Umiddelbart ser det ud til, at de amerikanske kvinders forhold blev forværret under den seneste valgkamp, når man læser bogen Big Girls Don’t Cry – The Election That Changed Everything for American Women (2010). For valgkampen af demokraternes præsidentkandidat var grim. Hillary Clinton blev ikke alene udsat for massiv modstand, men også en sexistisk mediedækning og endte med at tabe kampen til Barack Obama. Her blev fordomme og stereotype forestillinger om køn, race og magt afsløret, og amerikanernes beskidte undertøj luftet.
Gennem citater og beskrivelser af begivenhederne viser Traister de komplekse mekanismer, der er i spil under valgkampen i 2008, for derved at aflæse temperaturen på, hvor parat USA egentlig var til at vælge enten en kvinde eller en sort mand som præsident.
Men trods de negative omstændigheder, er bogens pointe, at valgkampen satte gang i en gavnlig debat om feminisme, der åbner nye døre til magten for de amerikanske kvinder. For som Traister skildrer det, har Hillary Clintons 18 mio. stemmer slået revner i det øverste glasloft. Og det bliver iflg. Rebecca Traister republikaneren Sarah Palin, der vil forsøge at splintre glasset fuldstændigt.

Amerikanernes beskidte undertøj blev luftet

I mediedækningen af Hillary Clinton bliver størrelsen på hendes lår et hot samtaleemne, og hun bliver sågar sammenlignet med kaninkogeren Glenn Close fra 80ernes store Hollywood-film Fatal Attraction. Flere gange under læsning af bogen overraskes man over citater og beskrivelser og tænker, “var der virkelig nogen, der sagde det?”, og skildringen af USA’s læringsproces bliver på den måde også en aha-oplevelse for læseren.
På trods af voldsomt forstokkede mænds holdninger, som udtrykkes med slagord som: “Stop Mad Cow” og “Fuck Hillary: God Knows She Needs It”, viser forfatteren, at det uhyggeligste er, at det er medieverdenen generelt, der opfører sig sexistisk og dermed udviser et kvindehad.
I medierne bliver den kvindelige præsidentkandidat nærmest afskrevet, før hun har tabt, mens Barack Obama fremstilles som vinder inden sejren. Traisters egne kollegaer – mænd, hun anser som fornuftige mennesker – kammer pludselig over i deres had mod Hillary Clinton. Og da medieverdenen især består af mænd, får fordommene og modviljen en dominerende position.
Flere kvindelige journalister og feminister sætter gennem valgkampen ord på den sexistiske mediedækning af Hillary Clinton. Men først da hun har tabt til Barack Obama, går det op for den brede amerikanske befolkning, hvad de har været vidne til. På det tidspunkt har demokraterne travlt med at pege fingre og finde syndebukke for sexismen efter Hillary Clintons nederlag. Ifølge Traister er dette et strategisk træk med det formål at få Demokraterne til at fremstå som kønsbevidste, uden at det dog får konsekvenser for det egentlige valgresultat.

Konservativ feminisme – et tilbageskridt for kvinder?

Men Demokraternes manglende evne til at håndtere sexismen får dog konsekvenser. For det er nemlig med til at bane vejen for den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin, mener Traister. For der er mange kvindelige vælgere, som ønsker en kvinde ved magten og er optagede af at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, og da de ikke får Hillary Clinton, kan de herefter identificere sig med den udearbejdende mor, Sarah Palin.
Med den republikanske vicepræsidentkandidats entré bliver feminismen atter et hot emne. For Sarah Palin kalder sig feminist, men hun udfordrer samtidig den traditionelle feminismes kerneværdier. Det fremkalder bogstaveligt talt et mareridt hos Traister, der frygter, at denne konservative feminisme bliver et tilbageskridt for kvinder. For selvom Sarah Palin taler for kvinders rettigheder, for ligeløn, og for at stoppe volden mod kvinder, er hun også modstander af abort, har yderst konservative holdninger til seksualundervisning, homoseksuelles rettigheder og våbenpolitik. Og som Traister pointerer, så er iscenesættelsen af sig selv som den sexede mor ikke et banebrydende nyt projekt.
Men som den hårdtarbejdende, målrettede “pitbull med læbestift”, som hun selv kalder sig, tør Sarah Palin sætte ord på den sexisme, hun udsættes for. Ved at proklamere, at kvinderne ikke er færdige, tager Sarah Palin stafetten op efter Hillary Clinton. Hun refererer til Clintons historiske tale ved at slå fast, at kvinderne stadig kan smadre glasloftet.
Det går op for Traister, at hendes holdninger til Sarah Palin er forbundet med kandidatens køn, og hun bliver således vidne til sine egne fordomme om køn og magt, uden dog helt at følge den refleksion overbevisende til dørs.

