Det må ikke blive for trygt. Det er det æstetiske credo for filminstruktøren Heidi Maria Faisst og hendes faste fotograf Manuel Claro, når de arbejder på en film. Det har tydeligvis også været det styrende princip bag Frit fald.
Billederne må ikke være for klassisk velkomponerede, publikum må derimod gerne føle en anspændthed, når der bliver rykket på den traditionelle måde at centrere et motiv og indramme et billede på. “Koden er utryghed”, som Heidi Maria Faisst selv formulerer det.
Men det er ikke bare stilistisk kviksand, Heidi Maria Faisst træder ud på, når hun laver film. Hendes genkommende tematik om forhold mellem mor og datter fremstilles som et minefelt, man skal være varsom med at betræde. Faissts fotograf skal være indstillet på at danse rundt mellem skuespillerne under optagelserne, fordi det er deres spil og ikke hans teknik, der skal være i fokus, ligesådan kredser Faissts karakterer om hinanden. Men det er ikke nogen lystig svingom, de tager. Mor og datter har det nemlig svært med hinanden i Heidi Maria Faissts univers.
Heidi Maria Faisst er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2003. Udover sin afgangsfilm Pagten har hun novellefilmen Liv (2006), kortfilmen Frederikke (2008) og spillefilmen Velsignelsen (2009) bag sig. Nu får hendes anden spillefilm Frit fald premiere herhjemme. Fælles for alle filmene er, at de har et problematisk forhold mellem barn og voksen som omdrejningspunkt. Uden at være illoyal mod nogle af sine karakterer, graver Heidi Maria Faisst sig ind i kærlighedafhængighedens dna og blotlægger nøgternt nogle af de mørke sider af det menneskelige følelsesliv.

Pigeliv

I novellefilmen Liv fra 2006 er det en mors svigt overfor sin teenagepige Liv, der afdækkes. Moderen vil hellere være sammen med sin nye kæreste, end at holde jul med sin familie, og det får Liv til at tage et drastisk skridt. Hun forfører morens kæreste. Ikke som en hævnakt blot, men også af seksuel nysgerrighed og ikke mindst for at gøre og være ligesom sin mor. Den jul er moderen nemlig både veninde og formynder, noget Liv har svært ved at forstå, og som gør hendes egen rolle uklar. Er hun nu selv datter eller veninde?
I Faissts spillefilmsdebut Velsignelsen (2009) har kvinden Katrine fået et barn, men hun har svært ved at mærke noget. Den overstrømmende og uendelige lykkefølelse, som førstegangsforældre bliver stillet i udsigt, indfinder sig ikke hos Katrine. Der er ikke megen velsignelse over ikke at kunne mærke kærligheden til sit barn. Det hjælper ikke, at Katrines egen mor udviser en frygtelig følelseskulde overfor sin datter samtidig med, at hun bebrejder Katrine, at hun ikke tager sig godt nok af den nyfødte datter. Skyld, skam og kulde siver ned gennem generationerne.
I Frit Fald er det igen tre generationer af kvinder, der kommer i karambolage med hinanden. Pigen Louise bor hos sin bedstemor og bedstefar, for hendes egen mor Susan ryger ind og ud af fængslet. Da det endelig ser ud til, at hun kan begynde på en frisk, nærmer Louise sig langsomt sin mor for at lære hende at kende. Men Susan lukker sin datter ind i en verden, der er alt for voksen. Druk, stoffer og byture bliver deres nye fælles dansegulv, og Louise lærer alt for mange forbudte trin alt for hurtigt.

Intet modermonster

Fælles for Heidi Maria Faissts film er, at historien fortælles fra en datters synsvinkel; en datter, der higer efter at få sin mors opmærksomhed og kærlighed, men som ikke kan få det, hun ønsker. I hvert fald ikke på den måde, hun ønsker. Men det betyder ikke, at Faissts film er fyldt med modermonstre. 
“Jeg har aldrig karakterer med i mine film, som jeg ikke kan lide”, fortæller hun. I det hele taget er hendes tilgang til emnet undersøgende og ikke konkluderende. Hun spørger mere, end hun svarer, og et af de væsentligste spørgsmål i hendes film er altså: “Hvordan kan man være menneske og mor på samme tid?”
“Jeg tror virkelig, det kan være svært at få lov til at være et menneske, når man er blevet mor. De kvinder, jeg beskriver, kæmper alle for selv at have en plads i verden udenom deres børn, for man er jo både mor og menneske”.
Faisst oplever, at meget af det, kvinder var før, de blev mødre, bliver skyllet ud med moderkagen. Hun vil meget nødigt give nogle endegyldige svar på, hvorfor eller hvordan det er blevet sådan. Men hun vil gerne pege på det pres, der ligger på det moderne menneske om at lykkes med alt, man laver. Og så på den afhængighed, der opstår med kærligheden.
“Jeg har altid fundet afhængighed i sig selv enormt interessant. Men jeg har især været interesseret i kærlighedsafhængighed. For det kan udvikle sig til nogle meget sygelige forhold – mellem børn og voksne, mellem kærestepar eller mellem venner. I de tilfælde, hvor det går galt, afløses kærligheden nok i virkeligheden af ens egne projektioner og ens længsler”, funderer Heidi Maria Faisst.
Hun ser oftest, at kærligheden til mor er den mest snørklede og især for teenagepiger.
“Måske har det noget at gøre med, at kvinder er mere snørklede. Mænd har nogle gange nemmere ved at handle på deres følelser. Eller at lægge dem til side, smide dem væk og gå videre. Vi kvinder tvivler og tramper rundt i dem. Det tager meget længere tid for os at forholde os aktivt til vores følelser. Det er slet ikke dårligt, for jeg tror, det gør os klogere end mænd på mange ting, men vi har det nok bare sværere rent følelsesmæssigt”.

