2005 er jubelåret for digterens 200 års fødselsdag. Og H.C. Andersens popularitet er større end nogensinde. Hans eventyr læses verden over, og hans forfatterskab har fast plads på listen over de mest trykte bøger. En meget stor del af klodens befolkning møder eventyrene i en tidlig alder, hvor de indgår som opdragelsesmiddel. Milliarder af mennesker vokser op med H.C. Andersens tekster.

Der er således al mulig grund til at undersøge ideologierne i forfatterskabet; ikke mindst kønsideologierne. Men dette er aldrig blevet gjort. Det er en af de store paradokser i Andersen-forskningen, at påtrængende temaer som seksualitet og køn er ganske uudforskede, selv om der har været en stigende interesse for Andersens seksualitet. Der er en skrigende mangel på feministiske, postfeministiske og queer læsninger af dette mærkelige forfatterskab. For hvad sker der egentlig med drenge og piger, kvinder og mænd og ikke mindst mellem kvinder og mænd og mellem mænd og mænd hos H.C. Andersen?

Et nationaltraume

Danske Andersen-forskere er i over hundrede år gået en stor bue om nationalikonets femininitet og fraværende heteroseksualitet. I en grundlæggende patriarkalsk, nationalistisk og homofobisk kultur som den moderne danske er det tabu at spørge til H.C. Andersens mange mandeforelskelser og mærkelige kønsidentitet, hans “halve Qvindelighed” som han selv udtrykker det.

Kønseksperimentering og mandekærlighed er centrale projekter i Andersens forfatterskab og biografi, men samtidig nationale smertepunkter for et amputeret Danmark, der efter “kastreringen” i 1864 har skabt sig en ny lilleput-identitet med eventyrdigteren som verdensberømt nationalskjald. Landet var efter tabet af Norge og senere Slesvig-Holsten i forvejen rigeligt “af-maskuliniseret”. At stille spørgsmålstegn ved nationaldigteren Andersens maskulinitet og heteroseksualitet er blevet sidestillet med landsforræderi.
 

Nationalfisseletten heteroseksualiseres

Hvis H.C. Andersen havde været mindre berømt og en dårligere forfatter, havde det nok ikke været så tabuiseret at undersøge denne mandlige gammeljomfrus mange forelskelser i mænd samt den lange række af egenskaber, som en senere seksualdiagnostik ville se som umiskendelige “tegn” på homoseksualitet. For den barnlige, selvoptagede, kunstnerisk begavede, hypersensible, sladdervorne, forfængelige, nervøse og snobbede Andersen med de mange mærkelige tvangstanker og fobier udviser et overflødighedshorn af træk, der peger frem mod vores moderne forestilling om “fisseletten”.

Nutidens unge danskere der i dag ser fotografier af nationalpoeten med de karakteristiske løse håndled er typisk ikke i tvivl om, at han var “svans”. Og det på trods af, at al officiel information om forfatteren stadig og hårdnakket hævder, at Andersen umuligt kunne have været homoseksuel.

Moderne konstruktioner

Dette kan forskerne og formidlerne have ret i, for så vidt som kategorien “homoseksuel” først opstod hen imod slutningen af digterens levetid, og først for alvor blev udbredt efter hans død. I Danmark især i 1890’erne.

Imidlertid synes selv samme forskere ikke i tvivl om Andersens “heteroseksualitet”, skønt dette begreb er endnu mere anakronistisk og misvisende i forhold til H.C. Andersen. “Heteroseksualiteten” opstod nemlig først som begreb i begyndelsen af det tyvende århundrede, og som beskrivelse af en seksuel tiltrækning mellem kvinder og mænd dækker det ikke over den misogyne Andersens få og konstruerede distanceforelskelser i unge kvinder, som Andersen-industrien ellers har pustet op i grotesk overstørrelse.

Hvem kan i dag for alvor tro på for eksempel Andersens forelskelse i den svenske operadiva, Jenny Lind, kendt som “Den svenske Nattergal”? Men man kan den dag i dag købe hende og Andersen som kortspil. Så kan den glade turist selv blande de to personer, der aldrig i levende live blev kødeligt forenede. Den udeblevne heteroseksualitet kan retrospektivt iværksættes ved hvert eneste kortspil. Blot ved at blande kortene kan de udeblevne samlejer posthumt genkonstrueres.

En engel

Lad os forlade den historieløse diskussion om H.C. Andersen var homoseksuel eller heteroseksuel og i stedet vende blikket mod hans kønskonstruktioner. For hvis vi ser på digterens egen selvforståelse, er det slet ikke sikkert, at homoseksualitetskategorien er dækkende for Andersen, der selv angav sin “kønsdrift” som værende “ringe”. Og det på trods af alle krydserne i hans dagbøger, der – hvis vi skal tro forskningen – i hvert fald vidner om en endog meget livlig autoerotisk aktivitet.

