“Jeg ønsker at efterlade denne digtsamling som et minde til mine børn. Jeg ofrede alt for dem. Jeg har haft et hårdt liv, hvide nætter og tårevædede øjne, fremmede omgivelser, ukendte mennesker, et uforståeligt sprog og en svær følelse af længsel; alt for jeres skyld, min lille og smukke familie. […] Det er ikke nemt at læse denne bog, I læsere, tænk jer om inden I starter. I vil finde en stor smerte af en georgisk mor, der sammen med tusinder af andre georgiske mødre og bedstemødre kæmper i udlandet med sko lavet af jern og ødelagte nerver for at redde deres familier. Og ofte anses vi af andre som nogle, der rejste til udlandet for at blive rige… Hvorfor skulle vores generation bære dette tunge kors? Jeg har haft dette spørgsmål lige siden jeg ankom til Athen.”

Denne passage er taget fra introduktionen til en digtsamling skrevet af en georgisk kvinde, Mzia Dzanelidze, på baggrund af hendes liv som immigrant i Athen. Mzia rejste til Athen i 2001, hvor hun siden har arbejdet hos forskellige familier som hjemmehjælper. Hendes mand og to børn, der blev tilbage i Georgien, har hun kun set en enkel gang siden sin ankomst til Grækenland. 

Kvinder efterlader både børn og ægtefælle i hjemlandet

Mzia er et eksempel på et stigende antal kvindelige immigranter, og som peger på, at migration er blevet feminiseret. Kvinder har nemmere ved at få jobs primært inden for den private plejesektor i rige lande, hvor efterspørgslen er stor. 

Ofte immigrerer kvinderne alene og efterlader derfor både børn og ægtefælle i hjemlandet. Når de rejser opfatter både kvinderne og deres familier bortrejsen som midlertidig, men ofte strækker den sig op til mange år. Kvindens fravær fra familien og hendes nye rolle som forsørger i udlandet medfører nye familieformationer og ændrede roller for både mænd og kvinder. Det betyder, at de traditionelle kønsroller og praksisser udfordres.

Traditionelle kønsopfattelser udfordres 

Der hersker en bred enighed blandt folk i Georgien i opfattelsen af de traditionelle familiestrukturer og kønsroller: Manden bør være den primære forsørger og kvinden den ansvarlige for hjemmet og børnenes opvækst. Under sovjettiden var det almindeligt, at kvinderne deltog på arbejdsmarkedet; de forblev dog altid sekundære indtægtsindtjenere og beholdt sideløbende deres pligter i hjemmet. 

Det er altså ikke nyt, at kvinder arbejder uden for hjemmet, og det er derfor ikke de immigrerede kvinders rolle som arbejdere, der nu bliver kritiseret. Det er kvindernes nye rolle som primære forsørgere, der skaber grobund for kritik, samt deres manglende tilstedeværelse ved børnene. Immigrerede kvinder er dog i mange tilfælde de eneste, der bidrager økonomisk til familien. De mænd, der bliver tilbage i Georgien, er for det meste arbejdsløse og må forsørges af kvinden. 

Kvindernes emigration er en katalysator i kønsrollernes forandring

Kvinders emigration fra Georgien udgør en katalysator i de forandringsprocesser, som kønsrollerne er ved at undergå. De immigrerede kvinder har, i kraft af deres nye position som forsørgere en vigtig rolle i omdefineringsprocessen.

De fortællinger, som kvinderne selv skaber omkring deres migration, er et af midlerne til at påvirke forandringsprocesserne. Mange kvinder, som fx. Mzia, fokuserer på deres migrations selvopofrende motivation. Denne selvportrættering er et led i et forsøg på at retfærdiggøre, at de har efterladt deres børn og dermed brudt de traditionelle kønnede forventninger til dem. 

Fortællingerne er med til at udvide den traditionelle opfostrende moderrolle, så den også kan indbefatte en forsørgerrolle. Dette betyder ikke, at de hitidige forventninger til kvinderne erstattes. Men det betyder, at det er muligt for de kvinder, der immigrerer, at forblive gode mødre i de tilbageblevnes opfattelse på trods af den fysiske afstand. De kan opfylde deres pligt over for børnene på flere måder; blandt andet ved at immigrere.

Fordømmende og værdsættende fortællinger

Kvindernes egne fortællinger påvirker og påvirkes også af de migrationsfortællinger, der bliver skabt af de tilbageblevne i Georgien. Fortællingerne kan både være kritiske og værdsættende og har indflydelse på, hvordan de nye migrationspraksisser og kvindernes nye roller bliver opfattet. 

Nogle fortællinger kredser om de kvindelige immigranters heltemodige karakter. Andre fortællinger beskylder kvinderne for at være griske, for at emigrere med henblik på ‘at blive rige’ og for at forråde deres ansvar for familien. Disse fortællinger afspejler netop konflikterne imellem de traditionelle kønnede forventninger til de emigrerede kvinder på den ene side og de faktiske migrationspraksisser, der anses som nødvendige for familiens understøttelse, på den anden side.

