Særudstillingen KVINNORS UPPFINNINGAR på Tekniska Museet i Stockholm er et godt sted at begynde, hvis man vil vide mere om kvindelige opfindere og deres historie. Mere end 50 sjove og sære opfindelser bliver præsenteret på udstillingen, og det er de nulevende kvindelige opfindere, som dominerer. 

Flere af opfindelserne kan man fumle med og afprøve som fx cyklen med den runde damesadel, der gør enhver cykeltur til en drøm for alle med stram nederdel. Og anti-voldtægts-bæltespændet, der kræver to hænder og en god portion snilde at åbne.
 
Men der er også tråde tilbage i historien til fx Ninni Kronberg, kendt for i 1930’erne at opfinde en metode til at udvinde tørmælk af frisk mælk. Og til Eva Ekeblad De la Gardie, der i 1700-tallet opdagede, at man af kartofler kunne udvikle både pudder, brændevin og stivelse. Og netop mikset af nulevende og tidligere opfindere er en central pointe i udstillingen.


Billede: Rund damesadel, opfundet af Kerstin B Olsson i 1999.

– Det er vigtigt at få kvindernes historie frem. Historisk har mænd og kvinders muligheder været forskellige, og det har vi ikke før været så opmærksomme på som museum. Men det er vi nu, fortæller Åsa Lindgren, projektleder for KVINNORS UPPFINNINGAR, der åbnede i 2006.

I mere traditionelle glasmontrer ligger et sæt sensorer, som kan sættes på hænderne og erstatte computerens almindelige tastatur. De har foreløbig kostet 10 millioner kroner at udvikle og er endnu ikke sat i produktion. Det er den elegante røde natpotte derimod. Den kan bruges stående og sælges over hele verden i flere udgaver. Her finder du også materialet Xylophane, der kan erstatte den miljøbelastende folie i fx juicekartoner, en mobil gassyrevæg til undervisning af sygeplejersker, en vaskekurv til reagensglas og meget, meget mere.


Den eneste fællesnævner er, at produkterne og idéerne er udviklet af svenske kvinder. Og så er det første gang, de bliver nævnt i det tekniske museums samlinger.

Billede: Natpotte, opfundet af Carola Nilstein i 1995.

Kvinders bidrag manglede

Særudstillingen med de kvindelige opfindere blev til under en længere proces, som begyndte omkring år 2000. Her blev museet nysgerrig efter at afdække, om samlingerne også afspejlede kvindernes bidrag til innovation. Første skridt var at gennemgå alle samlinger, og resultatet bekræftede mistanken: Kvinderne var stort set ikke-eksisterende. Næste skridt blev at finde ud af, om kvinder overhovedet havde bidraget med noget af interesse for det tekniske museum.

Museet henvendte sig til QUIS, den svenske opfinderforenings kvindeafdeling, og sammen efterlyste de bidrag fra og om kvinder. Efterhånden blev det til mere end 70 forslag, og ud af dem opstod idéen om en egentlig særudstilling om kvindelige opfindere, som en slags modvægt til museets andre samlinger.

Opfindelser udspringer af ens verden

Opfindelser i udstillingen spænder vidt. Fra den 20-årige, der opfandt antivoldtægts-bæltespændet, til den over 80-årige, der udviklede en handy afløser for rollatoren. Eller barnebarnet, som opfandt en natpotte til sin farmor og forskeren, der udviklede højteknologiske sensorer, som kan overflødiggøre et tastatur. Der er de ansatte, der får en god idé på jobbet, som narkosesygeplejersken, der opfandt en narkosemaske med indbygget sut, som gør det lettere at bedøve spædbørn. Og tysklærerinden, der lavede et grammatikspil til tyskstuderende.



 
 
Billede: Anti-voldtægtsbælte, opfundet af Nadja Björk i 2004.

Mange af opfindelserne udspringer af kvindernes hverdag om det er i hjemmet eller på arbejdet. Da flertallet af svenske kvinder stadig arbejdede hjemme sent i 1900-tallet, var det også hovedsageligt dér, de fik idéerne. Og udstillingen afspejler også, at kvinderne i dag sætter deres præg på omsorgs-, pleje- og uddannelsessektoren.

– Jeg tror ikke, der er nogen, der tvivler på, at kvinder kan være ligeså kreative som mænd. Det, der adskiller de to køns bidrag, er de vilkår, vi arbejder under. Man opfinder inden for de rammer, man befinder sig i: Det vil sige med den viden, erfaring og det sprog, man råder over. Det vil vi gerne vise med udstillingen, siger Åsa Lindgren.

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor kvinderne ikke tidligere har været så synlige. En af forklaringerne giver museet på bagvæggen, hvor en tidslinje viser besøgende, at svenske kvinder først fik adgang til det tekniske universitet i 1921, og at den første kvindelige professor i medicin blev udnævnt i 1937. 