Spørgsmålet er, om ikke Andersen snarere forstod sig selv som et androgynt eller hermafroditisk væsen, en slags kønsløs engel hævet over drifterne. Så snarere end “homoseksuel” er begreber som “transgender” (altså transkønnet snarere end transseksuel) måske mere dækkende. I Andersens store og mærkelige selvbiografi Mit Livs Eventyr (1855) konstruerer han i hvert fald sin identitet gennem en række markante udgrænsninger fra især proletarisk maskulinitet. Hans sociale opstigning betinges i hans selvfortælling i høj grad af hans absolutte anderledeshed i forhold til mandlige proletarer, men også til kvinder fra underklassen, især kvindeligt prostituerede.
 

Andersens eventyrlige dyd

Mit Livs Eventyr er den modne Andersens murstensbiografi, en helteberetning om, hvordan han, som blev født som grim ælling, ender som verdensberømt svane. Men som romantisk Aladdin-fortælling er teksten atypisk, ikke mindst på grund af den gennemgående kønsforvirring.

For Mit Livs Eventyr er ikke nogen typisk mandlig helteberetning om, hvordan en genial proletaryngling overvinder alle forhindringer og realiserer sig som mand og kunstner. Tværtimod er biografien snarere – eller rettere: også – historien om, hvordan et moralsk dydsmønster fiskes op af dyndet og mirakuløst undslipper til det højere borgerskab med sin dyd i behold. Uskyldig og god er Andersens faste udtryk, når han stolt paraderer sin dyd – ikke ulig en selvbevidst gammeljomfru.

Strategisk anvender Andersen kønsomvending og moral som sociale dynamoer. I begge de to scener, hvor han konkret konfronteres med truslen om en proletareksistens, anvendes køn og dyd som afgrænsningsmarkører. Da han som dreng af sin ulærde moder sættes til at arbejde på en tobaksfabrik i Odense, lader svendene ham i stedet synge for dem. Men da de drillende undersøger, om han ikke skulle være en pige, flygter den grædende Hans Christian. Indirekte giver han dog i teksten proletarmændene ret, når han beskriver, at han løb bort “bly som en Pige”. De har i hvert fald ret i, at han er et radikalt anderledes væsen end dem.

Næste møde med arbejdstilværelsen foregår, da den fjortenårige dreng er rejst til hovedstaden uden en krone på lommen og endnu ikke har fået sig møvet ind hos bedsteborgerskabet. I desperation opsøger han en snedkermester, som antager ham som dreng, men efter få dage må han grædende forlade også denne plads, da svendenes rå og vulgære tone gør det umuligt for ham at blive!

Endelig fremhæver Andersen sin uskyld, da han efter nogen tid får københavnske velgørere, der gør det muligt for ham at leje et værelse i en af byens luddergader. Pensionatet er faktisk et diskret bordel, men den unge dreng forstår intet af alt dette. I stedet syr han dukketøj og leger med sit dukketeater, mens husets øvrige beboere horer omkring ham. Stolt fremviser han sin seksuelle uskyld som et trofæ eller måske som et bevis på Guds nåde.
 

Kvindelig

Der er således andre farer end proletarmændene. Ludderen, især underklasseludderen, er en type, Andersen også må afgrænse sig fra. Men hun er ikke den eneste farlige kvinde.

Noget af det mest interessante ved en skikkelse som H.C. Andersen, en kønskonstruktion, vi kan karakterisere gennem begrebet “mandlig femininitet”, er, at femininitet og misogyni på ingen måde udelukker hinanden. I Andersens tilfælde kan vi måske sige, snarere tværtimod.

I forfatterskabet viser det sig ofte, at den mandlige hovedpersons femininitet ofte har dræbende konsekvenser for tekstens fysiske kvinder. For når kvinderne kommer mellem protagonisten og hans hjerteven, er der fare på færde. Kvinden overlever det sjældent. Man kunne fristes til at sige, at for H.C. Andersen er en god kvinde en død kvinde. Og kvindens død er bemærkelsesværdigt utragisk. For det meste løser den en masse problemer.
 

Mødrene

Nogle af de kvinder, der er bedst til at dø i Andersens værk, er mødrene. Hans egen moder dør i 1833, mens Andersen er i Italien og lider under den nedgørende modtagelse af hans umandige skuespildebut, Agnete og Havmanden (1843), hvor især den flæbende hovedperson, Hemming, vakte også vennernes vrede. IMit Livs Eventyr beretter Andersen om, hvordan folk pludselig blev sødere mod den nu moderløse kunstner, og hvordan adskillige borgerfruer tilbød sig som erstatningsmoder.

