Selv i en tid med økonomisk recession er det utrolig lidt man ser til den sociale virkelighed i amerikansk film. Ofte er de socialt marginaliserede også marginaliserede på rollelisten i de store mainstreamdramaer. Narkomanen, immigrantluderen, den enlige mor er som regel bipersoner eller decideret mord- eller voldtægtsofre i yderkanten af det centrale menneskelige drama. Derfor er de også som oftest sparsomt konstrueret på baggrund af vores fælles referenceramme af sociale, kulturelle, etniske og kønsbaserede klicheer. Den prostituerede er en stakkels, ensom pige, der ikke kan gøre for, at hun er endt, hvor hun er endt. Den enlige mor er en stoisk, nedslidt kvinde, der enten kæmper for sine børn eller resigneret har givet op og lader børnene gå for lud og koldt vand. Der er ikke så meget midt i mellem og der er slet ingenting under overfladen.

Courtney Hunts Sundance-vindende indie-drama (indie = independent film skabt uden for de store, etablerede filmstudier)Frozen River om fattigdom, desperation, menneskesmugling og etniske spændinger, som bliver vist på den igangværende københavnske filmfestival CPH:PIX, er en kærkommen, men også barsk undtagelse. 

Hunt er ikke ude på at please. Allerede filmens første isblå billeder af nedslidte bygninger og blue collar-lilleby slår tonen an: Vi er ude ved civilisationens yderkant, og der er koldt.

Alt er frosset til, også floden, St. Lawrence River, der danner grænsen mellem USA og Canada her i staten New Yorks nordligste hjørne. På den ene side af floden ligger mohawk-indianerreservatet, på den anden side den lille nedkørte arbejderby, hvor Ray Eddy (Melissa Leo, 21 Grams) forsøger at få livet til at hænge sammen for sig selv og sine to drenge i et uisoleret trailer-home. Det deltidsjob hun har hos det lokale discountsupermarked giver ikke engang nok til, at der altid er mad på bordet, så sidst på måneden gør popcorn det ud for både morgen- og aftensmad.

Kvinder, der skyder før de stiller spørgsmål

Frozen River er en nøgtern fortælling i nøgterne billeder. Naturen er helt sikkert storslået ude omkring den lille by og på indianerreservatet, vi ser det bare ikke, for det har ingen værdi for de mennesker, der her forsøger at opretholde et liv. Kun det allerførste billede af Ray er et langt dvælende nærbillede, som viser os et usminket ansigt, der er lige så furet som den skurrende is på den tilfrosne flod.

Ray er ikke en kvinde med mange illusioner og hun har kun én drøm, et helårsisoleret dobbelttrailer-home med et værelse til hver, både hende og drengene. Men hendes mand har lige forladt familien uden et ord og taget alle deres opsparede penge med sig, så drømmen er indtil videre udskudt på ubestemt tid.

Der er ingen tvivl om, at Ray savner pengene mere end manden og i et desperat forsøg på at nå at redde bare en smule af dem, kører hun ud til indianerreservatets bingo-hal, udørkens lidet glamourøse svar på en spillebule. Hun finder dog ikke manden. Til gengæld møder hun indianerkvinden Lila, der på uklar vis har erhvervet sig Rays mands bil. Ray følger efter Lila længere ind i reservatet, men er nødt til at perforere døren til Lilas campingvogn med en kugle, før hun får hende i tale.

Det viser sig, at Lila har brug for en bil til andet end bare bekvemmelighedsture. Med en bil med et stort nok bagagerum kan hun smugle illegale immigranter over grænsen mellem Canada og USA – den hurtige vej til lettjente penge – og hun får lokket den uvidende Ray med på en tur over grænsen.

Da de krydser floden første gang i Rays Dodge er det klart, at de er to kvinder, der på mange områder er ude på tynd is.

Lila er udstødt af indianersamfundet og har fået frataget retten til sin et år gamle søn. Ray står overfor økonomisk ruin og har intet sikkerhedsnet.

Snart er de to kvinder ud af desperation partners in crime og kører i fast pendulfart over grænsen med kinesere og pakistanere i bagagerummet. Også selvom de, som Ray formulerer det, ikke helt forstår, hvad de illegale flygtninge vil i USA. Mulighedernes land? Ikke for to kvinder der hver især er etnisk og socialt marginaliserede.

Deres helle er indianerreservatet, hvor statslovgivningen ikke gælder, men reservatet har også sine love og regler, og da bilen en nat kører fast i isen ender de to kvinder i et menneskeligt dilemma, som ikke skal afsløres her.

Kvindesolidaritet uden strøsukker

Courtney Hunts kvindeunivers er ikke strøet med sukker undervejs. Som udgangspunkt nærer de to kvinder en dyb mistro til hinanden, der er rodfæstet i deres etniske forskelle. Lila ser kun en fordel ved at køre med Ray, fordi Ray som hvid kvinde ikke bliver standset af politiets vejpatruljer. Ray er altid bevæbnet, når hun bevæger sig ud til Lila i reservatet.

