Sidste forår afsluttede Jørgen Knudsen sit storværk i otte bind om
Georg Brandes. Det fremkaldte naturligt nok en debat om, hvad Brandes
har udrettet, og hvad man skal mene om ham i dag, men det blev ikke den
debat, Jørgen Knudsen havde ønsket sig. Ingen havde noget at tilføje om
Brandes’ forfatterskab og betydning som det moderne gennembruds
foregangsmand. Kun hans forhold til kvinderne formåede at vække
diskussionslysten, og den diskussion brød Jørgen Knudsen brød sig ikke
om, for den kastede et kritisk lys på både hans Brandesportræt og
Brandes selv.

Kvinfos direktør Elisabeth Møller Jensen karakteriserede hans syn på
Brandes’ erotiske utroskab som “uskyldigt, romantisk” (“Georg Brandes i
romantisk lys”, kronik i Politiken 12.6.04). Jørgen Knudsen svarede
vredt, at man ikke “anstændigt” kan skildre kærlighedsforhold uden en
form for medleven, at han blot har fremlagt materialet til læsernes egen
dom, og at Brandes elskerinder ikke beklagede sig (“Brandes og
kvinderne – en opgave for halsbrækkere”, svar samme sted 19.6.).

Lektor Lise Præstgaard Andersen påviste de omkostninger, forholdet til
Brandes havde for flertallet af hans elskerinder (“Brandes krævede den
stærkeres ret”, kronik i Politiken 18.7.04). Jørgen Knudsen svarede igen
fortørnet, at kvinderne sværmede om Brandes som myggene om lyset. De
var henrykte, blot de et øjeblik kunne få del i hans “rigdom”. En af
dem, Palline Weis, lod sig tilmed nøje med rent åndelige smuler fra hans
rige bord (“Brandes og damerne – igen, igen”, svar samme sted 5.8.).

Trods en afstand til Brandes på mere end hundrede år forsvarer Jørgen
Knudsen ham som en våbenbroder frem for at diskutere hans indsats med
eftertidens erfaringer. Det romantiske i hans syn på Brandes ligger i,
at han uden videre godtager Brandes’ egen romantiske illusion om, at
hans forhold til kvinder kun var kærlighedsforhold. Det uskyldige ligger
i, at han med sin metode – objektiv stoffremlæggelse og forstående
forklaring – mener sig fritaget for kritisk stillingtagen.

Kærlighed og karriere

Erotiske forhold drejer sig ikke kun om kærlighed, det er ofte også
magtforhold, og det var det i høj grad for Brandes. Hans lyst gjaldt
ikke hengivelse og samliv, men erobring og beherskelse. Da han havde
forelsket sig i en tysk digterkollegas kone, Henriette Strodtmann, skrev
han i sin dagbog, at han absolut måtte “bemægtige” sig hende. Det var
samtidig med, at han træt af den stadig kamp for brød og anseelse i
Danmark planlagde at “vinde en ny Læseverden” i Tyskland.

Henriette repræsenterede Tyskland for ham, i brevene hjem kaldte Brandes
hende fra den første dag et billede på “Germania”. At erobre hende
ville være symbolet på, at han kunne erobre de tyske læsere. Ægteskabet
havde desuden til formål at gøre hans privatliv respektabelt og dermed
ham selv værdig til den universitetsansættelse, han eftertragtede mere
end noget andet. Da hun omsider flyttede til København som hans hustru,
og han ikke fik sit professorat, mistede han derfor også interessen for
hende.

Man leder i biografien forgæves efter et kapitel med titlen “Ægteskab”.
Det kapitel, der handler om ægteskabet med Henriette, hedder i stedet
“Fælden smækker”. Ved “fælden” forstår Jørgen Knudsen ikke Brandes’
romantiske illusioner om sine egne motiver, men at han var kommet til at
gifte sig med en kvinde, der ikke var ham jævnbyrdig. Hun var flink til
at hjælpe med hans korrespondance og oversættelser til tysk, men nu var
han færdig med Hovedstrømningernes andet bind om tysk romantik og
arbejdede med tredje bind om fransk litteratur. “Så længe du ikke
forstår fransk som jeg gør det, er intet sandt ægteskab muligt mellem
os”, skrev han. Når erobringen af Tyskland var gennemført, måtte han
videre til Frankrig, men det kunne Henriette ikke hjælpe ham med.

Brandes efter Freud

I Jørgen Knudsens biografi kan man med et nøgternt blik læse det alt
sammen. Han har lagt materialet frem, men selv lukker han
ægteskabshistorien med den forklaring, at Brandes var gået i fælden. Han
havde giftet sig med en kvinde under sit intellektuelle niveau,
simpelthen fordi “han elskede hende”.

Nutidens mere nøgterne blik har vi fået af Freud, der har vist, hvor
mange og forskellige tilbøjeligheder romantisk kærlighed dækker over. En
moderne biograf som Jørgen Knudsen kan kritiseres for ikke at bruge den
viden, for ikke at analysere Brandes’ kærlighedsforhold også som
magtforhold. Jørgen Knudsen forklarer, at Brandes stod uforstående over
for Freuds tanker om det ubevidste og pure ville have afvist, at der
skulle ligge ubevidste magtmotiver til grund for hans kærlighedsforhold,
men i modsætning til Brandes kender Jørgen Knudsen Freud og kan læse
med psykoanalysens briller. Alligevel vælger han at godtage Brandes’
selvforståelse frem for at vise, hvordan Brandes så åbenbart holdt sig
skadesløs for sit manglende held i det mandlige hierarki ved i stedet at
erobre kvinderne.

