Kvinder sælger aviser. Særligt, hvis de er unge, smukke og -helst – letpåklædte. Det har længe været den etablerede sandhed på mediemarkedet i Tyskland. Selvom dette på mange måder stadig er tilfældet, har situation dog ændret sig det seneste år. For ikke alene har Irland sat kvinder og medier på dagsordenen i 2013 under deres EU-formandskab, Angela Merkels hjemland er også under forandring, når det gælder køn og medier.

BILD gav Side 1- pigen sparket

Et af vendepunkterne kom på den internationale kvindedag d. 8. marts 2012, hvor den største tyske tabloidavis, BILD, afskaffede deres “side et pige”. Gennem 28 år har en letpåklædt ung kvinde været på forsiden af hver eneste udgave, hvor mere end 5000 topløse kvinder har været afbilledet.
“Den skønne Eva fra Polen” blev den sidste halvnøgne kvinde på avisens forside. Nogle mener, at det var på høje tid, at BILD afskaffede de pornografiske billeder, mens andre begræder beslutningen og hævder, at billederne var en del af avisens image.

Guerillaaktionen Pro Quote

Men især har “guerillaaktionen”, som Dagmar Engel har kaldt det, været et stort vendepunkt for tyske medier, når det gælder køn og medier.
I foråret 2012 modtog Engel, som er redaktør for den tyske tv-kanal Deutsche Welles multimedieafdeling, et telefonopkald: “Jeg blev bedt om at tilslutte mig en kampagne, der var på nippet til at gå i luften. En dag eller to senere ville hjemmesiden blive lanceret.”
Engel accepterede og er nu en af de prominente og magtfulde ansigter bag “Pro Quote”, en kampagne, der arbejder for kvoter i medieindustrien, og sikrer minimum 30 % kvinder på chefposter.
“Kampagnen blev startet af en gruppe kvinder, der havde fået nok, og støttes nu af alle der deler dette synspunkt og ønsker forandring”, understreger Dagmar Engel.

Åbent brev til mediernes topledelse

Kun to procent af chefredaktørerne på i alt 360 tyske dag- og ugeblade er kvinder, mens blot tre ud af tolv chefer på public service-stationerne er kvinder. Topledelsen på landets nyhedsmagasiner består altså “næsten udelukkende” af mænd. Sådan stod der i et åbent brev til redaktører og mediehuse over hele landet, og det blev efterfulgt af en direkte opfordring:
“Det er på tide at ændre dette forhold. Vi forlanger, at kvinder i løbet af de næste fem år kommer til at udgøre mindst 30 % af redaktionerne – på alle niveauer i stillingshierarkiet. Formår I at leve op til det?”

Synlighed siger intet om beslutningskompetence

Mange både i – og uden for mediebranchen er faktisk slet ikke klar over, at kvinder er underrepræsenterede i medierne. Og det skyldes, at der faktisk er ganske mange synlige kvindelige journalister, særligt på TV, hvor tre ud af de fem største politiske og samfundsorienterede talkshows har kvindelige værter. 
En af dem er Annie Will, der, selvom hun har opnået national berømmelse, er en af “Pro Quote”s trofaste støtter:
“Vores arbejde afhænger af en tydelig og kritisk tilgang. Det er en katastrofal svaghed, at kun en brøkdel af lederne i mediebranchen er kvinder.” Annie Will er overbevist om, at tingenes tilstand ikke ændrer sig uden en kvoteordning: “det er derfor en sådan ordning er påkrævet.”
“Selvfølgelig findes der kvinder i mediebranchen, nogle endda på meget synlige poster,” siger professor i journalistik og kommunikation ved Freie Universität i Berlin Margareth Lünenborg, “men deres synlighed siger intet om deres beslutningskompetence.”

Stolt over at være kvotekvinde

Rudi-Dutschke-Strasse i Berlin er opkaldt efter den karismatiske leder af sluttressernes studenterbevægelse. Her ligger det progressive dagblad Taz, både geografisk og politisk til venstre for BILD. De to aviser udgør modpolerne i tysk journalistik.
“Man kunne tro, at det var en selvfølge, at mænd og kvinder behandles lige på et medie, der lige fra begyndelsen har haft en feministisk linje,” skrev redaktør på Taz Ines Pohl i en kommentar i britiske Guardian efter nyheden om oprettelsen af “Pro Quote”, “men sådan er det ikke. Det er ofte netop i de institutioner og virksomheder, der tilsyneladende har ligestilling, at mændene kan sætte sig på alle nøgleposterne: jo mindre hierarki og formel struktur, des mere plads til de store egoer. Og selv i dag er der en tendens til, at de store egoer er mænd med stærke sociale netværk snarere end kvinder, der ofte foretrækker at fokusere diskussionen på problemstillinger snarere end på dem selv og deres interesser.”
Ines Pohl påpeger gerne og ofte, at hun selv er stolt af at være en “kvotekvinde”, en etiket mange andre kvinder, ikke bare i mediebranchen, måske stadig frygter at få hæftet på sig.
“At blive kaldt kvotekvinde er ikke det værste, der kan ske dig. Hvis du bestrider et magtfuldt hverv, men ikke kan tåle det, bør du måske spørge dig selv, om du virkelig ønsker den stilling”, tilføjer Dagmar Engel, Deutsche Welle.
Hun er dog klar over, at hendes synsvinkel måske er formet af, at hun allerede sidder godt i det. På Deutsche Welle er begge topchefer kvinder. På niveauet lige under toppen er mænd og kvinder ligeligt repræsenterede.
“Det er en falliterklæring for mediebranchen, at kvinder ikke kommer til tops uden en kvoteordning. Vi burde være de første til at indse, at dette er en social uretfærdighed – det er, når alt kommer til alt, det, vi arbejder med hver dag – og så må vi skride til handling,” siger Dagmar Engel.

