Den 25. januar 2011 blev en skelsættende dato for Omneia Naguib. Hun var 22 år gammel og havde hidtil levet et forholdsvis almindeligt liv. I hvert fald så almindeligt, som det umiddelbart lyder, når hun fortæller om at vokse op i et middelklassehjem i en forstad til Cairo med en hjemmegående mor og en udearbejdende far. Et halvt år forinden var hun blevet færdiguddannet fra den egyptiske designskole Faculty of Applied Arts, og hun var i færd med at søge job som grafisk designer. Men så brød revolutionen ud.
”Der var ingen, som vidste, at det ville ske. Inden da var det som om, folk havde givet op. De havde mistet håbet, og situationen var fastlåst. Der kunne ikke ske noget nyt under Mubarak. Han ville styre og kontrollere alt. Jeg følte heller ikke, der var noget håb for mig,” siger Omneia Naguib og tager en slurk af sin te.
Hun har en tyk, lilla sweater og en matchende lilla hijab på. Vi sidder i Sufi Book Store, en bogcafé i Cairos mondæne kvarter Zamalek. Det er bedst, vi mødes her på caféen, mener Naguib, hvor unge udlændinge blander sig med hippe egyptere – også selv om jeg gerne vil se, hvorfra hun skriver sin engelsksprogede blog – altså derhjemme.
”Der var ingen, som vidste, at det ville ske. Inden da var det som om, folk havde givet op. De havde mistet håbet, og situationen var fastlåst. Der kunne ikke ske noget nyt under Mubarak. Han ville styre og kontrollere alt. Jeg følte heller ikke, der var noget håb for mig”
Når Omneia Naguib har fri fra sit arbejde som webdesigner for et egyptisk telefonselskab, sætter hun sig til computeren og formidler sine oplevelser fra det Egypten, hun ser. Men hjemmet er hjemmet, og hun er skeptisk over for at skulle mødes med en udenlandsk journalist, der er interesseret i, hvem denne unge kvinde med den udadvendte og modige blog er.
”Jeg spurgte mig selv: Hvad vil en journalist fra Danmark mig? Min familie syntes også, det var lidt besynderligt. Jeg skriver jo bare en blog. Men jeg er også opdraget til at være mistroisk over for udlændinge,” siger Omneia Naguib.

International blogger



Omneia Naguib er eksponent for nye strømme i et land, hvor kvinder ellers notorisk har haft svært ved at finde fodfæste uden for hjemmene. Men denne 24-årig kvinde formidler, hvad hun vil, hvad hun drømmer om, og ikke mindst: Hvad hun er oppe imod.
På sin blog giver hun sine tanker et visuelt, grafisk udtryk. Som frimærket med den blå bh. Den blå bh blev symbol for egyptiske kvinders ret til at demonstrere, efter at en kvindelig demonstrant i december 2011 fik revet sit tøj af og blev trampet på af militærpolitiet. Billedet af en uniformeret mand, der skal til at sætte foden hårdt ned på den bare mave af en kvinde, der ligger blottet iført blå bh og cowboybukser, gik verden rundt. Det samme gør Omneia Naguibs blog. Hun har valgt at skrive på engelsk for at få et større publikum.
Bloggen havde ikke været den samme, hvis der ikke havde været en revolution. Og det havde Omneia Naguib heller ikke, siger hun. Den politiske omvæltning har sat så dybe spor i hende, at hun nu kan sige, at hun tænker og taler anderledes og ikke mindst føler sig anderledes i kroppen. Det gjorde en forskel at blive mødt med alle de tanker, der nu kom op til overfladen i kølvandet på den politiske omvæltning.

