Det er en maskulinitetstræning, der er på programmet i dag. Umiddelbart sender det associationerne hen på et hold i fitness – core-træning, stepfit, maveballelår, og ja, maskulinitetstræning. Træning i at være mand. Eller hvad? Kan man det?

Holdet begynder klokken ni fredag morgen og varer lidt længere end et normalt fitnesshold, der ofte er afsat 55 minutter til i de fleste danske fitnesscentre. Men her siger tidsplanen faktisk fire timer: fra ni til 13. Og meget andet er heller ikke som i et træningscenter i Danmark. For vi er slet ikke et sted, hvor man dyrker fitness. Vi er i en konferencesal på et hotel i Tunesien. Og der er ingen bøde for at komme for sent.

Tværtimod. Klokken 09:13 er kun 14 ud af 29 tilmeldte deltagere dukket op. De kommer fra Danmark, Mellemøsten og Nordafrika (MENA) – nærmere Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan. Forud for denne dag har de været på tre dages intensivt arbejde her i Tunesien, fordi alle deltagerne repræsenterer organisationer, der er en del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). Et program, der har kørt i sin nuværende form siden 2017 – en forlængelse af Det arabiske initiativ fra 2006, og som bidrager til at styrke god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder, særligt for unge og kvinder.

Alle organisationernes fokus er ligestilling i de fire lande og heraf kommer træningen i maskulinitet. For uden forståelse for mænd og maskulin identitet, rykker vilkårene for ligestilling sig ikke. Sådan lyder argumentet i hvert fald fra den libanesiske organisation Abaad, der står for træningen. Abaad arbejder for at opnå ligestilling mellem køn, fordi de ser det som en forudsætning for bæredygtig social og økonomisk udvikling i MENA-regionen.

”Det er rimelig komplekst at takle maskulinitet. Men mænd er ansvarlige for mange beslutninger i alle lag af samfundets magtpositioner, derfor skal de også være med til at løse problemerne. De er alfahanner i hjemmet, de sidder i toppen af lokalpolitik, virksomheder, parlamenter og som præsidenter,” siger Hassan Joumaa, der er rådgiver hos Abaad.

Klokken er blevet halv ti, og alle deltagerne er ved at have fundet sig til rette ved rundbordene i salen.

Hassan Jouma uddyber, at problemet med at tale om maskulinitet er, at det får en uro til at vokse i kroppen på mange mænd. De føler sig peget på, som om de som mennesker er et problem i sig selv.

”De tror, vi er imod dem. Men når de lærer, vi ikke er det, så kan vi afmystificere problemer, så vi kan arbejde sammen i stedet,” siger han.

”Derfor er det også vigtigt, vi taler om, hvad positiv maskulinitet er og ikke bare maskulinitet i sig selv. Det er jo ikke nødvendigvis negativt at være maskulin, det er, hvad maskulin adfærd i praksis betyder, der kan være et problem.”

Det vender vi tilbage til.

Rystes i gang af humor

Som en slags opvarmning går mikrofonen fra hånd til hånd blandt deltagerne, og de præsenterer, hvor de kommer fra, og hvordan de tidligere har arbejdet med maskulinitet – og om de i det hele taget har. I den sammenhæng kommer der også forskellige bud på, hvad begrebet ’maskulinitet’ betyder.

Hvis vi lige træder et skridt tilbage, holder positionen og kigger i Den Danske Ordbog, så står der at maskulin, typisk er forbundet ”med træk der traditionelt har været opfattet som specielt mandlige, for eksempel en muskuløs og kraftfuld krop, handlekraft, initiativ, mod og styrke”.

En af deltagerne fortæller, at mænds liv ville være bedre ”hvis de også fik lov at være andet, end det de traditionelle dyder lægger op til” og en anden fremhæver at ”ligestilling og frihed til at være den, man vil være, ikke kun handler om kvinder”.

En tredje nævner, at hun i sit arbejde oplever, at traditionerne med at mænd bestemmer og kvinder adlyder, og at mænd forsørger og kvinder kokkererer, betyder at kvinders liv er afhængige af mænds syn på tilværelsen.

Det oplever hun eksempelvis, når hun spørger kvinder, hvorfor de ikke bruger beskyttelse mod graviditet.

”Det vil min mand ikke lade mig gøre,” er svaret, forklarer deltageren.

Hassan Joumaa nikker istemmende.

”Og mænd kan selv vælge, hvor mange kærester de vil have, uden ens familie står på nakken af en,” siger han med et stort, kækt smil.

Det sætter gang i salen, hvor folk bryder ud i grin. Her er både mænd og kvinder, men flest kvinder. Det er alvorligt, det vi i dag træner indsigt i, fordi det har stor betydning for individers liv. Men der skal også en vis humor til, hvis man skal holde en hvilken som helst fire-timers-træning ud, og det gælder også i dag.

