Støvet hvirvler stadig rundt i luften efter udgivelsen af Hans Bondes Fordi du fortjener det. Fra feminisme til favorisering, og i onsdags var det nået helt ind blandt de jordslåede muld-installationer i Den Frie Udstillingsbygning. Ud over Bonde var et panel bestående af billedkunstner Anja Franke, SMK-kurator Birgitte Anderberg, Mandfjols-blogger Nikolaj Munk og cand.jur. og konsulent Charlotte Kirkegaard nedsat for at tale om repræsentation af køn i kunst- og kulturbranchen. Ingen af dem anerkender bogens præmis om, at feminisme har udviklet sig til et spil på svaghed for at opnå særbehandling i en principielt allerede lige verden.
Idrætsprofessoren hævder, at feminismen har nået sit mål: En kønsneutral verden med lige vilkår for alle. Han advarer om, at feminismen er på vej ud på et skråplan ved at forveksle lige muligheder med lige repræsentation. Kvotetænkning undergraver demokratiske dyder som meritokrati og fairplay. Insisterer vi på lige repræsentation i toppen af alle felter, får svagheden lov at regere, og det er til skade for hele samfundet, mener Bonde, der anskuer samfundsprocesser ud fra en sportsmetafor om resultat og præstation. Hans heltinde er skakspilleren Judit Polgár, der afviser særbehandling og stiller op i mændenes liga. “Og det er altså hård skak,” understreger Bonde.

At pisse over kors

Charlotte Kirkegaard lægger ud med et analytisk flyvespark. Hun observerer, at det går galt for Bonde allerede i bogens undertitel, Fra feminisme til favorisering. For sandheden er, at det forholder sig omvendt: Det er tværtimod mænd, der altid er blevet tilgodeset, og det gør feminismen op med. Kirkegaard refererer til sin egen undersøgelse af kunstverdenen, der peger på uformelle barrierer såsom de maskuline netværk, som kvinder ikke kan relatere til eller er praktisk forhindrede i. Kvinder gider ikke blive hængende og pisse over kors efter ferniseringer, og desuden skal de hente børn, mener Kirkegaard.
For Kirkegaard er kønsneutralitet en illusion, da vi er præget af forventninger og kultur. Dertil vurderer vi præstationer lavere, når en kvinde er afsender. Hun giver et eksempel på et symfoniorkester, der anonymiserede optagelsesprøverne ved at lade dem foregå bag et forhæng. Det bevirkede, at langt flere kvinder blev optaget.
Charlotte Kirkegaard er fortørnet over bogens kvindesyn, der minder hende om mænds advarsler mod kvinders stemmeret i 1800-tallet. “Jeg var nødt til at lade, som om bogen var skrevet i 1950’erne, for overhovedet at komme igennem den,” indrømmer hun.
Hans Bonde modtager kritikken tilbagelænet. De solbrændte arme i opsmøgede skjorteærmer dingler afslappede bag stoleryggen. Bagved buldrer Marianne Jørgensens trefløjede videoinstallation. Græstørv og muld søndersprænges og slynges rundt i luften i tavs slowmotion.
“Skal jeg stå op?”
Mandfjols-blogger Nikolaj Munk undrer sig også over, at Bonde tilsyneladende opponerer imod den første bølge af feminisme, der kæmpede for basale borgerrettigheder. Og Munk deler tilsyneladende ikke Hans Bondes ophøjelse af maskulin præstationskultur. “Skal jeg stå op? Det føles lidt som en fremlæggelse i 9. klasse,” siger han tilforladeligt smilende i sine safarishorts.
“Mine alarmklokker begynder altid at ringe, når en mand lægger ud med at understrege, at han skam er feminist. For det er for det meste et fingerpeg om, at det efterfølgende sjældent er ret feministisk,” indleder bloggeren.
Munk stejler over Bondes tendens til at fremstille feminisme som et monolitisk system. Nogle feminister lægger ganske vist vægt på karrieremuligheder og topposter, medgiver han. Men andre beskæftiger sig med retten til at agere seksuelt og sætte ord på sit begær. Og atter andre kritiserer den binære opdeling af verden i mand og kvinde.
Bogens fokus på kvoter er måske mere en afspejling af Bondes alt for kvantitative verdensbillede, mener Munk.
“At kvoter i dag skulle være feminismens ypperste skyts, kan jeg ikke genkende,” siger Munk. Han mener ikke, at bogen bringer noget nyt på bane: “Den konkluderer tautologisk, at mænd og kvinder vælger forskelligt… fordi mænd og kvinder vælger forskelligt,” siger Munk stilfærdigt med en undrende hovedrysten og fortsætter: “Ja, jeg kan godt se, jeg ikke har forberedt mig lige så godt som Hans og Charlotte.”
“Så slut dog nu,” replicerer Bonde prompte.

