I efteråret 2013 bliver tre unge par viet som en del af DR3’s tv-serie med titlen “Gift ved første blik”. De seks singler kender ikke hinanden på forhånd, idet programmets koncept er et tværvidenskabeligt ‘eksperiment’, hvor faglige eksperter i form af en antropolog, en parterapeut, en sexolog og en præst vælger deltagere til tre arrangerede ægteskaber. Deltagerne har på forhånd forpligtet sig til at sige ja til at blive gift og leve sammen i fire uger, hvorefter de er frie til at lade sig skille, hvis det er det, de ønsker.
Programmet har vakt stor opsigt med høje seertal, og har skabt både forargelse og begejstring. Nogle mente, at serien udvander ægteskabet som institution; andre, at det er på høje tid at problematisere de kulturelle normer og konventioner for parforhold og ægteskab i en tid, hvor stadig flere oplever ufrivilligt at leve som singler, samtidig med at tallet for såvel indgåede ægteskaber som gennemførte skilsmisser stiger.
I otte afsnit følger vi tre ægtepar parallelt og er tilsyneladende vidne til deres oplevelser og synspunkter, alt sammen suppleret med eksperternes kommentarer samt korte kulturhistoriske orienteringer om ægteskabet gennem tiderne.
Fx fortæller en speak, at der pt er knap 1,5 millioner singler i Danmark, som tilsyneladende har svært ved at finde hinanden. Netdating er en blomstrende industri, men med en lav succesrate.

Eksperters håndtering af følelser

Eksperternes udgangspunkt er, at valg af partner i højere grad bør træffes ud fra rationelle kriterier frem for at vælge ud fra udseende og social status, som det almindeligvis foregår på datingsites. Ekspertgruppen tilbyder dog ikke arrangerede ægteskaber i traditionel forstand, men snarere en form for specialdesignet blind-dates (vielser), hvor eksperterne hver især sætter deres faglighed i spil i form af argumenter for, hvad der skal til for, at par passer sammen.
Dermed giver programmet en forståelse af, hvor forskelligt de videnskabelige retninger forstår at håndtere spørgsmålet om følelser. Antropologen identificerer livsstils- og identitetsmarkører ud fra deltagernes boligindretning, tøjstil og madvaner med udgangspunkt i såkaldte feltbesøg hos ansøgerne i deres hjem.
Psykologen, der til daglig arbejder som parterapeut, gennemfører individuelle samtaler om deltagernes opvækst og erfaringer ud fra argumentet om, at det er helt afgørende for, om et parforhold lykkes, at man ’tilknytningsmæssigt’ passer sammen. Den anden psykolog, der bliver præsenteret som sexolog og forsker, foretager kvantitative vurderinger ud fra et omfattende spørgeskema om bl.a. værdier, kommunikation og seksualitet, og kan dokumentere, at lighed netop her er afgørende for ægteskabets holdbarhed. Præsten taler med deltagernes eksistentielle ‘ståsted’ og forventninger til ægteskabet og livet i almindelighed. Og på baggrund af al den viden af meget forskelligartet karakter, sammensætter ekspertgruppen tre par i udsendelsens første afsnit, som indgår ægteskab.

Fra bryllup til parterapi på fire uger

30-årige Simon, der er cand.merc., har været single i seks år og træner til at gennemføre en ‘ironman’, skal giftes med Mie på 28, som er uddannet ingeniør og har været uden partner i to år. Mette på 31 år, der betegnes som en ‘storbypige’, har været single i fire år og arbejder i den kreative branche, bliver matchet med Martin på 29, der er skolelærer, håndboldtræner, går med iøjnefaldende hatte, og som har været alene i tre år. Jyske Jonas på 27, der er håndværker og konsekvent omtaler sig selv i tredje person, bliver sat sammen med Lykke, der er 29, har haft en karriere i militæret og har sin egen motorcykel.
Eksperterne, der har hver deres argumenterer for, hvorfor nogle mennesker passer bedre sammen end andre, er enige om, at kærlighed er noget, man ‘gør’, og at kærlighed kan forstås som en bonus for det hårde arbejde som parforholdet kræver. De konstaterer, at det kendetegner alle deltagerne, at de har enormt travlt i forvejen og måske slet ikke har tid til at pleje og passe et parforhold.
Gennem afsnittene er vi vidne til, hvordan programmet hjælper deltagerne med at etablere rammerne for et ægteskab – ‘et crash course’ i parforhold, som én af deltagerne betegner det – idet de kommer igennem alt fra bryllup til parterapi (og for nogles vedkommende også skilsmisse) på kun fire uger.

