I det 18. århundrede blev Bhopal regeret af fire royale begums. Stærke muslimske kvinder, der sikrede byen fremgang, uddannelse og udvikling. De investerede i infrastruktur, skoler og arkitektur, som stadig den dag i dag præger byen. De søgte udenlandsk investering og samhandel; en tanke, der lige siden har inspireret indiske politikere og i 1969 førte til grundlæggelsen af fabrikkenUnion Carbide Corporations (UCC) i byens nordlige udkant. Den amerikanskejede fabrik producerede insektgift til Indiens millioner af landmænd, der skulle gøre landet selvforsynende på fødevareområdet.

Gasulykken æn- drede kønsrollerne

I dag tårner fabrikken stadig over Bhopal. Rusten, faldefærdig og som et symbol på de uretfærdigheder, der ramte byen i 1984. Dengang slap 27 tons ekstrem giftig methylisocyanat ud over den centralindiske by og dræbte mellem 3-8000 mennesker. Siden er yderligere 15-22.000 døde, og Bhopals kvinder lider på 25. år af forplantningsproblemer; føder syge, handicappede og døde børn. 

Gasnatten gjorde deres liv til et helvede, men bragte dem også ud af hjemmene og ind i kampen, ligesom den løftede sløret fra deres øjne, fortæller Eurig Scandrett, lektor i sociologi ved Queen Margaret University i Edinburgh. Han skiftede på grund af gasulykken, som han så på tv, fra en videnskabs-ph.d. til en karriere i sociologi og blev samtidig aktivist for at forhindre en tilsvarende katastrofe i at ske igen. Siden 2006 har han forsket i Bhopals foreninger og det kønsskifte, der har fundet sted, og op til 25-året for ulykken den 3. december udkommer bogen, Bhopal Survivors Speak: Emergent Voices of a People’s Movement, som han og andre ud fra de overlevende kvinders mundtlige overleveringer har forfattet.

– Gasulykken betød, at sociale tabuer og traditioner blev taget op til revision. Samfundet, som familierne kendte det, brød simpelthen sammen. Mange kvinder blev enker, andre fik mænd, der ikke længere kunne håndtere det hårde fysiske arbejde, de før kunne, og atter andre fik selv arbejde hos lokale NGO’er og i beskæftigelsesprojekter, fortæller Eurig Scandrett.

Kvinderne kom ud af husene 

For stort set alle gasramte kvinder betød tiden efter ulykken, at de var tvunget ud i det omkringliggende samfund. Mange havde før levet i purdah [purdah betyder tæppe og er overordnet et sæt normer, som indebærer, at kvinder skal leve isoleret i hjemmet adskilt fra det omgivende samfund og kun har få rettigheder og ringe indflydelse på f.eks. de økonomiske beslutninger, red.]. 

Rasheeda Bee, der i dag er forkvinde for fagforeningen,Bhopal Gas Peedit Mahila Stationary Karamchari Sangh(BGPMSKS), var bare en af dem:

– Vi var ekstremt fattige, og svigerfamilien bestemte alt i mit liv. Jeg troede, det var sådan, livet var. Vi kvinder tjente penge til familien ved at rulle bidier [indiske cigaretter, red.], men alt arbejde foregik i hjemmet, så jeg havde aldrig været langt væk – og aldrig alene.

Natten til den 3. december 1984 flygtede Rasheeda og manden, Abdul Wahid, sammen med deres adopterede søn, Abdul Elyas, og hendes svigerforældre. De undgik dog ikke gassen. Ni familiemedlemmer døde, og resten er sidenhen blevet syge.
 
Den nye situation i familien tvang Rasheeda til at gå ud i verden. Et familiemedlem fortalte hende om et kommunalt projekt for kvinder, hvor hun kunne søge arbejde og tjene flere penge til familien end hun gjorde på bidierne.

– Vi havde brug for penge til medicin og mad. Min mand havde før arbejdet som skrædder, men nu kunne han ingenting. Hans lunger var så ødelagte, at selv pedalen på symaskinen var for hård for ham at træde på. 

På beskæftigelsesprojektet følte Rasheeda sig først utilpas. Andre så skævt til hende, fordi hun ikke ville smide burkaen eller tale med de få mænd, der var. Men snart indrettede hun sig efter forholdene, faldt til og fandt ud af, at hun var god til at tale på vegne af andre og forhandle med de overordnede.

Flere kvinder i spidsen for organisationer efter katastrofen

Mens Rasheeda er en af de mest iøjnefaldende skikkelser i de organisationer, der siden katastrofen er skudt op, så er hun ikke et enestående tilfælde, forklarer Eurig Scandrett. 

På sine mange ture til Bhopal har han talt med utallige kvinder, der på trods af det mandsdominerede samfund, der omgiver dem, har fundet en måde, hvorpå de kan kæmpe for retfærdighed og en bedre fremtid for dem selv og deres familier.

– Man ser en del organisationer, hvor der er en mand i spidsen. Det startede helt tilbage til tiden efter katastrofen, hvor kun 20 procent af kvinderne i Bhopal kunne læse. I dag er mændene der stadig, men de sekundære ledere og hele baglandet er kvinder. De er i dag ikke længere afhængige af mændene, og ofte ser man dem da også demonstrere deres sag anderledes.

