”Tak, kære venner. Vi ønsker jer en chikanefri fredag.” Sådan lyder en Twitterbesked fra Harassmap. (twitter.com/#!/harassmap/status/13242492036059136)
Twitterbeskeden er opløftende læsning om et emne, der længe har figureret på den bitre side af hverdagslivet i Egypten.
Harassmap (harassmap.org/) bruger geomærkningsteknologi og blev udviklet i starten af 2010. Formålet var at lokalisere rapporterede tilfælde af sexchikane på gaden. Harassmap bygger på Ushahidi (www.ushahidi.com/about-us), en open-source tjeneste med base i Kenya, der stiller værktøjer til rådighed for crowdsourcing af information og til at opbygge platforme til at visualisere disse informationer.
(Begrebet ”crowdsourcing” dækker over uddelegering af opgaver fra et firma eller en ansat til en større, ikke nærmere defineret gruppe af personer – ”a crowd” – for eksempel via internettet eller sociale medier.) I et land som Egypten, hvor 83 procent af alle kvinder på et tidspunkt bliver udsat for sexchikane, er der et stort og presserende behov for organiseret respons og modstand mod dette oprørende fænomen.

Teknologien kan ikke stå alene

Den er nu kommet i særdeles kreativ form i skikkelse af Harassmap, som placerer sig i det – i egyptisk sammenhæng – endnu uudforskede krydsfelt mellem aktivisme, kortlægning og visualisering af informationer.
Grundlæggerne af Harassmap understreger, at mens teknologien kan bidrage til at skabe en følelse af medansvar, er det vigtigste dog den enkelte borgers engagement i forsøget på at forandre den uholdbare situation på gaden i Egypten.
”Vi kan kun skabe forandring på gadeniveau, hvis vi involverer os direkte og laver tingene om, sådan som vi gerne vil have dem,” udtaler Rebecca Chiao, medstifter af Harassmap.
”Mine venner og partnere og jeg var trætte af at sidde og beklage os over chikanen, så vi besluttede at gøre noget. Vi er helt almindelige mennesker uden midler eller noget, så det viser bare, hvor meget almindelige mennesker kan udrette.”

Kortlægning som basis for kampagner

Filosofien bag Harassmap udspringer af borgerjournalistik, hvor almindelige beboere i et område skriver artikler til en avis. Rapporterne om sexchikane sendes til administratorerne via sms, Twitter, e-mail, telefon eller selve hjemmesiden. Administratorerne kan så give den, der har rapporteret hændelsen, gode råd om, hvor der er hjælp at finde i nærheden. Det kan være juridisk hjælp, en politistation at indgive anmeldelse på eller anden rådgivning. Samtidig markeres hændelsen på et online-kort, som NGO’erne, medierne og politiet kan bruge i deres kamp for at bremse sexchikanen.

På længere sigt, når der er indløbet tilstrækkeligt mange rapporter, kan kortet bruges som visuelt bevis for, hvilke steder chikanen forekommer hyppigst. Så kan kampagnerne rettes mod netop de lokaliteter.
”Vi er nødt til at finde ud af, om det er en busstation, en ensrettet gade eller en offentlig park, der er særlig plaget, for nogle gange vil løsningen være flere politipatruljer, andre gange videoovervågning eller blot en samtale med mændene i gadens butikker,” står der på Harassmaps blog.
Kampen mod sexchikane omfatter også et forum på Facebook, hvor alle kan komme med ideer og forslag til, hvordan man bekæmper det.

De chikaneredes begrænsede handlerum

Nagla Rizk er professor i økonomi ved det amerikanske universitet i Cairo. Hun forsker i vidensøkonomi i den digitale tidsalder og kalder initiativet ”et godt skridt i retning af at beskytte kvinders privatliv, når de skal anmelde. Kvinderne kan nemlig ellers af denne årsag være tilbageholdende med at aflægge rapport om sexchikane på en politistation.”
Denne fokus på borgernes deltagelse i kampen mod sexchikane er yderst velkommen. Parlamentet debatterer stadig et lovforslag, der skal gøre sexchikane strafbart, og i øjeblikket er der næsten ingen sanktionsmuligheder. Hertil kommer, at der rapporteres om flere og flere tilfælde for hver dag, der går. Der er derfor umiddelbart ingen alternativer til denne græsrodsbevægelse.
Hver eneste kvinde kan fortælle historier fra arbejdspladsen eller hjemmet om verbal eller fysisk sexchikane. Nogle overgreb er så voldsomme, at man ikke kan komme videre, hvis man ikke kan dele dem med andre eller på anden måde bearbejde dem. Og de, der fornægter eller undskylder et seksuelt overgreb ved at sige, at det ikke er noget i sammenligning med de langt værre ting, der sker hver eneste dag i Egypten, må indse, at man ikke kan lægge afstand til fænomenet på den måde. Det gælder om at tale om overgrebene, få dem kortlagt og fordømme dem. Så bliver netop denne fælles indsats en overlevelses- og modstandsmekanisme.

Dækker hvor lovgivning er utilstrækkelig

Teknologiske redskaber, især brugerbaseret internet, er et effektivt våben i kampen. Interaktive kort, Twitter, Facebook og andre medier har skabt et mere demokratisk cyberspace, hvor informationer flyder fra mange forskellige retninger, og brugerne er både forbrugere og bidragydere. ”Teknologi giver frihed,” som Rizk udtrykker det.
Især brugen af kort er vigtig. I et land, hvor det offentlige rum konstant overvåges og i virkeligheden ikke rigtig tilhører offentligheden, er kortlægningen en måde at gribe ind på dér, hvor det topstyrede juridiske system ikke kan reagere.

Nedbrud på lanceringsdagen – et positivt træk

Harassmap har givet genlyd i samfundet, fortæller tjenestens grundlæggere. ”Reaktionerne har været meget positive. Den dag, vi lancerede vores betaversion, fik vi så mange besøgende på hjemmesiden, at den gik ned. Vi fik den op at køre igen, men det er da et godt tegn. Vi fik 120 rapporter ind i løbet af testfasen, og det har hjulpet os til at forbedre systemet,” siger Chiao. Hun tilføjer, at de ud over rapporterne også får tilbud om hjælp fra frivillige.

Ifølge Nagla Rizk er udfordringen for Harassmap at trænge igennem med et klart budskab om, hvad der kan gøres. Det gælder med andre ord om at skabe opmærksomhed omkring tjenestens arbejde og om, hvad den enkelte selv kan gøre.
”Alle kvinder skal kunne komme i kontakt med Harassmap. Det kræver måske en form for samarbejde med de officielle kanaler, så tjenesten kan blive omtalt – især fjernsynet er en vigtig kanal. Ellers bliver den blot et led i en kæde, der ikke er hel.”

Behov for at linke til hverdagen

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Mona Seif er forsker og blogger om kvindespørgsmål. Hun roser den måde, hvorpå tjenesten synliggør, at sexchikane ofte er koncentreret i særlige områder. Men visualiseringen må ikke slutte der, siger hun:
”Kortet skal linke til hverdagshistorier. Den skal vise, hvordan sexchikane er en del af hverdagslivet på alle niveauer. På gaden er det lige så almindeligt for kvinder at skulle forholde sig til sexchikane som til trafikpropper. Det må alle i samfundet indse.” Kortet viser udbredelse af sexchikane i visse områder, mens en ledsagende beretning vil skabe kontekst og dermed tilføje en hårdt tiltrængt baggrund og dybde.
Rapporter kan sendes via sms til *0169870900, via e-mail til report@harassmap.org eller afleveres direkte på hjemmesiden: harassmap.org