Som barn af det progressive københavnske borgerskab var hun blandt de første kuld studiner og kvindelige universitetsstuderende, men droppede tyskstudiet til fordel for et børnerigt ægteskab med embedslægen i Lyngby og skønlitterær forfattervirksomhed. Søsteren Vibeke Salicath (1861-1921), formand for paraplyorganisationen Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund og kommende konservativt medlem af Borgerrepræsentationen trak hende ind i kvindebevægelsen. De optrådte begge ved festen for kommunal kvindevalgret på Københavns Rådhus – Vibeke Salicath som hovedtaler og Gyrithe Lemche som sangskriver – en fest som socialdemokratiske kvinder boykottede i protest mod Vibeke Salicath i særdeleshed og kvindebevægelsens borgerlighed i almindelighed. Herefter gled Gyrithe Lemche hurtigt ind i Dansk Kvindesamfunds ledelse. Da det blev besluttet at fejre foreningens 40 års fødselsdag i 1911 med et festskrift, påtog hun sig opgaven og skabte på basis af grundige arkivstudier og omfattende insiderviden et værk, der både indbyder til lystlæsning og leksikalsk brug, og hvis virkningshistorie næppe kan overvurderes.
Her i den sidste fase af en lang kvindevalgretskamp, der havde mobiliseret titusindvis af aktivister i et mylder af valgretsforeninger og forvandlet kvindesagen fra et sekterisk hovedstadsfænomen til en landsdækkende folkelig bevægelse, måtte valgret blive bogens omdrejningspunkt. Med afsæt i 1849, da “Junigrundloven satte politisk Skel mellem Mænd og Kvinder,” fremstillede Gyrithe Lemche indsatsen for at få dette skel slettet som Dansk Kvindesamfunds hovedprojekt og tillagde foreningen hele æren for, at kommunalvalgloven var ændret og en grundlovsændring lige om hjørnet. Venstre og Socialdemokratiet havde stemt for hele vejen igennem, og Højre opgav sin modstand omkring århundredskiftet. Når forhandlingerne om grundlovsændringen trak i langdrag, skyldtes det uenighed om Landstinget, som venstrefløjen helst så nedlagt, og Højre ville bevare som konservativ garanti og mindretalsbeskyttelse. For at imødekomme kvinderne, hvis tålmodighed med parlamentarisk spilfægteri for længst var opbrugt, havde venstreføreren I.C. Christensen (1856-1930) foreslået en grundlovsændring i to tempi: Først lige og almindelig valgret til Folketinget, siden en Landstingsordning. Den ide greb Gyrithe Lemche med kyshånd. Hendes hovedærinde var nemlig at påvirke grundlovsforhandlingerne ved at lancere en ny version af dansk forfatningshistorie.
Der havde stået kamp om forfatningen fra første færd, og historien var som sædvanlig en central arena. Eftersom Venstre vandt forfatningskampen, blev deres version af dansk demokratis opkomsthistorie den nationale grundfortælling. Ifølge den indførte Junigrundloven af 1849 folkestyre, kendetegnet ved almindelig valgret til begge den lovgivende forsamlings kamre. Ved tilpasningen til de nye geopolitiske realiteter efter nederlaget i 1864 kuppede Højre imidlertid Novemberforfatningen af 1866 med indskrænkninger af valgretten til Landstinget igennem. Først indførelsen af folketingsparlamentarisme ved systemskiftet i 1901, der bragte Venstre til regeringsmagten, banede vejen for en genoprettelse af den demokratiske orden ved at genindføre Junigrundloven – med enkelte justeringer såsom kvindevalgret. Gyrithe Lemche ville imidlertid nulstille forfatningshistorien og begynde forfra. For hende var det ikke bare 1866-grundloven, der var demokratisk illegitim, men også 1849-grundloven. Med almindelig mandlig valgret var den enevældige styreform videreført. Folkestyret hørte fremtiden til, forudsatte medborgerskab for hele befolkningen, og denne fremtid skulle kvinder og mænd som grundlovsgivere sammen sætte signatur på. Med udgangspunkt i to tempi-tanken forfulgte hun sit ambitiøse projekt i hovedtalen på Dansk Kvindesamfunds årsmøde 1912 – kort efter Fyrretyveårshistorien, som den blev kaldt, var kommet på gaden.
Årsmødet var henlagt til Kolding for at give Gyrithe Lemche lejlighed til at holde en offentlig tale på Skamlingsbanken, der havde været en vigtig platform i 1840’ernes kamp for en fri forfatning. Med samme sans for symbolik holdt ikke den 5. juni, men den 4., hvor grundlovsdagen stadig var forestående. Under parolen “Ingen større Forfatningsrevision i Danmark uden Kvindernes Medvirken!” agiterede hun for I.C. Christensens forslag, thi det ville gøre kvinder til grundlovsgivere: “Om vi skal have et Landsting efter lige og almindelig Valgret eller et privilegeret Landsting eller slet intet Landsting – vi forlanger at blive spurgte. – Om vi skal have Stat og Kirke adskilt eller blive ved den gamle Folkekirke – vi forlanger at blive spurgte.” Og allervigtigst, det ville give den nye grundlov større vægt og betegne en ny demokratisk begyndelse:
“Kvindernes Anerkendelse som politiske Borgere, den er ikke den andenrangs Begivenhed, som man nu i Almindelighed vil gøre den til. Den betyder mere end en Udvidelse af Valgretten, end en Forøgelse af Vælgerfolket og dets Repræsentanter paa Tinge – den betyder et Brud med den Fortid, som kun anerkendte et styrende Princip i det offentlige Liv: det mandlige Princip; – den betyder ikke mindre end et Systemskifte. Og der har siden Enevældens Indførelse her i Landet ikke fundet et saa afgørende Systemskifte Sted. Thi Grundloven af 1849, den betød ikke, som Folk i Almindelighed mener, Enevældens Afskaffelse, men den betød kun Enevældens Overførelse til Mændene.”
