Den sidste weekend i september var jeg til bogmesse i Göteborg. Fire dage i en gigantisk messehal, der er vip-lounge, P.O. Enquist er der, Åsa Moberg, Kirsten Hammann og Jan Guillou. Fredag aften er der buffet på Börsen, en gigantisk gourmet-minglen arrangeret af messen og Göteborg by. Man skal tilmelde sig, og flere uger i forvejen får man et adgangskort med posten. Det begynder klokken 20 og varer til 22. Jeg ankommer præcis, har pænt tøj på og kortet i hånden. Lidt over ni bliver jeg rastløs. Jeg har drukket vin, spist rå fisk og østers med tabasco, en svensk kollega inviterer mig med videre til Gläntas fest på Stora Teatern på Avenyen. Vil jeg med? Der er dj og dans hele natten, siger hun. Ja, siger jeg, selvfølgelig vil jeg det. I virkeligheden vil jeg noget andet. Men jeg tager hen til Gläntas fest, det er mørkt, jeg ankommer til Stora Teatern, går lidt rundt bagved, kommer ind, stedet er kæmpestort, der er trapper, kulørt lys, høj musik, men det kan ikke holde mig fast, det var ikke her jeg skulle hen. Jeg skal videre. Jeg går ud igen, som er jeg inde i en maskine, eller der er en maskine inde i mig, jeg går under træerne, langs den store vej hvor bilerne kører, i regnen hen til Järntorgat, jeg ved hvor jeg vil hen, fortsætter videre, jeg var der om formiddagen. Jeg er fremme. Det er et sortmalet hus, lavt, mellem to baggårde, og der er et hul i midten, der skal man ind, og så er indgangen der, i hullet, og jeg går ind og kommer ind i foyeren med sorte vægge og velourtapet som den unge pige i lårkort nederdel og gennemsigtig bh viste mig tidligere på dagen. Her, havde hun sagt, her går man ind, og så havde hun peget på en dør lidt længere fremme. Og derinde, sagde hun, er der strip.
Hvert år rejser horder af mænd til Pattaya, Thailand. Der kan du købe alt, og du tager tøjet af, kun shorts har du på, og måske en kortærmet skjorte, lilla måske, stribet, ternet, med prikker, og så går du under palmerne ned til stranden og hen til en bar. Der er Premier League på storskærm, der er koldt øl i stride strømme, og der er striptease, du går fra det ene til det andet, det har ingen ende, der er alt hvad du drømte om da du lå alene på dit drengeværelse. Og det er varmt, du sveder, men du er ikke alene ret længe, du kan få en eller to eller tre ad gangen, de læner sig mod dig, smyger sig ind til dig, klynger sig til dig, vil op på skødet af dig, aer din kind, dit hår, din ryg, ned mod røven, mellem lårene, op. Aer og aer og er bare søde, er præcis som du kan lide det. 
Og du finder en du kan lide og hendes veninde, og de går med dig, og du gør det med dem på dit hotelværelse, først den ene og så den anden, skifter mellem dem, ind og ud, og de er snævre som du ikke før har oplevet det, snævre dejlige thailandske fisser, og du får dem til at tage på hinanden, kæle og kysse og gnide, berøre hinandens små glatte sprækker, og slikke, det vil du have dem til, og de gør det, og du ser på, og så sutter den ene dig af mens den anden kæler med sig selv, og du ser på. Og så videre. Og de bliver hos dig hele natten, ligger ved siden af så du ikke skal være alene, og smiler til dig da du vågner næste dag, og aer dig. Og de kan også godt tage deres børn med, siger de, det er bare at hente dem, lige i nærheden, hvis du vil.
