Tirsdag eftermiddag. Jeg taler i telefon med en bibliotekar fra Danmarks
Kunstbibliotek. Jeg har hørt, at der i 1975 fandt en international
kvindeudstilling sted på Charlottenborg, men jeg kan ikke finde det
tilhørende katalog. Jeg spørger, om det bare er mig, der ikke kan finde
kataloget i deres database, eller om det ikke findes i bibliotekets
ellers imponerende samling af kataloger og andre udgivelser, der
relaterer sig til Charlottenborgs aktiviteter helt tilbage til
1770´erne. Søgeordet ‘Charlottenborg’ giver hele 236 hits i basen, blot
har ingen af disse at gøre med den internationale kvindeudstilling på
stedet.

– Er du sikker på udstillingens titel?”, spørger den hjælpsomme bibliotekar. Jeg svarer bekræftende.
– Vi prøver lige DanBib-registret, der er en samlet base over indholdet
af de fleste danske biblioteker, siger han, – der kan man finde næsten
alt.

Næsten alt, lige bortset fra det omtalte katalog. I et nyt forsøg tyer
jeg til KVINFO, hvis omfattende samling af kønsrelateret litteratur,
ofte har været mig til gavn tidligere. I KVINFOs database er der bid.
Jeg skynder mig at hente kataloget. En senere søgning viser dog, at
Københavns Kommunes Biblioteker også har Kvindeudstillingens
katalog. Men det undrer mig ikke desto mindre stadig, at det ikke findes
på Danmarks Kunstbibliotek. I deres base er der ingen tegn på, at dette
katalog eksisterer. Ej heller er det bortkommet; det har slet og ret
aldrig været der. Som litteratursøgende i den væsentligste base over
kunsthistorisk litteratur forledes man derfor til at tro, at
udstillingen aldrig har fundet sted.

Stor var min overraskelse derfor, da det i gennemgangen af kataloget blev tydeligt for mig, at Kvindeudstillingen
var en betydelig fællesudstilling med bidrag af 34 danske kunstnere og
42 udenlandske, og at den tiltrak 25.000 besøgende i løbet af de blot
fjorten dage, den var åben for offentligheden. Og så midt i juletiden!
Til sammenligning kan det nævnes, at udstillinger som Charlottenborgs
Forårsudstilling og sammenslutninger som Grønningen og Corner normalt
oppebærer et publikumsantal på 11-12.000 i løbet af de tre uger,
udstillingerne varer. Man må derfor konkludere, at Kvindeudstillingen på ingen måde var usynlig eller manglede opmærksomhed i samtiden.

I indledningen til kataloget findes en kort tekst uden afsender, der markerer, at Kvindeudstillingen
var et fælles projekt, hvor ingen af deltagerne ønskede at fremstå som
leder eller kurator. Sammensætningen af kvindelige kunstnere på
udstillingen var i stort omfang tilfældig, eftersom enhver der ønskede
det, kunne medvirke. Initiativet til Kvindeudstillingen opstod hos deltagerne i kunstteltet på Kvindefestivalen i 1974 og kom senere til også at omfatte et samarbejde med gruppen Rejsning, der i samme tidsrum havde lejet sig ind på Charlottenborg.

“Viljen til at ville acceptere hinanden og hinandens forskellighed,
diskutere idéer og udtryk, at lade tingene vokse ud af åbenhed og
tillid, at afskaffe indbyrdes konkurrence har været vores første mål”,
står der i katalogets indledning. Af denne grund er der ingen fastlagt
idé for udstillingen, ligesom amatører, professionelle kunstarbejdere og
forskellige andre faggrupper deltager side om side.

To år efter Kvindeudstillingen på Charlottenborg udkom antologien Billedet som kampmiddel, der både opsumerer og samler erfaringer fra Kvindeudstillingen
samt forsøger at levere “nogle slagkraftige politiske argumenter, der
dels vil kunne mane nogen borgerlige fordomme om billeder og kvindelige
kunstnere i jorden, dels vil åbne ud mod en billedkunst, der har
overlevet samfundsnormernes undertrykkelsesforsøg, og som er nødvendig i
det arbejde, der handler om at forstå og ændre den eksisterende
omverden”.

Antologien har, ligesom udstillingen, et revolutionært politisk sigte,
og billedet opfattes som en: “kile, der ustandseligt bankes ind mellem
konvention, bureaukrati og samfundsorden, så ethvert forhold mellem
vedtagne regler og mennesker altid kritiseres så mangfoldigt som muligt,
også i et socialistisk system, som vi mener er det eneste værdige at
leve, arbejde og elske i”.

