Hvis man er i tvivl om hvorvidt Konstfeminism er en politisk udstilling, fjernes tvivlen ved mødet med udstillingens første billede: En kvinde er snøret ind omkring taljen, om halsen og rundt om benene, hun står på umulige høje hæle og ser ud i et trøstesløst landskab. Udstillingen handler om hende.

Selvom man, som ung kvinde i Norden, godt ved, at man er meget mere end hvad hun repræsenterer, at der er meget man kan og endnu mere man vil, er det alligevel relevant at sætte denne kvinde i centrum. For på trods af at stadig flere kvinder tager plads og færre lader sig undertrykke uden kamp, viser statistikken os, at der endnu ikke er ligestilling. Heller ikke i Sverige, der ellers på en lang række områder er kommet længere end os med ligestillingen.

Derfor er det specifikt politiske snit, som udstillingen har, relevant. For Konstfeminism er ikke bare en udstilling med kunst af kvindelige kunstnere endsige en afsøgning af, hvad der er specifikt kvindeligt eller ikke-kvindeligt. Konstfeminism udstiller værker af svenske kunstnere, mænd såvel som kvinder, der med et politisk blik kommenterer kvinders situation i familien, i samfundet og inden for kunstverdenen.

Det intime og det offentlige rum

Udstillingen spænder over 40 år med feministisk kunst fra 1960’erne og frem til i dag. Den tilbyder et væld af forskellige udtryk, der hver på sin måde kommenterer kvinders position. I afsøgningen bruges forskellige strategier, der spænder fra traditionelle håndarbejder som vævning og patchwork over til foto og video, og de forskelligartede æstetiske udtryk afspejler kompleksiteten og de mange facetter af emnet.

To tendenser præger den tematisk opbygget udstilling: På den ene side ser vi det intime og konkrete spejlet i forholdet til hjemmet og til seksualiteten. På den anden side ser vi opgøret med sociale og kulturelle konventioner samt solidariteten med svagere grupper af kvinder.

Fiskeboller i lyserød satin og en kvinde, der skriger 

I udstillingens første rum kan man bl.a. se den fine 1960’er tegningJag är så många af Elisabet Hermodsson. Værket viser den kalejdoskopiske og ofte konfliktfyldte identitet, som kvinder lever med. Med en blyantstreg skrives ‘jag’ igen og igen til det danner et mønster på papiret og værket lægger sig herved æstetisk tæt op ad det vi i Danmark kalder 1960’er avantgarden. Værkets mange jeg’er viser konflikten mellem de forskelligartede identiteter som kvinder jonglerer mellem, når kvinder både vil være elskerinde og mor – og samfundsborger og respekteret i arbejdslivet.

Splittelsen mellem de forskellige roller, som kvinder går ud og ind ad, er central i flere af udstillingens værker. I næste rum ses værker, der kommenterer kvindens rolle som husmoder. Her kan man bl.a. se Marie Louise Ekmans ironiske vægtæppe Fiskbullar i hummersäs fra 1968, der viser den klassiske svenske hverdagsmenu i lyserød satin, så tankerne i stedet for maden ledes hen på lagner og silkeundertøj. Både materialet, motivet og metoden kommer her fra et traditionelt kvindeligt univers, og værket fremstår moderne med sin bramfrie fremstilling af det specifikt feminine. Kvindens position i hjemmet som både madmor og sexobjekt vises her med et ironisk overskud, der lader kvinden være den sejrende. 

Fiskbullar i hummersäs peger hermed på en ny tendens i nutidens feministiske kunst, der med humor og brug af popkulturelle virkemidler tilbyder en anden feministisk strategi, end den mere konfronterende.

Skråt over for hænger Anna Sjödahls Vår i Hallonbergen fra 1972 og her er en kvindes splittelse mellem at være mor og menneske med drømme og håb skildret med en dyb desperation. I en tom og nøgen stue og med udsigt til trøstesløse rækker af boligblokke står en kvinde i skikkelse af mennesket som på Edvard Munchs Livsfrisog som vi også kender fra hans berømte maleri Skrik fra 1893. Kvinden er her spærret inde med et barn, der sidder fed og krævende på gulvet og leger, mens kvinden selv er ved at gå til i det trøstesløse univers. Fri kærlighed og store fællesskaber har endnu ikke fundet vej ind i den feministiske kunst her i begyndelsen af 1970’erne og tilbudt en vej ud af kernefamiliens fire klaustrofobiske vægge. Men det varer ikke længe.

Frigørelsen fra den mandlige fantasi

Allerede i næste rum fremstår Benedikte Bergmanns glade friseKönsrollsserien fra 1975 og proklamerer ligestilling og en frigørelse fra de seksuelle kønsstereotyper. Ved siden af værket vises fotos og vævede vægtæpper af kvinder som arbejder. Solidariteten med arbejderklassens kvinder er gennemgående i kunsten fra den sidste del af 1970’erne, hvor også kvindens daglige gøremål og traditionelt kunsthåndværk inddrages i kunsten. 

