I det allerførste afsnit af anden sæson af Tv-serien Girls har hovedpersonen Hannah fået nok. Hendes eks-kæreste har brækket benet, og Hannah kommer trofast med ugeblade, håndlotion og hjælper ham med at tisse. Men så er det pludselig for meget.
»Jeg har prøvet at tage mig af alle dem omkring mig, og sætte alle andres behov før mine egne. Men, ved du hvad? Jeg er et individ. Og jeg føler, hvad jeg føler, når jeg føler det, og jeg vil aldrig mere se dig. Er det ok!!!« skriger hun, før hun skrider.
Og lige den uafhængighedserklæring er sigende for hele monsterhittet tv-serien Girl’s blik på pigelivet anno 2013. Den gentager bevidst eller ubevidst parolerne fra 1970´ernes kvindebevægelse, men hvor rødstrømpernes afsværgelse af kvindens traditionelle omsorgsopgaver var et krigsråb, så er Hannahs uafhængighedserklæring et udråb af forvirret frustration: Kan det virkelig passe, at hun bliver nødt til at erklære noget så åbenlyst, som at hun er et individ?
»Jeg tror på, at det personlige kan være virkeligt politisk, og at den bedste måde at takle mange af de her emner er, at fortælle en virkelig specifik historie om virkelig specifikke piger, og så håbe, at andre kan spejle sig i den.«
– Lena Dunham til Jewish journal

Historien

Universet i Girls er lille bitte og drejer rundt om en venindegruppe i Brooklyn, som forsøger at finde deres ben efter at være sluppet fri af uddannelsessystemets beskyttede rammer. Hovedpersonen Hannah vil være forfatter. Hun skriver essays og er pinligt bevidst om, at hun mangler erfaringer at skrive om. Rundt om hende svæver resten af venindeflokken: Bedsteveninden Marnie, som keder sig med uni-kæresten, bohemen Jessa, som har for travlt med at være cool og lille Shoshanna, som stadig er jomfru og elsker Sex and the City. De kunne være et par yngre søstre til chik-lit bølgens heltinder Bridget Jones og Nynne, som omsatte kvinders længsel efter kærlighed og vægttab til komik, men Girls henter konflikterne i hverdagens realiteter fremfor i ugebladenes idealer.
I seriens første sæson erklærer Hannahs forældre, at Hannah fremover må klare sig økonomisk. Jessa flirter med faren til de piger, som hun babysitter, og Marnie betages af en ældre kunstner. Små bitte historier om pigernes liv, underkastet et næsten antropologisk blik, som knivskarpt dissekerer normer og relationer.
»Mange unge kvinder har den der følelse af, at de skal tilgives for alt, hvad de har gjort, selvom de slet ikke har gjort noget. De har stadig mange af de samme problemer, som min mor havde, da hun var en ung kvinde i New York i 1970érne. Både mere og mindre har forandret sig, end vi går og tror.”
– Lena Dunham i Jewish Journal

Succesen

Den kun 23årige Lena Dunham instruerede sin første film Tiny Furnitures med sin mor, sin søster og sig selv i hovedrollen. Filmen blev et hit på de amerikanske indie-filmfestivaler, og derefter blev Lena Dunham opfordret til at kreere sin egen tv-serie af tv-kanalen HBO. Siden da har Lena Dunham vadet i priser og begejstrede anmeldere.
»Som en, der i over 20 år har fulgt debatten om unge kvinders liv, må jeg sige, at Girls er en gave,« skrev New York Magazines anmelder Emily Nussbaum, som erklærede, at hun slet ikke kunne være objektiv, fordi hun elskede Girls for meget, mens Washington Posts Hank Stuever efter første sæsons første fire afsnit spekulerede på, om Girls simpelthen ville definere fremtidens billede af den generation, som i dag er i 20´erne.
»Der er noget lidt ironisk og flabet over at kalde 24-årige kvinder for piger. Men samtidig tror jeg ikke, at de endnu identificerer sig med kvinder, de føler sig stadig som små piger, der kan kapitalisere på deres pigede charme for at få det, som de vil«
– Lena Dunham i Time Magazine