I Stanley Kubricks film, Eyes Wide Shut, er det hustruens fortælling om sin lidenskab, et døgn på et hotel, noget der aldrig blev virkeliggjort, der udløser ægtefællens, ja, hvad? Begær? Hustruen fortæller en aften lige før jul hvordan hun dengang de var på ferie på Cape Cod flere år tidligere, havde mødt en anden mands blik. En kaptajns blik, i vestibulen. Mere var det ikke. Det var hans blik da han gik forbi. Det var alt. Det var nok. Til at hun havde villet alt med ham. Været villig til at opgive alt. Hun gjorde det ikke. Der skete ingenting. Men hun fortæller alligevel sin mand det. Hvad er det hun fortæller? At hun har været der, helt derude, at så skrøbelig, så porøs er deres tilsyneladende solide tilværelse med den lille datter i den store lejlighed på Central Park West i New York. Og det er som om der åbnes en sprække, en våge, til noget de hidtil har holdt nede, lukket, mellem sig og i sig selv. Og billederne af hans smukke kone, nøgen, med den hvidklædte marineofficer, de kommer ind i ham. Om og om igen. Noget er åbnet. Og ingenting er pænt og rent, ordentligt og sikkert mere.
Vi er bange for begæret. Eller begærer vi det der gør os bange? Eller er vi bange for noget netop fordi vi begærer det? Jeg ved det ikke. Det er som en mørk skakt i os. Kender jeg mig selv, mit eget begær? Jeg går gennem de mørke gader, jeg ved hvor jeg skal hen. Har vidst det i flere uger før jeg rejste, søgt på nettet, fundet stedet, åbnet mig for muligheden. Og så, at den bliver liggende nedenunder, et sted. Nedenunder, i mig, nedenunder i dagene hvor jeg går rundt på messen, deltager i ting, taler med folk, læsere, journalister. Den er som en bevægelighed i mig, længere nede. Noget flydende, urovækkende, ubestemmeligt. En tiltrækning, en kraft. Som ingen ved noget om. Jeg fortæller det ikke til nogen, inviterer ikke nogen med derhen. Det er et sted jeg vil hen alene. Gå derhen, mod det sted, i regnen mens bilerne kører forbi.
Og hvem er jeg der går der? Jeg ved det ikke længere. Jeg genkender hende ikke.
Horkheimer og Adorno sidder i køkkenet i Californien 1942 mens mere end tusind jøder daglig transporteres med tog til koncentrationslejrene, for de flestes vedkommende videre til gaskamrene, det er mens denne krig finder sted at de to jøder, der slap væk i tide, sidder der i køkkenet og dikterer den tekst til Adornos kone som bliver til Oplysningens dialektik, der udkommer 1947. Værket rummer blandt andet teksten Ekskurs II: Juliette eller Oplysning og moral, hvor de to mænd læser Marquis de Sades Juliette. I dette det mest dødelige år i Europas historie sidder de to i køkkenet i Californien og læser Marquis de Sade. Læsningen er interessant på flere niveauer. Men det mest iøjnefaldende, og samtidig helt utilgængelige, er stilen. Deres sprog, hvordan denne tekst om seksualitet, køn og begær får form. Teksten er skrevet i en nærmest aggressiv tone. Det er korte, afhuggede sætninger der ikke forbindes, de står efter hinanden, adskilt, alene. Ja, det er tiden for Hitlers folketaler, det er Bliktrommens tid, det rappe, kontante anslag. Men der er noget mere på færde her. I Horkheimer og Adornos foregående tekst Ekskurs I: Odysseus eller Myte og oplysning er tonen en anden, mildere, mere flydende, den binder sætningerne og tankerne sammen, hugger dem ikke af. Hvorfor den hårde kant når det handler om seksualitet, køn og Sade? Adorno skal have frekventeret SM-klubber i New York. Har det noget med sagen at gøre? Hænger disse ting sammen? Hvad er det disse ting er?
Sade gør hadet bevidst, skriver de. Hadet til kvinden, til svaghed. Jeg vil påstå: hadet til følelser overhovedet.
Men er had ikke også en følelse? Jo. Og det at føle er at føle i en udstrakthed. Det er levende, skiftende, bevægeligt. Vrede og had er hårdt. Disse følelser er som fortykninger i kroppen, et panser. Som kan føles uigennemtrængeligt. Det kan være uigennemtrængeligt. Hvis det er stivnet. Så har man ikke adgang til andet i sig selv. Så føler man ikke andet. Så er det sådan verden er. Hård, kold, foragtelig. Så er det alt hvad der er.
Begær er følelser. Hvad er følelser? Kropslige impulser. Hvilke impulser når frem til os? Fra vores egen krop? Der findes impulser i os som vi ikke kender til, ikke ved noget om. Impulser vi har lukket af for, og som vi bliver ved med at afvise, benægte, forvise.
