DPU: 46-årige Kristian Larsens hænder er foldet i et fast greb om
nakken, mens et par vågne øjne vandrer i luften og synes at lede efter
svar på hans utraditionelle karriereforløb – fra bl.a. at have arbejdet
som sygeplejerske i fem år til at begynde at læse pædagogik ved
Københavns Universitet, med særligt fokus på sociologi, blive ph.d.
studerende til nu lektor ved Institut for Pædagogisk Sociologi på
Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han indtil videre har været ansat
i 2 år.

Kristian Larsen har på mange niveauer lavet et grundigt feltarbejde
inden for det område, der har hans primære interesse, nemlig
sundhedssektoren. Før DPU var Kristian Larsen afdelingslærer på Århus
Sygeplejeskoles afdeling i København. Senere blev det til syv år som
seniorforsker ved Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og
omsorgsforskning (UCSF). Hans ph.d. tog også udgangspunkt i uddannelse
og læring indenfor sygeplejen med særligt henblik på praktikuddannelsen.
Køn var en del af undersøgelsesfeltet, men ligesom i sit nuværende
arbejde, betragter Kristian Larsen kønnet som sekundært i forhold til en
række sociodynamikker.

Selvom Kristian Larsen understreger, at han ikke er kønsforsker, så har
han om nogen oplevet kønnets betydning på egen krop og sjæl. I et fag
som sygeplejen, hvor under 5 % er mænd, følte han sig ofte som en
antropolog og iagttager af kønnets betydning, og det har været en
effektfuld katalysator for, at han læste videre med et sociologisk
fokus.

Far var én af de allerførste sygeplejersker

– Jeg har altid været en rigtig dreng! Kunne lide at klatre i træer og
slås! Gik med blå hue og i hvert fald ikke med hvid eller rød hue, men
samtidig har jeg altid været meget opmærksom på folk – også på deres
skæve sider. Jeg har altid været omsorgsfuld – sørgede for, at andre
havde det godt og god til at holde på mine venner, fortæller Kristian
Larsen og tilføjer, at valget som sygeplejerske da heller ikke er kommet
helt ud af det blå.

– Det er helt centralt, at min far var en af de allerførste mandlige
sygeplejersker herhjemme. Flere af hans brødre var omsorgsarbejdere på
en eller anden måde, og der var også et par præster i familien. Fra jeg
var lille dreng, har jeg gået rundt på gangene på Hillerød Sygehus, hvor
min far dengang var afdelingssygeplejerske, og indåndet duften af
penicillin. Og så gik vi jo rundt om juletræet med de gamle – Kristian
Larsen holder inde et øjeblik og duften af penicillin og julegran
fornemmes.
– Så jo, sygeplejefaget og sygehusverdenen var jo et univers, der i høj grad var kendt for mig, fortæller han.

– Men jeg havde faktisk længe ingen idé om, hvad jeg ville være. Da min
far blev forstander på Amtsplejehjemmet i Jyderup, og vi flyttede
dertil, tog jeg handelsskoleeksamen og HF i Kalundborg. – Men derefter
anede jeg stadig ikke, hvad jeg ville. Der var mere tale om fravalg. Jeg
gad i hvert fald ikke være revisor eller bankmand, husker Kristian
Larsen.

Det skulle faktisk vise sig at være en kombination af familiebaggrund og
en indkaldelse til militærtjeneste, der gjorde, at rekrut Larsen valgte
at uddanne sig til sygeplejerske.

– Man står der som 17-18-årig i underbukser foran en rad af mænd i fine
uniformer med flotte ordner på. Jeg kan bare huske, jeg sagde, at jeg
ikke ville skyde! Og derefter noget om, at lægekorpset måske kunne være
interessant. “Haps!” sagde de så, og så kom jeg ud som sygepasser på
forskellige kaserner, hvor vi lærte basal sygepleje. Vi tog fx
blodprøver og vaccinerede.

Samtidig med at interessen for sygeplejefaget for alvor blev vakt, blev
værnepligten også en vigtig erfaring for Kristian Larsen til forståelsen
af magtstrukturer og relationer.