De voksne

I den allerførste episode af Girls får Hannah får at vide, at hendes forældre ikke længere vil støtte hendes økonomisk.
»Vi er professorer, Hannah, vi kan jo ikke blive ved med støtte din groovy lifestyle,« argumenterer hendes mor, mens Hannah desperat forsøger at overtale dem til at fortsætte med at give hende penge.
Verdens første pigebog Louisa May Alcotts ikoniske Little women (Pigebørn på dansk) beskrev Jo og hendes søstre i 1800tallets Amerika, der blev opdraget til pligt, ansvar og selvopofrelse, og et liv som mødre og hustruer. Allerede som 16 årige bekymrede de fem søstre sig om deres fremtid på ægteskabsmarkedet, og da bogens andet bind var slut, var de inklusive den rebelske Jo, lykkeligt gift.
Pigerne i Girls er den totale modsætning. Serien er et portræt af en flok piger, der i midten af 20´erne stadig betragter sig selv som børn.
»Føler du dig som en voksen nu?«, spørger Hannah, mens hun ligger på toiletgulvet og betragter den tissende Jessa, som netop har giftet sig efter en 14 dage gammel romance. Svaret giver sig selv. Det er bare en leg fra brudeslør til bryllupskage, og intet er for alvor forandret, da ægteskabet går i vasken efter et par uger.
Men Girls er ikke bare historien om en kultur, som dyrker selvudfoldelsen så meget, at voksenlivets ansvar er helt uden tiltrækning. Det er også et ætsende portræt af de voksne, som nægter at lade børnene komme til fadet.
»Jeg vil have et hus ved søen. Jeg arbejder hårdt. Jeg vil bare sidde ved en fucking sø,« hviner moderen, da Hannah igen kommer krybende.
»Du så frygteligt forkælet,« snerrer moderen, mens Hannah replicerer: »Og hvis skyld er lige det?«
Bag Hannah-forældrenes dyrkelse af deres talentfulde datter. »Vores bedste ven, som vi selv skabte,« som faderen kalder hende, tårner kravene sig op. Hvor hovedpersonen i Pigebørn med den rebelske Jo selv må kæmpe for at få lov til at skrive og ikke bare sikre sig en ægtemand, skal Hannah have succes som sig selv.
Men at få succes som forfatter i 2012 i New York er en sværere opgave end at blive godt gift i 1800tallets Massachusetts, og derfor fastholdes Hannah og hendes veninder i en forlænget barndom, som ingen vil befri dem for.
»Man skal jo spise,« siger Hannah til chefen på det forlag, hvor hun i de sidste to år har arbejdet gratis, efter at han blankt har afslået at give hende en rigtig løn. »Du finder nok på noget, når du er sulten nok,« svarer han tilbage og sender hende ud af døren. De få pladser til succesfulde voksne kvinder er besat, og Hannah og hendes veninder har intet andet valg end at forblive “pigebørn”.
»Når du er ung, så er det næsten som om dine veninder er din romantiske relation, og fyrene først overtager den rolle senere. Jeg kan huske kæmpe skænderier på universitet, hvor man råbte til sin veninde »Du vil slet ikke have, at jeg har en kæreste, for du vil ikke have, at jeg er glad og ikke hele tiden er sammen med dig. Det er svært at forestille sig en ældre kvinde, som siger den slags«
-Lena Dunham i Interview Magazine

Veninderne

Det var den amerikanske tegneseriekunstner Alison Bechdel, som i 1985 definerede “the Bechdel-test.” En test af enhver film, som kunne afsløre, om kvinderne bare var tilbehør til mændenes spil eller havde en rolle i sig selv.
Bechdel testen går simpelthen ud på, at man undersøger om 1) Er der mindst to navngivne kvinder i filmen 2) Taler de med hinanden 3) Om andet end mænd?
I de film, som var nomineret til Oscars i 2013, bestod kun halvdelen af filmene Bechdeltesten, og i de fleste tilfælde var scener, hvor kvinderne talte med hinanden ganske korte. Girls består til gengæld testen med bravur. Pigerne taler med hinanden om kønssygdomme, om tv-serier og om deres indbyrdes relation. I Girls bliver disse intense kvindelige venskaber, som har været helt overset i de klassiske “coming-of-age” fortællinger, endelig foldet ud i deres egen ret.
»Hvem er du?« siger Hannahs bolleven/måskekæreste forbløffet, da Marnie pludselig ankommer i en taxa og afbryder endnu et skænderi. »Jeg er hendes bedste veninde!« svarer Marnie med stolthed. At være bedsteveninder kræver lige så stor intensitet og loyalitet som en kæresteforhold, og anklagen for svigt er lige så grum.
»Det er dig, som er den dårlige veninde, ikke mig,« erklærer Hannah, da det afsløres, at Marnie har haft sex med Hannahs eks-kæreste Elijah. Glæden ved at se veninden ryge ned af sin piedestal er næsten større end vreden over bedraget. Hvor venskaberne tages dybt seriøst, er kæresterne til gengæld mest for sjov. Pigerne studerer kærligheden frem for at deltage i den. Til Jessas bryllup er det Hannahs kæreste Adam, som får tårer i øjnene. »Jeg er meget rørt. Mennesker som finder hinanden. Som finder ly hos hinanden. Jeg er meget rørt,« siger Adam, mens skepsissen er malet ud over Hannahs ansigt.
Til gengæld finder man en af seriens varmeste øjeblikke i sæson 2, hvor Jessa grædende kryber op til Hannahs badekar efter at være blevet kaldt en “luder med dårlig arbejdsmoral.” Så sidder de to piger i badekarret og holder hinanden i hånden, mens Oasis spiller i baggrunden. Det er hos veninden, at man finder hjem, ikke hos manden.
»Jeg er ikke et politisk menneske, men på en måde er det et politisk budskab at vise de her kroppe. Jeg ved, at der er nogle, som vil synes, at de er klamme, for der er mennesker, som ikke vil se på kroppe som min eller kroppe som deres egen.«
-Lena Dunham i New York Magazine