En række rollemodeller som Ninni Kronberg med tørmælken og den amerikanske Josephine Cochran, der opfandt opvaskemaskinen, har også fået plads på bagvæggen og skal minde den besøgende om, at både kvinder og mænd selvfølgelig har bidraget til udviklingen i flere årtier. Men det er bare først nu kvinderne bliver børstet af og dukker op i samlingerne.
 

Billede: Ninni Kronberg (1874-1949)

Teknik er også gummihestesko og myggemidler

I udstillingen med de kvindelige opfindere insisterer museet på, at gøre teknikbegrebet mere rummeligt.

– Udstillingen skal i sig selv gøre op med den traditionelle opfattelse af, hvad teknik er, og hvad der er betydningsfuld teknik. Sms’er, rumfartsmad, hygiejnebind og biler er alt sammen teknik, fortæller Åsa Lindgren.

Med andre ord er det slut med kun at associere det tekniske museum med metal, olie og mørke maskiner i lidt dunkle rum – sådan som det er tilfældet i rummet ved siden af, hvor Christopher Polhems maskiner af metal fra 1600- og 1700-tallet er linet op.

Den nye tilgang til teknik giver plads til en kvinde som Solgun Drevik, der har næsten 50 patenter på metoder og teknikker til produktion af menstruationsbind. I mere end 20 år har hun udviklet og opfundet nyt i SCA-koncernen, hvor hun er ansat. At hun arbejder i en stor koncern, er formentlig en af forklaringerne på, at hun har udtaget så mange patenter. For kvinder tynger ikke just patentstatistikken.

Kun omkring 10 % af alle patenter i Sverige gives til kvinder. I 1890 var det omkring 3 %. Ifølge Åsa Lindgren er en af forklaringerne, at kvindelige opfindere ikke færdes i miljøer som fx virksomheder, som er opmærksomme på at beskytte koncepter og idéer. Som enkeltperson er det en stor og kompliceret proces at udtage patent på opfindelser, man har lavet hjemme i garagen eller ved køkkenbordet.

En anden forklaring er, at kvinder ofte ikke ser sig som opfindere.

– Når de kvindelige opfindere skulle forklare, hvad de lavede, så svarede de, at “jag har bara gjort en liten grej”, forklarer Åsa Lindgren, som var i kontakt med mange af kvinderne, da hun planlagde udstillingen.

Shoppinette med fuld fart

– I udstillingen med de kvindelige opfindere har det ikke været afgørende, om opfindelserne rent faktisk blev sat i produktion. Man må gerne bare blive smittet af den drivkraft, de her kvinder udstråler. Det er jo nogle fantastiske historier, de fortæller, forklarer Åsa Lindgren.

Det er netop tilfældet hos den 87-årige Elisabeth Linderoth, som i en af udstillingens små sort/hvide kortfilm med tindrende øjne, spag stemme og tør humor fortæller om, hvordan hun udviklede sin shoppinette – et lille, fikst trekantet løbehjul med en påmonteret kurv i jordhøjde. Da hun blev omkring 80 og ikke længere kunne følge med børnebørnene eller slæbe de tunge varer hjem fra supermarkedet, fik hun idéen. Og mens hun forklarer, hvordan det er langt lettere og hurtigere at komme rundt med hendes opfindelse end den kendte rollator, ser man hende suse rundt i gader og supermarkeder til stor undren for de forbipasserende. Og der er fart på! Med produktionen går det dog lidt trægt. Foreløbig er det kun blevet til hendes eget eksemplar og en kopi, der står til fri afbenyttelse på udstillingen.

Skulle man blive smittet af Elisabeths Linderoths opfinderglæde, har museet indrettet et hjørne af lokalet med plancher og computere, hvor man som besøgende kan finde oplysninger om fx støtteordninger og foreninger for opfindere. Samme sted kan skoleklasser i et virtuelt laboratorium sammen med en udstillingsleder prøve processen fra idé til færdigt produkt.

Billede: Shoppinette, opfundet af Elisabeth Linderoth i 2003.

Fremtidens museum

Foreløbig får udstillingen om de kvindelige opfindere lov til at blive stående som en særudstilling. Den er både blandt de mest besøgte og mest omtalte udstillinger på museet. Udstillingen har fået så meget opmærksomhed, at den i 2009 skal vises omkring 20 steder i Sverige og en mindre udgave af vandreudstillingen skal til svenske ambassader i udlandet. 

Men hvad er museets næste skridt? 
– Det har vi ikke besluttet endnu. Men måske skal vi i gang med at se med nye øjne også på den måde, vi fortæller mændenes historie på. Vi overvejer at dekonstruere alle mændenes bidrag for at finde ud af, hvad det var, der fik dem til at opfinde nye teknikker og metoder. Og så vil vi gerne belyse, hvordan deres vilkår har været,” siger Åsa Lindgren.