– Når man ser de årlige rapporter om køn, så er kvindernes lave deltagelse på arbejdsmarkedet i Jordan altid det første, der står. Kvinderne bliver altid bebrejdet, at de ikke arbejder, selvom de er så veluddannede – og mændene bliver bebrejdet, at de ikke tillader kvinderne at arbejde, siger den 26-årige jordanske feminist, Hiba Kandalaft.

Fakta om Hiba Kandalaft

  • MA Development Studies (hovedfag i Women, Gender and Development og bifag iChild and Youth Studies in Haag)
  • Institute of Social Studies, The University in Hague- Holland 2007-2008
  • Raoul Wallenberg Institute of Human Rights and Humanitarian Law- Diploma in the Equal Status and Human Rights of women i Mellemøsten og Nordarfrika 2006-2007

-Men det er interessant, at folk bliver ved med at påpege problemet og bebrejde den enkelte uden at se på overordnede løsninger med børnehaver og andre pasningsordninger.
-Selv har jeg to jobs: et som Executive Director for International Women’s Forum i Jordan, som er et netværk for indflydelsesrige, ældre kvinder. Samtidig fungerer jeg også som konsulent, hvor jeg arbejder i bl.a. to ministerier, og der kan jeg følge forskellige kvinders karriere.
-Her har jeg hørt almindelige veluddannede kvinder fortælle, at deres løn kun lige rækker til betaling af dagsinstitutionen. Og det får mig til at spørge, hvem støtter egentlig disse kvinder? Skal de ikke have børn i det her samfund – og hvis ikke, hvad skal alt det arbejde, så være godt for?
– Vi devaluerer den reproduktive rolle, som kvinder har, men vi burde i stedet påskønne, at kvinder får børn og støtte dem, understreger Hiba Kandalaft, når hun som ung kvinde, skal pege på sin generations største feministiske udfordringer i Amman.

Feministisk bevidsthed kom i 17-års alderen

 -Da jeg var helt ung, sagde min mor, at jeg skulle læse avisen, så jeg vidste, hvad der foregik. Når jeg så læste i den, var det især artikler om kvinder og feminisme, der optog mig, og dermed blev min feministiske bevidsthed vækket.
– Men det var først efter, at jeg havde afsluttet økonomistudiet, at der blev oprettet en afdeling for kvindeforskning på universitetet, og da jeg der overvejede at blive optaget på studiet, blev jeg frarådet det fra flere forskellige sider, så jeg gik ud for at finde mig et arbejde. Men køn lå stadig i mit baghoved, og derfor udnyttede jeg muligheden, da jeg kunne få et månedskursus om køn i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika) på Lunds Universitet i Sverige, hvor jeg blev særlig optaget af, at de fx ikke sagde piger og drenge, men unge.
-Efter kurset i Sverige fandt jeg ud af, at jeg havde brug for mere uddannelse, og jeg gik derfor i gang med at søge efter programmer om køn og udvikling. På nettet fandt jeg to; et i England et andet i Holland, og da jeg fik stipendium i Haag tog jeg dertil.

Piger er altid i søgelyset

-”Det er din tid nu, du skal udnytte chancen. Vi skal støtte hinanden, senere er det måske dig, som skal støtte mig”, sagde min forlovede.
-Min familie derimod reagerede kraftigt, da de hørte om mit kommende studieophold, de troede, jeg ville forlade min forlovede. Samtidig var de nervøse for, hvad andre ville sige, når jeg var i et fast forhold og så bare tog til udlandet for at studere. For generelt foretrækker folk korte forhold inden brylluppet står for døren. Men vi blev faktisk gift i sommerferien, mens jeg var hjemme fra Haag. -I Hollands diplomatby, Haag, mødte jeg heller ingen forståelse. Her sagde folk: ”Jamen du er feminist og så ung, du skal blive her og forske videre, du skal ikke tage tilbage og blive gift, du skal fokusere på dig selv og din karriere, vi skaffer dig et ph.d.-stipendium.
-Man foregiver, at man er åben, både her og i Europa, men sagen er den, at der er fordomme alle vegne, og det var interessant for mig at konstatere, at både i Holland og i Jordan blev jeg som ung kvinde stereotypiseret og mødt med mange fordomme. Piger er altid i søgelyset. Også når det gælder familie- og arbejdsliv.

Arbejde – et misforstået begreb

-Vi har opnået store fremskridt på det politiske niveau, men på det sociale niveau er der stadig store mangler. Jeg kan naturligvis ikke tale på vegne af alle unge kvinder i Jordan, men balancen mellem arbejde og familieliv ser jeg, ligesom mange af de kvinder jeg samarbejder med, som et af hovedproblemerne, understreger Hiba Kandalaft, og fortsætter:  – Jeg ønsker ikke at være utaknemmelig, men når jeg ser den ældre generation undervise den yngre generation, er beskeden, at man skal arbejde længe og rejse meget, og jeg hører mange kvinder, der opmuntrer andre kvinder til at blive som mænd. Ingen siger, at man ikke kan få børn, men heller ikke, hvordan man kan kombinere familie- og arbejdsliv. Moderskabet bliver heller ikke omtalt i ældre feministiske publikationer.
-Men du kan ikke tvinge kvinder til noget, som de ikke kan få til at harmonere med deres personlige liv. Kvinderne ved, hvad der er godt for dem selv, det er ikke kvinderne, som er problemet, det er strukturerne, så der skal laves løsninger.
-Og faderrollen er der slet ikke tænkt over. Mænd deltager ikke på samme i forældreskabet. Og når mænd tjener mest, hvis problem er det så, når det er kvinden, som trækker sig?
-Samtidig er det almindeligt, at kvinder, der er på arbejdsmarkedet, også i weekenden skal tage imod alle de gæster, som manden inviterer, og være parat til at lave mad morgen, middag og aften.

Ingen taler om børnene

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

-Da jeg var i Sverige og i Holland, fik jeg øjnene op for, hvilken støtte staten kunne give i form af forældreorlov og børnepasningsordninger. Og kvinder vælger ud fra de livsbetingelser, de lever under.
-Den ældre generation har banet vejen, og nu har vi fået vores uddannelse, så nu ønsker vi os gendermainstreaming og mentorer – ikke teknikaliteter og rettigheder
– men konkrete tiltag med gendermainstreaming på fx statslig niveau, og steder, hvor man samler succeshistorier og best-practices, som man kan bruge som rollemodeller.
-Vi har rollemodeller, men vi mangler kønseksperter og mentorprogrammer mellem ældre og de yngre, hvor man kan udveksle erfaringer netop om familie- og arbejdsliv. Og måske skulle man også tænke i livsfaser – og fx lave programmer for kvinder, som har gået hjemme, men som gerne vil ud på arbejdsmarkedet igen, slutter Hiba Kandalaft.