Kulturel værdi er svær at måle

Både Birgitte Anderberg og Anja Franke er betænkelige ved lovdikterede kvoter. Spørgsmålet om repræsentation er et vanskeligt dilemma. På den ene side drives kulturen af det unikke og egenartede, som ikke lader sig måle med kvoter og kvantitative parametre. For Anja Franke er kunsten et rum, hvor livet netop ikke behøver at være en konkurrence. Kunst og kultur er et stærkt værdiladet felt, som ikke lader sig forstå ud fra sportsmetaforer om at komme først og være bedst. Og at presse normative kvalitetsvurderinger ned over kunst kan i sig selv være udtryk for maskulin dominans. Der kræves et andet blik, som vi måske endnu ikke har sat ord på.
I stedet plæderer Anderberg og Franke for mainstreaming: En skærpet opmærksomhed og selvkritik i forhold til køn i alle udvælgelses- og vurderingsprocedurer. For det er utilfredsstillende, at blot 6,4 procent af statens kunstindkøb er værker af kvindelige kunstnere. Og det er et problem, at den kvindelige erfaringsverden, som er anderledes end mandens, ikke kommer retmæssigt til udtryk.
Det er Bonde ikke enig i. “I gør kvinder til én stor vulva!” udbryder han. “Kvinden er et individ, et talent. Jeg er ligeglad med tal, jeg vil bare have talent.”
Her indvender Nikolaj Munk, at privilegier har det med at være usynlige for den, som ligger inde med dem. “Jeg har i årevis taget natbussen hjem i beruset tilstand kl. 5 om morgenen. For nylig gik det op for mig, at mine veninder rutinemæssigt knuger en spids nøgle i knytnæven på vej hjem fra byen. Kvinder skal konstant forsvare retten til at bestemme over deres egen krop.”
Ordstyrer Matthias Hvass Borello fra Foreningen af Danske Kunstkritikere forsøger at få debattens ender til at mødes: “Bonde skriver, at ligestilling indført via kvoter svarer til at finjustere et ur med en hammer.” Det er et udmærket billede på dilemmaet, foreslår Borello. For skal vi fastholde feminismens resultater på bekostning af en gensidig debat, eller skal vi sætte vores lid til en langsom og progressiv kønskultur?

“Jeg har svævet i en helikopter og studeret kønsforskningen ovenfra i 25 år.”

Borellos indspark bliver ikke taget op. “Jeg kan ikke forstå, I ikke er mere sure på mig,” indleder Bonde sit forsvar. “Bogen er meget mere radikal end som så.” De øvrige paneldeltagere smiler lidt eller pudser næse.
Panelet viser sig at være dårligt i stand til at tale sammen hen over faggrænserne. Bondes kritikere vælger at overhøre statements som “mine damer og herrer, det er mænd, der har kickstartet kvindebevægelsen” og hans gentagne sports-lingo om at kvalificere sig og komme ind i kampen. Og Bonde reagerer aldrig på Kirkegaard, Anderberg og Frankes indsigter om kunstens mere diffuse og foranderlige kvalitetsbegreber.
Bonde føler det endda tilsyneladende nødvendigt at forsvare sin faglighed. “Jeg er historiker, så det vil noget. Jeg er virkelig historiker! Mine vigtigste pointer kommer frem i det sidste kapitel, som de færreste desværre når at læse. Gyldendal syntes endda, det var for langhåret.” Han holder sig ikke tilbage for at betvivle videnskabeligheden af Charlotte Kirkegaards undersøgelse.
“Det kan da godt være, du laver nogle interview, der viser, at kvinder synes, det er kedeligt, og de gerne vil mere på museum. Og hvad så? Det vil mændene sgu da også!”
Hertil replicerer Kirkegaard stilfærdigt, at kvalitative interview faktisk er en videnskabelig metode. Anderberg stritter over Bondes vitalistiske begrebsverden, hvor “mænd enten går til vejrs, til bunds eller til kanten, mens kvinder øjensynligt bare går i ring.”
Som Bonde selv erklærer: “Jeg har svævet rundt i en helikopter og studeret kønsforskningen ovenfra i 25 år. Og det, jeg er nået frem til, er, at den moderne feminisme er en kampideologi”.

At tisse om kap

“Jeg taler om svaghedsmagt i min bog. Det er dér, jeg er fræk,” siger Bonde. Hans kritikere synes vist ikke, han er særlig fræk. Til gengæld strander debatten gang på gang, når analyse forveksles med holdningstilkendegivelse.
Anja Franke prøver at forklare Bonde, at hun og hendes meningsfæller ikke angriber hans synspunkter subjektivt, men formidler deres oplevelse af virkeligheden. Ifølge Franke kommer vi ingen vegne med påstanden om, at feminismen selv skaber det andet køn, når vi allerede befinder os i et samfund, der deler alting op i køn. “Det ville være vidunderligt, hvis vi befandt os i et kønsneutralt samfund, men der er vi altså ikke nået til endnu,” siger Franke.
En træt og opgivende tilhører mener, at Bonde enten ikke kan eller ikke vil forstå de grundlæggende begreber i kønsforskning. Hun efterlyser et blik for, hvordan spørgsmål om køn og ligestilling er kulturelt og strukturelt betingede. For vil forfatteren da benægte, at der eksisterer strukturer?
“Nej,” svarer Bonde. “Jeg lægger skam stor vægt på strukturer. Du kan ikke have et samfund uden strukturer. Det hele ville styrte sammen.”
En anden tilhører pointerer, at det ikke er kvinderne, men mændene, der er forurettede over det nye perspektiv, samfundet bevæger sig hen imod. Bonde har peget på en krise, men noget tyder på, at det er manderollen og ikke feminismen, der er i krise.
Arrangementet er slut, og man er tissetrængende. På vej til unisex-toilettet bliver jeg overhalet udenom af Bonde i tilbagelænet kondiløb. “Hvem kommer først? Hvem skal tisse mest? Jeg skal tisse meget,” siger han begejstret i forbifarten. Hans Bonde kom først, og han fik også lov til at tisse først.