Fordømmelse og værdsættelse af de immigrerede kvinder findes side om side. Følgende fortællinger illustrerer de forskellige opfattelser af de immigrerede kvinder som “gode” eller “dårlige”, heltinder eller prostituerede.

Fortællinger om ‘gode’ og ‘dårlige’ immigrerede kvinder

“Hun ved ikke, hvad kærlighed er. Hun er en dårlig kvinde”, sagde Keti og vendte sig om til den lille treårige dreng, Gio, mens hun fortsatte: “Din bedstemor Lali er dum!” 

Disse fordømmelser blev ofte rettet imod Lali; en 50-årig kvinde, der var immigreret til Grækenland for snart 15 år siden. Hun boede i Athen, hvor hun havde mødt en græsk mand, og havde ingen planer om at vende tilbage til Georgien eller til hendes tidligere mand. Lalis søn og dennes kone – Gios forældre – emigrerede selv til Athen for fem år siden. Begge som illegale immigranter, hvilket betyder, at de ikke kan tage hjem på besøg. Lille Gio var dengang kun 6 måneder gammel. Siden har det været tanten Keti, der passer ham.

Keti beskyldte bedstemor Lali for at være grunden til, at Gios forældre var immigreret. Hvis Lali havde forsørget dem tilstrækkeligt fra Grækenland og havde sendt flere penge, havde de ikke været nødsaget til selv at rejse af sted. “Alle de år og hun har ikke engang formået at købe en lejlighed, eller blot et værelse, til lille Gio! Hun tænker slet ikke over hans fremtid!”

Lalis historie er illustrerende for den immigrerede kvinde, der bryder alle de regler og krav, der kan sikre, at hun forbliver en ‘god kvinde’. Skal en immigreret kvinde forblive ‘god’ i de tilbageblevnes opfattelse, må bestemte kriterier opfyldes; migrationen skal have håndgribelige resultater, og kvindens loyalitet til familien i Georgien skal forblive intakt.

Migrationens håndgribelige resultater

En succesfuld migration må medføre synlige resultater. I nævnte historie blev Lali kritiseret for ikke at have købt en lejlighed til sit barnebarns fremtid. Hvis migrationens resultater ikke kan konverteres til husrenovationer, nye lejligheder, uddannelse, en bil eller andre materielle goder, opfattes migrationen som spildt. 

Succesfulde migrationshistorier indebærer ofte en opridsning af de lejligheder og biler, som immigranten har formået at finansiere. Et georgisk ægtepar, der arbejdede i Athen, havde indenfor et halvt år formået at sende nok penge til at betale for en begravelse (en temmelig dyr begivenhed), renovering af en stor del af deres hus i landsbyen, en vaskemaskine, et køleskab, et fjernsyn samt en computer. 

Alle disse ting var håndgribelige og synlige manifestationer af en vellykket migration, der dermed overskyggede de mere problematiske aspekter ved deres fravær; nemlig at deres to børn måtte passes af en ældre og svækket bedstemor. 

Kvindens loyalitet til familien

Et andet endnu vigtigere kriterium for en god migration er loyaliteten over for familien i Georgien. Loyalitet til familien defineres i høj grad på baggrund af opfattelser af den georgiske familie som ‘hellig’ og kvindens rolle i den som dén, der sikrer videreførelsen af familiens værdier. Kvinders migration og de medfølgende nye praksisser kan dermed ofte være kilde til en højere grad af bekymring for familiens moralske værdier. 

Et skænderi, der fandt sted hos en familie, jeg boede hos i Georgiens hovedstad, Tbilisi, illustrerer nogle af disse bekymringer. Jeg havde medbragt nogle af de digte som tidligere nævnte Mzia Dzanelidze havde skrevet. Moren i familien, Eka, begyndte ivrigt at læse højt op af dem. Hun valgte et digt, der var dedikeret til digterens datter, der kun havde været 8 år, da moren rejste til Grækenland.

Halvvejs igennem digtet afbrød faren i familien oplæsningen med en ironisk gentagelse af nogle af stroferne i digtet og brød dernæst ud i et langt angreb på de kvinder, der emigrerer. Han mente, det var dybt dobbeltmoralsk og falskt, at denne kvinde på den ene side skrev disse følelsesladede digte til sine børn og på den anden side selv havde forladt dem. 

“Grækenland, Grækenland!” fnøs han og kunne ikke forstå, hvorfor folk var så besatte af udlandet; “og hvad laver de så der?”. Eka prøvede flere gange at tage disse kvinder i forsvar og pointerede, hvorledes hendes svigerinde, der også arbejdede i Athen, havde formået at renovere hele sit hus med de penge, hun sendte hjem. “Renoveret huset! Og hvad så? Kvinden skal være i hjemmet sammen med sine børn!”. Faren nævnte derefter en rejse til Tyrkiet, hvor han havde følt en skam over at være georgier på grund af de mange georgiske prostituerede, han havde set.

