EWL og AGORA2015

European Women’s Lobby er den største feministiske lobbyorganisation i EU.

AGORA2015 er den første feministiske summer school i Europa og blev afholdt i september 2015 i Bruxelles.

European Women’s Lobby annoncerede AGORA i juni måned. Deltagerne blev udvalgt på baggrund af deres engagement i kvinders rettigheder og lighed mellem kønnene. Et krav til deltagerne var at de identificerede sig som feminister og var bosat i Europa.

26 nationer var repræsenteret i AGORA nemlig Albanien, Armenien, Belgien, Bulgarien, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Kosovo, Kroatien, Litauen, Polen, Portugal, Rumænien, Serbien, Skotland, Slovakiet, Slovenien, Iran, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.  

EWL er den største feministiske lobbyorganisation i EU, og AGORA blev oprettet fordi organisationen ønskede at få indblik i, hvilke strømninger der er i den feministiske bevægelse i Europa. Desuden ville EWL gerne erfare, hvilke visioner der er for fremtiden blandt den yngre generation af europæiske feminister. Ved at samle unge kvinder fra hele Europa, kunne EWL få kendskab til, hvad unge feminister arbejder med og interesserer sig for. Missionen med AGORA var desuden at styrke de ligestillingsaktiviteter, der foregår på tværs af grænserne i den europæiske sammenslutning, og skoleforløbet skulle være en måde at bygge bro mellem feminister og skabe et netværk på tværs af nationale, kulturelle og geografiske skel.
Solidaritet og empowerment var nogle af kodeordene, og det var netop disse elementer, der vejede tungest i det fem dage lange ophold i Belgiens hovedstad. Styrken ved AGORA er, at den består af en flok kvinder med vidt forskellige baggrunde. Der var repræsentanter fra hele den akademiske verden i form af studerende, ph.d.-kandidater og undervisere, aktivister fra græsrodsbevægelser, NGO’er og politiske organisationer, bloggere, fotografer og journalister.  Deres ønske var fælles: mere ligestillede samfund og styrkelsen af kvinders rettigheder.

Et feministisk safe space

En af de første aktiviteter var at besøge det Europæiske Parlament, hvor de to MEP’ere Ulrike Lunacek og Maria Arena delte deres erfaringer med at være kvindelig politiker og oven i købet feminist, samt understregede vigtigheden af at angribe de strukturer, der skaber undertrykkelse. Mødet med de to politikere var med til at forme resten af forløbet, da et vigtigt budskab fra Maria Arena var, at det at være radikal ikke er synonym med aggressiv. Det er derimod positivt at være radikal, når det drejer sig om at kæmpe for sine rettigheder. Ulrike Lunacek understregede, at man ikke behøver at adskille aktivisme og ens professionelle arbejde. Man bør derimod være aktivistisk i alt, hvad man foretager sig.
For en gruppe kvinder med aktivistiske tendenser gik dette råd rent ind. I mange lande er det ikke let at sige, at man er feminist, og nogle steder kan det endda have alvorlige konsekvenser. Selv i Danmark, der forsøger at fremstå som den gode dreng i ligestillingsklassen, kræver det ofte lange forklaringer, når man fortæller, at man er feminist. I flere europæiske lande ses det enten som ekstremt radikalt eller som ekstremt unødvendigt. Eller måske endda begge dele. Med AGORA skabte EWL et safe space, hvor det at være feminist var det mest naturlige i verden.
Af denne grund kunne en masse indledende forklaringer springes over, og der var ikke behov for at gå i defensiven. Alle var kommet for at lære af hinanden og udnytte, at mange feminister var samlet på ét sted. AGORA var desuden blottet for konkurrencementalitet og socialt hierarki. Tænk engang, alle var faktisk lige. Selvom AGORA var et trygt sted med plads til forskelligheder, var det også udfordrende. Netop fordi der fra første dag blev skabt et safe space, delte deltagerne rå, ubehagelige, skræmmende og voldsomme oplevelser deltagerne med hinanden, og forløbet var præget af hudløs ærlighed.
AGORA var samtidigt opløftende og inspirerende, og det var fantastisk at møde kvinder, der har kæmpet mod stigmatisering, undertrykkelse eller vold gennem flere år, og som fortsat er positive, livsglade og arbejder for at ændre samfundsforholdene. Noget, der gjorde stort indtryk på mig, var det faktum, at jeg ikke én gang hørte en deltager tale dårligt om nogen af de andre deltagere. Selvom vi var sammen 24/7 og sov på små sovesale, var der ingen, der vrissede, bagtalte eller skabte dårlig stemning. Der var kun én fælles fjende, nemlig de undertrykkende strukturer i Europa.

