. I 1940 var knap halvdelen af alle kvinder stadig hjemmearbejdende husmødre, og kun 4% af politikerne i Lands- og Folketinget var kvinder. Det spørgsmål, Anne Birgitte Richard har stillet sig, er, hvordan kvinderne forenede den nye rolle som fuldgyldige medborgere med den gamle som husmødre; svaret henter hun dels i de kvindelige forfatteres bøger, dels i tidens massemedier og socialpolitiske skrifter.

Mellemkrigstidens sædelighedsfejde 

Disputatsens periode, som er afgrænset til 1930-50, rummer ikke så mange af kvindelitteraturens bedst kendte navne. Gyrithe Lemche, Marie Bregendahl, Agnes Henningsen, Karin Michaëlis og Thit Jensen tilhører den foregående generation, Elsa Gress, Cecil Bødker, Inger Christensen, Ulla Ryum og Kirsten Thorup den efterfølgende. 

Hovednavnet er Karen Blixen, hvortil kommer Sonja Hauberg, hvis tidlige død dog forhindrede forfatterskabet i at folde sig ud, og Tove Ditlevsen, der udsendte nogle af sine betydeligste digtsamlinger og romaner før 1950, men hvis forfatterskab siden tog nye veje. 

Til gengæld var perioden en slagmark for voldsomme kulturkampe om seksualitet, moderskab og børneopdragelse, der gjorde moderkroppen til midtpunktet for “mellemkrigstidens sædelighedsfejde” (s. 346). I 1930’erne blev der nedsat flere kommissioner, som dels skulle regulere lovgivningen, så den passede til den nye situation med selverhvervende og enlige kvinder, dels opruste staten til at yde en større social indsats over for børnene. Der blev skrevet betænkninger om moderskabsydelse, barselshvile, mødrehjælp, seksualoplysning, abort, børnehaver, boligbyggeri og huslejetilskud. 

Kulturradikale som Poul Henningsen ville befri seksualiteten, kærligheden og børnene fra romantiske idealer, ejendomsret og autoriteter. Kommunister som Marie Nielsen og Leunbach mente, at seksuel frihed skulle bane vejen til socialismen. Højrefløjen ville have kvinderne tilbage i hjemmene. Dansk Kvindesamfund udviklede kollektivhuse, hvor et centralkøkken, gæsteværelser og legerum skulle aflaste karrierekvinden på hjemmefronten. 

Anne Birgitte Richards kyndige skildring af denne kulturkamps frontfigurer og positioner danner et socialpolitisk sidestykke til de grundige læsninger i kvindelitteraturen. Sigtet har ikke været at skrive hverken kvindelitteraturhistorie eller kulturhistorie, men at lade de to historier spejle hinanden: “at læse tiden, kønnet og kulturen primært gennem kvindernes litterære tekster” for at fremstille “et billede af en tid og en række værker” (s. 510). Billedet skal vise, at kønsspørgsmålet både er et kulturelt nøglespørgsmål, og at det reflekteres i kvindelitteraturen, idet litteraturen “som en på én gang fri og (tids)bunden form både stiller og demonstrerer kulturens problemer på en særlig måde” (s.s.)

Anne Birgitte Richard ønsker at undgå kønsfælden

Af periodens knap 300 skønlitterære forfatterinder behandles 15. De er samlet i grupper om fire hovedtemaer, som afhandles i disputatsens fire dele. Den første del, “Kosmos”, knytter kønsforskellen til modsætningen mellem periferi og centrum, land og by, tradition og modernitet, individ og verden, jord og himmel. Romanforfatterne Hulda Lütken og Johanne Buchardt og lyrikerne Bodil Bech og Tove Meyer skriver om kvindelig identitetsdannelse i en “vaklen mellem modstanden og martyriet” (s. 53) over for civilisation, modernitet og skrift. 

I nogle indskudte teoretiske afsnit opridses de sidste 40 års skiftende litteraturvidenskabelige teorier om forholdet mellem tekst og virkelighed, ligesom den feministiske litteraturteoris begreber om skellet mellem biologisk og socialt køn, kvindelig erfaring og kreativitet og de nyere dekonstruktive og kønskonstruktivistiske positioner nævnes. 

Den vigtigste inspirationskilde bag tekstlæsningerne er psykoanalysen med dens påpegning af moder-datterforholdets og aktiv-passiv-polaritetens betydning for den kvindelige skrift. Bestræbelsen går ud på at undgå ‘kønsfælden’, som Anne Birgitte Richard mener åbner sig foran både den alt for feministiske læsning, der lukker kvinders tekster ude fra litteraturen i almindelighed, og den kønsblinde læsning, der lukker sig for de feministiske indsigter.

Litteraturens og ugebladenes kvindebilleder sammenlignes

Anden del, “Tiden”, handler om kvinders livshistorier og tidsbundne liv. Aase Hansen og Ellen Raae, der begge var akademikere og inspireret af psykoanalysen, skrev psykologisk realistiske romaner om stadierne i kvinders livscyklus og deres problemer med mødre, mænd, kærlighed og arbejde. Her jævnføres romanernes beskrivelse af kvindelivet med det billede, som en række af periodens ugeblade skabte. Den ikke overraskende konklusion bliver, at ugebladene reflekterede kvinders liv, men at de i mindre grad end romaner reflekterede over det. 

Det sidste afsnit er helliget Karen Blixen, hvis interessante essays om kvindespørgsmålet får fortjent opmærksomhed, ligesom den dybtgående analyse af “Digteren” fra Syv fantastiske Fortællingerviser, hvordan Blixen brugte forskudt og erindret tid som en fortælleteknisk måde at nærme sig samtiden på.