Det er tydeligt, at de to kvinder ikke bryder sig om hinanden. Det er også tydeligt, at de ikke gider spilde tiden med at tale om det.

De er to ensomme cowgirls, der krydser det ubarmhjertige landskab i håb om at holde sig selv og deres børn i live, men selvom der ikke er meget Thelma og Louise over deres lukkede ansigter og ordløse dialog, udvikler der sig alligevel et mærkeligt venskab imellem dem.

Med undtagelse af Rays 15-årige søn T.J., der med kejtet mandighed forsøger at styre trailerhjemmet og pasningen af lillebror, er de få mænd i Frozen River enten fraværende eller ikke til at stole på. Især som filmen snerper hen mod slutningen bliver det tydeligt, at de to kvinder er hinandens eneste redning.

Selvfølgelig er Frozen River i bund og grund en film om kvindelig solidaritet. En film om at mennesker har brug for hinanden – også selvom de af bitter erfaring er overbevist om det modsatte. FraFarven Lilla over Stegte Grønne Tomater til den biografaktuelleSecret Life of Bees har Hollywood vist os kvinder i umulige livssituationer ved samfundets yderste rand række ud efter hinanden og være hinandens sidste redning. Det er en nobel pointe og som oftest bliver den leveret med en vis pathos og man skal da være en forhærdet sjæl, hvis ikke man har haft hevet en kleenex frem undervejs.

Venskabet mellem Ray og Lila er dog ikke made in Hollywood. De holder hver især fast i deres eksistensgrundlag med det yderste af neglene, og begrænsningerne i deres liv har ikke gjort dem til generøse mennesker. De kommer aldrig på Oprah. De lever et liv på trods og det venskab, der med umærkelige ryk bliver tættere og tættere, opstår også på trods. Deres første instinkt vil altid være at vælge sig selv og deres egen overlevelse først og ingen af dem er på nogen måde hverken noble eller smukke i deres lidelse. 

Tværtimod er de uskønne og fordomsfulde, og Ray skal have armen vredet godt og grundigt om, før hun til sidst rækker ud mod Lila og åbner op for en slutning, der trods alt er forløsende. I hvert fald for en tid.

Trailer trash af kød og blod

Det er Melissa Leo, der som Ray, åbner Frozen River og det er Melissa Leo, der bærer filmen usentimentalt og hudløst til dørs. Desperationen er i hendes nuancerede spil et livsvilkår, ikke en grund til melodrama.

Få amerikanske film sætter socialt marginaliserede kvinder i centrum og giver dem en stemme og et ansigt. Patty Jenkins tog en chance i 2003 med dramaet om den lesbiske massemorder Aileen Wuornos, Monster, og skabte en film, der på mange måder var banebrydende. Men i Jenkins’ film blev den smukke tidligere sydafrikanske model Chalize Theron overbevisende transformeret til den udvaskede og kantede kvinde fra samfundets underside, der slog mænd ihjel ud af ren bitterhed og som vakte hele Amerikas afsky.

Transformationen har altid været et fascinationspunkt i amerikansk film, langt mere fascinerende end virkeligheden – og den overbevisende transformation udløser som regel også en Oscar-statuette. Ikke at den ikke var velfortjent i Charlize Therons tilfælde. Men transformationen har også en subtekst, en underliggende betydning, for vi ved jo hele tiden, at der under den skræmmende maske lurer en honninggylden skønhed og det er ganske beroligende.

Det grimme, det kantede, det desperate, det skrøbelige – alt det er et spil, en illusion.

Melissa Leo finder den desperate skrøbelighed i sig selv og leverer den for publikum uden for mange omsvøb. Hun er en Bodil Jørgensen i vildmarken og uden hende var flere scener faldet ind i melodramatiske klicheer, som da hun og Lila julenat redder et nyfødt pakistansk barn ude på den store mørke is. Kun Melissa Leos/Rays matter-of-fact-håndtering af situationen holder filmen tilbage fra at kamme over i en overtydelig religiøs symbolik.

Det er ikke til at vide, om den nye amerikanske krisevirkelighed også vil trække virkeligheden ind i de store Hollywoodstudier. Eller om behovet for eskapisme vil stige i takt med at aktiekurserne bliver ved med at falde.

I hvert fald skal man stadig udenfor de etablerede filmstudier, før der bliver taget tilløb til en form for amerikansk socialrealisme.Frozen River gør et forsøg. Og Melissa Leo giver kød og blod og nuancer til den evige kliché om den marginaliserede trailer trash-kvinde, der ikke rigtig kan finde fodfæste i den amerikanske drøm.