I romanen O.T. fra 1836 er den engleagtige proletarmoder så hensynsfuld at dø ved sønnen Ottos fødsel, så drengen kan adopteres af sin velstående bedstefader. Og i Improvisatoren, Andersens Italiens-roman fra 1835, bliver hovedpersonen Antonios fattige moder kørt over af en rig romer, der herefter bliver den forældreløse drengs mæcen og en slags plejefader. Også her fremstår moderens død som en slags velsignelse.
 

Trekanter

Mere komplekst er de unge kvinders rolle i forfatterskabet. Andersen havde både i sin biografi og i sit forfatterskab en forkærlighed for begærstrekanter, hvor typisk to mandlige bedstevenner – tør vi kalde dem: hjertebrødre? – forelsker sig i den samme pige og gennemgår rivaliseringer på liv og død. Men den typiske løsning bliver kvindens død. Generelt må man sige, at de kvinder, der bryder ind i et romantisk mandevenskab, lever livet farligt. Andersen har en kedelig vane med at tage livet af dem. Det er tankevækkende og ganske skræmmende, at den udtalte misogyni og de mange døde kvinder overhovedet ikke er behandlet i Andersen-forskningen.

Improvisatoren er Antonio forelsket i Bernardo, indtil denne forelsker sig i Annunziata. Herefter bliver Antonio også forelsket i Annunziata. Antonio og Bernardo duellerer, Bernardo såres, og Antonio flygter. Dog uden at tage Annunziata med sig! Senere forlades hun af Bernardo, sygner hen, men når at skrive et brev om, at Antonio var hendes sande kærlighed. Dette passer både Antonio og fortælleren glimrende. Begge er bedst til at håndtere kvindelig kærlighed, den der formuleres fra den anden side af graven.

O.T. elsker Otto Vilhelm, men også Vilhelms to søstre (efter tur): Sophie og Louise; Vilhelm elsker til gengæld Ottos tvillingesøster, Eva, en fattig opvartningspige. Eva elsker også Vilhelm, men tier om sin kærlighed, som hun tager med sig i graven. Således kan Otto overtale bedstevennen til at rejse med sig til Italien, hvor de opholder sig i to år.

Romanen antyder en uhyggelig sammenhæng, da den placerer Evas død på netop det punkt, hvor de to romantiske venner overskrider Alperne og træder ind i det magiske land. Den mærkelige maskuline honeymoon synes at have Evas lig som forudsætning.
 

Kvindelig som mandebro

Andersen selv foretrak også at “forelske” sig i døtrene eller søstrene til de mænd, han sværmede for: Charlotte Øhlenschlæger, Riborg Voigt og Louise Collin. Riborg forsøgte han endog at fri til, men han havde på forhånd sikret sig, at hun var hemmeligt forlovet med en anden, som hun da også ægtede. I stedet fik Andersen så hendes broder Christian Voigt til at trøste sig.

Om denne episode skriver H.C. Andersen i digtet Livet en Drøm(1831). Men læg mærke til, at kvinden, der hyldes som bindeleddet mellem de to mænd, ikke her er blevet gift. Der er sket noget andet med hende:
Dit aabne Blik, du barnlig’ rene Hjerte,
Og hun – vor Søster – bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død – jeg saa Din stille Smerte,
Imens din Læbe vilde trøste mig, –
– O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei dit stærke Venskab miste!

Ligesom det er den døde Eva, der befordrer Otto og Vilhelms romantiske rejse til Italien, er det den døde kvinde, der her fungerer som bindeled mellem de to elskede venner. Kvindeliget er måske mandens korteste vej til den andens mand hjerte.
 

En kvinde er overflødig

Misogynien er naturligvis ikke forbeholdt lyrikken, romanerne og selvbiografien. Den er udtalt også i eventyr som De røde Sko(1845), Rejsekammeraten (1835), Klokken (1845), En Fortælling fra Klitterne (1959) for blot at nævne nogle få eksempler. Måske er det typisk for en patriarkalsk kultur som vores, at maskulin femininitet overflødiggør kvinder.

Kan store dele af H.C. Andersens forfatterskab ses som et udtryk for en fundamentalt mandlig homosocial utopi om at samle såvel maskulinitet som femininitet hos ét køn – og således ganske eliminere det andet. Hvad skal vi med kvinder? Mænd i H.C. Andersens forfatterskab kan selv.

Dag Heede er lektor, ph.d, Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet. I februar 2005 udkommer hans bogHjertebrødre. Krigen om H.C. Andersens seksualitet på Syddansk Universitetsforlag.