Kulturkampen om seksualitet og moderskab

I tredje del, “Naturen”, som repræsenterer afhandlingens mest originale indsats, analyseres kulturkampen om seksualitet og moderskab i tilknytning til læsninger i Ellen Durloos, Caja Rudes, Jo Jacobsens og i mindre omfang Minna Vestergaards, Ellen Kirks og Karen Bjerresøes forfatterskaber. Fra Ellen Durloos direkte skildring af den erotisk besatte kvinde over Caja Rudes arbejderkvinder, Minna Vestergaards fraskilte kvinder, Ellen Kirks erotisk degraderede antiheltinde og Karen Bjerresøes forløsende moderskab til psykoanalytikeren Jo Jacobsens kønsmytologi og seksualoplysning for børn følger vi de kvindelige forfatteres forsøg på at forene kvindens kropslige begær efter både seksualitet og moderskab. 

Den sidste og korteste del, “Barnet”, behandler Sonja Haubergs skildring af pigens umulige overgang fra barn til voksen og Tove Ditlevsens første bøger om pigens traumatiske binding til barndommen.

Dispositionen, som lader de tekstanalytiske afsnit veksle med de tekstteoretiske og kulturhistoriske, holder samspillet mellem litteratur og historie i gang, så det billede, der folder sig ud for læserens indre blik, bliver fyldigt og mangelfacetteret.

Et dobbelt- og trippelblik

En udpræget vilje til at fastholde nøglebegrebernes flertydighed gør det imidlertid også stedvis noget ubestemt og konturløst. Der redegøres sikkert for begrebsdannelsen inden for de relevante teoretiske områder, køns- og litteraturteorien, men i stedet for at vælge, hvilke begreber den selv vil bygge på, holder fremstillingen begrebsdannelsen åben. 

Bevægelighed er et nøgleord, som det fastslås i de første linier: “Udgangspunktet er bevægelsen” (s. 11), og i de sidste: “Litteraturen er indfældet i sin tid, kønnet i kulturen, men det omvendte er også tilfældet. Bevægelsen mellem kvindernes tekster og tidens diskussioner om kultur, politik og moral understreger både forbindelsen og forskellen”, hedder det (s. 507). 

Ønsket om at fastholde dobbeltblikket på materialet, eller tilmed et trippelblik (s. 28), at overskue og skildre det litterære og det kulturhistoriske stof i et blik og et billede kan give det indtryk, at fremstillingen svæver frit mellem de to videnskabelige traditioner og diskurser, som den blander, litteraturens og sociologiens. Selv om det understreges, at de skønlitterære tekster læses litterært, så slører ønsket om løbende at bringe dem i dialog med de kulturhistoriske tekster forskellen mellem de fiktive og de andre teksttyper. 

“Kvindernes værker er midlet og målet” (s. 12), hedder det, “det æstetiske værk må betragtes som autonomt […] Og samtidig altid som et urent værk, mærket af sin tid og sin forfatter” (s. 28), men når fiktionsteksterne især læses tematisk for at fremhæve deres kulturpolitiske, psykoanalytiske og kønsfilosofiske livstolkninger, så udviskes overgangene i tekstlæsningen mellem på den ene side de nødvendige handlingsreferater, der bedst kommunikerer med det kulturhistoriske stof, og på den anden side de litterære analyser af tema, karakterer, fortælleform og narration, hvis indsigt i det virkelige kvindeliv ikke umiddelbart kan lægges på plads som brikker i det kulturhistoriske billedes puslespil. 

Disputatsens tekstanalytiske diskurs udvikler sig ofte til en sindrig og sofistikeret parafrase, der uudtalt opererer med et stort arsenal af psykoanalytiske, strukturelle og stilistiske begreber på en indforstået måde, der gør læseren usikker på, hvad det er for en historie, der fortælles, om det er historien om de litterære tekster eller de litterære teksters historie om virkeligheden.

Disputatsens originale forskningsindsats i forfatterskabslæsningerne 

Anne Birgitte Richard har tidligere skrevet om flere af de samme forfatterskaber, dels om Tove Ditlevsen i Kvindelitteratur og kvindesituation, 1976, dels i Gyldendals Dansk litteraturhistorie1983-85, og i Nordisk kvindelitteraturhistorie 1993-98, men først i denne sammenhæng er der blevet plads til virkelig at folde analyserne ud. Selv om de kulturhistoriske afsnit indeholder fine og overbliksgivende skildringer af den kønspolitisk og mediemæssige baggrund for litteraturen, ligger disputatsens originale forskningsindsats i forfatterskabslæsningerne. 

Som særligt litteraturinteresseret kunne man nok have ønsket sig, at det litterære område havde fået endnu større opmærksomhed, at der var blevet knyttet forbindelser mellem kvindernes litteratur, den samtidige litteraturkritik og anden dansk og udenlandsk litteratur. Man savner kort sagt den litteraturhistorie, Anne Birgitte Richard ikke har villet skrive.

Den krævende opgave, hun i stedet har stillet sig, på en gang at tegne et fuldgyldigt litteratur- og kulturhistorisk billede af mellemkrigstidens kvindelitteratur og -liv, har hun imidlertid løst, således at kvinderne og deres litteratur er blevet sat på den rette plads midt i kulturen. 

Lise Busk Jensen er mag.art. i litteraturvidenskab. Hun har bidraget til“Nordisk Kvindelitteraturhistorie” og har blandt andet skrevet“Nordiske forfatterinde fra Leonora Christina til Elsa Gress, en tekstantologi med litteraturhistoriske indledninger”, Gyldendal, 1990

Anne Birgitte Richards Køn og kultur. 1930ernes og 1940ernes kamp om køn, kultur og modernitet læst gennem kvindernes tekster. Museum Tusculanums Forlag. 555 s kan lånes på Kvinfos bibliotek.