Et følsomt emne i Tyskland

I de seneste årtier har kvinder og medier imidlertid været et følsomt emne i Tyskland, hvor der har været en tendens til at gå på listesko for ikke at genere nogen.
“Man har længe forsøgt at undgå spørgsmålet om kvinder i medierne. Det har været et af de store tabuer i Tyskland efter krigen og efter kommunismens fald. Enhver form for indblanding er blevet set som et indgreb i pressefriheden. Men det har ændret sig med ‘Pro Quote’-kampagnen. Selv mandlige redaktører har tilkendegivet deres støtte”, forklarer professor Lünenborg.
“Men,” tilføjer hun, “den feministiske idé om, at alting forandrer sig dramatisk til det bedre, når kvinderne sidder i førersædet, må revideres. For kvinder er opdraget i samme fagtradition som mændene, og de gør ikke nødvendigvis tingene bedre, men måske nok anderledes. Og denne mangfoldighed er livsnødvendig for, at journalister og kommentatorer kan leve op til deres ansvar og afspejle samfundet som helhed.”

Medierne har opdaget kvinder som målgruppe betaler sig

Årsagen til, at medieselskaberne nu er mere villige end tidligere til at acceptere en indblanding, der tvinger dem til at gøre noget ved spørgsmålet om kvinderepræsentationen i redaktør- og bestyrelseslokalerne, er måske i højere grad præget af egeninteresse, end mange tilhængere har lyst til at tro.
Den konservative og provokerende tabloidavis BILD er dybest set skabt til at være “den lille mands stemme”. Men den lille mand ser ikke længere ud til at række som avisens eneste målgruppe. BILDs redaktører er – som alle andre mediehuse – vilde efter at appellere til nye læsere: unge mennesker og kvinder.
Når de skiller sig af med den nøgne kvinde på forsiden, og således også med deres sexistiske image, sker det for at forsøge at nå disse læsergrupper. Og det er kun et blandt en række tiltag, der skal forsøge at forbedre avisens image. Blandt andet har man oprettet en instans, der taler læsernes sag i avisen, man sørger for at beskæftige sig med “kvindestof” i hver eneste udgave – selvom dette stof ofte er begrænset til skønhedstips og mode – og man har en kvindelig vicechefredaktør.
“I det seneste årti er sociale og økonomiske interesser sammenfaldende,” siger Lünenborg og fortsætter:
“Medierne er under massivt økonomisk pres. For aviser og magasiner med samfundsfokus bliver kvindelige læsere vigtigere og vigtigere, og er nu den primære målgruppe.”
Et af de eksempler, Lünenborg har studeret, er den Hamborg-baserede ugeavis DIE ZEITs forsøg på at nå en bredere læserskare ved at appellere til kvinderne.
“Selvom avisen stadig ledes af en mand, står kvinder nu i spidsen for halvdelen af sektionerne eller mere,” siger Lünenborg.
Bladet forsøger at tiltrække kvindelige læsere i aviskioskerne ved at sætte hverdagsanliggender på forsiden. Og det ser ud til at virke: DIE ZEIT har en stabil økonomi og klarer sig meget bedre end mange andre aviser og blade. Men det er værd at bemærke, at ugeavisen kun en eneste gang i bladets snart 70-årige historie har været redigeret af en kvinde.
“Jeg benægter ikke, at kvoteordningen somme tider tvinger mig til som redaktør at bruge tid på at finde den rette kvindelige kandidat til en given stilling, selvom der måske er nogle mere oplagte mandlige kandidater. Det kan være udmattende at bearbejde kvindelige kollegaer og opmuntre og støtte dem, indtil de har selvtillid nok til at tage det næste skridt på karrierevejen. Mænd er ofte hurtigere til at række armen i vejret og sige ‘det vil jeg’ og ‘det kan jeg’, særligt når det kommer til ledende stillinger på en avis. I det lys er en kvoteringsordning vigtig for en feminist som mig.”
Ines Pohl chefredaktør på Taz i The Guardian
Modtagelsen og reaktionerne på “Pro Quote” har overvejende været positive, og kommentatorer har netop bemærket, at hvis de kvinder, som allerede har nået toppen støtter forslaget, må der være noget om snakken. Hertil supplerer Dagmar Engel, Deutsche Welle:
“Mange mennesker har spurgt mig, hvorfor vi kun forlanger 30 % kvinder med 2017 som tidshorisont. Hertil svarer jeg: Først tager vi de 30 % – og så ser vi, hvor langt vi kan nå derfra.”