“Brave” er den første film fra det succesfulde animationsstudie Pixar, der har en pige i hovedrollen. Igennem 17 år og 12 spillefilm har piger såvel som unge og ældre kvinder haft en sekundær rolle i Pixars univers. Derfor er studiet blevet hyldet for, med “Brave”, endelig at sætte en pige i centrum, selvom man kunne hævde, at det så sandelig bare var på tide. For hvorfor skulle der egentlig gå så lang tid, før Pixar-studierne, der er kendt for at afsøge og udfordre traditionelle kulturelle normer, fortalte en historie fra et kvindeligt perspektiv?
Skyldes det, at animationsbranchen i USA er domineret af mænd? At film med mandlige hovedkarakterer anses som universelle, mens film med feminint fortegn anses som rettet alene mod et pige/kvinde-publikum?
Eller at vi er så vant til at se pigebørn portrætteret som pyntesyge pink prinsesser, der er passive frem for handlekraftige, og derfor ikke egnet til at være den bærende drivkraft i en moderne animationsfilm?

Prinsessers råderum

Disneykoncernen (som Pixar faktisk blev opkøbt af i 2006) har gennem tiden præsenteret flere kvindelige hovedkarakterer; fra Snehvide (1937), Askepot (1950), Den lille Havfrue (1989) til “Prinsessen og Frøen” (2009) – for at nævne en lille håndfuld. Men Disney er ofte blevet kritiseret for at afspejle samfundets mere konservative forestillinger om køn i selskabets film. I bogen “Good Girls and Wicked Witches: Women in Disney’s Feature Animation” (2006) konkluderer forfatteren Amy Davis:
“(…) real happiness seems to be linked to one trait alone – passivity. If you are willing to wait patiently for your happiness, it will surely come to you. Try to make it happen for yourself, and you will only end up defeated and alone.”
Det er en kritik, som ikke kan ramme Pixars “Brave”. Hovedpersonen, den skotske prinsesse Merida, tager sin skæbne i egen hånd. Der er ingen romance flettet ind i filmen. Der er ingen mand, der redder og kysser hende, så de kan leve lykkeligt til deres dages ende. Hun er med andre ord en aktiv, selvstændig pige, der definerer sin egen lykke. Alligevel har der rejst sig en omfangsrig kønsdebat i kølvandet på filmen. For nok præsenteres der et korrektiv til Disneys pynteprinsesser, men “Brave” handler i høj grad om, hvilket køn, hovedpersonen har. Om hvad man må og ikke må som prinsesse. Og altså ikke bare om et eventyrlystent barn m/k.

Overkompensation

Måske skal der overkompenseres for, at det skulle tage knap tyve år, før en pige kom i fokus hos Pixar.
John Lasseter, grundlægger og kreativ chef hos Pixar, blev allerede efter studiets første succes, “Toy Story” (1995), spurgt af sin kone, om han ikke også kunne skabe nogle stærke kvindelige karakterer, som hun og deres niecer kunne spejle sig i. Selv har parret fem sønner. Lasseter var altså klar over, at der mildest talt var en underrepræsentation af kvindelige figurer i Pixars film, selvom han efter konens forespørgsel tilføjede cowpigen Jessie i “Toy Story” 2 og 3. Men han henvendte sig også i 2003 til Brenda Chapman for at få hende til at komme med en idé til en film med en pige i hovedrollen. Hun leverede ideen til “Brave”.
“Brave” handler om den skotske prinsesse Merida, der hellere vil skyde med bue og pil, ride ud på eventyr og lade sit viltre røde hår flagre i vinden. Men hendes strikse mor har andre planer med hende. Merida skal giftes bort til en af sønnerne til de tre klanledere, der sammen med hendes egen familieklan udgør en alliance. Merida har naturligvis andre planer. Hun vil ikke bare selv bestemme, hvem hun skal giftes med, hun vil slet ikke giftes. Hun vælger sig selv i stedet for en mand. Men det passer ikke den strenge og konventionsstyrede mor. Ved et uheld og i et forsøg på at ændre moderens planer med hende, nedkalder Merida en forbandelse over moderen, der forvandler sig til en bjørn. Og så er gode råd dyre, for Meridas far kan ikke udstå synet af bjørne, efter han har mistet sit ene ben til en monsterudgave af sådan et dyr, og han sætter alt ind på at slå den bjørn ihjel, der faktisk er hans egen kone.

Feministisk film, siger kvinden bag filmen

I et interview i Ms. Magazine fortæller Brenda Chapman, at hun i høj grad anser filmen for at være feministisk:
“We need to give young girls role models with real messages about what they are capable of. There are so many films made by men that seem to put them in boxes, rarely ever giving women characters the freedom to express themselves in a genuine way. Girls and women can be strong in so many ways. Little girls are getting cheated out of seeing and believing that in our current media.”
Ifølge forfatter og instruktøren Chapman havde hun ingen problemer med at pitche den kvinde-centrerede historie til Pixar:
“Overraskende ikke. Lasseter virkede som om han var interesseret i at tænke ud af boksen for Pixar. Nogle af hans kollegaer havde reservationer, så jeg måtte arbejde hårdt for at overbevise dem om, at det ikke ville blive en typisk prinsessefilm”, fortæller hun i Ms. Magazine.