Kroppene

Enhver, som har set Girls, kan på et minut fortælle, hvordan Lena Dunhams krop ser ud: små bryster, brede hofter, tykke overarme og fedt på maven.
En helt ung pigekrop, som skriger på skærmen, fordi den i al sin almindelighed, ikke ligner noget, som vi ellers ser på tv. Og kroppen bliver vist igen og igen i nogle sexscener, som hverken er romantiske eller sexede, men snarere kiksede.
»Skal vi ikke sige, at du var en lille luder,« siger Adam, inden han kommer over hendes bryster med en hul lyd. Her er langt fra den fummelfingrede ægtemand uden kendskab til anatomi, som feministerne skældte ud i 1970´erne. Adam kender udmærket g-punktet. Spørgsmålet er, om han gider finde det.
»Det var godt. Jeg kom næsten,« pipper Hannah efter endnu et nervøst samleje, som hun ikke rigtig ved, hvordan hun skal bedømme.
Men det er ikke kun seriens drenge, som iscenesætter deres sexliv. I en anden scene bliver Hannah helt forvirret, da hendes date tilsyneladende bare gerne vil elske blidt og roligt.
»Hvilken del kan du bedst lide,« spørger hun nervøst.
»Af hvad?,« siger den pæne dreng.
»Af at kneppe mig,« svarer Hannah, som var sex en teaterforestilling, som skal gennemspilles.
I Girls er sex en vare, en fritidsfornøjelse og en ego booster, men aldrig en kærlighedserklæring. »Du ser sex-scenerne i Girls, og du kan ikke lade være med at tænke: Gik Gloria Steinem virkelig på barrikaderne for det her?« skrev Frank Bruni i New York Times, mens New York Review of Books Elaine Blair i stedet har set Girls som et befriende billede på seksualiteten i alt dens uperfekthed. Og som et portræt af en gruppe piger, som har alle seksuelle muligheder undtaget én: De kan ikke længere bare lægge sig ned på ryggen og lade det være op til manden.

Feminismen

»Det er virkelig sjovt, at selv cool tøser har det sådan “Ok, vores mødre klarede den der feminisme sag og nu lever vi i en “post-feminisme” verden. Når det nu ikke er sandt. Så ideen om, at den feministiske samtale kan blive cool igen og ikke bare høre hjemme i sådan et granola segment er helt vildt spændende.«
– Lena Dunham i Interview Magazine

Girls er ikke et kønspolitisk kampråb. Det er bare en historie om 4 unge kvinder, som skal finde deres ben i en verden, hvor de ikke længere kan vente på, at prinsen på den hvide hest samler dem op.
Og man kan ærgre sig over, at kvindefrigørelsens åbenbart også betyder stress, præstationsangst og dårlig sex. Man kan hævde, at det først er, når pigerne skal takle arbejdsmarked og moderskab, at de vil opdage, at deres køn er en begrænsning. Eller man kan påpege, at disse piger tilhører en ganske lille minoritet af hvide privilegerede unge kvinder, og at deres liv slet ikke afspejler flertallet af amerikanske kvinder.
Men man kan også lade være. I stedet kan man juble sig over, at Lena Dunham har skabt en serie om en gruppe kvinder, som ikke ses eller ser sig selv som det andet køn. Som muligvis ikke ved, hvad de vil, men godt ved, at svaret ikke findes hos manden. Og som reagerer med forbløffelse, hvis nogen tager deres kærlighed for givet. Det er svært ikke at føle sig opmuntret efter hvert eneste afsnit af Girls.

http://www.youtube.com/watch?v=gxZrG1blCkc