– Jeg var med i en del fredsarbejde, så det gik jo imod min ideologi at
være i militæret. Men når du er i militæret, så har du ikke kraft til at
bryde ud af det. Vi rekrutter sad et par gange og planlagde, at vi
ville boykotte alle mulige ting, og jeg begyndte i min naivitet at
skrive breve til administrationen og senere Forsvarsstyrelsen om, at jeg
ville ud af tjenesten, men det var jo helt umuligt. Der er en enorm
power over dette militær, som gjorde, at man var og blev… lille, lyder
det med lav stemme fra Kristian Larsen, der videre fortæller, at det
faktisk lykkedes ham at blive militærnægter, men først efter at have
gennemgået de obligatoriske ni måneders militærtjeneste.

– Jeg tænkte: Fandeme nej, det vil jeg ikke være med i. Folk sagde: “Er
du da fuldstændig sindssyg, så får du jo ekstra måneders værnepligt som
straf”. Men jeg fik lov. Jeg fik mine ca. fire måneders straf og er
måske nok den eneste, der er blevet militærnægter efter aftjent
værnepligt.

Vred på kvindekønnets vegne

At kønnet har en særlig betydning, udover det rent biologiske, er ikke
noget Kristian Larsen har skænket mange tanker, før han som 21-årig
startede på Holbæk Sygeplejeskole. Men det skulle snart ændre sig. Og
han husker, at han blev “enormt vred på kvindekønnets vegne”.

– Jeg har set, hvordan det er, og har – godt nok som mand – gennemlevet,
hvad kvinderne oplever i sygehusvæsenet. Jeg har, som mand, helt klart
fået mange fordele forærende alene i kraft af, at jeg er mand. Når man
er 1-2 mænd på en afdeling blandt måske 30 kvinder, så bliver du manden.
Alle kan huske dit navn; “Vi skal lige have løftet fru Jensen, hvor er
Kristian?”, “Gud se! Han kan made en baby”, “Han kan snakke med de gamle
– han skal have 11”. Det er et fortrin at være mand på mange måder, men
indimellem kunne det også være negativt. Jeg har da oplevet, at kvinder
har givet udtryk for: “Hvad skal en mand her? Det er os, der har
forstand på omsorg. Han skal ikke tro, at han kan gøre det bedre”. Eller
patienter har sagt, “Nå, du er sygeplejerske? Hvad skal du så bagefter –
skal du være læge?” Eller mænd har sagt, “Ja, det kan jeg sgu godt
forstå med alle de kvinder, du arbejder sammen med”. – Og jeg er vild
med kvinder, men det er altså ikke derfor, jeg valgte at uddanne mig til
sygeplejerske.

– Som mand blev jeg tillagt en kraft, men havde jo også en kraft, for
når nogen tror, du kan noget, så tror du jo også selv, du kan, vel at
mærke uden, at det tænkes. Der er jo også mange mænd i feminine fag, der
forfremmes til ledere som en selvfølgelighed frem for kvinder, hvilket
jo ikke just omvendt er tilfældet. Her ser vi jo slet ikke samme
progression, lyder det fra Kristian Larsen, der selv som kun 25-årig
oplevede at blive forfremmet til afdelingssygeplejerske på Holbækhus
Plejehjem i Holbæk.
– Jeg skal da ikke undervurdere mine egne evner, men helt ærligt – jeg
var 25. Endnu ikke så erfaren og helt uden ledererfaring. Og faktisk
blev en mere oplagt kvindelig kandidat skubbet til side til min fordel.
Kønnet alene var det distinktive, understreger Kristian Larsen.

På feltarbejde i kønsmarken

I sit arbejde på afdelingerne blev Kristian Larsen stadig mere opmærksom
på kønnets betydning og betragtede i højere grad sin verden med et
antropologisk blik. Han iagttog bl.a., at de kvindelige kollegaers
reaktionsmønstre ofte var markant anderledes end hans egne.

– Hvis lægen fx spurgte, “Vil du lige skrive det her for mig?”, så ville
den kvindelige sygeplejerske – uanset hvor rebelsk eller feministisk
indstillet hun var – altid svare: “Ja, det skal jeg nok”. Dens slags har
jeg helt naturligt reageret imod. Hvis en læge fx ringede til mig og
sagde: “Kan du lige sørge for sådan og sådan!”, har jeg måske sagt:
“Ærlig talt, jeg har selv rigeligt at gøre. Det må du altså selv ordne”,
hvorefter lægen ofte har sagt, “Nåh, ja selvfølgelig har du det. Det må
du undskylde”.

