Fakta om stemmeret i Norge

  • Norske mænd fik almen stemmeret i 1898.
  • Stortinget stemte enstemmigt for at ændre grundloven og give norske kvinder almen stemmeret den 11. juni 1913.
  • Læs om begivenhederne forud for grundlovsændringen i Store Norske Leksikon.

“Faren ved jubilæumsfejringer er jo, at man risikerer, det bliver selvgratulerende og tilbageskuende,” siger sociolog Cathrine Holst, som er seniorforsker ved ARENA, Senter for Europaforskning ved Universitetet i Oslo, da jeg beder hende vurdere, hvad der kom ud af det norske stemmeretsjubilæum i 2013.
“De kan komme til at signalere, at vi står ved slutpunktet af en lang udvikling, og at Norge nu er verdensmester i ligestilling”, siger hun.
Cathrine Holst, der selv har deltaget i flere udredninger af ligestilling i det norske samfund, nævner statsministerens nytårstale i 2013 som et tydeligt eksempel. Her fremhævede Jens Stoltenberg fejringen af kvindernes stemmeret, men forpassede ifølge Holst muligheden for at pege på nutidige paralleller.
“Det var så oplagt en mulighed for at spørge: Hvad er de parallelle kampe i dag? Har vi overhovedet ligestilling? Det havde været ideelt, hvis vi havde kunnet få fokus på demokrati og politisk deltagelse i dag.”

Stemmerets komitéen og de fire store

Hvad kom der ud af Norges jubilæum?

Den norske forberedelse af stemmeretsjubilæet startede i god tid. Allerede i 2009 – altså fire år før jubilæumsåret – nedsatte den norske regering en stemmeretskomité på otte medlemmer, som fik til opgave at udarbejde en programerklæring og sørge for at koordinere forskellige arrangementer og tiltag på tværs af landet.
Komitéen satte rammerne for fejringen i løbet af jubilæumsåret – det kulminerede den 11. juni, hundredeårsdagen for lovændringen – og lancerede begrebet om “de fire store” inden for stemmeretspionererne: Forfatteren Camilla Collett, kvindesagskvinderne Frederikke Marie Qvam og Gina Krog og læreren og socialisten Fernanda Nissen.
Begrebet om de fire store er brugt for at skabe en kvindelig parallel til det norske begreb om “de fire store” mandlige forfattere i slutningen af 1800-tallet, og Stemmeretskomitéen producerede blandt andet film om de fire kvinder. Til at begynde med havde komitéen ikke noget særligt stort budget, men det norske Barne- og Likestillingsdepartementet besluttede at bevilge i alt 24,5 mio. kr. til fejringen. Via komitéen kunne lokale initiativer søge projekt- og arrangementstøtte, og 5 mio. kr. af budgettet gik til 50 projekter af denne type.

Gisp, et stemmeretsjubilæum

En anden udfordring, Cathrine Holst peger på, er udfordringen med i det hele taget at få folk til at interessere sig for jubilæet:
“Jeg tror, der kan være mange – også langt ind i kultureliten – der gisper bare ved tanken: Åh, kvindeligt stemmeretsjubilæum! Folk kan synes, det er politisk korrekt og kedeligt.” 
De 600 arrangementer, som Stemmeretskomitéen registrerede, blev afholdt i løbet af 2013, og de tyder dog på, at der var rigtig stor interesse for jubilæet.
“Der var faktisk ganske få penge til fejringen, og jeg er imponeret over, hvor mange arrangementer, der blev gennemført,” siger Cathrine Holst.
“Der var fx næsten ikke afsat nogen forskningsmidler i forbindelse med jubilæet, sådan som der var i forbindelse med grundlovens 200-års jubilæum i 2014, men der blev udført et utroligt stort arbejde på frivillig og idealistisk basis: Der blev skrevet en ligestillingshistorie, der var forelæsningsrækker, universitetsspecialer, tv-programserier og bogudgivelser, og der kom helt nye sider frem af norsk ligestillingshistorie. Vi fik en historie frem, som er helt afgørende for demokratiet.”
Det er også Cathrine Holsts bedste anbefaling til det danske stemmeretsjubilæum: At få ny viden og nye historier frem og at prøve at sætte en dagsorden, som er uafhængig af officielle historier og myter.

Er kvinder pålidelige?