Ingen tid til parforhold

Men hvorfor er deltagerne singler, og hvad søger de efter? Adspurgt udtaler Martin, at han ikke behøver et forhold for enhver pris, og at det sikkert er denne kompromisløshed, der ligger til grund for, at han er alene. Jonas forklarer, at årsagen skal findes i, at “man har vægtet karrieren rigtig højt”, og Simon siger, at en kæreste ville være en velkommen ekstrabonus, men at han synes, at han har et godt liv i forvejen.
De kvindelige deltagere forklarer deres motivation for at deltage med, at selvom de egentlig også oplever at have alle behov dækket, “mangler lige den specielle person” (Mette) – og hun er bevidst om, “at han måske er en anden, end den man falder for af sig selv”. Mie og Lykke nævner ligeledes, at der “mangler noget”, at de savner trygheden ved at være to, nogen at komme hjem til, men også, at det i sig selv er belastende at skulle besvare spørgsmål om, hvorfor man ikke har en kæreste. Ønsket om at være en del af et etableret parforhold har således både basis i individuelle behov og i et normativt samfundsmæssigt krav, og det er tydeligvis ikke nemt at skille det ene fra det andet.

Romantik og ritualer – ‘det perfekte par’

Ifølge den britiske kulturforsker John R. Gillis, er det romantisk baserede parforhold en symbolsk markør af voksen identitet. Selvom man har forladt barndomshjemmet, er der er kulturelt krav om at indgå i et fast parforhold som første skridt til at blive betragtet som voksen (det næste, og mere definitive skridt, er at få børn).
“Establishing a romantic relationship with another person, of different or same sex, is the sign of adulthood in modern Western culture. Yet this is all a relatively recent development, for it was not really until the last century that the perfect couple assumed a central place in the Western imagination”. (Gillis 1996: 133)

Eksperterne i tv-programmet kritiserer da også deltagerne og vor tid i almindelighed for at for at være umodne og alt for påvirket af eventyr og dårlige Hollywood-film, der skaber forestillinger om, at kærlighed er noget, der bare ‘sker’ (ligesom det engelske udtryk “fall in love” peger på), og at forelskelsen er ægteskabets fundament.

Romantiske følelser kommer først på bryllupsrejsen

Parrene i ‘Gift ved første blik’ bliver viet uden at være forelskede, men bliver umiddelbart efter bryllupsfesten sendt på bryllupsrejse med en forventning om, at de romantiske følelser nu skal indfinde sig. Således problematiserer programmet ikke romantikken som sådan, kun at det ikke behøver at starte sådan.
Ifølge Gillis har den romantiske kærlighed aldrig haft højere status end i dag. I det før-moderne kunne kærlighed være rettet mod Gud, og romantik kunne tænkes knyttet til venskaber. I dag er begrebet reserveret til den eksklusive og intime relation mellem to voksne mennesker:
“The perfect couple now must be everything to one another – good providers, super sexual partners, best friends, stimulating companions – roles that earlier generations turned to others to fulfill.” (Gillis 1996: 151)

Samtidig har familieinstitutionen på mange måder mistet sin praktiske betydning. Tidligere tiders arrangerede ægteskaber har basis i en praktisk og pragmatisk fornuft – med henblik på at få et godt udgangspunkt for at videreføre slægtens besiddelser og værdier. I dag eksisterer familien så at sige kun for sin egen skyld: både kvinder og mænd kan i de fleste tilfælde økonomisk og materielt klare sig hver for sig, og børn født og opdraget uden for ægteskabet betragtes ikke længere som problematisk. Således kræver opretholdelsen af ægteskabsinstitutionen en række ritualer og symboler for at komme til at opleves meningsfuldt, og det er blandt andet det, som programmet “Gift ved første blik” hjælper deltagerne med at etablere.