Moren spærrede døren


Først ruller vi tiden tilbage til dagene efter den 25. januar 2011:
”Jeg sad og så alt det, der skete på Tahrirpladsen på fjernsyn, for internettet var lukket. Jeg ville bare så gerne derind. Jeg tryglede og bad mine forældre, men de modsatte sig det, blandt andet fordi fængslerne var blevet åbnet, og mange af forbryderne var på fri fod. Min mor spærrede døren for mig. Og jeg græd og græd. Det gjorde så stort et indtryk på mig, alt hvad der skete. Jeg ville bare være en del af det,” fortæller Omneia Naguib.
Hun fik lov at tage ind til Cairos centrum 18 dage efter, oprøret blev begyndt. Da var optøjerne stilnet lidt af, og hendes far sagde, at han ville tage ind på Tahirpladsen med Naguibs bror. Hun kunne tage med men ville selv være ude om det, hvis der skete hende noget.
”Ja, det sagde han. Jeg tog med alligevel,” siger Omneia Naguib, mens hun ryster lidt på hovedet af sin far.
”Det var fantastisk. Alle sociale klasser og alle typer af mennesker var der. Det her handlede om frihed, og der var en fantastisk energi. Jeg blev helt høj af det,” fortæller hun om oplevelsen af Tahrirpladsen i dagene efter revolutionen.
”Det var fantastisk. Alle sociale klasser og alle typer af mennesker var der. Det her handlede om frihed, og der var en fantastisk energi. Jeg blev helt høj af det”

Kvindesag for overklassen


Dét, der gjorde så stort indtryk på Omneia Naguib var, at revolten overhovedet kunne lade sig gøre. Den daværende præsident Hosni Mubarak havde siddet ved magten så længe, hun kunne huske. Hun kendte ikke til andet end kontrol, og at der blev slået hårdt ned på dem, der ytrede andre tanker.
”Indtil da var det ikke tilladt at udtrykke andre holdninger, end dem Mubarak stod for. Heller ikke som kvinde,” siger Omneia Naguib.
Men præsidentens hustru Suzanne Mubarak talte kvindernes sag. Var det ikke lovligt at lufte sådanne synspunkter?
”Jo, umiddelbart lod det til, at hun bekymrede sig meget om kvinders stilling. Sådan så det i hvert fald ud, når hun talte på TV. Men det virkede mere som om, det mest var kvinderne i de højere sociale lag, hun henvendte sig til. Mubaraks styre virkede ligeglad med kvinder i de nedre sociale lag. De kvinder, der bor i landsbyerne, og som ikke har nogen uddannelse,” siger Omneia Naguib. 

Kærlighed i stedet for frygt


Så hvad var det, der gjorde så stor forskel for dig?
”Alt. Mine holdninger til religion, til frihed og til min krop. Før læste jeg Koranen helt bogstaveligt. Jeg bad og gjorde, som Koranen foreskriver. Nu ser jeg det anderledes, jeg ser forholdet til Gud mere abstrakt. For jeg er ikke en sådan kvinde, som Koranen beskriver. Jeg tror på kærlighed, ikke på frygt. Og jeg elsker min Gud. I forhold til frihed, er det temmelig klart for mig nu, at jeg gerne vil være et frit menneske, jeg vil kunne leve og tænke frit. Det handler om at kæmpe for basale menneskerettigheder. Og jeg har fået et andet forhold til min krop. Tidligere havde jeg lyst til at gemme den væk, nu går jeg mere rank. Jeg står mere ved mig selv.”  
“Jeg har fået et andet forhold til min krop. Tidligere havde jeg lyst til at gemme den væk, nu går jeg mere rank. Jeg står mere ved mig selv”
Hvordan står det til med dit håb nu, efter Det Muslimske Broderskab med Præsident Morsi i spidsen er kommet til magten?
”Jeg er skuffet, men jeg har stadig håb. Også selv om vi slet ikke er i nærheden af alt det, vi blev lovet. Jeg stemte ikke ved valget, for jeg mener ikke, politik ændrer noget som helst. Jeg tror slet ikke på politik. Der er ingen af de politiske partier, der repræsenterer mig eller mine drømme. Deres slagord er bare illusioner. Og jeg er holdt op med at gå på Tahrirpladsen. Det siger mig ikke så meget mere.”
Og hvis du skulle give dit håb et visuelt udtryk, hvordan ville det så se ud?
”Det ville være noget abstrakt. Noget med blomster og farver. For mig er Cairo og Egypten grå. Bygningerne er grå … ” siger Omneia Naguib.