Som bekendt gik det ikke Gyrithe Lemches vej. Det lykkedes at gøre 1915-grundloven til kvindernes. Næsten alle de mindesmærker, der blev rejst for den, handler om kvindevalgretten. Men de blev ikke grundlovsgivere og mændenes grundlov beholdt førstepladsen. Bl.a. takket være historieprofessor Joh. Steenstrup (1844-1935), der i 1917 udgav Den danske Kvindes Historie fra Holbergs Tid til vor – den eneste fremstilling af moderne dansk kvindehistorie fra en professionel historikers hånd før 1970’ernes kvindeforskning. Og stadig den eneste fra professionens mænd. Her afviste han kvindebevægelsens kritik med påstanden om, at almindelig valgret i 1840’erne var ensbetydende med mandlig valgret og kvindevalgret utænkeligt. I denne let reviderede version overlevede Venstres grundfortælling. Dansk biografisk leksikon lagde sig blot ind i den historiske hovedstrøm, når den ikke justerede sit politikbegreb efter 1915. Målt med den gamle alen repræsenterede Helga Larsen ikke en ny æra i dansk politisk historie, men var blot endnu en debutant i en stærkt voksende socialdemokratisk folketingsgruppe på vej mod regeringsmagten, dumpet ved sammenligning med Th. Stauning (1873-1942) og partitoppens andre koryfæer.
Kampen om forfatningshistorien blev genoptaget op til kvindevalgretsjubilæet i 1990, nu anført af rødstrømpegenerationens professionelle kvindeforskere, der var rykket ind på akademiske nøglepositioner i kraft af en aktionsplan for kvindeforskning, som Folketinget vedtog i 1986. Joh. Steenstrups antifeministiske kvindehistorie havde ikke mødt kritik hverken fra kvindesaglige kredse eller fagfæller, og den blev genoptrykt 1982. Men ved lanceringen af den seneste nationale omnibushistorie Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, 1988-91, måtte redaktøren, rigsantikvar Olaf Olsen forsvare sig mod angreb fra historikerne Lene Koch og Bente Rosenbeck, nyudnævnte ledere af henholdsvis KVINFO og Center for kvindeforskning på Københavns Universitet. Værket blev markedsført under devisen: “Hver generation skal have sin egen nye, store danmarkshistorie,” og i forordet fremhævede redaktøren kvindebevægelsen som en af de nye strømninger, der kaldte på nye tolkninger af historien. Ville det så ikke være oplagt med mere end en enkelt kvinde blandt de 16 forfattere? Kritikken rettede sig ikke mindst mod bind 11, hvor Kristian Hvidt afhandlede kvindebevægelsens opkomstperiode under titlen Det folkelige gennembrud og dets mænd 1850-1900 – og bedyrede, at 1849-grundlovens valgregler “slet ikke var udtryk for nogen bevidst antifeminisme.” At han samtidig i sin egenskab af Folketingets bibliotekschef redigerede jubilæumsskriftet Kvinder på Tinge. Kvinder i landspolitik i 75 år, 1990, sammen med politologen Drude Dahlerup, en anden af de nye kvindeforskningslektorer, gjorde overeksponeringen af mænd yderligere forunderlig.
Herefter tegnede sig en ny fortælling om dansk forfatningshistorie, som i erkendelse af, at køn, klasse og civilstand var vævet sammen i det unge folkestyres politiske borgerskabsbegreb, taler om privilegeret “husbonde- eller husfadervalgret”. Det gælder også regeringens demokratikanon fra 2008, der desuden sidestiller bonde-, arbejder- og kvindebevægelsens indsats for demokratisering af demokratiet. Andre er gået endnu videre ad den vej, Gyrithe Lemche anviste. Fx Informations lederskribent, der i 1997 kaldte beslutningen om stop for kulfyrede elværker historisk og fortsatte: “Historiske vendepunkter er sjældne. Stavnsbåndets ophævelse, stemmeretten til kvinder og Danmarks indtræden i Det europæiske Fællesskab markerer nogle af de politiske beslutninger, som afgørende har ændret på danskernes tilværelse.” Det er næppe tilfældigt, at denne opskrivning af 1915-grundloven på 1849-grundlovens bekostning står side om side med EU. For netop Europadebatten bragte kvinders demokratiske betydning i fokus, da de blev tungen på vægtskålen ved 1990’ernes folkeafstemninger. Der er således lagt op til, at de basale spørgsmål om køn og demokrati vil blive rejst med fornyet styrke ved 100 års jubilæet i 2015: Kan man tale om folkestyre uden begge køns deltagelse? Fik Danmark demokrati i 1849 eller 1915? Er kvindernes eller mændenes grundlov det største nationale klenodie?