– Der er fx også en forventning om, at når der er stuegang, er det
sygeplejersken, der skubber vognen med lægens journaler. Der står ikke
én linie, ét sted, at det skal være sådan. Sådan er det bare. Det har
jeg reageret kropsligt imod, ved bare at gå sammen med lægen ned ad
gangen og lade vognen stå. Altså, jeg skal nok bære mine egne papirer,
men lægens – det er hans bord. Så blev der lidt forvirring, “Hov,
vognen…?”, hvorefter jeg blev stående, og lægen hentede sin vogn.

– Jeg har også registreret en helt bestemt fysisk bevægelse, som
kvindelige kollegaer konsekvent gjorde, hvis en læge nærmede sig under
et kaffemøde, hvor vi har siddet og snakket lidt, fortæller Kristian
Larsen og trækker sin stol ud fra bordet for at kunne illustrere
bevægelsen:

Hans ben trækker sig samlet ind under stolen, for derfra at indtage en
position til prompte at kunne rejse sig. Men bevægelsen stoppes, lige
før fødderne skal til at sætte af til oprejst stilling. Benene rettes så
igen ud og kroppen lænes atter lidt tilbage i stolen.

– Og her taler vi altså ofte om nogle kvinder, der nok lige ved, hvordan
de vil have det. Der er ingen, der skal komme og bestemme over dem og
deres, men når lægen nærmede sig, kunne man altså hver gang iagttage
denne bevægelse. Intellektet ved nok hvordan, det bør være, men kroppen
ved bedre, forklarer Kristian Larsen og fastslår igen, at han jo altså
ikke er kønsforsker,

– Men det er klart, jeg har været induktivt erfarende med køn og
kønsroller hele vejen igennem, tilføjer Kristian Larsen. Og det var hans
møde med kønnet i sygeplejen, der slog en dybere tone an i ham. Et
møde, der i høj grad var medvirkende til, at han begyndte at læse
sociologi og pædagogik, hvor han især blev optaget af den franske
sociolog Pierre Bourdieus forfatterskab.

Fascineret af feministisk teori

– En af mine gode venner, jeg diskuterede med, var begyndt at læse
sociologi, og pludseligt kunne jeg høre, at han begyndte at bringe noget
nyt ind i diskussionerne. Noget, der var ukendt, og som jeg ikke havde
fat i. Det var spændende. Meget af det han fortalte, og hvad jeg senere
læste på studiet, var en kæmpe aha-oplevelse for mig. Jeg havde jo
oplevet meget af det selv og kunne nu begynde at forstå det. Jeg
begyndte at læse om kønsteori, feminisme, herredømme og magt, lyder det
hviskende fra Kristian Larsen. Han kigger søgende rundt på de fyldte
bogreoler med bøger forfattet af stribevis af filosofer, sociologer,
antropologer og andre, som Larsen har tygget sig igennem med stor
appetit. Han fortæller, at ikke mindst Bertil Gardells, Sjukvard på löpende band (Sygehus på samlebånd), gjorde et stort indtryk.

– Den verden kunne jeg genkende og pludselig også forstå på et dybere
plan. Og med Bourdieu blev det helt klart for mig, at vi ikke er frie
individer. Vi er jo spundet ind i alle mulige strukturer, eller som
Freud siger: “Det er ikke dig, der bestemmer dit liv, det er dine
moderbindinger”. Vi gør, hvad vi må gøre. Derfor er social arv også
noget, der interesserer mig meget. Og naturligvis, at køn er socialt og
kulturelt konstrueret, hvor biologien har givet et lille udkast, men får
så helvedes meget magt og fokus, siger Kristian Larsen.

Bekendtskabet med de feministiske teorier gjorde, at Kristian Larsen
dykkede ned i, hvordan og hvorfor den maskuline og medicinske logik
fungerer som en så dominerende magtfaktor.

Den strukturelle lighed mellem hospitalsverdenen og militæret

– På hospitalet fungerer den jo ligesom en pacemaker. En taktstok, som
bestemmer…alt, lyder det pludseligt kraftfuldt fra Kristian Larsen, mens
han gentagende gange banker en finger hårdt dunkende i bordet.