Frihed er egen lejlighed

Og hvis du skulle sætte ord på din idé om frihed?
”Livet er bare anderledes for mig her, fordi jeg er en pige. Jeg kan ikke gøre, som jeg vil. Jeg føler ikke, jeg har et frit valg til at leve det liv, jeg vil. Hvis jeg gerne ville flytte hjemmefra og bo for mig selv, ville der blive set skævt til mig og min familie. Nu har jeg et arbejde, og jeg tjener mine egne penge, men det er ikke tilladt, at jeg også flytter for mig selv. Så for mig ville frihed være ensbetydende med, at jeg kunne bo i en lejlighed for mig selv. Og at jeg kunne gå på gaden, uden at der er nogen, der chikanerer mig.”
Er du bange for at blive chikaneret på gaden i Cairo?
Omneia Naguib smiler lidt overbærende:
”Det er sket mange gange, jeg er blevet raget på. Det samme er tilfældet for flere af mine veninder. En af mine veninder meldte det på et tidspunkt til politiet, men der skete ikke noget. Det er meget almindeligt, hvis det er en kvinde, der indberetter en klage – også for voldtægt. De mener, kvinderne bare skal lade være med at være udfordrende klædt,” siger hun og fortsætter:
”Jeg var for nylig i Tyskland. Jeg var inviteret af et tysk-egyptisk samarbejde, hvor jeg skulle vise min kunst. Først ville min familie ikke tillade det. De var bange for, at jeg ikke ville være nok i sikkerhed, men så lod de mig gøre det, fordi jeg skulle være del af en gruppe. Også selv om min far ikke var enig. Min mor kunne slet ikke sove, så nervøs var hun. Det var virkelig svært for hende. Men det var en fantastisk følelse at gå på gaden i Tyskland. Jeg følte mig fri. Jeg kunne gå i det tøj, jeg havde lyst til og var ikke bange for at blive chikaneret på gaden.”

Først menneske, så kvinde


Et dit valg om at gå med tørklæde bevidst?
”Det er sjovt nok noget, jeg tænker rigtig meget på for tiden. Siden 2000 er der kommet mange hijabs, og nu går næsten alle muslimske kvinder med slør. Det er blevet en tradition, hvor det tidligere kun var et religiøst symbol. Her er det også et spørgsmål om klasse. Næsten alle i de lavere sociale klasser bærer det, og ikke så mange i de højere sociale klasser. Men det ville være et stort issue, hvis jeg gik ud på gaden uden.”
“Siden 2000 er der kommet mange hijabs, og nu går næsten alle muslimske kvinder med slør. Det er blevet en tradition, hvor det tidligere kun var et religiøst symbol”
Kan du ikke bare gifte dig, så du kan flytte hjemmefra?

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

”Det kan du godt sige. Jeg er opdraget til at mene, at det vil beskytte mig, hvis jeg bliver gift, og at det ville være godt, hvis min familie fandt en til mig, som jeg kunne blive gift med. Men sådan vil jeg ikke leve. Og lige nu kan jeg ikke se, hvilken mand, der ville forstå mig og mine ambitioner om at blive kunstner – og samtidig respektere mig som kvinde. Når jeg kigger på mine veninder, vil de fleste af dem bare have stabilitet og et lykkeligt liv. Men jeg vil giftes med en, jeg elsker. Og inden jeg bliver gift, vil jeg gøre mine egne erfaringer, lave kunst, rejse og se verden. Men det er svært alene af den grund, at jeg er kvinde.”
Føler du dig anderledes end dine veninder?
”Ja, jeg ved ikke helt, om det er fordi, jeg er det. I virkeligheden vil jeg bare gerne være et frit menneske, der lever et frit liv.”