Det skal for god ordens skyld tilføjes, at Billedet som kampmiddel
er tilgængelig på langt de fleste større biblioteker. Dette
underminerer dog ikke min anke al den stund, at antologien ikke er
kataloget til udstillingen og således ikke indeholder den indledende
tekst, ligesom den desuden mangler katalogets væsentlige
værkgengivelser.

I gennemgangen af både katalog og antologi fandt jeg, at Kvindeudstillingens
deltagende kunstnere for en stor dels vedkommende tematiserer kvindelig
erfaring. Således at forstå, at udstillingen blandt andet er en kritik
af mange kvinders vilkår, der (også i 1970´erne) udmønter sig i
dobbeltarbejde, lavere livsløn og begrænset personlig frihed. Det
private gøres politisk gennem værker og tekster, der giver indblik i
kvinders hverdag og muligheder eller mangel på samme. Udstillingen er på
mange måder et forsøg på at indkredse en ny identitet og hermed nye
billeder, der kan pege på nye mulige måder at agere på.

Set i lyset af de subversive strategier, som både Kvindeudstillingen
og den efterfølgende antologi lægger for dagen, og set i lyset af
udstillingens offentlige bevågenhed i dens umiddelbare samtid, kan det
undre, at begge projekter i vor samtid er relativt ukendte.

Det kan indvendes, at nogle ting tilfældigvis går i glemmebogen uden
konkrete årsager, men her vil jeg påstå, at glemmebogen er den bog,
hvori vi indskriver store dele af den kunst, der gennem tiden er blevet
produceret af kvinder.

Én af de strategier, som en stor del af samtidskunsten anvender, er at
stille spørgsmål til det bestående for på den måde at rykke ved vores
prioriteringer og dermed ved vores opfattelser af, hvad der har
betydning. Man kunne derfor spørge: Er det tilfældigt, at jeg ikke
tidligere i mit liv og i min uddannelse er stødt på referencer til Kvindeudstillingen?
Er det tilfældigt, at kataloget til udstillingen ikke findes på
Danmarks Kunstbibliotek? Og er det ligeledes et tilfælde, at en
kunstanmelder i Dagbladet Politiken for ganske nylig kun angav værker af
mandlige kunstnere i et forsøg på at opstille en kanon for dansk
billedkunst?

Mit svar på ovennævnte spørgsmål er selvklart et stort og rungende nej. At Kvindeudstillingen
på Charlottenborg tematiserer kvindelig erfaring vil i mange
sammenhænge blive brugt som et argument imod dens indoptagelse i den
kunsthistoriske kanon al den stund, at kvindelig erfaring ikke anses for
at være almenmenneskelig erfaring og derfor kun har relevans for en
bestemt del af befolkningen. Selve udstillingens titel leder bestemt
også tankerne i denne retning. Kan man fx forestille sig en udstilling
med titlen Mandekunst? Nej, vel? Mandekunst er slet og ret kunst,
og ræsonnementet er, at mænd evner at tematisere noget almengyldigt,
der således har relevans for hele befolkningen.

Med slagordene ‘Det private er politisk’ forsøgte kvindebevægelsen i
1970´erne at trække alt det, man tidligere havde anset for at være
uvedkommende og inferiørt, ud i offentligheden med den begrundelse, at
politik ikke blot er noget, der foregår ‘ude i samfundet’, men i høj
grad spejler den måde, hvorpå vi lever vores liv og naturligvis også
indvirker på de muligheder, vi enten har eller mangler.

Mens jeg læste introduktionen til både udstillingskataloget og til
antologien, fik jeg en sær fornemmelse af, at begge tekster i store træk
lige såvel kunne være skrevet i dag og ikke for 30 år siden. Vist er
der sket ændringer i den mellemliggende tid, men disse ændringer er til
at overse.

Det er under alle omstændigheder den følelse, man efterlades med, når
man vågner op til en landsdækkende avis, der med sin ulidelige
kanondebat kun formår at byde på en travetur i den efterhånden alt for
velkendte manege, hvor patriarkatet gungrer rundt og fejrer sig selv.

Maria Gry Bregnbak er stud.mag. i kunsthistorie og medredaktør af kunsttidsskriftet Øjeblikket.