I dag tænker vi på stemmeret som en menneskerettighed – en individuel, politisk rettighed, som alle mennesker har krav på. Den diskussion, der var i Norge i 1800-tallet, havde imidlertid også et andet perspektiv på kvindernes stemmeret.
“Diskussionen handlede om, hvorvidt man mente, at man kunne stole på kvinder. Var de ansvarlige nok? Havde de viden nok?”, fortæller Cathrine Holst.
“Det handlede simpelthen om, hvordan kvinders natur var. Langt hen ad vejen tænkte og talte man i samme termer, som man brugte til at diskutere, om folk uden indtægt og ejendom skulle have stemmeret. Det blev et spørgsmål om ansvarlighed – og det kan vi jo kun ryste på hovedet af i dag.”
Samtidig blev mange af stemmeretspionererne voldsomt stigmatiserede, og de blev betragtet som både ukvindelige og gale, understreger Cathrine Holst.
Et andet interessant forhold, som kom frem i løbet af jubilæumsåret, var det internationale perspektiv.
“I dag har vi en tendens til at tænke på ligestilling nærmest som et norsk projekt og en norsk eksportvare, men det er faktisk tankevækkende, hvor meget international kontakt de norske stemmeretspionerer havde. Der var for eksempel en stor meningsudveksling med amerikanske og britiske feminister – på samme måde som under andenbølgefeminismen i 1970’erne, hvor man jo også læste amerikanske feminister”, fortæller Cathrine Holst.

Hvad vil kvinder sige i dag?

Mens både den offentlige fejring under ledelse af Stemmeretskomitéen og meget af forskningen i høj grad har haft fokus på at øge den historiske bevidsthed, valgte det norske forlag Aschehoug at sætte fokus på, hvad kvinder bruger deres stemmeret til i dag.
Under sloganet Det handler ikke om, hvad det vil sige at være kvinde, men om hvad kvinder vil sige inviterede forlaget tolv offentligt fremtrædende kvinder til at skrive essays i boglængde under overskriften Stemmer.
“Vi ville markere stemmeretsjubilæet, men vi ville undgå at lave en almindelig antologi,” siger redaktør Nora Campbell fra Aschehoug om tankerne bag Stemmer og fortsætter:
“En antologi har en tendens til at blive vældigt reducerende. Det bliver meget hurtigt et opsamlingsheat for kvinder. At udgive en pamfletserie er noget helt andet, fordi hver af pamfletterne har fået lov til at være sin egen udgivelse og sin egen stemme.”
“Vi bad ikke om bestemte temaer eller problemstillinger eller holdninger, men vi spurgte forskellige kvinder, som vi syntes var interessante, og bad dem om at skrive om noget, som de selv valgte. Det gav en flerstemthed, som føltes mere sand end at finde ét normativt bud på, hvad kvindekamp er i dag. Det at være skrivende kvinde behøver jo ikke at betyde, at det, man er optaget af, er kvinders situation”, fortæller Nora Campbell.

Udkast til en feministisk prædikepraksis

Hver måned udgav Aschehoug en bog i serien i løbet af 2013. Bøgerne er på mellem 80 og 126 sider, og den første bog var skrevet af den norskfødte litteraturprofessor Toril Moi, der er ansat ved amerikanske Duke University, men som jævnligt blander sig i norsk samfundsdebat. Hendes bidrag, det anmelderroste essay Sprog og opmærksomhed, er en analyse af, hvordan sproglig uopmærksomhed præger vores moraltænkning om fx Anders Behring Breivik.
Andre af pamfletterne handler mere eksplicit om kvinderoller, som pamfletten Nasjonal klasserejse, der er en sociologisk analyse af kronprinsesse Mette-Marits samfundsrolle, og præsten Gyrid Gunnes’ Å forklare Guds ord klart og urent, som er et udkast til en feministisk prædikepraksis.
“Vi syntes, vi havde en god idé med projektet, men vi så også et behov for at tilføre offentligheden en anden type af samtale og indspil i forbindelse med jubilæet,” siger Nora Campbell, som i øvrigt oplyser, at serien har solgt som forventet, men at den ikke først og fremmest var ment som noget, der skulle være god økonomi i.
“Som forlag er det vigtigt for os at være relevante og spejle tiden. Det er en del af vores ansvar,” tilføjer hun.

Er der plads til småbørnsmødre i lokalpolitik?

I bakspejlet ville sociolog Cathrine Holst i dag sætte fokus på Norges største ligestillingsudfordring:
“Forholdet mellem på den ene side de formelle rettigheder og på den anden side den reelle mulighed for at udnytte disse rettigheder på tværs af klasse, etnicitet, generationer – og køn. Inden for politik går det faktisk relativt godt, det er nogenlunde kvindevenligt i forhold til andre samfundssfærer. Men der er stadig et systematisk flertal af mænd i alle politiske organer.”
“Så derfor må man spørge: Hvilke muligheder har kvinder for at være politisk aktive i deres hverdag? Er der plads til småbørnsmødre i lokalpolitik? Når vores styreform er repræsentativt demokrati, er netop repræsentativitet helt afgørende. Her er det vigtigt, at alle grupper bliver inkluderet på lige fod i de politiske beslutningsprocesser”, slutter Cathrine Holst.