Der er noget mere, i Horkheimer og Adornos tekst om Marquis de Sades værk. Det er som om de ikke længere er kritiske. De virker snarere fascinerede. De lægger sig op ad Sades tekst og tanke, hans holdning, lægger sig tæt på den, det er mere som om de vil opholde sig i det univers, og at det er derfor de skriver om Juliette, ikke for at kritisere, men for at være der, for at sige det en gang til som Sade siger. Og Nietzsche. Søge derhen, ikke for at kritisere, men for at få selskab, støtte. For at være i det seksuelle som det kolde, såkaldt neutrale. På den måde bliver deres tekst mere et forsvar end en kritik. Hvor er omvæltningen hos Sade? Det siger de ikke. Hvor er irrationaliteten i rationaliteten?
Tanken i Oplysningens dialektik er at historien vælter og bugter sig frem fordi der i alt det ordnede findes noget uordnet, i al rationalitet findes der en irrationalitet som når det ordnede bliver for ordnet, rejser sig, vælter frem, siver ud og forandrer, vælter om. Men de når aldrig frem til at pege på de steder hos Sade hvor en irrationalitet virker og lever.
Måske er det det mest irrationelle ved deres tekst. At der findes et sted de ikke ser ind i, Horkheimer og Adorno, i mødet med Sade, noget de ikke ser ind i hos sig selv. Og at det er denne hårde flade der bliver tekstens omvæltende kraft, for mig, når jeg læser den?
Fordi alle følelserne der ikke må være der, i deres tekst, og som jeg oplever som relevante for begæret og for seksualiteten, gør krav på opmærksomhed ved at de så markant er blevet forvist.
Alexander Lowen, læge og leder af Institute of Bioenergetic Analysis i New York, har skrevet bogen Love, sex and your heart. I denne og andre af hans bøger fremkommer der en anden måde at tænke begæret på end Adornos og Sades. Lowen tager udgangspunkt i kroppen, at det er som krop vi findes i verden. Hans tanke er at når vi lukker af for impulsforbindelser i kroppen, skiller vi også forskellige livsområder ad og oplever os selv og verden som fragmenterede. Ved at spænde musklerne i mellemgulvet lukker vi for at impulser og følelser og fornemmelser fra kønsorganerne kan brede sig til hjertet og brystet. Det seksuelle begær bliver genitalt, ikke totalkropsligt og helt. På samme måde kan vi lukke for forbindelserne op til hovedet, ved halsen, så seksuelle og kærlige følelser ikke når op i bevidstheden. Sådan kan vi leve med et hoved der ikke mærker hvad hjertet vil, og heller ikke er bevidst om seksualiteten. Og med et hjerte der er helt alene.
Hjertet er ikke kun et symbol. Hjertet er en konkret muskel i kroppen der påvirkes af den måde vi lever vores kærlighedsliv på. Man har påvist at tilfælde af hjerteslag stiger dramatisk ved akut hjertesorg, når man har mistet en man holdt af, ved skilsmisse eller død. Da bliver hjertet sårbart.
Og tilsvarende, at hjertet bliver stærkt og sundt når vi elsker frit. Og når denne kærlighed bliver fysisk: Den jeg elsker, vil jeg elske med. Så kan hjertemusklen dunke og hamre og slå og komme i den slags form man ikke kan opnå ved løbetræning: Hjertet virker nemlig også som kærlighedsmuskel, der udskilles oxytocin, et hormon der giver velvære og ro. Og først og fremmest, hinsides al positivistisk forskning: Vi kan opleve dyb fylde og mening. Vi kommer tæt på et andet menneske og bliver os selv på nye måder. Vi holder om og bliver holdt om.
En måde at læse Horkheimer og Adorno på er at sige at de har cuttet af for hjertet og snøret mellemgulvet sammen, de er ikke interesserede i at der skal være bløde, varme følelser indblandet, og de har cuttet af fra hjertet op til hovedet, de citerer Nietzsche: “Så megen godhed, jeg så, så megen svaghed var der. Og lige så megen svaghed, som retfærdighed og medlidenhed.” Medlidenhed er fortabelse. Og er der måske ikke noget rigtigt i det? Jo, tænker jeg, men på en modsat måde: Det er jo samtidig selve forudsætningen for kærlighed at vi fortaber os, mister os selv, giver slip på os selv, over for den anden, sammen med den anden, lider, ikke alene, men med.
