For 15 år siden skulle man være journalist, forfatter eller medlem af en organisation for at komme til orde. I dag kan man blogge og nå ud med sit budskab”, siger amerikanske Jessica Valenti, der har grundlagt sitet feministing.com. På podiet i Den Sorte Diamant denne 8. marts repræsenterer hun generationen af unge feminister, der bruger de nye og globale medier i arbejdet for ligestilling.
Som medpanelister har den amerikanske superblogger to internationale kolleger. Den tyske forfatter Mithu Sanyal, der er redaktør på Wir Frauen, og den svenske forfatter og aktivist Johanna Palmström, der bl.a. er aktiv i Kvinna till Kvinna, som støtter kvinder i verdens konfliktzoner. Alle tre arbejder de med nye og direkte formidlingsformer, der forsøger at få unge kvinder i tale.
Med deres drive fanger de tre kvinder fra starten en sal, der afspejler de fleste feministiske synspunkter og agendaer i Danmark og for den sags skyld også ude i verden. Men alle er de kommet for at fejre 100-året for Den Internationale Kvindedag, der som idé blev undfanget i København i 1910. Her havde 100 socialistiske kvinder fra 17 lande sat hinanden stævne i Folkets Hus på Nørrebro – i dag bedre kendt som Ungdomshuset, der blev revet ned.
Dengang gjaldt det kvinders valgret og socialisme. Siden er der sket en del. Dagen er blevet verdensomspændende og dækker et bredt spektrum af synspunkter. Men giver det stadig mening at tale om en fælles internatio
nal sag, i en verden, hvor kvinders vilkår er dramatisk forskellige? Eller lever vi i en så internationaliseret verden, at vi faktisk kan bruge hinanden til at gå i dialog?

Dialog og netværk på tværs af tid og sted

Allerede i den første panelsession med de tre unge feminister tager svaret form. For 6 år siden googlede Jessica Valenti ”young feminist”. Resultatet var pauvert: Én side med links. I dag giver samme søgning 37.000 links. Den massive tilvækst har hun faktisk selv en stor del af æren for. Den deprimerende net-oplevelse satte hende nemlig i gang med at skabe sitet feministing.com. 
I dag er det en platform for unge feminister, og sitet besøges nu hver måned af 600.000 brugere fra det meste af den vestlige verden, der på den måde kan udgive, debattere og deltage i et fællesskab på tværs af geografiske barrierer.
”Udfordringen for os er at skabe plads til alle slags feminister uanset alder, etnisk baggrund og livsstil”, siger Sanyal, der indrømmer, at det kan være svært at tackle mangfoldigheden, hvis man ikke er enig i de holdninger, den repræsenterer. ”Kvinder har imidlertid de samme mål. De bruger bare forskelligt sprog. Alle disse aspekter vil vi gerne give en stemme”, siger Mithu Sanyal, der slog sit navn fast som feminist med en både anmelderrost og kontroversiel bog om vulvaens kulturhistorie.
Mithu Sanyals beskrivelse af den feministiske mangfoldighed er et billede, som Johanna Palmström genkender fra Sverige. Det er ikke en ensartet gruppe af feminister fra de yngste til de ældste. For de unge gælder, at de måske ikke opfatter sig selv som feminister, men mere er optaget af enkeltsager som krisecentre og lige vilkår for indvandrerkvinder.

Kvinder – det oversete guld

Nu fejer Danmarks nye minister for ligestilling, Lykke Friis, ind. Iført guldstøvler bringer hun sin egen energi ind i salen. Støvlerne er et synligt symbol på hendes holdning til, at kvinder skal ind på ledelsesgange og i virksomhedsbestyrelser. Ellers kan man lige så godt kaste guldet på gaderne, som hun siger. Det er næppe en hemmelighed, at Lykke Friis er en stor fan af fodboldklubben FC Bayern, og hun fortæller, at hun på et tidspunkt spurgte boldklubbens ”kejser”, den legendariske fodboldhelt Franz Beckenbauer, om han kunne forestille sig kvinder i klubbens bestyrelse. Aldrig i livet, svarede han.
”Det er en perfekt illustration af, at der stadig er meget at komme efter”, siger Lykke Friis, mens salen klukker færdig. Pointen er, at ligestillingen også skal sikre Danmarks fremtidige konkurrencekraft. Det er et eklatant talentspild, når man ser på, hvor få kvinder, der når til tops, mener Lykke Friis. I EU som helhed vil økonomien kunne vokse med 27 %, hvis ligestillingen slår igennem, viser kolde beregninger.