Forfatteren syntes selv Hillary var for mekanisk

En stor del af bogen koncentrer sig således om sexismen og den stærke modvilje mod Hillary Clinton, der er foldet ud sammen med Traisters egen erkendelsesproces gennem hele forløbet.
I udgangspunktet er Traister heller ikke selv begejstret for Hillary Clinton pga. dels politiske uoverensstemmelser, og dels fordi hun synes, at præsidentkandidaten er for mekanisk. Men da Hillary Clinton gennem den massive mediehetz kæmper stålsat videre og genvinder sin autencitet, får Traister sympati for hende.
Om Hillary Clinton kan man sige, at hun er kvinde, ambitiøs og selvsikker, og det er netop selvsikkerheden kombineret med hendes køn og det, at hun søger magt, der truer visse mænd, mener Traister. Hadet og modviljen mod Hillary Clinton skyldes, at hun bliver opfattet som overlegen eller bedrevidende.
Faktisk er valgkampstrategien for Hillary Clinton udtænkt af en mandlig rådgiver. For tanken var, at ved at optræde maskulint, klæde sig som en mand og vise kompetencer frem for følelser som en anden Margaret Thatcher, skulle Hillary Clinton blive det næste overhoved i den ubrudte række af hvide, mandlige præsidenter. Alle feminine træk skulle skjules, idet det ikke bliver forbundet med autoritet, selvom det dog var vanskeligt at skjule, når den nye “førstedame” måske ville komme til at hedde Bill Clinton.
Men som Traister understreger, så er den maskuline fremtoning hverken vejen til succes eller magt for Hillary Clinton. Tværtimod fremstår hun som kedelig og repræsentant for status quo, mens Barack Obama ses som forandringens præsidentkandidat. Mens han stiller spørgsmål til sine vælgere og bruger nye medier, benytter hun en mere traditionel kampagneform og taler i højere grad til vælgerne end med dem.
Præcis som de fleste andre amerikanere, kan Traister også iagttage hos sig selv, at hun også bedømmer Hillary Clinton mere på udseendet end Barack Obama. Forfatteren kommer med talrige eksempler på, hvordan medierne går i selvsving over granskningen af Hillary Clintons udseende, og fremstiller hende som demaskuliniserende “nutcracker” og viser, hvordan USA skal vænne sig til at have en kvinde som præsidentkandidat. Samtidig kan Traister konstatere, at Hillary Clinton mister sin personlige udstråling og nerve ved hele tiden at skulle fremstå så maskulint, og da hun endelig lader sin personlighed skinne igennem, er det for sent.

Erkendelsesproces i reportageform

Selvom medierne kaster sig over Hillary Clinton med kritiske øjne, ser man iflg. Traister, hvordan hun i slutspurten af valgkampen har vundet sig selv og sin humoristiske sans tilbage i offentligheden. Til et af Hillary Clintons vælgermøder står en mand med skiltet: “Iron My Shirt”. Det får den målbevidste og nu mere kække kandidat til for første gang at sætte ord på sexismen: “Ah, the remnants of sexism, alive and well” og tilføje: “As I think has been abundantly demonstrated, I am also running to break through the highest and hardest glass ceiling (…) If there’s anybody still left in the auditorium who wants to learn how to iron his own shirt, I’ll talk about that.”
Feminismedebatten bliver altså for alvor sparket i gang under valgkampen, og debatten åbner ifølge forfatteren et gammelt sår i USA – et sår, der går tilbage til dengang, sorte mænd fik stemmeret 50 år før kvinderne; og spørgsmålet er stadig ømt og aktuelt: Hvad er den største forhindring for at få en toppost: At være kvinde eller sort? Samtidig stiller en række yngre feminister sig på Obamas side og henholder sig til det konkrete politiske indhold, hvilket også rejser en større diskussion om feminismens kerneværdier, som er et af de centrale resultater af valgkampen i 2008 iflg. Traister.
Samtidig viser bogen også, hvordan Michelle Obama er nødt til at lægge vægt på det moderlige, og ikke på sin kompetence og karriere. Da Michelle Obama er ærlig om sin mands mindre heldige sider, bl.a. at han glemmer at stille smørret på plads efter brug, giver medierne hende straks svar på tiltale og fremstiller hende som en vred, sort kvinde, der demaskuliniserer sin mand.
Til tider er bogens skildring som en reportage, og man føler som læser, at man er til stede, når forfatteren interviewer og beskriver stemningen og sin egen oplevelse. Som da Hillary Clinton holder sin historiske tale i Denver: “I looked around at the people waving their flags, hoisting their kids, and sheering for her. My phone began to vibrate with calls from my mother, my cousin…Sprinting from the press area…I found space behind a pillar. Next to me was Matt Drudge, who seemed not to realize or care that I was stupidly sobbing”.

Med en overbevisende og medrivende reportageform vækker Traisters skarpe, kulturelle iagttagelsesevne og hendes – til tider spydige – humor eftertænksomhed hos læseren. Visse steder er pointerne dog nærmest overdokumenteret i form af mange citater, henvisninger og detaljer, der har en tendens til at tage fokus fra de ellers klare fortolkninger og budskaber.

Valgets betydning for USA’s fremtid

Selvom de stereotype forestillinger og sexismen ifølge Traister føles som “en patriarkalsk kulturs dødsrallen”, viser hun med bogen, at forestillinger om køn, race og magt stadig har afgørende indflydelse. Forestillingerne har betydning for måden, amerikanerne ser hinanden på og for mulighederne for at komme til magten.
Bogens titel er dobbelttydig og henviser dels til, da Hillary Clinton blev bevæget under et interview, hvilket medierne slog hårdt ned på, og dels til Traisters gråd ved Hillary Clintons nederlag. På den ene side skal titlen fortælle historien om de kønsmæssige forestillinger og fordomme, som den kvindelige amerikanske præsidentkandidat blev udsat for. På den anden side skal den minde os om, at kvinder ikke skal græde over valgresultatet i 2008, men se det som en del af historien, der har givet nyt liv til debatten om køn og magt og åbnet nye muligheder.
Omdrejningspunktet i bogen er valgkampens betydning for kvinderne og deres brændende ønske om at få en kvindelig præsident. Men man må gå ud fra, at der også findes mænd, der gerne ser en kvinde ved magten, og det kunne have været interessant at bogen også rummede den dimension.
Traister ser positivt på fremtiden, idet hun forklarer, at udviklingen nogle gange bevæger sig i spring, i ring og indimellem går midlertidigt tilbage, men at valget i 2008 løftede bevidstheden og åbnede nye måder at opfatte køn og magt på, er hun ikke i tvivl om.