Få formår som den østrigske instruktør Michael Haneke, at røntgenfotografere de mørke sider af den menneskelige sjæl og dissekere de nedbrydende mekanismer, der er dybt indlejret i vores kultur.

I prisbelønnede film som Pianisten (2002), Ulvetid (2003) og Skjult(2005), har han allerede blotlagt henholdsvis begærets ødelæggende kræfter, den navnløse krigs nedbrydende angst og fremmedhadet i os selv.

Hanekes film er ikke for svage sjæle, så er læseren advaret. Hans film er altid dybt foruroligende og sjæleligt forstyrrende. De fanger angsten ved det uvisse, magtens terror og den sjælelige afmagt.

Truslen om vold er hos Haneke altid så meget mere chokerende end den egentlige voldshandling, hvor eksplicit og minutiøst udført den end er. Og forventer man forløsning og en happy ending, må man vente forgæves i biografens mørke. Når rulleteksterne kører over lærredet, sidder man som oftest tilbage med flere spørgsmål end svar. Til gengæld er man efterladt med spørgsmål, som det er både relevant og vigtigt at finde sine egne svar til. 

I Det Hvide Bånd viser Michael Haneke, at han endnu engang har været i stand til at gå nye veje. Det Hvide Bånd er en stiliseret sort/hvid rædselsfortælling, der med gruopvækkende klarhed og omhyggelig præcision afslører, hvordan den patriarkalske undertrykkelse i et lille nordtysk landsbysamfund lige før 1. Verdenskrig avler vold med fascistoide undertoner og kronisk forkrøblede sjæle.

I løbet af filmens 2½ time beskriver Haneke et lille samfund styret af patriarkalske magtstrukturer, hvor kvinderne, børnene og de svage i samfundet, forventes at indordne sig under mændenes og fædrenes ofte lunefulde dominans. Men vold avler vold, og i Hanekes univers er den vold, der udøves af de undertrykte, endnu mere grusom end undertrykkernes.

Børn, der vokser op under magt, kontrol og ydmygelse, lærer at raffinere magtens og voldens redskaber, og Haneke holder sig ikke tilbage fra at trække en lige linje mellem det patriarkalsk dominerede bondesamfund og så de uhyrligheder i Europas historie, der fulgte i kølvandet på 1. Verdenskrigs udbrud; to ødelæggende krige, nazismens fremkomst og Holocaust.

Muligvis et bastant statement, men ikke en uinteressant tanke.

Grusomheder i den landlige idyl 

Det Hvide Bånd åbner med en landskabsscene, der på Morten Korch-agtig vis lader den tyske natur folde sig ud i al sin nationalromantiske idyl.

Disen ligger over markerne og en enlig rytter kommer ridende gennem den landlige idyl.

Idyllen er dog kortvarig. Faktisk overlever den kun filmens indledende minut og er dermed det første offer i en lang række af voldsomme og uforklarlige hændelser, der sætter deres præg på det lille nordtyske landsbysamfund, Eichwald. For netop som rytteren nærmer sig, styrter hans hest og rytteren, der er byens læge, brækker kravebenet og må indlægges på et hospital længere væk, efterladende sine to børn. 

Et hændeligt uheld? Næppe. Det viser sig nemlig, at nogen har spændt en line ud, som hesten er faldet over. Drengestreger med uheldige konsekvenser? Måske.
Det bliver aldrig for alvor opklaret, hvem der har udspændt linen eller om lægen var målet. Til gengæld er det alvorlige hestestyrt på besynderlig vis startskuddet til en række voldsomme hændelser i det lille samfund, som har ondskaben og destruktionen i sig, og som længe har ulmet under overfladen:

Kort tid efter dør en bondekone i en arbejdsulykke på byens savværk, børn forsvinder og mishandles, baronens kålmark ødelægges. Ildspåsættelse, selvmord, incest og korporlig afstraffelse, følger i kølvandet på den oprindelige ulykke.

I Hanekes udlægning var de gode, gamle dage, ikke særligt gode, og der var bestemt ikke hyggeligt ude på landet.