Rettigheder fremfor pligter

Efter opvarmningsrunden skal vi i gang med noget udholdenhedstræning, hvor nye muskler skal bruges. Det kommer til udtryk, da Hassan Jouma spørger:

”Så hvad mener vi med positiv maskulinitet?” som han lidt tidligere åbnede op for.

Det er et retorisk spørgsmål, og han svarer selv.

”Når vi taler med mænd om maskulinitet, siger vi ikke: ”du er voldelig”. I stedet siger vi: ”du har en voldelig adfærd”. Det handler om at adskille, det man gør, med det menneske, man er,” siger han og bringer så endnu et begreb på banen for netop den adfærd, nogle mænd udviser for at vise sig som såkaldte rigtige mænd: Patriarkalsk mandighed.

Det er netop dette, denne patriarkalske mandighed vi skal ind og massere godt igennem i dag. Og der er nogle redskaber, vi skal lære, som de allerede bruger hos Abaad. For det er nemlig ikke nok at sige, kvinder har ret til selv at bestemme over prævention, underliv, giftemål, uddannelse, arbejde, og at de ingen blå mærker vil have af deres ægtemænd.

En kvinde fra Egypten bryder ind og siger, at hun er ved at blive utålmodig.

#mandpåmangemåder

KVINFOs kampagne #mandpåmangemåder ruller i anledningen af Den internationale mandedag, der finder sted den 19. november 2019. Den fokuserer vi på, for at eliminere de eksisterende skrappe normer for, hvad det vil sige at være ‘en rigtig mand’.

Vi har samlet viden, personhistorier og fakta om at være mand i Danmark i 2019 – du skal bare klikke her for at få det fulde overblik.

”Hvordan gør vi mænd til partnere? Jeg gider simpelthen ikke give mænd mere magt, end de allerede har,” konstaterer hun og kigger direkte mod Hassan Joumaa.

Han trækker vejret roligt, er stille for et sekund eller to og virker som en, der har svaret på det spørgsmål før.

”Det handler om, at vi snakker med mænd om deres rettigheder i stedet for pligter, ligesom vi har arbejdet med kvinders rettigheder. Nogle mænd udtrykker også, at de oplever at være udsat for restriktioner på deres liv – de skal have et bestemt udseende, udfylde bestemte roller,” siger Hassan Joumaa.

Selvom han ikke fortæller præcis, hvordan man gør mænd til partnere, hvis man eksempelvis er en kvinderettighedsorganisation, de fleste repræsenterer i konferencesalen, så fremkalder hans svar anerkendende nik.

Der var et studie i 2017 der gav anledning til lidt hjernegymnastik. Rapporten var nemlig den hidtil største undersøgelse af mænd mellem 18 og 59 år i MENA-regionen og fokuserer på en lang række aspekter af livet som mand – fra arbejds- og privatliv, bekymringer og stress, vold i hjemmet, børneopdragelse, faderskab og holdninger til ligestilling. Helt kort viste den, at mange arabiske mænd oplever at være fanget et sted mellem nutiden og fortiden, hvilket fører til destruktive handlinger og følelser – og fortællinger om selv samme.

Hvor rapporten viser, at arbejdsmarkedet tilhører mændene, da kun 25 procent af kvinderne er på arbejdsmarkedet, så er hjemmet kvindernes domæne. Som en kvindelig respondent på 37 år fra Egypten formulerer det i undersøgelsen:

”Femininitet er en kvinde, der er hjemme. Hun er dronning i hjemmet og står for mad og drikke. Hun tager sig af sin mand og børn. Det er det, vi får at vide.”

Rapporten præsenterede en række resultater. Blandt andet viste den, at mange af mændene følte, de havde ryggen mod muren og var tvunget til at blive på arbejdsmarkedet: 91 procent af de egyptiske mænd bekymrer sig for sin og sin families fremtid. Og 55 procent af dem er ofte er stressede over manglende arbejde eller indkomst.

Forsker og journalist Shereen El Feki, der også står bag bogen ‘Sex and The Citadel’ om mellemøstlige mænd og kvinders sex, sagde i forbindelse med at rapporten udkom til dapp.dk:

»Mændene lever under en trykkoger. Deres identitet er hængt op på, hvorvidt de kan forsørge deres familie. Og det er ikke kun mændene, der mener, at de skal tjene pengene i familien, det er oftest også kvinderne. Så de knokler – især i Egypten. Vi interviewede egyptiske mænd, der arbejder 14 timer i døgnet og blev nødt til at tage tremadol (smertestillende medicin) for at komme igennem dagen. Samtidig er der en ret stor udfordring med arbejdsløshed i MENA-regionen. Og det kompromitterer deres maskulinitet, hvis de ikke har et arbejde,” siger Shereen El Feki.

Snak om økonomi fremfor parforhold og ligestilling

Tilbage i konferencesalen har stemningen nået et vist meditativt niveau, hvor alle sidder meget stille, nogle ser ud til at dagdrømme lidt, mens andre fokuseret nikker til, hvad der bliver sagt.

