Hillary Clinton skrev i går aftes verdenshistorie og sikrede sig som den første kvinde stemmer nok til at blive nomineret som præsidentkandidat for et af de to dominerende partier i USA – og dermed med en god mulighed for at sætte sig på verdens mest magtfulde post.
Hendes sejrstale i New York-bydelen Brooklyn i nat havde da også det historiske i sejren som omdrejningspunkt.
I sin indledning greb hun direkte tilbage til den tale, hvor hun for otte år siden erkendte sit nederlag til Barack Obama i kampen om dengang at blive Demokraternes præsidentkandidat.
”Selv om vi ikke var i stand til at bryde igennem det højeste og det hårdeste glasloft denne gang, så er der takket være jer 18 millioner revner i det,” sagde hun dengang som tak til de 18 millioner vælgere, der havde stemt på hende i primærvalgene.
Ved sejrstalen i aftes henviste hun med et skævt smil til glasloftet i den bygning, hvor hun og hendes tilhængere var forsamlet.
”Men det her glasloft skal vi nok lade være med at smadre. Takket være jer har vi nået en milepæl,” sagde hun til stor jubel og delte i sin næste sætning sejren med de generationer og kvinder og mænd, som har kæmpet for og ofret sig for kvinders rettigheder.
I slutningen af talen vendte hun tilbage til temaet igen, denne gang med udgangspunkt i sin mor, som blev født den dag i 1919, hvor kongressen vedtog den forfatningsændring, som gav kvinderne stemmeret.
”Hun lærte mig at stå fast, når jeg stod over for en bølle,” sagde hun med uudtalt henvisning til hendes modstander i præsidentvalget til november, republikaneren Donald Trump, der har gjort nedgøring af kvinder, ikke-hvide og personlige modstandere til et varemærke.

Se hele talen på Youtube 

Nomineringen til Demokraternes præsidentkandidat er den foreløbige kulmination i en lang politisk karrierre, som langt fra altid er forløbet lige glat. Få politikere har mødt så meget modstand og indkasseret så knusende politiske nederlag og så alligevel rejst sig den ene gang efter den anden. I sidste ende er Hillary Clintons fighterevne måske hendes vigtigste egenskab som politiker – og det, som har sat hende i stand til at smadre det ene glasloft efter det andet.
Læs Washington Posts politiske korrespondent Karen Tumultys portræt af politikeren Hillary Clinton
Læs artikel fra KVINFOs Webmagasin om feminismens rolle i den Demokratiske primærvalgkamp