– Denne pacemaker er også styrende for, hvad der har mest vægt og er
bestemmende for, at det stærkt ordnede hierarki og traditionen
respekteres på et grundlæggende kropsligt og ikke bevidst niveau hos
alle – ansatte og patienter – i sundhedsvæsenet. Det er en lignende
pacemakermekanisme, der sætter taktstokken i militæret, og den er
utrolig svær at bryde, siger Kristian Larsen.

– I hospitalsverdenen, som i militæret, er kraften til at tale og
hårfint tilpasse sig på alle måder stærk. Man kan have alle sine
holdninger, men man går altså bare med og indordner sig, siger lektor
Larsen og giver et eksempel:
– Ortopædkirurgisk konference! Hvem sidder hvor? Magten er tættest ved
power pointen. På de forreste rækker – professorerne og overlægerne.
Hvor står turnuslægerne, introduktionslægerne og stud.med.’erne?
Tilbage, ude i siden – nederst i hierarkiet. Du kan simpelthen metrisk
tegne magtstrukturen over sådan et konferencerum. En af de kvindelige
turnuslæger fortalte mig, at hun var kommet til at sætte sig det
forkerte sted, tæt på magten. Det var enormt pinligt. Også at flytte
sig, så hun blev siddende. At hun sad forkert, blev opfattet som et
forsøg på at indynde sig eller smigre sig ind. Der står ikke på stolene,
hvem, der skal sidde hvor, men rummet er stærkt hierarkisk ordnet.
Strukturen er både i materien og i kroppene.

I Turnuslægers praksislæring , en ny undersøgelse, som Kristian
Larsen har medvirket til, fremgår det, at selvom over halvdelen af
lægerne i det danske sundhedsvæsen i dag er kvinder, er taktstokkens
rytme stadig ikke ændret. De netop offentliggjorte tal fra optaget af
studerende på medicinstudiet på landsplan viser, at 63 % er kvinder. En
overvægt, der de senere år har været stødt stigende, men som Kristian
Larsen ikke kan se har nogen særlig indflydelse på strukturerne.

– Kvinder kommer stadig ind på de områder, der rangerer lavest i
hierarkiet – det er typisk børn, gamle, psykiatri, gynækologi og almen
praksis.

Og på et af de mest prestigefyldte og meget maskuline specialer,
ortopædkirurgi, mener Kristian Larsen, at der også i fremtiden vil være
ganske få kvinder, fordi det betragtes som et særdeles maskulint
håndværksfag.

– Her må man som kvinde ofte omstille sig. Ellers, glem det! Her hersker
en helt særlig jargon, der kan tangere det sexistiske. Denne verden er
så mandlig konnoteret med redskaber og kræfter, at mange kvinder nok
heller ikke naturligt vil søge dertil. Det er mere oplagt at søge mod
mere kvindeligt konnoterede fag som fx psykiatri.

De kvindelige læger har, ifølge Kristian Larsen, generelt ingen let gang
i hospitalsvæsenet. Mens de mandlige læger kan spadsere forholdsvist
ulasteligt rundt i deres metier, skal de kvindelige læger dagligt
forcere ikke så få krævende barrierer. En af dem er de kvindelige
sygeplejersker.

Kvindelige lægers råderum begrænses af kønsrollen

– Kvinder kan være hårde ved hinanden, og det er generelt set ikke så
nemt for en kvindelig læge at få et normalt forhold til
sygeplejerskerne, som det er for en mandlig læge. Hvis den mandlige læge
tilmed ser godt ud, er der færre problemer. Dernæst er der hendes
mandlige kollegaer, som hun hele tiden testes og måles af. Så er der
patienterne, som ofte er mistroiske overfor at skulle behandles af en
kvindelig læge. Jeg har ofte været med rundt på stuegang med en
kvindelig læge, hvor patienten henvendte sig til mig, som om jeg var
lægen. Ikke nok med alle disse forhindringer, udgør kvinden sikkert den
største barriere for sig selv, fordi hun, som Bourdieu mener,
legemliggøre disse nedarvede strukturer, der gør, at det feminine er
underlagt det maskuline. Det giver et smæk tilbage, som hun hele tiden
rammes af, uanset hvor powerful og kompetent, hun er. Disse ting giver
sig fx udslag i en svag rysten på hånden, “Går det nu det her?” En
kropslig reaktion på en vilkårlig, men social og historisk baseret
fordeling af magt/afmagt.