Der kan være mange grunde til at vi fraspalter forskellige kropsområder, og dermed følelserne. Åben, blød, glad og varm er det mest sårbare man kan være. Det hårde er pansret. Det bløde kan du stikke hånden lige ind i, og rode rundt i, og kradse i.
Litteraturforskeren René Girard og psykoanalytikeren Jacques Lacan taler begge om begæret som triangulært. At vi ikke begærer direkte, men via den anden, at vi begærer den andens begær: Den lille pige rækker ud efter far fordi mor vil have far. Hun vil have det mor vil have. Jeg har fået ny kæreste. Pludselig begynder kvinder der aldrig før har opsøgt ham, at tage kontakt til ham. Bliver han synlig på en ny måde, bliver han attraktiv ved at være attraktiv for en anden, for mig?
Betyder dette at barnet i virkeligheden vil have mor, hvis det havde kunnet få hende? Have hende direkte? Vil vi det? Vil vi have det vi ønsker os, eller begærer vi begæret? Ved vi i det hele taget hvad vi begærer? Er vi i kontakt med os selv?
En it-konsulent jeg taler med engang imellem, mener at kunne se en kropsliggjort sociologi efter at han har haft det datatekniske ansvar for diverse erotiske chat- og netsites: Ideologien bag disse møde- og datingsites er at alt skal være tilfældigt. Men: Intet er tilfældigt. Der tegner sig et mønster af hyperaktive mænd der har en liste med specificerede krav til en kvinde. Manden er jæger. Er jagten det virkelige møde, eller er det fantasien om et møde? En anden mand fortæller mig at det mest ophidsende ved de aftalte trekanter hvor han var tredjeparten der skulle være sammen med et par, ikke var akten, selve det at gøre det, nej, det æggende var mødet, gerne på en café, det første møde, og det der pirrede ham, var kvindens blik. At hun så på ham, sådan. At hun så på ham og vidste at de mødtes der, derfor. Fordi de skulle have sex. At det ville ske. At det fandtes der, i hende, når hun så på ham. At de begge vidste. Spændingen. Det kommende, det endnu ikke realiserede, mulighedsrummet forude, intensiteten i det der endnu ikke er. Men som kan blive, skal blive. Det der er nedenunder, åbent. Som øjne, som blikke.
Videre fortæller it-konsulenten om to kategorier af mænd: de uskyldige tilskuere og de aktive tæppebombere der forsøger sig med absolut alt. Kvinderne online var der altid et eller andet i vejen med. De var overvægtige, sygemeldt, handicappede, traumatiserede, syge med dårlig ryg eller diffuse muskel- og ledsmerter, eller de fik socialhjælp. De flotte unge kvinder online er altid prostituerede, call girls, de taler tit engelsk, siger han. De flotte, unge norske kvinder havde altid problemer, økonomiske, helbredsmæssige eller begge dele. På datingsitet sukker.no er der en rubrik man skal sætte kryds i hvis man er interesseret i sex. Og der viser sig en omvendt proportionalitet, jo flottere pigerne er, jo sjældnere sætter de kryds ved sex. Jo ældre og tykkere, desto mere interesserede er de. I sex. Og kvinder der kan lide ekstrem sex, forskellige former for polyperversitet, eller som har en målrettet seksuel aktivitet, har været i systemet længe, siger han, “de er blevet prostituerede i hovedet”, eller de har en eller anden form for skade. Også mændene, mente han, er der noget i vejen med. De har en kreditkortgæld på to millioner eller noget lignende, en skade, også der. “Normale”, ressourcestærke mennesker finder man ikke her.
Iagttagelserne er konventionelle, men dog interessante og åbner for mange tolkninger. Meget handler vel om længsel efter kærlighed, og den har kulturelt formet sig forskelligt for kvinder og mænd. Kvinder har traditionelt længtes efter ømhed, mens sex for mange mænd er en mulig måde at få ømhed og nærhed på. Nærhed i den grad den nu er mulig for den enkelte.
