Jeg havde egentlig tænkt mig at få Helle Gotved til at udtale sig om motionscentrene, om aerobics- og fitnessbølgen og spørge hende, om hun mener at al den anstrengelse er sundt, men mit kritiske gemyt kom til kort overfor et gennemført positivt livssyn. “Hvis du vil have svar på dine spørgsmål”, sagde hun, “skal du gå en uge til hver slags, og så gøre dine egne erfaringer. Du skal ikke tro på, hvad jeg siger, du må selv prøve efter”.

– Jeg vil helst ikke snakke om andre systemer. Jeg er ikke kritiker. Man må selv gøre sig sine erfaringer. Min grundholdning er, at vi slet ikke skal bevæge os efter et system. Jeg søger den form, mennesket er skabt til, og den går ikke efter et system, den er tidløs. For mennesket er så ypperligt i sin anatomi, at vi kan efterligne en slange, en fugl, et springende dyr og en fisk – det kan jeg lægge mig ned og vise dig! Men det er menneske, jeg skal være. Vi er alle unikke, selv om vi er ens skabt. Du og jeg har lige mange ribben, lige mange halshvirvler, den måde, du har lært at gå på, er den samme måde, som jeg har lært det, for vi har lært os det selv, ingen har lært os det. Barnet finder den nemmeste måde at rejse sig på ved at vende sig om på maven, komme op på hænderne, kravle og stå perfekt. Når du ser et fire-års barn, der står midt på gulvet, er holdningen vidunderlig. Så bliver det sat på en stol, hvor det ikke kan nå med fødderne, så falder det sammen. Så forsvinder det helt vidunderlige, og barnet bliver hæmmet og begynder på fejlfunktionerne.

En af de ting, jeg har undret mig over, er, at de selv samme piger, der har slæbt sig gennem gymnastiktimerne, begynder at løbetræne og motionere af lyst, når skoletvangen er forbi. Hvad er problemet med skolernes gymnastikundervisning?

– Faget gymnastik bliver ikke taget alvorligt nok, det bliver ikke regnet for et forstandsfag. Det er derfor, jeg har skrevet på en gymnastikteori i 40 år! Gymnastiklærerne aner ikke, hvad de skal lave med børnene, så spiller de bold i stedet for. Men jeg skulle altså blive 80, før idrætslærerne begyndte at spørge om min mening. Nu kommer de strømmende. Jeg begyndte begejstret at undervise, da jeg var 19 år og interesserede mig mest for præstationerne. Det, der interesserer mig nu , er, hvordan fejlfunktionerne opstår, og hvordan man retter dem ved at begynde forfra. Interessen for faget er der nu, men det varer mindst to generationer, før det slår igennem i skoleundervisningen.

– Men gymnastikundervisningen skal begynde allerede i første klasse. Hvis du engang har lært at føle og forstå samtidig, hvad det er, der sker i kroppen, hvor musklerne sidder, hvordan din anatomi er, så glemmer du det ikke. Så behøver du slet ikke at tænke på det, for så finder kroppen sig ikke mere i at sidde for lavt og for dårligt., Men hvis du aldrig har oplevet det, så finder du dig i at sidde uhensigtmæssigt. Hvis du en gang har lært at cykle, glemmer du det aldrig, for kroppen husker det. Hvis du en gang har lært hvordan kroppen fungerer, så kan den selv. Hvor sidder dine hofteled? Tænk, hvis kvinder vidste hvor lårbenshalsen sidder, den de brækker, fordi de ikke er trænet og ikke ved, hvor de muskler, som de skal holde stærke, sidder!

– Men børnene undervises ikke i anatomi og bevægelseslære. Det er funktionen, der interesserer mig. Din krop er dit værktøj, og din sjæl hænger sammen med kroppen. Min sjæl sidder i min lyd, i mellemgulvet, som er den store pumpe, der arbejder automatisk uden min indblanding. På græsk hedder mellemgulvet fren, der oversat til dansk betyder sind. Mit mellemgulv er mit sind. Tænk, hvis man kunne sin anatomi og vidste, hvor mellemgulvet sidder, hvordan det er, og hvordan det virker! Hvis man er i dyb konflikt, er mellemgulvet låst, så kan man hverken hulke i sorg eller klukke af latter. Kender du din anatomi, kan du bedre slappe mellemgulvet af.