En stor rollemodel

Verdens første kvinde på præsidentposten, islandske Vigdis Finnbogadottir – en af de helt store rollemodeller for kvinder verden over – følger Lykke Friis’ metafor op:
”Women of this world are the gold mine of humanity”, og hun peger på den omstændighed, at man aldrig ville have set den risikovillige og aggressive investeringsstrategi, der er årsag til Islands økonomiske kollaps, hvis flere kvinder havde været inde i beslutningsprocesserne.
Om det har påvirket fredagens beslutning i Islands parlament, Altinget, om at indføre kønskvoter til virksomhedsbestyrelser, vides ikke. Men det er et faktum, fortæller Vigdis Finnboggadottir, at begge køn fra september 2013 skal være repræsenteret i virksomhedsbestyrelser med mindst 40 procent.

Dialog med kant

En egyptisk forfatter og læge på næsten 80 år og en amerikansk forfatter og meningsdanner midt i 40’erne med jødisk baggrund. Den ene fængslet for sine synspunkter, den anden fejret som rådgiver for USA’s præsident Bill Clinton. Nawal Al Saadawi og Naomi Wolf afspejler på denne konference, hvor forskellige muligheder og vilkår kvinder har alt efter, hvor i verden de lever deres liv. Konferencens globale udsyn bliver udvidet og giver en dialog med kant, men også en fælles forståelse for de feministiske mål. 
Nawal Al Saadawi ser undertrykkelse af kvinder globalt og som et resultat af statsterrorisme, religiøs og politisk fanatisme. Den religiøse identitet, som befolkningerne bliver påduttet, er ifølge El Sadaawi med til at skabe konflikter. På den måde er vi alle i samme båd, mener hun, uanset om afsenderen er Al Qaeda eller de kristne på den amerikanske højrefløj.
Naomi Wolf uddyber problemstillingen.
”Når man sammenligner situationen, har kvinder i den vestlige verden ikke rigtigt nogen problemer. De problemer, der er, er kortlagt med utallige rapporter og analyser, og vi kender løsningerne på dem,” siger hun. Selv om hun også erkender, at kvinderne her er nødt til at rulle det tunge skyts frem for at få løsningerne gennemført. Til gengæld kommer den nye feministiske, analytiske tænkning fra den 3. verden, fremhæver hun og understreger, at vi kan skærpe forståelsen af vores egne situationer ved samarbejde med hinanden.

Emnet der ikke var på dagsordenen

Al Saadawis politiske diskurs giver pludselig anledning til, at det komplekse og kontroversielle emne ”tørklæde” finder vej ind i Dronningesalen. Som mange andre har hun haft store forhåbninger til USA’s nye præsident, Barack Obama. Men i dag er hun skuffet over ham, fordi han i en tale til det egyptiske parlament i juni sidste år sagde, at det var de ægyptiske kvinders individuelle ret at vælge, om de ville bruge tørklæde. Men Saadawi er grundlæggende imod både nøgenhed og slør.
På baggrund af sine samtaler med bl.a. palæstinensere prøver Naomi Wolf at tage kvindernes frie valg i forsvar. ”For unge kvinder kan det være deres måde at protestere imod vestlig undertrykkelse”, siger hun, men dialogen med kant landes af konferencens allestedsnærværende moderator Annette K. Nielsen, der lader Nawal Al Saadawi slutte af: ”Jeg bryder mig ikke om religiøst sprog, men tror på en solidaritet, der både er global og lokal. Og jeg drømmer om en sekulær verden, fordi en religiøs stat er nødt til at være imod kvinder.”

En hyldest i ord og toner

Som hun står der på scenen høj og statuarisk, leder Suzanne Brøgger ens tanker i retning af sagaernes kvinder, men det er nutiden, der er i fokus hos den danske forfatter. Med et blik ud over verden, som den har forandret sig siden jerntæppet forsvandt, må Suzanne Brøgger konstatere, at mange af vor tids helte, som bør hyldes, er kvinder. 
Blandt dem er Simone Aaberg Kærn, der i et lille fly fløj til Afghanistan for at opfylde en ung, afghansk kvindes drøm om at blive pilot. De palæstinensiske kvinder, der protesterer mod den 700 km lange israelske sikkerhedsmur, og den norske forfatter Åsne Seierstad, der i bogen om boghandleren i Kabul, fortæller om de kvinder, der på trods af alt forsøger at få hverdagen til at hænge sammen. For dem og de mange andre hun nævner, reciterer og synger Suzanne Brøgger et hyldestdigt.