Men der er noget mere. Det er ikke helt sandt, det der siges. Der er noget i dette som har sprækker, uvisheder, blinde, mørke pletter. Jeg har været inde på disse net-sites. Er jeg grim, skadet, syg? Det tror jeg ikke. Jeg er begyndt at gå på stripklubber. Hvad handler det om?
“Som barn var Aimée altid sulten,” skriver den svenske forfatter Birgitta Trotzig i sin debutbog Ur de älskandes liv, 1951. Sulten er vores første livsbetingelse, og denne sult, som Freud kaldte oral, er samtidig total. Den er det værensudtryk vi fødes med. Vi fødes nøgne, med behov. Vi har behov for noget der kommer helt ind i os, vi vil fyldes, mættes. Maslows aber viste at denne sult ikke bare er fysisk, men at vi er sultne efter noget mere, efter nærhed og kontakt. Der findes en børnehjemsundersøgelse fra Iran i 50’erne der viser at spædbarn som ikke bliver løftet op, som ikke bliver holdt tæt ind til en anden krop, og dermed ikke oplever denne form for varme, dør.
Så når den katolske kirke gør begæret til en dødssynd, er det fordi det er stærke kræfter i os det handler om.
Birgitta Trotzig, der var katolik, skrev om mennesker i en på alle måder udsat eksistens, hvor en gudsdimension altid var til stede. Men det der sjældent nævnes i forbindelse med hendes tekster, er hvor ekstremt kropslige de er. I Dyndkongens datter siger hun om hovedpersonen at hun som ung var “smuk, men grov” og havde mange tilbedere, men at mændene alligevel holdt sig på afstand: “Der var noget alt for stærkt ved hende.” Mere behøver hun ikke sige. Vi ved hvad det er. Vi kan ikke sige hvad det er. Men vi ved det. Og da denne kvinde så møder en mørk tater, der har det ved sig at “kønnet i ham tog hele pladsen”, så undrer det os ikke at de to ender i skoven sammen, og at der er noget der gør at de vender tilbage dertil, til skoven sammen. Og så bliver hun gravid.
For det er denne gåde i os, dette vilde ustyrlige der er så stærkt i os, der er begæret. Og som gør det nødvendigt for kirken at regulere det. Fordi det er så stærkt i os. Og fordi det er stærkt, har det magt over os.
Jeg har haft, og har måske stadig, en stor længsel efter forbundethed, sammenhæng, efter at høre til. I romanen Præsten lader jeg Liv tænke og drømme det, og det er det hun siger til geologen som hun møder til en koncert, i den fantasi hun har om det samleje der aldrig finder sted. Som for at tydeliggøre, vise hvem hun er, siger hun i sit indre til ham: “Jeg ville forbinde et sår.” Og da hun så drømmer at de lægger sig ned på gulvet og er sammen, er det samlejet, elskoven, der skal forbinde såret, og såret er afstanden, ensomheden, adskillelsen.
Satan betyder også: den der skiller ad. Og Jesus er den der forener. Vi har lignelserne med de troende som Jesu’ tilkommende, og hvor foreningen med Gud er som foreningen af elskende, der tales om at være rede, om at tage imod Jesus.
I mange år var jeg bange for livet i min egen krop. Jeg var anorektisk, spiste ekstremt kontrolleret, trænede hårdt og meget og havde ikke lyst til noget. Lysten var ikke en impuls jeg kunne tillade mig. Jeg var nødt til at have fuld kontrol. Gradvist, efter mange år i kropsterapi og utallige timer qui-gong og rosenterapi, har jeg turdet åbne op. Det begyndte med at jeg gav mig selv lov til, og vovede, at spise det jeg havde lyst til. Jeg havde været bange for at alt ville styrte sammen hvis jeg bare løsnede grebet en smule, jeg ville svulme op som en ballon. Det skete ikke. Da jeg endelig begyndte at spise hvad jeg ville, blev jeg jo hurtigt mæt. Dengang jeg aldrig fik chokolade, var det mange æbler jeg måtte tvinge i mig for at døve lysten til den chokolade jeg i virkeligheden ville have. Men da jeg først gav mig selv lov til at spise chokolade, var jeg for det meste tilfreds når den var fortæret. Jeg var ikke umættelig. Jeg forstod at jeg havde været bange for mit eget begær. Og da jeg åbnede op for maden, fulgte kroppen efter. Det seksuelle, som jeg havde lukket af for siden teenagealderen, og som jeg lukkede af for da jeg kom ind i et seriøst kærlighedsforhold, ja, jeg tror det var så farligt for mig at lade en som jeg kunne miste, komme tæt på, det turde jeg ikke, så jeg lukkede af for det seksuelle. Stå der med sig selv, helt åben for den anden, som så bare kan gå. Han kan vælge en anden, og så er jeg ikke god nok, fin nok, værdig. Alt det var for risikabelt. Sådan læser jeg mig selv i dag. Men den måde det føltes på den gang, var som om det bare forsvandt. Sex blev en ørken jeg helst ville slippe for. Jeg følte ikke lyst, den var der bare ikke.