Farens udbrud afspejlede mange af de kritiske holdninger til kvinders migration, og hvor stærkt følte disse holdninger kunne være; netop fordi emnet udfordrede den traditionelle opbygning af familien og den hidtidige fordeling af kønsroller. Kvinden, der ofte anses som den, der udtrykker og vogter familiens værdier, kan ikke opfylde sin forventede rolle over for familien, hvis hendes loyalitet kan betvivles.

Immigrerede heltinder

Redaktøren for en georgisk diaspora avis, der udkommer i Athen, refererer i en tekst til de georgiske kvindelige immigranter som “efterkommere af Dronning Tamar”. Dronning Tamar er en af de mest populære nationale figurer; hun herskede i det 11. århundrede, hvor hun formåede at styrke riget. Hun anses som et forbillede for en dronninge-kriger og en hellig kvinde. Ved at skabe en direkte forbindelse imellem denne legendariske kvinde og de immigrerede kvinder, ønsker redaktøren at vise immigranternes modige, værdige og patriotiske karakter. En ung kvinde i Georgien portrætterede ligeledes de emigrerede kvinder som heltinder:

“Mange kvinder rejste fra Georgien dengang [i 90erne, red.]. Georgien blev understøttet med de penge, som de sendte hertil. Der var intet budget, et skrækkeligt politisk system, alle tog penge i deres egne lommer, ingen elektricitet, ingenting, koldt, ingen uddannelse, ingen underholdning, intet. Ingen jobs. De kvinder er Georgiens helte, rigtige helte, fordi Georgien overlevede på grund af dem.”

Beskrivelserne af de heroiske kvinder er tæt knyttet til deres selvopofrende karakter. Ovennævnte kvindes egen mor immigrerede i midt-90erne til USA og formåede derfra at finansiere sine to børns universitetsuddannelser. Kvinden reflekterede over hendes mors emigration:

“Det er så synd, fordi hun er en meget klog kvinde, hun havde et godt arbejde her, hun var involveret i mange gode ting, men hun sagde til mig: Der er ikke tid for mine egne ambitioner, jeg kan ikke gøre andet, jeg må arbejde for jer.”

Datteren var meget bevidst om, at hendes mor havde ofret sine egne ambitioner for børnenes skyld. Mange immigrerede kvinder i Athen, specielt de yngre, der havde små børn i Georgien, havde denne følelse af selvopofrelse. En 24-årig mor beskrev sit hårde liv i Athen og de psykiske problemer, hun måtte kæmpe med. Hun følte dog, at hun måtte blive i udlandet for hendes datters skyld: 

“Jeg arbejder her, for at min datter kan leve der. Jeg tænker på mit barn, hvad angår mig selv [hun gjorde en opgivende bevægelse], ikke at jeg selv er gammel, men…” 
På trods af, at hun selv var ung, følte hun, at det var nødvendigt at lægge sin egen fremtid til side og koncentrere sig om sin datters liv. 

Synlige og mindre synlige forandringer 

Kvinders emigration fra Georgien er kilde til nye praksisser og ændrede kønsroller. Disse forandringer er tydelige i familiernes hverdag, hvor mange kvinder har påtaget sig forsørgerrollen i udlandet, mens ægtefællerne er arbejdsløse i Georgien. Pligterne i hjemmet og ansvaret for børnene må i den immigrerede moders fravær overtages af andre familiemedlemmer. 

Hvis vi dog ser på, hvorledes disse drastiske familieomstruktureringer udtrykkes i den måde, man snakker om de immigrerede kvinder, er de kønnede forandringer mindre synlige. Ændringer i de kønnede forventninger til kvinder og dermed også mænd, finder sted i et andet og meget mere gradvist tempo i sammenligning med de faktiske praksisser.

Migrationsfortællingerne afslører dog, at en proces af gradvis redefinering af de kønnede forventninger finder sted. Selvom en kvindelig immigrants fravær fra børnene og familien aldrig er helt accepteret, er hendes rolle som forsørger afgørende og værdsat. De nye praksisser fjerner ikke de hidtidige kønnede forventninger, men de udvider definitionen af, hvad der udgør en ‘god’ kvinde. En immigreret kvinde kan altså forblive ‘god’, selvom hun ikke er der fysisk for sin familie; så længe hendes loyalitet til familien ikke kan betvivles og hendes migration kan karakteriseres som udtryk for selvopofrende intentioner.

Linjen mellem ‘gode’ og ‘dårlige’ immigrerede kvinder

Kvindernes egne fortællinger udgør et middel til at tilpasse de kønnede forventninger til de nye faktiske praksisser og prøver dermed at retfærdiggøre deres forsømmelse af nogle af de traditionelle kvindelige pligter. Denne retfærdiggørelse er en kontinuerlig og konstant proces, eftersom linjen imellem accept og fordømmelse, imellem ‘gode’ og ‘dårlige’ immigrerede kvinder, ‘heltinder’ og ‘prostituerede’ er tynd og nemt kan flytte sig.