Manden bag om dansen

I Heidi Maria Faissts film står der altid en mand på sidelinjen og kigger på, at kvinderne kæmper med hinanden. En gang imellem bliver han hevet ind på scenen, men mest står mændene – bedstefaren/faren, morens nye/gamle kæreste, broren – udenfor det reelle drama. De er langt fra præget af den handlekraft, der stereotypt tilskrives manden, men fremstilles som slatne vatnisser, der hellere vil stikke hovedet i busken end at deltage i kampen. Heidi Maria Faissts mandekarakterer viger generelt set uden om de følelsesprægede samtaler og smyger sig uden om konfrontationer, og det kan godt få dem til at fremstå næsten afstumpede, men det er hverken intentionen eller tilfældet, fortæller Faisst:
“Jeg tror, mænd bliver enormt forvirrede, når de bliver indlemmet i et kvindeunivers, hvor der bliver snakket mere, end der bliver handlet. De kommer måske til at virke lidt vattede, men jeg tror, de oplever det som om, at de står og glor på noget, de ikke kan forstå eller komme i kontakt med, og så trækker de sig, for hvad skal de ellers gøre? Min intention er faktisk at sige, at det er lidt synd for dem. Og dermed bliver mine film også et blik på en art, der ikke kan følge med”.
Hun har selv prøvet at stå overfor kærester, der tydeligvis har tænkt “hvad vil hun ha’?!”, når hun har skændtes med dem, og det er denne undren blandt andet over mænd og kvinders forskellige kommunikationsmåder, der har fanget hendes interesse. Og som hun nysgerrigt vender og drejer i sine film.
Tendensen til at have en tolkende og tænksom tilgang til livet har præget Heidi Maria Faissts gang på jorden. Derfor kan hendes film også bedst beskrives som undersøgelser. De er studier i de mekanismer, der træder i kraft, når kvinder bliver mødre, og døtre bliver teenagere. Og de filmiske undersøgelser fungerer som en slags kunstnerisk grundforskning, fordi hendes udgangspunkt er at stille spørgsmål til forhold, hun er evigt nysgerrig på.
“Det er umuligt at være helt konkret, når det gælder psykologi. Derfor er min tilgang undersøgende mere end den er konstaterende. Jeg har ikke nogen sandhed, jeg vil præsentere. Derfor har mine film også ofte åbne slutninger, for jeg ved ikke, hvad der nødvendigvis er bedst for mine karakterer. Jeg sidder ikke inde med den sande slutning. Men jeg lader dem lande et sted, jeg synes er realistisk, og ikke nødvendigvis der, hvor man gerne vil have dem til at ende”, fortæller hun.
Når et smertefuldt mor-datter forhold er et så stærkt genkommende tema hos Heidi Maria Faisst, er det oplagt at spørge til hendes eget forhold til sit mødrene ophav. Det er hun ved at vænne sig til. Men ikke alle i familien er lige henrykte:
“De fleste har stridspunkter med sine forældre, eller noget, der ikke rigtig er faldet på plads i forholdet. Af en eller anden grund er jeg blevet enormt optaget af det emne. Og det har simpelthen været så irriterende for min mor”, griner hun og fortsætter: “Jeg er ikke ud af en dårlig familie, slet ikke. Men opstår der krisepunkter i familien, så er det forskelligt, hvor voldsomt det føles for børn, og hvor meget man bærer med sig. Og det er så nu engang blevet det emne, jeg bliver ved med at grave i”.
Heidi Maria Faisst venter nu sit første barn. I mange år var det ellers planen, at hun skulle gå gennem livet uden at få børn. “Da jeg var 11 år gammel, proklamerede jeg for min mor, at jeg aldrig skulle have børn”, smiler den gravide filminstruktør. Den holdning ændrede hun først for alvor, da hun mødte sin nuværende kæreste.
“Der skete noget besynderligt. Jeg vidste bare, at ham ville jeg have et barn med”, fortæller hun.
“Jeg havde jo ellers altid tænkt, at børn ikke var noget for mig, at jeg ikke ville være i stand til at give slip på mig selv og være noget for andre. Og så tror jeg, at jeg har været bange. Det, jeg portrætterer i Velsignelsen, har nok været min egen frygt: Tænk, hvis man ikke kan mærke noget, når man har fået et barn.” Det har hun dog forberedt sig på, ved at lave en film om emnet. Og så er det vel også meget godt ikke at vide, hvad slutningen på det hele bliver. Det må jo ikke blive for trygt.