Forskellighed som en styrke

Det gennemgående element i AGORA var vidensdeling. I en række vidensdelingscafeer og workshops diskuterede vi emner som kropsidealer og selvtillid, inkluderende feminisme, vold mod kvinder, relationen mellem feminisme og poesi. Vi stillede spørgsmål som, hvordan vi kan bygge bro mellem teori og praksis, racisme og eurocentrisme; hvordan forsvarer man reproduktive rettigheder i konservative samfund; hvordan kan vi få mænd engageret i ligestilling og mange andre. Denne variation af temaer viser tydeligt, hvor bredt det feministiske projekt er og hvor mange forskellige aspekter, der har betydning rundt omkring i Europa.
Vidensdelingen fandt ikke kun sted i forbindelse med de afholdte workshops, men ligeledes i frokostpauser, i rygepauser, i køen til toilettet, under middagen og om aftenen inden vi lagde os til at sove. Vi delte i en stadig strøm/konstanterfaringer, oplevelser og forskning med hinanden. Variationen i deltagernes sociale og kulturelle baggrund skinnede særligt tydeligt igennem her, og der er ingen tvivl om, at forskelligheder kan blive en styrke og bruges konstruktivt.

Der var en anerkendelse af, at vi ikke alle sammen behøver være enige om, hvad der er det vigtigste på den feministiske dagsorden. Men det faktum, at vi ser verden forskelligt og kommer fra kulturelt vidt forskellige baggrunde, skal bruges som en styrke for den feministiske bevægelse i Europa. Der var bred enighed om, at feminisme er nødt til at gøres inkluderende, og at arbejdet for at gøre feminisme intersektionelt står højt på prioriteringslisten. Et andet hyppigt emne var, hvordan vi kan gøre op med de negative stereotyper, der omkranser feminisme og det at være feminist.

Erfaringsdeling på tværs af grænserne

Diskussionerne fra AGORA2015 kunne fortsættes i det uendelige, og der blev derfor oprettet en blog til videreformidling af information og opdateringer om, hvad der sker rundt omkring i Europa. Dermed kan alle få indsigt i de problematikker, der er i de respektive lande og muligvis inddrage positive og negative erfaringer i ligestillingsarbejdet i en national kontekst. Feminisme går på tværs af grænser, men selvom vi har et europæisk fællesskab og på flere fronter er knyttet sammen i den Europæiske Union, er der forskelle som kan udnyttes og bruges til at gøre os stærkere. Vi kan alle lære af hinanden og inspirere hinanden til at bedre forholdene for alle mennesker i Europa.
De europæiske ligestillingsproblematikker har det til fælles, at de er komplekse og mangesidede, og de skal adresseres på alle niveauer i samfundet. Politikere, græsrodsbevægelser, lobbyister og forskere er nødt til at arbejde sammen for at udfordre de strukturerer, der producerer og fastholder uligheden. Ligestilling er noget, man skal kæmpe for at opnå, og hvis det endelig lykkes, er det vigtigt, at der arbejdes for at fastholde den. Mødet med kvinder fra hele Europa på AGORA2015 gjorde det klart, at ligestilling bestemt ikke skal tages for givet. Derimod risikerer vi tilbagegang, hvis ikke vi fastholder et aktivistisk arbejde og knokler for at beholde de rettigheder, vi har opnået.

Ligestilling skal ikke tages for givet

Muligheden for at dele erfaringer på tværs af grænserne ser jeg som essentielt for opnåelsen af ligestilling og gennemførelsen af lighedsfremmende politikker inden for den Europæiske Union. Erfaringsdelingen er imidlertid i lige så høj grad en påmindelse til Danmark og danske aktivister og politikere om, at ligestilling ikke nødvendigvis er en lineær proces, hvor forbedringer automatisk vil finde sted i de kommende år. I mange lande er der sket en tilbagegang inden for essentielle rettighedsområder, og for at undgå yderligere tilbageskridt skal vi i den feministiske bevægelse i Europa dele vores erfaringer og oplevelser, så vi sammen kan arbejde for ligestillede samfund både nationalt og inden for den Europæiske Union.
Jeg var den eneste dansker, der deltog, og samtidig den eneste repræsentant for de skandinaviske lande. Det var på mange måder en øjenåbner, at blive konfronteret med mine medeuropæeres forestillinger om Danmark og Skandinavien. Vi bliver stadig i høj grad set som forgangslande, og jeg synes, vi bør kæmpe for, at denne prestigefyldte titel fortsat skal have hold i virkeligheden. Netop derfor må vi ikke tage vores egen ligestilling for givet.