Jeg er blevet opfordret til at skrive en kommentar til Ebba Witt-Brattströms (EWB) Nyfeministisk krig mod kvinderne, bragt i Forum den 16. dec. 2009, og derfor gør jeg så det. Egentlig er det ikke et indlæg, der hverken kan hidse mig op eller glæde mig. Det er mere et indlæg, der viser, hvor utrolig langsom Skandinavien er til at tage internationale feministiske strømninger til sig.
Skandinavien længe om at vågne op
EWB’s kritik er en kritik af queer-teori og queer-feminisme. Queer-teori slog igennem internationalt i begyndelsen af 1990’erne med Judith Butlers bog Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity (1990), som EWB kritiserer for at ”frikoble femininiteten fra kvinnekroppen for å undersøke dets subversive potensial”. 

Det er korrekt, at queer-teori analyserer femininitet og maskulinitet, som performancer frikoblet fra den biologiske krop, men det er ikke korrekt, at den materielle krop med sin racialitet, alder og kønskonstruktioner ikke er væsentlig for queer-teoretikerne. Dette synliggøres ved titlen på Butlers følgende bogBodies that matter. On the Discursive Limits of ”Sex” (1993). Queer-teori er altså en gammel sag.

Ligeledes er kritikken af queer-teori også af ældre dato. Feminister som Suzanne Walters, Lynda Goldstein og Shila Jeffreys kritiserede i 1990’erne queer-teori for flere af de samme ting, som EWB fremhæver her i 2009. Det interessante er derfor måske ikke så meget kritikken, men derimod at queer-teori og kritikken af den har været så utrolig længe undervejs.

Rødstrømpernes rettighedskamp grundlæggende for alle kvinders ligestilling?

Nyere feministisk teori, som queer-teori og post-kolonial feminisme, vil gøre op med kvinden som kategori, og det er netop tabet af kvinden som kategori, EBW begræder. I 1970’erne kom feministerne, rødstrømperne, for alvor på banen i Skandinavien og satte Kvinden med stort K på dagsordenen. EWB var en aktiv del af denne kamp. Jeg er disse rødstrømper evigt taknemmelig for de kampe de kæmpede, og jeg føler, at vi yngre feminister står på deres skuldre i dag. Men vi skal også tage kritikken af denne feminisme alvorligt.

To ting var væsentlige for rødstrømperne: Retten til at bestemme over egen krop, udmøntet i retten til fri abort, og økonomisk uafhængighed, udmøntet i at flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Allerede i 1970’erne var der kvinder, som begyndte at stille spørgsmål ved, om disse rettigheder nu også var grundlæggende for alle kvinders ligestilling.

Lesbiske kvinder påpegede, at det ikke var den manglende frie abort, der gjorde, at de følte sig undertrykte. Desuden havde de været på arbejdsmarkedet i mange år, eftersom de ikke havde nogen mænd til at forsørge sig.

Sorte kvinder fandt ikke frigørelse ved at blive husholdere for hvide kvinder

I USA begyndte sorte (afrikansk-amerikanske) kvinder at kritisere kvindebevægelsen i 1980’erne. De påpegede, at det der skete med kvindefrigørelsen var, at i takt med at hvide, middelklassekvinder begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet, så begyndte de at ansætte sorte husholdere til at gøre rent i deres hjem og passe deres børn. De sorte kvinder var altså ude på arbejdsmarkedet, det var bare ikke nødvendigvis frigørende at arbejde i de hvides hjem. 

For de sorte kvinder handlede vejen til frigørelse ikke kun om at arbejde ude, men om at få en ordentlig løn for deres arbejde, og om at bekæmpe racismen, som de fandt mindst lige så undertrykkende som sexismen.

I 1990’erne blev kvindebevægelsen yderligere kritiseret af kvinder fra de såkaldte ulande. De påpegede, at de var trætte af de mange vestlige, hvide feminister, der hævdede, at alle ’ulandskvinder’ (eller ’muslimske kvinder’) var undertrykte. Denne kritik har givet grobund for den post-koloniale feminisme, der bl.a. hævder, at man ikke kan tale på vegne af andre.

’Kvinder’ er ikke en homogen gruppe

I 2009 kan vi derfor ikke tale om ’kvindelige erfaringer’ som fælles erfaringer eller ’kvinder’ som en homogen gruppe. EWB begræder tabet af en feminisme, der med god grund kan kritiseres for at begrænse sig til primært at frigøre hvide, heteroseksuelle, middelklasse, ikke-handicappede, vestlige kvinder.

Men med queer-feminismen skal vi sætte pris på, at feminismen er blevet mere inkluderende. Det kan undre, at det har taget godt to årtier for queer-feminismen at slå igennem i Skandinavien. Nu mangler vi bare, at den post-koloniale feminisme slår mere rod i vores del af verden. Med lidt held har vi den her om et årti.