Jørgen Knudsen skriver i sit svar til Elisabeth Møller Jensen, at han
ikke har fundet eksempler på, at Brandes bedrog nogen kvinder. Hans
biografi viser det modsatte, at Brandes bedrog dem alle ved at foregive
en kærlighed til dem, som var noget andet, end den gav sig ud for.
Jørgen Knudsen gør også fortidens tvetydige syn på kvinder til sit eget,
når han opdeler dem i de “alt for villige” og de “dydigt forargede”.
Hvis kvinderne underlagde sig Brandes, var de alt for villige; satte de
sig op imod ham, var de dydigt forargede. Kritikere den gang som nu,
kvindesagsforkæmper Elisabeth Grundtvig (1856-1945) og Elisabeth Møller
Jensen, affærdiges som kønsforskrækkede moralister.

Svaner og gæs

Den svenske forfatter Victoria Benedictsson (1850-1888) anerkendes som
en problematisk undtagelse fra de tilfredse kvinder. Hun beklagede sig.
Det særlige ved hende var, at hun var forfatter og kunne skildre
forholdet fra sit eget standpunkt – til Brandes’ store fortrydelse. Han
var nemlig nok en beundrer af kvindelige forfattere som Germaine de
Staël og George Sand, men kun så længe de bekræftede hans billede af, at
kvinder var undertrykte og kun ventede på ham som befrier. De var
grimme ællinger, som hans erotik skulle forvandle til svaner.

I sit svar til Lise Præstgaard Andersen opfordrer Jørgen Knudsen til, at
man studerer Brandes kvindeportrætter i stedet for hans elskerinder. De
bekræfter imidlertid kun, hvad biografien i øvrigt fortæller.

I portrættet af salonværtinde Kamma Rahbek (1775-1829) fra 1870 tillagde
han hendes konversationstalent og hjemmelivsæstetik stor betydning for
romantikkens litterære kultur, men han tog snart de smukke ord tilbage.
Ved genoptrykket i 1888 noterede han, at han ikke længere nærede samme
beundring for hende, og i nekrologen over forfatter Rinna Hauch
(1811-1896) fra 1896 beklagede han, at ingen havde skrevet om fru Hauch,
der var hedning, radikal og kvindesagsforkæmper som han selv, “medens
der om sammenligningsvis lidet betydende Personligheder som Kamma Rahbek
efterhaanden er sammenskrevet Pakker”.

Mindst brød han sig om de kvinder, der ikke blot havde en anden
livsanskuelse end hans, men også som Johanne Luise Heiberg med held
førte den frem i offentligheden. Brandes kaldte hende i sit portræt fra
1917 en svane som skuespillerinde, men en gås som menneske, indbildsk,
uvidende, svagt begavet, indskrænket, overtroisk og selvopfyldt. Den
eneste betydning han tilkendte hende var, at hun som skuespillerinde
havde begejstret tidens store mænd. Hendes navn ville kun blive husket,
fordi Ibsen havde skrevet et genialt digt til hende. Hendes
selvbiografi, Et Liv gjenoplevet i Erindringen, var efter hans mening “ikke en Bønne værd”.

Visse hensyn

Det er bemærkelsesværdigt, at Jørgen Knudsen i sit svar til Lise
Præstgaard Andersen anerkender, at erotikken var Brandes’ port til
forfatterskabet. Hans lidenskabelige kamp for den fri tanke og kvinde og
mod religion og ægteskab havde erotikken som brændstof. Historien om
Brandes og kvinderne indeholder en vigtig erfaring om, hvordan forholdet
mellem kønnene udviklede sig, efter at det moderne gennembrud således
havde gjort kvindefrigørelsen til modernitetens omdrejningspunkt.

Brandes kæmpede for, at kvinderne skulle slippe ud af ægteskabets
fængsel. Han håbede at se dem som frie og selvstændige individer, men
han valgte at overse, at de manglede uddannelse, penge og social
indflydelse til ude i friheden at skaffe sig den samme selvstændighed
som mændene, selv hvis lovgivningen sikrede formel ligestilling. De
frigjorte kvinder blev i første omgang et let bytte for mænd som
Brandes. Som Elisabeth Møller Jensen skriver, så udvidede han sit domæne
fra en til flere kvinder uden at tilstå kvinderne samme ret. Og når
Henriette, som han omdøbte til Gerda, læste i hans dagbøger for at finde
bevis for den utroskab, han hårdnakket benægtede, blev han, som Lise
Præstgaard Andersen viser, stærkt forarget over hendes mangel på
borgerlig moral.

Jørgen Knudsen har ikke villet eller kunnet fortælle historien fra både
Brandes’ og kvindernes synspunkt. Tværtimod kritiserer han i sit svar
til Elisabeth Møller Jensen den mangel på hensynsfuldhed, der angriber
ham på et punkt, som han er uvillig til at forsvare, og hvor han ikke
kan tale frit. Hvorfor Jørgen Knudsen på mere end hundrede års afstand
mener, at der er sider af Brandes’ liv, han ikke frit kan mene noget om,
skal man måske hensynsfuldt undlade at gætte på.

Lise Busk-Jensen er lektor og mag.art. i litteraturvidenskab.