Nedskrevet kvindernes mundtlige overleveringer

Suroopa Mukherjee, professor i litteratur fra Delhi University, har flere gange været vidne til, at kvinderne håndterer deres liv anderledes i kampen for overlevelse. Hun har fulgt kvinderne tæt i mange år, nedskrevet deres mundtlige overleveringer, forsket i kvindebevægelserne for Nehru Memorial Museum and Library og skrevet flere bøger om Bhopal. Hun forklarer, at netop fordi det indiske samfund er så mandsdomineret, har mange embedsmænd, politikere og politifolk svært ved at forhandle med – og styre kvinderne.

– Vi har ved demonstrationer set, hvordan kvinderne kommer længere, fordi politiet ikke vil røre ved dem. Det ville være grænseoverskridende for dem. Kvinderne tager også deres børn med, for så ved politikerne og embedsmændene heller ikke rigtigt, hvad de skal stille op.
 

Børnene er en vigtig årsag til kvindernes kamp

Børnene er netop en vigtig grund til, at kvinderne stadig kæmper så indædt. For 25 år efter katastrofen bliver der stadig født syge børn i Bhopal på grund af gassen og giften i grundvandet under den gamle fabrik, fortæller Rasheeda. 

Hun boede selv i området i mange år, og både hun og Abdul Elyas drak af vandet, hvorfor han i dag, som mange andre i Bhopal, er far til et retarderet barn.

– Da jeg fandt ud af, hvor mange børn, der blev født syge, flyttede mit primære fokus sig fra fagforeningen til at kæmpe for oprydningen af fabriksgrunden og hjælpe Bhopals syge børn. Vi kvinder har mistet så meget ved denne ulykke, derfor må vi kæmpe – ikke bare for os selv, men også for vores familier og andre, der ikke kan, siger Rasheeda.








Gassen nedbryder kvindernes reproduktive organer

Hvor lang tid gassen fortsat vil sidde i Bhopals indbyggere er usikkert, for der er ingen forskning på området. Den indiske regering lagde på det nærmeste låg på efter gasudslippet, fordi de var bange for at miste udenlandsk investering i landet.
 
Dog ønsker den canadiskfødte forsker, Deboleena Roy, professor i kvindestudier og adfærdsbiologi ved Emory University i Atlanta, USA, at undersøge eftervirkningerne nærmere i et nyt forskningsprojekt, som hun håber at starte næste år.

– Noget tyder på, at gassen nedbrød DNA’en i kvindernes reproduktive organer. Desuden får mange kvinder også i dag kemikalierne ind i kroppen, fordi fabrikken stadig står i Bhopal, og giften fortsat siver ud. Der er ingen, der rydder op, og derfor vil problemet med de syge børn bare blive ved med at vokse. Mit bud er, at gassen kan videregives i op til seks generationer. Så det er kun toppen af isbjerget, vi ser nu.
 
 

Kvindernes kamp sælger bedre i vestlige medier

Det er dog ikke kun kvinderne, der kæmper, siger litteraturprofessoren fra Delhi, Suroopa Mukjerjee. Også mændene arbejder for retfærdighed, men de er ikke så synlige i vestlige medier, som kvinderne, påpeger hun.

– Kvinderne “sælger” bedre. De stikker ud i et ellers mandsdomineret samfund og er mere fantasifulde. Men mændene er der også, de forhandler bare mere – og taler med politikerne på traditionel vis, hvorimod kvinderne arrangerer demonstrationer, marcher og sultestrejker. Sidste år tog nogle af dem til USA, hvor de medbragte vand fra fabriksgrunden til The Dow Chemical Company. Firmaet Dowovertog Union Carbide Corporations (UCC) i 2001.

Hun forklarer, at kampen også har været mest forandrende for kvinderne, fordi skiftet i kønsrollemønsteret netop kom så hurtigt, og de ofte har måttet kæmpe på flere fronter.

– Ikke alle mænd har accepteret det skift i kønsroller, som Bhopal har oplevet. Nogle får bank derhjemme, fordi mændene ikke kan forstå deres offentlige rolle. Men mange mænd bakker også op om deres kvindelige familiemedlemmer, så billedet er komplekst.

Kompleks udvikling

Komplekst er også, hvad Eurig Scandrett kalder udviklingen i Bhopal. For der er, siger han, ingen simple forklaringer på udviklingen i byen, fordi samfundet først nu 25 år efter katastrofen er ved at finde sine egne ben.

– De første generationer af kvinder var gasofre. De har oplevet gassen selv og har kæmpet for kompensation og retfærdighed. Den nye generation adskiller sig fra dem ved at være uddannede. De kan selv samle oplysninger, er ikke afhængige af mænd eller den ældre generation. De fortsætter kampen, men den vil forandre sig med dem, fortæller han.

Den canadiske forsker, Depoleena Roy, mødte repræsentanter for Generation Next i USA sidste år. Som led i en kampagne mod UCC og firmaet, der i 2001 overtog dem, Dow, besøgte flere bhopalisiske kvinder USA. Heriblandt to teenagere, Sarita og Yasmin. 

– Pigerne følte kampen gav dem magt og kontrol over deres liv. Muligvis føder de aldrig selv børn, for de kender til familiemedlemmer, der ikke kan. De føler ulykken på deres kroppe, selvom de aldrig har oplevet gassen. Det får dem til at tage over fra mødrene og bedstemødrene, og derfor vil kampen aldrig stoppe. Som i andre kvindebevægelser i verden har fertilitet givet kvinderne en sag, tvunget dem ud i verden, i skole og til at tage stilling, slutter Depoleena Roy.