Feminisme er blevet en del af den amerikanske valgkamp. Men der er bestemt ikke enighed om hvilken kandidat, der gør det bedst for kvinder og feminismen. Jo, partiet kan man blive enige om. Spørger man erklærede feminister, er der ingen tvivl: Det er umuligt som feminist at støtte Donald Trump. Ted Cruz eller en af de andre republikanske præsidentkandidater, der set med feministiske øjne alle konkurrerer om hvem, der hurtigst muligt kan afskaffe retten til fri abort og homoseksuelle ægteskaber og så i øvrigt går ind for at opretholde kvindens plads i hjemmet og den frie ret til at bære våben.

Feministerne er demokrater

Mange kvinder (ved sidste valg lidt under halvdelen af alle kvinder) stemmer på republikanerne, men feministerne finder man i Det Demokratiske Parti.
Efter de første to ud af i alt 50 primærvalg, der skal afgøre, hvem der bliver demokraternes endelige præsidentkandidat ved valget til november, står de to kandidater stort set lige i de nationale meningsmålinger. Hillary vandt snævert primærvalget i Iowa, og senest vandt Bernie Sanders primærvalget i New Hampshire med ca. 60 pct af de demokratiske stemmer.

Afgørende parameter

Det afgørende for vælgere er selvfølgelig, hvem man mener er bedst egnet til at lede Verdens eneste supermagt, og hvad kandidaterne i øvrigt mener om udenrigs- og sikkerhedspolitik, økonomisk politik, evnen til at skabe job, uddannelse, skat osv.  Men feminisme er blevet et hot emne i valgkampen. Det er den internt i den demokratiske valgkamp mellem de to kandidater. Og på langt sigt kan feminisme meget vel blive et afgørende parameter i selve valgkampen – især hvis Hillary Clinton bliver demokraternes præsidentkandidat. 

Seksuelle spøgelser

Hillary Clinton er både internt i partiet og på den lange valgkampbane oppe mod nogle spøgelser fra fortiden. Det er ægtemanden, tidligere præsident, Bill Clintons seksuelle og udenomsægteskabelige eskapader med studentermedhjælperen i Det Hvide Hus, Monica Lewinsky og flere andre kvinder i 1990erne, der nu er kommet op til overfladen igen. Problemet er ikke den utro ægtemand og det faktum, at Hillary Clinton valgte at tilgive Bill Clinton.

Trump: Hillary er hyklerisk

Hillarys problemer med fortiden startede midt i januar, da hun angreb Donald Trump for at ”have en hang til sexisme”. Donald Trump returnerede angrebet og kaldte Hillary Clintons kamp for kvinderettigheder for ”hyklerisk”, fordi hendes egen mand misbrugte kvinder. Da Donald Trump nu er den, han er, så tilføjede han lige en ekstra stikpille og skrev i en twitterkommentar, at man da ”ikke kan overlade styret af USA til en kvinde, der ikke engang kan styre sin egen mand”. De kommentarer fra Trump viser noget om, hvad Hillary Clinton kommer op imod fra republikansk side , hvis/når hun skal ud i selve præsidentkampen.

Yngre feminister siger fra

Anklagerne fra Trump om, at hun spiller dobbeltspil kan Hillary Clinton nok overleve. Problemet er, at flere kendte yngre feminister nu siger det samme. De kan ikke støtte Hillary som præsident, fordi hun ikke støtter alle kvinder, der står frem og siger, at de har været udsat for seksuelle overgreb. Feministernes problem er, at Hillary Clinton, dengang i 1990, valgte at støtte og forsvare sin mand, og at både hun selv, Bill og deres stab dengang offentligt kritiserede og miskrediterede de mange kvinder, der stod frem og sagde, at de havde haft en affære med præsidenten eller var blevet udsat for seksuelle overgreb fra hans side. Dengang blev kvinderne nedgjort med ord som ”bimbo, stalker, løgnagtig tosse”.

Fortiden genoplivet og genoptrykt

De historier har flere amerikanske nyhedsmedier den seneste måneds tid genoplivet og genoptrykt. Og det er ikke kun i de højreorienterede, republikanske medier. Blade som Cosmopolitan, der læses af millioner af kvinder, Slate og the New York Magazine har bragt indlæg fra prominente kvindelige journalister og meningsdannere. Det er yderst skadeligt for Hillary Clintons popularitet blandt kvinder, at disse historier nu igen kommer frem. Hun har netop slået sig op på , at hun er en stærk feministisk kvinde, der har kæmpet hele sit liv mod kvindeundertrykkelse, og derfor bør alle amerikanske kvinder kunne støtte hende som præsident.