Ægteskab er noget, man gør

I forbindelse med de tre bryllupper bliver det tydeligt, hvordan ægteskabet ikke alene er noget, man ‘får’, men i høj grad også er noget, man ‘gør’. The ‘big white wedding’ er blevet betegnelsen for den måde at fejre bryllup på, som er moderne skik i den vestlige verden, hvorigennem ikke bare det konkrete forhold, men også det heteroseksuelle, monogame liv bliver cementeret.
I ‘Gift ved første blik’ spiller deltagerene nøje afmålte roller i bryllupsritualerne, lige fra valg af tøj og brudekjole, bryllupsfest med taler og festsange, og traditioner i forhold til bryllupsbilleder, bryllupskage og brudevals. De enkelte deltagere bruger også en romantisk retorik: om ‘kemi’, ‘den eneste ene’ og håber, at ‘det lykkes’.
De deltager konkret ved at skabe symboler, fx har Jonas som morgengave banket et hjerte ind i en mursten, som symbol på alle sine forestillinger og drømme om mødet med sin brud og i håb om, at murstenen en dag kan blive grundsten i det fælles hjem.

‘Kærligheden overvinder alt’ (undtagen kønsroller)

Gennem hele forløbet lærer deltagerne normer for køn. Parrene er ifølge eksperterne matchet ud fra lighed – samtidig er det en præmis for programmet, at forskellighed skal baseres på køn, og at der her er faste normer for hvordan.
Umiddelbart synes ‘Gift ved første blik’ at forudsætte ligestillede forhold mellem kønnene og præsenterer som udgangspunkt et moderne og fordomsfrit syn på kønnenes arbejdsdeling. Så vidt vides har alle seks deltagere fuldtidsarbejde. De nygifte par flytter kun i ét tilfælde ind i hendes bolig, hvorimod de to andre flytter ind i hans. Som udgangspunkt deles de fuldgyldigt om det huslige arbejde, om end det i flere tilfælde faktisk ser ud til at være ham, der har mest flair for det reproduktive arbejde.
Fx har Martin hjemmelavet ketchup i køleskabet, da antropologen møder op, og Jonas har bagt kage. Ingen af de kvindelige deltager synes at være særlig interesseret i husarbejde eller madlavning, og det bliver i løbet af udsendelserne italesat som et decideret problem, at Mie er et rodehoved og ikke engang kan finde ud af at støvsuge ordentligt. Således fremhæver programmet, at kvinderne underspiller det feminine og har ‘glemt at være piger’, som en af de egentlige årsager til vor tids singlekultur. Denne præmis bliver ikke eksplicit diskuteret, og bliver tilsyneladende modtaget af de seks unge deltagere uden modstand.

Kærlighedsarbejdet har i århundreder været baseret på ulige kønsfordeling

Det, som John R. Gillis kalder for “the labors of love”, har gennem århundreder været baseret på en ulige kønsfordeling. Det handler ikke kun om det praktiske arbejde, men ikke mindst om vedligeholdelsen af de følelsesmæssige aspekter:
“Boys learned to expect love from women, and girls were trained to give and sustain it. While it was men who were expected to call, it was women who made the tea and kept the conversation going. Men also initiated the exchange of love letters, but women kept it going.” (Gillis 1996: 144)

I nutidens velfærdssamfund er det ikke kvindens eneansvar at passe hus og hjem (om end der statistisk set stadig er en skæv kønsfordeling i de danske hjem). Men hendes område er i høj grad stadig det symbolske – det er da også netop Mie, der kræver ‘kvalitetstid’ og insisterer på at planlægge deres fælles fremtid med familieliv og børn. Den konflikt er ifølge et interview med Mie og Simon i Ekstra Bladet konstrueret af tv-holdet, ligesom der i det hele taget er en “lidt stressende” drejebog for hele forløbet, der blandt andet sigter mod at fremstille deltagerne, som mere uenige end de egentlig er.
Således er det også en iscenesættelse, når Lykke i så høj grad, som det er tilfældet, portrætteres med fokus på sin motorcykel og sine tatoveringer. Hun nævner selv, at hun også “har en lille prinsesse indeni”, men “måske skræmmer fyrene lidt ved at have en mening om alt og sige den uden at blive spurgt”. I forlængelse heraf bliver hun rådet til at give manden mere plads, selvom hun er vant til at gøre alting selv (“Kan han få lov til at være din mand?”) På bryllupsrejsen siges det, at Jonas vil give Lykke lov til at være kvinde “med stort Q” (“Få den lille prinsesse til at blomstre?”), og bliver bekræftet i, at det er det rette at gøre (“det vil være godt for dem i det lange løb, at hun ikke altid er foran”). Deres destination for bryllupsrejsen er romantiske Paris, hvor tv-holdet blandt andet foreviger dem foran Torneroseslottet i Euro Disney.
Tilsvarende bliver Mie rådet til “ikke være bange for at fremstå svag”, og præsten råder Mette til at “fokusere på at være sød, mild og tålmodig”. Så om end præmissen for programmet er, at det velfungerende og varige ægteskab er baseret på lighed, så kræver romantikken tilsyneladende en ulighed, der påfaldende minder om helt traditionelle kønsroller. Der er, som det siges, situationer, “hvor en mand må mande sig op” (Jonas). Jonas nyder, at Lykke får ondt i armene, da de står på wakeboard, så det er ham, der fremstår som “den seje”, ligesom da de besøger hans barndomshjem, og han kan udfordre hende i traktorræs.