Til Time fortæller filmens produktion designer Steve Pilcher også om, hvordan han reagerede, da han blev introduceret til historien:
“Brenda fortalte mig om det, og jeg blev helt blank i øjnene. Prinsesse, konge, mor-datter, oldtidskongedømme – alle sammen ord, jeg ikke havde lyst til at tænke på”. Men da han havde hørt Brendas oplæg til ende, blev han alligevel interesseret. Hovedkarakteren gik ikke op i fine kjoler men i at skyde med bue og pil. Desuden hjalp det, ifølge Chapman selv, at hun ikke havde føjet en kærlighedshistorie til filmen, bortset fra den, der handler om kærligheden mellem mor og datter.

Pixar kendt mønsterbryder

Men læg mærke til formuleringen Chapman benytter, da hun skal beskrive Lasseters imødekommenhed over for ideen om en kvindestyret film: “Lasseter virkede, som om han var interesseret i at tænke ud af boksen for Pixar”.
Naturligvis brydes rækken af drenge- og mandehovedroller med “Brave”, og dermed sker der noget nyt for Pixar, men man kan spørge sig selv om, det ikke blot er indlysende. Det interessante er dog, at en film med en pige i hovedrollen i den grad alligevel synes at være noget særligt. Især taget i betragtning, at Pixar er kendt for at spille op mod og bryde med det forventelige.
De første film, der grundlagde studiets ry og succes, benyttede sig ifølge kulturkritikeren Graeme McMillan i høj grad af at dekonstruere stereotyper. “Det skyldes uden tvivl de første to “Toy Story” film og “Monsters Inc”, skriver han i Time. “Disse film lærte os, at cowboys kan være kujoner, at astronauter sagtens kan være mere dumme end de er heltemodige, og at monstre under sengen bare gør deres arbejde (og faktisk er de temmelig rare, når man først lærer dem at kende)”.
Pixar har fået et ry som et firma, der, i modsætning til Disney, ikke var bange for at lege med og gøre op med kulturelle normer og konventioner. Derfor kan det også undre, at der skulle gå så lang tid før, de satsede på en historie med en pige i hovedrollen. Netop fordi det er et uopdyrket område, kunne man forestille sig, at Lasseter og drengene havde lyst til at hoppe lige på hovedet ud i det ukendte. Men det er altså først sket nu.

Pixar – drengenes legeplads

Måske er Pixar blevet indhentet af den konservatisme og magelige dovenskab, der kan komme snigende med stor succes. Eller måske skal forklaringen netop findes i, at det er drengene, der har slået streger på papiret og tegnet med computermusen.
I dokumentarfilmen “Miss Representation” fra 2011 stiller instruktøren Jennifer Siebel Newsom skarpt på mediernes fremstilling af kvinder i USA og ikke mindst tegnefilms tendens til at fremmane et lyserødt prinsesse- og barbieunivers, som eneste identifikationsmulighed for pigerne, så der hermed sker en massiv påvirkning af både piger og drenge. For som skuespiller og aktivist Jane Fonda siger i filmen, så skaber medier bevidsthed, hvor fx tegnefilm er med til at fortælle den kulturelle fælles forståelse af kønnenes råderum. Samtidig påviser Jennifer Siebel Newsom, at de store mediekoncerners ledelser – som fx Disneys bestyrelse – ikke overraskende er domineret af mænd. Og det gælder altså også Pixar.
I en artikel i Time fra marts måned beskriver skribenten Joel Stein, hvordan han oplever Pixarstudierne, som en legeplads for 12-årige drenge. De ansatte har laminerede kort i deres pung, hvorpå der står: “Dette kort giver bæreren ret til at komme med til et møde med en Star Wars-reference”.
Der er legetøj over det hele. Selv chefen for det hele, John Lasseter, ligner en 12-årig, skriver Stein. Alligevel henvendte han sig altså til Brenda Chapman i 2003, fordi hans kone gerne så, at den barnlige fortælleglæde også blev rettet mere direkte mod piger og kvinder. Og den første Pixarfilm med en kvindelig instruktør bag roret blev dermed en realitet. Eller det vil sige, indtil Chapman halvvejs i projektet blev erstattet med en mand.
Officielt hedder det, at der opstod kreative uoverensstemmelser. Derfor blev instruktøren Mark Andrews sat på projektet. Han bragte flere slåskampe til projektet. Han elsker actionfilm. Det kan man se i det endelige resultat, der har fået en blandet modtagelse, hvis man alene ser på diskussionen om, hvorvidt “Brave” er et feministisk modsvar til drengedominerede animationsfilm.
Tom Watson fra businessmagasinet Forbes er blandt dem, som mener, at det er en (feministisk) sejr i sig selv, at en så stor mainstreamsatsning nu har en pige i hovedrollen. Andre som fx bloggeren A. Lynn mener, at det er befriende, at der ikke er et romantisk tvist i historien, men at den holder sig til forholdet mellem en teenagepige og hendes mor, mens andre som bloggeren Peggy Orenstein igen sukker over, at Pixar ikke har haft mod til at bryde med den stereotype “pige som prinsesse”-rolle.
Nu kan et dansk publikum selv vurdere, om Pixar virkelig har et problem med piger.

http://www.youtube.com/watch?v=TEHWDA_6e3M