Hvert andet år uddeler Det Danske Akademi ”Den store pris” til en dansk forfatter. Foruden en klækkelig pengepræmie på 300.000 kroner, er det den største anerkendelse en forfatter kan modtage i Danmark.

Denne gang er prisen gået til Helle Helle, der er kendt for sit helt særlige skrive-tag på den minimalistiske realisme. 

Det Danske Akademi fremhæver i begrundelsen, at Helle Helles forfatterskab ”både fornyer en impressionistisk tradition i dansk litteratur og tilføjer den nye, overraskende aspekter.” Hun er en forfatter, der formår at indkapsle det tragiske og trivielle fra middelklasselivet med knivskarp præcision.

Helle Helle debuterede i 1993 med romanen ”Eksempel på liv”. Siden debuten er det blevet til et væld af romaner, novellesamlinger og meget andet fra Helles hånd. Hun har modtaget en lang række priser, blandt andet Kritikerprisen, PO Enquist-prisen og senest De Gyldne Laurbær i 2012, som hun fik for romanen “Dette burde skrives i nutid”. 
Selve overrækkelsen af Den Store pris finder sted ved Akademiets årsfest den 25. november.