Mange seksuelle overgreb på universiteter

Hillary Clinton gentager også ofte i sin valgkamp, at alle kvinder, der anmelder seksuelle overgreb, skal tages alvorligt.
Det er et vigtigt emne for mange unge kvinder, fordi USAs universiteter desværre er hårdt plaget af seksuelle overgreb på unge kvinder, som så ofte oplever, at deres anmeldelse bliver afvist og kaldt for overdrevne og løgnagtige. Kvinderens anmeldelser bliver ofte undertrykt af universitetets ledelse, der ikke vil have et dårligt ry i offentligheden.

Fortiden ødelægger Hillarys ry

Mange af de unge kvinder hører nu for første gang om, at sådan gjorde Hillary Clinton også i 1990, og mange af dem reagerer kraftigt på, at deres kvindelige idol ikke kan leve op til deres  forventninger. 
Det gælder fx den 17-årige Alexis Isabel Moncada, der har den populære blog ”Feminist Culture”, som læses af tusindvis af især unge kvinder. Hun skrev for nylig, at Hillary ”dækkede over sin mands seksuelle overgreb” og hun skriver videre ”der er mange piger på min alder, der er feminister, og vi reagerer meget negativt, når vi hører om den slags’’.

Lena Dunham er ”bekymret”

Den unge feministiske blogger er ikke alene. Lena Dunham, der er kendt for serien ”Girls” på tv-kanalen HBO støtter aktivt Hillary Clintons kandidatur. Men ifølge New York Times, skulle den kendte lesbiske forfatter og skuespiller ved et middagsselskab for nylig have ”udtrykt bekymring over, at Hillary Clinton og hendes stab dengang i 90erne nedgjorde de kvinder, der beskyldte Bill Clinton for seksuelle overgreb”.

Den tabte feminist stemme for Hillary

Lena Dunham har ikke offentligt ville vedgå sig denne ”bekymring”, men det er der andre, der gør. Den kendte forfatter og blogger på bladet The Atlantic, Caitlin Flanagan stillede for nylig dette spørgsmål til sine læsere:’’ Som demokrat, som kvinde, må vi spørge os selv: Støtter vi alle kvinder som anmelder seksuelle overgreb?” Flanagan, der i hele sit 54årige liv har stemt demokratisk og altid har støttet både Bill og Hillary Clinton, har et klart svar: ”I år vil denne demokrat ikke stemme, for det vil være en stemme til den clintonske maskine og dens ”droit du signeur”-tendenser.”

Endnu en tabt Hillary-stemme

Det er bestemt ikke alle demokratiske kvinder, der svigter Hillary Clinton pga. hendes mands seksuelle eskapader. En mangeårig kvindelig demokratisk vælger midt i 60erne, som jeg mødte til et vælgermøde i Des Moines i Iowa, fortalte mig, at hun da godt kunne huske og kendte til de gamle beskyldninger mod Bill og Hillary Clinton: ”Men jeg vil ikke dømme. Der er sikkert en hel masse, vi ikke ved om, hvordan det foregik dengang og hvem der gjorde hvad”, fortalte Melissa Hudson, som dog alligevel ikke ville stemme på Hillary ved dette primærvalg.
”Jeg stemte på hendes mand i sin tid. Han var en god præsident. Men Hillary er ikke god nok. Hun er for flip-flop med, hvad hun støtter og mener, og overordnet er hun for meget af det samme, som vi har haft alt for længe”.

De unge svigter Hillary

Det er ikke kun de unge feminister, der svigter Hillary Clinton. Det er i det hele taget de unge vælgere. Nationale meningsmålinger og resultaterne fra de seneste primærvalg i hhv. Iowa og New Hampshire viser, at op mod 80 pct af de unge strømmer til Bernie Sanders, den 74-årige senator fra Vermont, der lover, at nu starter ”revolutionen af det politiske system” og ”kamp mod milliardærerne på Wall Street”.

Hillary er OK , Bernie er cool

En meningsmåling fra en lokal tv-station i New Hampshire viser, at det også gælder de unge kvinder – dog ikke helt så udpræget som de unge mænd. 64 pct. af de 18-30 årige demokratiske kvindelige vælgere støtter Bernie Sanders.
”Hillary er OK, hun har kæmpet for kvinders rettigheder. Det er stadig vigtigt, men der skal mere til nu. Hun er den gamle skole. Vi skal have noget nyt, og det er Bernie. Han er ”cool”, sagde den unge universitetsstuderende Jessica Konst til mig ved et vælgermøde for Bernie Sanders i New Hampshire.