Normerne overvinder videnskaben

I ‘Gift ved første blik’ fremstår ægteskabet og familielivet som et ‘lykke objekt’ i den forstand som Sara Ahmed beskriver, blandt andet i sin bog The Promise of Happiness. (Ahmed 2010) Her forstår Ahmed følelser som noget, der snarere end at komme indefra det enkelte individ, cirkulerer mellem mennesker og ‘smitter’ dem, der bliver berørt. ‘Happiness’ (lykke) er en forventning om noget kommende, der styrer menneskers forventninger, begær og handlinger.
“Happiness thus directs us to certain objects, as if they are the necessary ingredients for a good life. […] Certain objects are attributed as the conditions for happiness so that we arrive ‘at’ them with an expectation of how we will be affected by them, which affects how they affect us, even in the moment they fail to live up to our expectations. Happiness is an expectation of what follows. For instance, the child might be asked to imagine happiness by imagining ‘happy events’ in the future, such as a wedding day, the ‘happiness day of your life’. (Ahmed 2008: 11)

Det er altså snarere længslen efter lykke, der styrer begæret efter en bestemt handling, i dette tilfælde at blive gift, end det er “objektet”, altså ægteskabet, der i sig selv skaber følelsen. Følelsen af lykke opstår ved at følge den gængse norm for tilværelsen, og således kommer det borgerlige ægteskab mellem to jævnaldrende af hver sit køn til at fremstå som et indiskutabelt gode uden reelle alternativer.
“Happiness means here living a certain kind of life, one that reaches certain points, and which in reaching these points, generates happiness for others.” (Ahmed 2008)

Fornuft eller følelse

‘Gift ved første blik’ er først og fremmest lavet på tv-mediets præmisser, det er følelses-tv, hvor nærbilleder af deltagerne, identificerbare situationer og konflikter bliver fremhævet.
“Hvis der opstår kærlighed undervejs, så er det lykkedes”, udtaler speak’en, mens kameraet zoomer ind på vielsesringen, og cementerer sammenhængen mellem ‘kærlighed’ og det borgerlige ægteskab. Små gør-det-selv-videoklip optaget med håndholdte mobiltelefoner bidrager til illusionen om, at vi har fulgt parrenes intime liv på tætteste hold.
Udsendelserne ‘Gift ved første blik’ problematiserer, om det er fornuft eller følelse, der kommer først, og iscenesætter et eksperiment, der skal bevise, om kærlighed er noget, der kan skabes eller fremprovokeres under de rette betingelser.
Men parallelt med denne diskussion iscenesætter programmet en skrap social disciplinering af kroppene, der skal indlære og indøve kønsroller. Og programmets egentlige konklusion må siges at være, at kærligheden kræver, at man accepterer de (konventionelle) vilkår for at få belønningen i form af kærlighed og beundring.
“Det er smukt”, siger præsten Pernille og mener ‘kærligheden’, der egentlig ikke er blevet hverken af-romantiseret eller -mystificeret i løbet af programmet – snarere tværtimod. Programmet påstår at have lighed som sit fundament, men umiddelbart under overfladen bliver ulighed fremstillet som vilkår og forudsætning for et lykkeligt og varigt kærlighedsforhold.