Kunst som værktøj

Sidste del af konferencen nærmer sig, og den fokuserer på kunst og kultur som løftestang for arbejdet for kvinders rettigheder. På podiet mødes den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström og den unge saudiske kvinde Haifaa Al-Mansour, der både som kvinde og som filmskaber bryder med traditioner og normer i sit strengt konservative hjemland.
Uden litteratur om og af kvinder, ville vores viden om kvinders liv og kvinders vilkår op gennem historien være sparsom, siger Ebba Witt-Brattström, der har fået æren af at sætte denne session i gang. Hun forfølger den tidligere guldmetafor:
”En kvindekanon er det rene guld for os, og i dag har vi mere brug for den end nogen sinde. Nordiske kvinders vilkår er anderledes end de er for kvinder i Afghanistan, Indien eller andre lande. Her må de kæmpe med problemer som medgift, skamfering af kønsorganer eller etnisk udrensning, men gennem læsning kan vi dele erfaringer”, siger hun.

En filmskaber fra et land uden biografer

Også Haifaa Al-Mansour bruger kunst til at nå ud med sit budskab.
”Efter min første film følte jeg, at folk for første gang lyttede til mig. Ellers bliver kvinder ikke taget alvorligt i Saudi Arabien. Man skal altså ikke undervurdere kunstens magt”, siger hun som optakt til et klip fra hendes prisbelønnede film Women without Shadows. 
Vi befinder os under åben himmel. De få vækster giver os et billede af et tørt og karrigt landskab. I forgrunden sidder to unge kvinder på jorden. De er helt tildækkede af deres sorte klædedragt. De virker lidt generte og retter i et væk på deres klædedragt. Men emnet får hurtigt tungerne på gled, og de giver luft for deres forargelse over, at unge kvinder kan finde på at gå på shopping eller på café uden at være ledsaget af et mandligt familiemedlem.
Det positive er, mener Haifaa Al-Mansour, at de to kvinder er parate til at stille op og tale, og at de er optaget af, at folk vil lytte til dem. Men for hende er det også en måde at vise, at kvinderne med deres holdninger påfører sig selv restriktioner, og at især de unge går undertrykkernes ærinde.

”Seven”

Med fotoprojektet ”Seven” sætter kulturformidler Uzma Ahmed Andresen og fotograf Tina Enghoff her sidst på eftermiddagen fingeren på et af de ømmeste punkter på Danmarks humanitære landkort: Udlændingelovens såkaldte ”Syvårsregel”. En lov der indebærer, at kvinder skal have været gift i 7 år for at kunne beholde deres opholdstilladelse, hvis de forlader den danske ægtefælle. En situation som nogle af disse mænd udnytter for at fastholde kvinderne. De bliver udsat for fysisk og psykisk vold, eller, som Uzma Ahmed Andresen fortæller om en af disse kvinder, måske tvunget til prostitution. 
Imens får vi i salen en snigpremiere på nogle af projektets fotos, der bliver vist i en stor udstilling på Den Kongelige Bibliotek fra den 10. maj og som også kommer i bogform. Billeder af isolerede og forvredne kvindegestalter placeret i idealiserede landskaber, som vi genkender dem fra den danske maler Vilhelm Hammershøis indadvendte malerier, men kombineret med skrækvisioner fra massakren i Screbinica i Bosnien.
Nogle af disse kvinder, som projektet tager udgangspunkt i, er blevet kronisk syge af angst og deres uvisse skæbner. Andre er allerede deporterede til deres oprindelsesland, som de hverken har en forbindelse til mere eller har nogen fremtid i, fortæller Uzma Ahmed Andresen.

Det giver stadig mening

Mens de martrede kvindeformer og tragiske kvindeskæbner danner efterbilleder hos os, går KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen på talerstolen for at samle trådene.”Fra sin start har kvindebevægelsen været international. Det er den stadig”, konstaterer Elisabeth Møller Jensen. ”Millioner af kvinder rundt om i verden er stadig undertrykte. De har ikke samme vilkår, som mænd har: De bliver nægtet skolegang. De har ikke kontrol over deres egen tilværelse, og de giver liv til børn, der aldrig oplever deres første fødselsdag. Men også kvinder i Danmark lider, som Uzma Ahmed Andresens og Tina Enghoffs projekt viser. En international kvindedag giver derfor stadig mening. Der er masser at gøre i og uden for Danmark.”
Konferencen er slut, og der er opbakning til konklusionerne. De mange kvinder forlader salen for at netværke eller fortsætte til andre 8. marts-arrangementer. Garvede frontkæmpere, kendte fra medierne, tidligere ministre og ikke mindst unge kvinder på vej … nogle af dem iført tørklæde.
Artiklen er første gang publiceret i KVINFO’s Webmagasin