Gunwor Nordströms vægtæppe Städerskan fra 1975, viser således en hårdtarbejdende rengøringskone på en lang trøstesløs hotelgang. Der er ikke meget arbejderromantik over den måde, de arbejdende kvinder portrætteres på. Til gengæld vises kvinderne som de nu engang ser ud, med deres grove kroppe og trætte ansigter. Dermed demonstrere værkerne også det frigørelsesprojekt, som en stor del af den feministiske kunst tager del i: At befri kvinder for at være underlagt den mandlige fantasi.

Udstillingen viser det bedste fotografi i Norden

Udstillingen spænder som nævnt over mere end 4 årtier og det er interessant at se den udvikling, der er i værkernes tematikker. Ser vi på den feministiske kunst i dag er frigørelsesprojektet stadig et centralt omdrejningspunkt. Astrid Göranssons tegnefilm En modellfra 2003 tager ligesom Anna Sjödahls Vår i Hallonbergenudgangspunkt i Edvard Munchs kendte maleri, Pubertet fra 1895. Her ses en lille pige sidde nøgen og lidt sammentrukket på en seng med hænderne liggende over kors på knæene, mens hun kaster en sort skygge på væggen bag sig. Men i modsætning til Munchs billede er denne lille pige ikke fastlåst i den uskyldige og nervøse stilling, hun begynder at bevæge sig og lege med sin skygge, der tager form af et spejl og en dyne og en rumdragt. 

Også i Elisabeth Ohlsons serie Könskrigare fra 2000 er det frigørende aspekt tydeligt. Serien består af portrætter af kvinder, der fremstår maskuline med kronragede isser og brede tatoverede overarme og spørger herved til det traditionelle kvindebillede, som stadig dominerer vores opfattelse af, hvordan en kvinde ser ud. 

Men der er også kommet en anden problematik ind i nutidens feministiske kunst, som ikke handler om frigørelse, men derimod om beskyttelse fra overgreb. Denne nye vinkel på det feministiske projekt bliver både tydelig i de seneste års aktivistiske aktioner af kvindelige kunstnere, der tematiserer kvinden som udstødt og i værker, der trods det politiske budskab, igen og igen synes at portrættere kvinden som ofre. 

På udstillingen Konstfeminism kan man således se videooptagelser fra kunstfeministiske aktioner, der dokumenterer demonstrationer mod udvisning af skilte og prostituerede kvinder, fx den somalisk/dansk/svenske kunstner Ellen Nymans demonstration mod EU’s afvisning af flygtninge og indvandrere fra tredje verdens lande. I demonstrationen holder hun et EU-flag med påskriften “Whites only”, mens hun selv er iklædt en traditionel somalisk klædedragt og således benytter sig af sin status som kunstner til provokerende at pege på en underliggende agenda i EU’s indvandringspolitik.

De værker af Annika von Hausswolff, der er medtaget på udstillingen, har ligeledes fokus på kvinden som den udstødte og undertrykte, denne gang som offer for seksuelle overgreb. På de tre fotografier Tilbage til naturen fra 1993 ses kvinder efterladt på mudrede markveje eller i en mose med bukser eller kjoler trukket ned eller op, så benene lyser hvide i skumringslyset. Der er ikke noget, der direkte angiver, at de skulle være blevet voldtagede eller myrdede, men tankerne går i den retning, når man betragter billederne, der ligner kriminalreportager i tv-serier. Det er flotte værker, ingen tvivl om det, og skulle udstillingen vise noget af det bedste fotografi i Norden i dag ville de tre fotografier være oplagte kandidater. Men inden for den politiske feministiske diskurs, som udstillingen har valgt, springer offerposition én i øjnene og man må spørge, hvorfor kvinder skal portrætteres som offrer.

HerStory

Så var der en anden forfriskende kampgejst over Catti Brandelius’ performance Profesora, der løb af stablen lørdag d. 12. november 2005 på udstillingen. Her satte den unge kunstner, der er selvudnævnt professor, sig for, i et sprudlende show med musik og groteske statistikker, at omskrive kulturhistorien, så kvinderne også får plads. Offerpositionen var her udskiftet med humor og gåpåmod og det frække opgør med den mandlige dominans indenfor vidensproduktion og historieskrivning gav hele den ellers historiske udstilling et praj om en mulig retning for feministisk kunst. 

Konstfeminism viser med sit væld af tematikker og kunstneriske udtryksformer mange af de strategier, som svenske kunstnere har benyttet sig af for at gøre opmærksom på kvinders stilling i samfundet. Det er en yderst interessant udstilling, som må anbefales til enhver, der interesserer sig for denne problematik i kunsten såvel som i vores nordiske samfund.

Thea Juhl-Nielsen har læst Moderne Kultur på Københavns Universitet og er freelance kunstanmelder.