Så åbnede det sig, og i dag kan jeg jo se hvordan begæret er forbundet med kærlighedslængslen, for mig. Den jeg elsker, vil jeg tage tøjet af og kysse og røre ved. Kærtegn er tegn på kærlighed. Jeg elsker med kroppen, det er der verden bliver virkelig for mig, der jeg kommer i berøring med den. Kroppen vil mærke, være i den kærlighed den kender. Jeg vil elske med hele mig, ikke bare få gnedet klitoris og komme og ryste lidt.
Men der findes også et begær der er lettere, nærmest som en glæde, i kroppen. Fra gammel tid har vi ordet ‘kaut’, der betød både glad og kåd. Og er det ikke sådan det er, at når vi er glade, er vi også nærmest konstant kåde. Lystne, i hvert fald? Lysten er ligesom en del af det lette, af glæden.
Og den glæde, den kådhed, det begær oplever jeg som en lethed der kan spredes, som Klokkeblomsts stjernestøv, det kan drysses ud, næsten overalt.
Og så er der det andet begær der kommer til syne som det forbudte, hemmelige, skammelige, beskidte, onde, smertefulde og ækle. Hvorfor er det for eksempel sådan at alle seksuelle konnotationer og begivenheder i mine første bøger finder sted i kælderetagen? Ned i det ubevidste? Og hvad med alle seksuelle fantasier og lyster der handler om at binde og piske og slå og blive slået? Dominere og underkaste sig. Vi kan lege med det, men er det ikke sådan at legen er nødvendig fordi den tangerer alvor. Det er noget vi har brug for at være i. Og så gør vi det, vi lever det ud for at være i det. Fordi det et sted i os er sådan. Og vi leger det, for at være i det i det ydre også. For at det indre skal blive ydre. For at det vi føler, skal blive virkeligt.
Horkheimer og Adorno roser Sade og hans tekst om Juliette for ikke at hykle. De oplevede godheden som hykleri. Måske er det helt forståeligt i 1942. Kærligheden bliver en påstand. Lad os hellere forholde os til det håndfaste, en krop, kropsåbninger, muskelreaktioner, trækninger. Måske var det det de tænkte. Men det mærkelige er at de lukker kærligheden ude og opfatter den som hyklerisk, samtidig med at de undlader at forholde sig til frygten. Til rædslen. Som jo er den anden side, tænker jeg. Hvorfor er rædsel, smerte og frygt mere sandt end kærlighed, blødhed, godhed og varme?
Der findes strande i Europa hvor folk ikke bare er nøgne, men hvor der er åbenlys seksuel aktivitet. Hvor der er mennesker der kan lide at se og blive set på, der kan lide at gøre det mens andre ser på, og som inviterer andre med til det. Hvilket begær er det som her kommer i spil? Og når jeg selv opsøger stripklubber rundt om i byer i Skandinavien, hvad er det så jeg vil? Når det at gå ind i det sorte mørke og stå der ved væggen og se en ung kvinde der kun er fem år ældre end min datter, svinge sig rundt om en stang og smyge sin overdel af og røre ved sine bryster og den lille g-streng hun har på, ned på gulvet mens hun svinger benene i høje stiletter. Når det at opsøge den klub er det stærkeste, mest intense jeg kan gøre den aften. Når jeg forlader litterære fester for at gå alene under gadelygterne hen til de sidegader hvor disse steder ligger. Hvad er det? Hvad siger det om hvad begær er?