Magt og undertrykkelse

Det er de tre markante patriarker, præsten, baronen og lægen, der dominerer livets gang i Eichwald. Det er nok ikke tilfældigt, at de tre hver især repræsenterer grundpillerne i det traditionsbundne, patriarkalske samfund, nemlig henholdsvis religionen, kapitalen og videnskaben. Disse tre mænd er landsbyens tre magtinstanser, og alle tre formår i løbet af filmen at både udøve og misbruge deres magt over for samfundets og familiernes svageste; kvinderne, børnene og fæstebønderne. 

En af filmens absolut mest prægnante scener udspiller sig i præstehjemmet i filmens begyndelse, hvor de to ældste børn har overtrådt husets regler ved at komme for sent til middagsmaden. Stemningen omkring spisebordet er som et nervøst, tilbageholdt åndedræt; en grundstemning, der løber gennem hele filmen.

Præsten forklarer omhyggeligt børnene, hvordan det er hans pligt at afstraffe dem. Han kan ikke gøre andet. Alligevel mere end aner man den nydelse, han føler ved sin magt. Selve afstraffelsen har næsten en rituel karakter, og da sønnen sendes ned af husets lange gang for at hente faderens spanskrør til sin egen afstraffelse, er hans vandring gennem det stille hus næsten mere grusom og hjerteskærende end selve afstraffelsen, der foregår bag en lukket dør.

Det er ikke voldshandlingen i sig selv, der er interessant, men den magt, der gør den mulig. Den magt, der påbyder barnet selv at hente det våben, der skal skade ham.
Da det senere bliver opdaget, at drengen masturberer om natten, nedbryder faderen ham først psykisk og beordrer derefter drengen til at sove med hænderne bundet til sengekanten. Ikke engang da baronens lade står i lys lue overfor drengens soveværelse, tør moderen og de andre søskende løsne hans bånd. For man trodser ikke faderens afgørelse.

Det er også præsten, der finder på at binde hvide silkebånd (heraf filmens titel) om armen på børnene eller for pigernes vedkommende i håret for at minde dem om, at de skal leve op til hans standard for uskyld.

Incest og mishandling

Kortvarigt aner man, at lægen kunne være et livsbekræftende alternativ til den straffende faderfigur. Hans børn venter med glæde på, at han endelig kommer hjem fra hospitalet. Det samme gør hans husholderske (som også er byens jordemor). Hun har i al hemmelighed været hans elskerinde og efter al sandsynlighed er det da også ham, der er far til hendes lille søn, Karli, med Down’s syndrom. 

Glæden er dog kortvarig. I en verbalt grusom scene af bergmanske dimensioner ydmyger lægen husholdersken. Hans begær har vendt sig til væmmelse, og han viser ingen nåde.

Den egentlige katastrofe indfinder sig dog først, da hans interesse i stedet begynder at kredse om datteren, der ellers med sin intelligens og sin ømhed over for lillebroren, har været et af filmens meget få livsbekræftende lyspunkter.

De få, der har bibeholdt deres uskyld, er alle potentielle ofre i Eichwald. Ikke mindst den lille udviklingshæmmede Karli, der bortføres og mishandles bestialsk af de misdædere, der efterhånden hærger byen mere og mere systematisk.

Det Hvide Bånd er fyldt med usunde relationer. Både i familierne og i baronens feudale magt over godsets fæstebønder. Ingen liv har værdi uden for patriarkatets treenighed. Kvinderne er ligeså magtesløse som børnene og overlever kun ved at følge de uskrevne regler og enten give stiltiende samtykke eller vende blikket den anden vej, når fædrene straffer børnene eller på andre måder udøver deres helt urimelige magt.

Liv undertrykkes og sjæle forkrøbles på stribe i Hanekes gyserpastorale. 

En børnefortælling uegnet for børn 

Filmens fuldstændige originaltitel er Das Weisse Band – ein Kindergesichte [Det Hvide Bånd – en børnefortælling], men det er ikke fordi, det er en film for børn.

Men børnene er de absolutte tabere i Eichwalds undertrykkende tyranni. De er det svageste led, dem, der dårligst kan forsvare sig mod fædrenes og de ukendte gerningsmænds overgreb. Og stort set ingen af dem går ram forbi. De smukkeste og de mest uskyldige straffes hårdest og ødelægges for livet. Det bliver helt tydeligt, da baronens unge søn, der med sine store blonde krøller, er det ypperste billede på barnlig uskyld, findes slået til blods og bundet med hovedet nedad i baronens egen stald. Igen en forbrydelse uden gerningsmand og med mudrede motiver.