– Jeg kan ikke holde ud at være et sted, hvor man ikke må le.
– Jeg kan ikke være alvorlig en hel time. Latter er sundt. Det sundeste af alting er at le, og ved du hvorfor? Det er fordi mellemgulvet, fren, får sig en rystetur. Når man ler, så klukker man. Latterens øvelse ser sådan ud:

… og så lægger Helle Gotved på gulvet og giver mellemgulvet en rystetur, og jeg begynder spontant at le…

– Ja, se bare, du begynder straks at le. Jeg ser på din mave, og så klukker det. Det aflaster kredsløbet.

Hvis man ikke er særlig munter, så kan man måske lave den øvelse i stedet for? Bliver man så mindet om, hvad det er at være i godt humør?

– Ja, de kan jo komme sure, triste og deprimerede til gymnastik, men i det øjeblik de har fået sådan en tur, så har de det godt. “Åh, hvad er der dog sket med mig”, spørger de sig selv, “jeg er nødt til at komme igen på fredag”.


Radioens morgengymnastik

– Men du må også godt skrive noget om radioen, for der sidder nogle mænd, som tror, de ejer radioen. Men radioen er vores, det er folkets. Krop og sjæl er ligeværdige. Danmarks Radio giver sjælen 20 minutter hver morgen fra ti minutter over otte til halv ni. Jeg vil gerne bede om lige så meget til kroppen. Men det er lidt som om, de skammer sig over morgengymnastikken, for den står ikke engang annonceret i avisen, så folk tror jo ikke, den findes. Der er mange ældre kvinder, som gerne vil have det sådan, at de bare kan trykke på en knap, mens de ligger i deres seng, og så kommer radioens morgengymnastik ud til dem. For 60 år siden, da jeg var ung, havde vi tre forskellige gymnastikudsendelser på ti minutter.

– For 60 år siden, da vi kun havde en kanal, var der plads til tre programmer: Kaptajn Jespersen klokken syv, Henriette Riskjær for kvinder klokken otte, og Viola Nerlev for husmødre klokken ni. Nu, hvor de har så mange kanaler, er der ikke plads til morgengymnastik. Hver gang noget går godt i radioen; skal det laves om. De skal følge med tiden, og det er nogle mænd, der sidder og bestemmer det hele, folkets røst bliver ikke hørt. Da de for to år siden ville fjerne morgengymnastikken, kom der så mange protester og breve, at de skyndte sig først at putte det over på langbølge, men da der blev ved med at komme breve, så blev de kreative og lagde det over på fjernsynet uden billeder. Så hvis du lukker op for fjernsynet klokken halv ni om morgenen, er der morgengymnastik uden billeder.

– Det står ikke nogen steder, men hvis man ringer til radioen, får man pænt besked. Og folk bliver ved med at ringe, folk ringer grædende. Jeg får breve, fordi folk regner med, at det ordner jeg. Men i radioen regner de ikke gymnastik for noget, selv om det redder rygge. Dårlige rygge koster Danmark milliarder om året i erstatninger og tidlig pensionering, og det kunne der rådes bod på med en god undervisning.

– Min bog er tilegnet de gymnastikstuderende. Det er dem, den er skrevet for. Nu har jeg skrevet det, jeg ville, nu har min sjæl fred. Hvis jeg kunne starte forfra med mine erfaringer, ville jeg gerne være seminarielærer og undervise gymnastiklærerne.

– Det er funktionen, der interesserer mig. Det at ha det godt og ha’ det bedre har i høj grad noget med funktionen at gøre. Hvis du skal bevæge dig, skal dit værktøj være i orden, og kroppen er dit værktøj. Kan du din anatomi, din bevægelseslære, kan du bevidst slappe musklerne af og bruge din kropserfaring.

– Jeg vil gerne have budskabet ud på en varm og kærlig måde. Du ved godt, hvad Albert Schweitzer sagde til den unge læge, som var nede hos ham i Afrika, ikke? Da de diskuterede opdragelse, sagde den unge til den gamle: “Jeg tror, eksemplets magt er en meget stærk magt”. Hvortil Albert Schweitzer svarede: “Det er den eneste”.

– Det hører med til det gode liv mindst en gang om dagen at anstrenge sig så meget, at man får sved på kroppen – fræse afsted, gå, løbe, svømme, danse og synge. Bevægelse er vidunderligt, følelserne kan komme ud, når man bruger sin krop hensigtsmæssigt.

Elisabeth Møller Jensen er direktør for KVINFO.