”Hillary er den bedst kvalificerede”

En anden gruppe unge kvinder, som jeg mødte ved et vælgermøde for Hillary Clinton i Iowa,  var helt klart for Hillary. De var 12 unge statskundskabsstuderende kvinder fra Washington DC, der var taget hele vejen til Iowa for at se og høre deres idol Hillary Clinton.
For som en af de unge kvinder, 22-årige Michelle Alkins, sagde til mig: ”Hillary er den bedst kvalificerede. Hun er den eneste, som kan klare det udenrigs- og sikkerhedspolitiske, og så er det godt, at hun også er kvinde”.

Kamp på de interne linjer

I Hillary Clintons valgkampagne har man opdaget, at Bernie Sanders skal tages alvorligt. Han kan tiltrække de nye unge vælgere, og han var næsten ved at vinde i Iowa, hvor hun kun vandt med et mulehår på 1-2 promille af de demokratiske stemmer. I nogle stemmekredse var det så lige mellem de to, at man måtte finde vinderen ved at trække lod. Bernie Sanders vandt så i New Hampshire.
Igen var det her de unge, der med over 80 pct stemte på Sanders. Demokratiske vælgere over 30 år foretrækker dog stadig Hillary. Tendensen er, at jo ældre vælgeren er, jo mere læner de mod Hillary-lejren, og det gælder både mænd og kvinder.

De gamle feminister uheldige optræden

Hillary Clinton har mange kendte og fremtrædende støtter. En af dem er USAs første kvindelige udenrigsminister, den nu 78-årige Madeleine Albright, der i 1997 blev USA’s første kvindelige udenrigsminister – i øvrigt udnævnt af Bill Clinton.
Madeleine Albright optrådte for nylig ved et vælgermøde i New Hampshire sammen med Hillary Clinton. Hun opfordrede kraftigt de tilstedeværende til at stemme på Hillary ved primærvalget, og hun brugte også sit, efterhånden meget berømte, ordsprog om at støtte andre kvinder: ”There is a special place in Hell for women, who don’t help other women”, lød det fra Albright ved vælgermødet. Det skulle hun ikke have sagt, mente en hel del unge kvindelige vælgere bagefter. Argumentet fra de unge kvinder var, at det ikke er et argument i sig selv at stemme på Hillary, fordi hun er kvinde. 

Gloria Steinem jokkede i den feministiske spinat

En af USAs feministiske ikoner, den nu 81-årige Gloria Steinem, der i sin tid startede Ms. Magazine og hele sit liv har kæmpet for kvinders rettigheder, kom også til at jokke grundigt rundt i det feministiske spinatbed.
Gloria Steinem støtter Hillary Clinton. I et tv-show for nylig sagde hun, at de mange unge kvinder, der flokkes til Bernie Sanders valgmøder, ”kun kommer der, fordi det er der de kan møde de unge fyre”.
Den bemærkning fra den gamle feminist startede en shitstorm mod hende fra unge feminister: ”Det er en fornærmelse mod politisk aktive unge kvinder. Vi unge feminister kan godt finde ud af at holde vores politiske holdninger og vores seksualliv adskilt. Vi unge tænker anderledes end de gamle feminister og vores politiske kamp er en anden”, lød det fra bl.a. den unge sorte demokratiske kommentator Nomiki Konst.

Alderen adskiller kvindelige vælgere

Gloria Steinem har siden undskyldt sin bemærkning. Men både Steinems og Albrights bemærkninger understreger, at Hillary Clinton har et aldersproblem, når det drejer sig om de kvindelige vælgere.
Hun har en god og stabil vælgerstøtte blandt midaldrende og ældre kvinder, der som Steinem og Albright ved, hvilken kamp det her været for ikke kun Hillary Clinton, men for alle kvinder at nå så langt som overhovedet at kunne overveje en kvinde i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus.
Men Hillary taber blandt de unge kvinder og som Nomiki Konst siger det: ”De fleste unge kvinder er ikke i tvivl om, at der vil komme en kvindelig præsident i USA i deres levetid – de er bare ikke sikre på, at hun skal hedde Hillary Clinton”.