Men er børnene kun ofre? Det er filmens mest isnende uhyggelige spørgsmål. For langsomt, men insisterende antyder filmen, at sandheden er langt mere grusom end først antaget og pludselig er der mere Fluernes Herre end Den Lille Pige med Svovlstikkerneover Hanekes børnefortælling. Det er svært at se på et velmenende barneansigt med helt de samme øjne efter Det Hvide Bånd.

Roden til al terror

I stort set enhver anden film ville man have forventet, at al den undertrykkelse ville kulminere i et oprør. At den unge skolelærer ville løbe ud i markerne og opildne bønderne til revolution, eller at kvinderne ville udvandre med børnene på slæb.

Men det her er Haneke; centraleuropæisk kulturpessimisme i sin reneste form. I Skjult (2005) opbyggede Haneke et medrivende thriller-plot blot for at lade åbningen stå så åben, at man i stedet var nødt til at se indad og erkende fremmedhadet i sig selv. I Det Hvide Bånd er vi langt nærmere en opklaring, men den ellers så publikumstilfredsstillende endelige afsløring udebliver alligevel. Hvorfor? tænker man. 
Fordi opklaringen ikke er det vigtigste.

Det Hvide Bånd er ikke Kriminalkommisær Barnaby i sort/hvid. Ved ikke at sætte navn på gerningsmanden/gerningsmændene lader Haneke det stå klart, at det ikke er det enkelte menneske, men de undertrykkende samfundsmekanismer i landsbyen, der bærer den største del af skylden. 

Ved filmens begyndelse nævner skolelæreren/voice over-fortælleren, at filmens hændelser kan være med til at kaste lys over ”det, der senere sker”. Ved filmens slutning deklareres Første Verdenskrigs begyndelse og en meget lang periode i Europas historie med undertrykkelse, systematiseret vold og folkemord indvarsles.

På en måske lidt firkantet måde får Haneke sat lighedstegn mellem den patriarkalske undertrykkelse, han så skræmmende har udpenslet i Eichwald og først 1. Verdenskrig, senere nazismen og 2. Verdenskrig. For vi ved jo godt alle sammen historisk set, hvad det er ”der senere sker”, og hermed spiller Haneke på den kollektive bevidsthed.

Det er derfor ikke vigtigt, hvis hånd der førte kniven eller hvem, der slog først i Eichwald. Skurken hos Haneke er den patriarkalske undertrykkelse, der systematisk nedbryder det humane i mennesket. Børnene i Eichwald er rundet af seksuel undertrykkelse og misbrug og psykisk og fysisk vold – og det er dem, der skal føre verden videre.

Haneke selv har udtalt, at filmen kan ses som en beskrivelse af roden til al terror – også den, der hærger i verden pt. Det kan dog være svært at se den i en anden end post-nazistisk kontekst, og det er måske filmens største svaghed.

Intellektuel distance

Det skal ikke være let at være publikum til en Haneke-film. På trods af at Det Hvide Bånd i vid udstrækning handler om psykisk og fysisk børnemishandling – et emne der under andre omstændigheder ville rive publikum med i en strøm af følelser – insisterer Haneke på at opretholde distancen til et punkt, hvor det næsten bliver ulideligt. 

Skuespillerne står så ofte med ryggen til kameraet, at det er svært ikke at føle sig udenfor. De stilistiske sort/hvide billeder (castingprocessen til filmen tog over 6 mdr. pga. den udfordring, det var at finde de helt rette vejrbidte ansigter, der kunne gengive stemningen fra gamle fotos fra perioden, se videolink) modarbejder også muligheden for en direkte identifikation. Det Hvide Bånd er ikke en tømmermandsfilm, man ser, fordi man har lyst til at slå hjernen fra.

Derimod er Det Hvide Bånd en film, der rejser store spørgsmål om patriarkalsk dominans og undertrykkelse og terrorens magt. Det kan kun anbefales, at man går ind og ser den og finder sine egne svar.