”Hvis en kvinde arbejder, kan manden opleve det som om, han ikke kan løfte sin rolle som mand og forsørger,” siger Hassan Joumaa og understeger at for at frigøre kvinden såvel som manden, er det vigtigt, at man ikke får det til at fremstå som om, han – manden – er et problem.

”Hvis det er så åbenlyst, at mænd også har nogle rettigheder, vi skal løfte for at opnå ligestilling, hvornår kan vi så begynde en åben snak om det?” spørger en af deltagerne og henviser til et tabu, hun oplever, der er omkring at snakke om svaghed og sårbarhed, særligt som mænd.
Hassan Joumaa sætter en film på, Abaad har lavet, der hedder ”Men in shadows”.

I filmen fortæller tre mænd deres historier. Den ene er en ung fyr, der mistede sin mor, fordi hans far bankede hende ihjel. Den anden er en professor på et universitet, der begyndte at undervise i feministisk teori, fordi han mente at al akademisk materiale var blindt for denne vinkel. Og den sidste er en stammeleder i et traditionelt landsamfund i Libanon.

Alle tre fortæller om, hvordan de blev opmærksomme på udfordringer med ligestilling i deres miljøer, og at de i dag arbejder for et mere ligestillet samfund i deres hverdag – blandt unge venner, i akademiske miljøer og i landdistrikterne. Videoen bruger Abaad, første gang de holder møde med mænd. Det vigtige er, at de kan se sig selv i den.

Efter filmen er slut, fremhæver han, at filmen netop viser, at rettigheder og ligestilling er udfordret i alle samfundslag.

”Status og intellekt er ikke lig med, at man går ind for feminisme. Vores ambition er at sprede fokus på rettigheder gennem dem, der allerede deltager, derfor er det vigtigt at have fået mænd med om bord,” siger Hassan Joumaa.

”Men et problem er ofte, at kvinderne skal have lov at komme til arrangementer af mændene, men mændene dukker ikke selv op, selvom de giver lov,” indskyder en deltager i salen.

”Nej, det oplever vi også,” svarer Hassan Joumaa og en åbenlys erfaring på dette hold viser sig, da en anden kvinde i salen indskyder:

”En god vej til at engagere mænd er at tale om partnerskab, samarbejde, økonomi – hvis vi siger køn eller seksualitet, så står mænd og for den sags skyld også kvinder af.”

Hassan siger, at det præcis er den vej, de går til det. Så det ikke er emner, der kun hører til bag hjemmets fire vægge, man forsøger at få folk til at forholde sig til, altså parforhold, samleje og lignende.

”Det er også vigtigt, at vi ikke risikerer at skade kvinderne, hvis vi er for provokerende,” siger Hassan Joumaa, der eksempelvis er varsom med at reklamere om at snakke om netop personfølsomme emner, fordi de kan bringe skam med sig, som kan få mænd til at føle, de skal sætte deres kvinder på plads i de miljøer, han bevæger sig i.

Klædt lidt mere på

Da træningstimen begyndte var alle på holdet nææææsten mødt op. Her tre timer inde i oplægget, har en kvinde fundet plads midt på gulvet, og begynder sin opvarmning med en lang snak om sin erfaring med at arbejde med mænd. Alle andre er tydeligvis ved at være lidt ømme i musklerne og strækker mentalt lidt ud ved at tegne blomster på deres notesblokke eller samle deres ting på bordet foran dem for ligesom at indikere, de er ved at være færdige.

Hassan Joumaas kollega Sulafa Musa er kommet på gulvet og sætter en film på, der får folk op af stolene igen. På filmen rapper en kvinde:

”Hvor mange øjne har min krop?”

”De her ekstra kilo. Det er mine.”

Flere istemmer, at det er en film, de syntes var både provokerende og vigtig.

Sulafa Musa siger, at både den ene og anden film er til rådighed for alle organisationer til frit at benytte. Og så understreger hun, at kvinder og piger er centrum for at hun arbejder med maskuline normer. Ikke den anden vej rundt.

Der nikkes. En anden påpeger, som Hassan Joumaa sagde i begyndelsen, at ”det er stadig komplekst”. Der nikkes igen og stemningen flader ud. Vi er gået over tid, halv to er klokken blevet. Mange armbevægelser og pulstræning blev det ikke til, men som på et slow yogahold som i sådan en stille konferencesal fik maskulinitetstræningen alligevel strakt nogle nye muskler ud.

”Efter i dag føler jeg mig mere klar til at gå ud og arbejde med mænd i Marokko,” siger en kvinde, der arbejder for en organisation i netop Marokko og fremhæver samtidig, at det vil være en fordel at samarbejde med både Abaad og de andre organisationer på tværs af grænser, fordi de kommer med de samme kulturer og normer i rygsækken.