Men det er bemærkelsesværdigt, at den pulserende organisme, som
hospitalsverdenen også er, fortsat ser ud til at være resistent overfor
overvægten af antallet af kvindelige læger.

– Jeg tror, det ændrer sig, men der vil gå mange år. Vil man om nogen år
registrere nogle forandringer, hvis vi siger, at det maskuline er det
hurtige, det abrupte, det resultatorienterede, og det kvindelige er det
procesorienterede, det omsorgsfulde og empatiske? Kan man fx empirisk
måle, hvor meget mere personalet fysisk rører ved patienterne, hvor
meget der holdes i hånd, hvor længe et blik holdes, funderer Larsen.

– På et vist niveau kan man se, at nogle kvindelige værdier vinder mere
og mere frem, alle vegne i samfundet. Det er nu mere tilladt for mænd at
græde, at være mere empatiske. Man kan være maskulin på mange måder, og
der er flere veje end nogensinde før. Det må smitte af, men det bliver
spændende at følge i hvilket omfang, det vil lykkedes den kvindelige
overvægt af læger at omstøde den nuværende meget maskuline magtstruktur,
der hersker i hospitalsverdenen. Indtil videre virker det som om der er
tale om en feminisering, men på maskuline præmisser i
hospitalssystemet. Den mandlige struktur bæres nu blot af kvinder, siger
Kristian Larsen.

Savnet af gaze

Kristian Larsen arbejder i øjeblikket på en række forskellige projekter,
bl.a. er han med i et forstudie til den nye reform for
speciallægeuddannelsen. Efterfølgende skal han deltage i arbejdet med at
følge op på reformens resultater. Samtidig arbejder han som redaktør på
en antologi om arkitektur, krop og læring,

– Jeg synes jo også, at netop rummet er så spændende i forhold til magt.
Man siger, at mennesker skaber bygninger, men bygninger skaber også
mennesker, lyder det fra Kristian Larsen.

Men savner lektoren egentligt nogensinde det mere fysisk rørige liv som sygeplejerske?

– Gaze! Lyder det udtalt med en passion, man vist aldrig tidligere har forbundet med netop dét ord.

– Jo, jeg kan savne denne særlige tæthed med livet i praksis. Som
sygeplejer fik jeg lov til at køre ud i Sydhavnen til en mand, der boede
i en gammel skurvogn med sine 15 katte. Han havde fået sit ene ben
amputeret og skulle jævnligt have skiftet sår. En gang om ugen kom hans
bror med en kasse fyldt med kattemad på sin knallert. Kattemaden var
også til manden selv. Altså at komme der i sin hvide, nystrøgne
sygeplejeuniform med sine skinnede klinisk rensede stålinstrumenter og
snehvide gaze. Når man ankom, så stod kattelemmen og klaprede løs i et
par minutter – donk-donk-donk – indtil alle kattene var ude. Denne mand
var en gammel kriger – en tysker – og han fortalte altså nogle
historier! Og samtidig kom jeg også i hjem hos de rigeste i landet,
fortæller Kristian Larsen.

– Jeg synes, at mit arbejde som sygeplejerske har givet mig stor indsigt
i mennesker. Det har været enormt lærerigt og en stor glæde. Ikke
mindst dét at kunne få lov at røre ved, dufte og være i tæt, intens
kontakt med levet liv. Jeg er glad for mit job og mit liv nu, men du har
jo ikke denne her: “Portene op! Ud til friheden med armene i vejret”.
Vel? Nu er man jo hele tiden lidt på arbejde. Jeg læser jo nærmest ikke
andet end faglitteratur, men synes jo også det er utroligt spændende, og
man er lige lidt på computeren hele tiden. Den intensitet, der emmer
fra nærkontakten med ægte levet liv, den har jeg mistet, men jeg vil
ikke bytte. Jeg synes mit fag – sociologien og hvad deraf følger, er et
drama, jeg vil deltage i.

Anne-Mette Klausen er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.