I forordet til sin bog om Alva Myrdal fortæller den storartede Yvonne Hirdman, at hun undervejs med arbejdet har været ved at give op, ikke kun fordi materialet om den berømte svensker er overvældende, men fordi konen og ikke mindst hendes mindst lige så berømte mand indimellem er mere irriterende end sympatiske – for nu at sige det pænt. Og Hirdman har ret, ægteparret Myrdal er ikke til at holde ud. Men samtidig er de også umulige at holde på afstand, fordi de på en måde er larger than life, en slags prototyper på de intellektuelle og følelsesmæssige monstre som bestandig fødes for at holde os andre i ånde, forandre verden, gøre den bedre, men samtidig bærer deres egen fejlbarlighed til skue, ja ligefrem måler verden med den, sådan som vi alle har tendens til, ligegyldig om vi vil eller ej, fordi vi er mennesker.


Alva og Gunnar Myrdal var parret

Yvonne Hirdman kalder sin bog om Alva Myrdal Det tänkande hjärtat, hun kunne også med tanke på Poe have kaldt den Hjertet der sladrede, for uanset alle intellektuelle krumspring og politiske engagementer, er Alva gennemsigtig og bag spadseredragten mindst lige så sårbar som sin elskede, der ellers har påtaget sig rollen som Pygmalion og især i begyndelsen af deres forhold omkring Første Verdenskrig, gjort sig den største umage for at gøre hendes tanker store, autoritative og rene – samtidig med at han også vil have hende for sig selv som en blanding af lillepige, erstatningsmor og boksebold.

Jeg var lige ved at sige, at det er en meget svensk historie, men tager straks flugten fra denne generalisering og giver et kort rids af, hvad det hele handler om – der er måske læsere, som ikke er helt up to date, hvad Alva og Gunnar Myrdal angår. Men de var op gennem trediverne og helt til firserne parret ikke blot i svensk, men i international socialpolitik, kvindefrigørelse og fredskamp og nåede så vidt, at han fik Nobelprisen i økonomi (1974) og hun Nobels fredspris (1982).


Politibetjent eller diktator

Det var der ingen, der anede, da Alva kom til verden i 1902 i Eskilstuna og hed Reimer og drømte om at blive enten politibetjent eller diktator. Måske ikke andre end hun selv – hvad ønskedrømmene måske antyder. Som teenager læste hun Schopenhauer og Nietzsche, og som gymnasiast møder hun Karl Gunnar Myrdal, højrevredet student, mandschauvinist, køn og frygtelig charmerende. Og så var hendes skæbne beseglet.


Alva elskede sine blå mærker

Når ordet “svensk” trods al modstand alligevel sniger sig ind, er der forskellige grunde til det. Omkring århundredskiftet mellem 1800 og 1900 var Sverige mere provinsielt end Danmark bl.a. pga. landets størrelse og lave befolkningstal. Den underlige modstand, som opstod i forbindelse med Alva Myrdals drøm om at blive student, ville man måske også have kunnet finde i Danmark, men næppe så eksplicit. Min mor blev student fra Århus Katedralskole i 1907, og jeg er sikker på, at man i familien har oplevet det som lidt af en triumf og resultatet af en naturlig udvikling og emancipation.

Men her var denne drømmende, unge kvinde, der skulle drive det så vidt, pludselig engageret i en frigørelseskamp så sent som i begyndelsen af 1920’erne, og det varede år, ja måske hele livet, før hun var i stand til at vride sig ud af den rigide indespærring, der var tale om i et ægteskab, som uden tvivl var baseret på lidenskabelig kærlighed, men også bundede i en trang til underkastelse, der både grænsede til masochisme og overskred grænsen, så sandt som Alva måtte erkende, at hun elskede sine blå mærker og aller helst dem, hun kunne nå at kysse!

Her er paradokset – eller i det mindste en del af det – for hvordan kan man hellige sit liv til et engagement i frigørelsens og fredens navn og samtidig være offer for de skumleste impulser med bestandig fare for at blive trukket ned af understrømmen eller ligefrem at undslippe det hele ved at tage livet af sig?

Efterhånden som karrieren tog fart, gik rejserne i alle retninger og over flere kontinenter, uanset om verden var i krig eller ej. Sporet var lagt og for det berømte ægtepar gik vejen kun i en retning: opad. Trods utallige aborter lykkedes det Alva at avle tre børn, der ikke blot kom til at leve i diverse kufferter, men í lange perioder også blev hægtet af, så mor kunne tale børnenes sag i store forsamlinger og far skrive afhandling på afhandling om verdens nød og elendighed og dens forbedring, mens han sank længere og længere ned i depressionen eller bedrog sin kone efter noder.


Bekendelser og bodsvandringer

Yvonne Hirdman benytter med god ret den enorme brevveksling mellem ægtefællerne som basis under sin beretning, og dokumenterne er enestående, for de beviser med skræmmende akkuratesse trods alle bekendelser, alle bodsvandringer, alle anklager og jeremiader, at en af grundene til, at lykken undslap de lykkelige, var, at der blandt ægtefællernes strålende og storslåede egenskaber manglede én afgørende: humor. Og dermed vel egentlig muligheden for nogensinde at trænge igennem det panser, der ville have gjort det muligt for dem at ane, hvem de selv var, når de ikke spillede de fantastiske roller, de havde valgt at optræde i.


Erobrede hele verden men ikke sig selv

Alva Myrdal var hele livet igennem en forslugen læser, og det var ikke kun faglitteratur, som trak, skønlitteraturen var mindst lige så interessant for hende, og hun prøvede – uden særligt held – at lokke Gunnar i retning af fiktionen. Til sidst åd fakta dem begge to, de havnede i planlægningens grådige gab, de havde klart øje for verdens problemer og arbejdede herligt og idealistisk på dens forbedring, hvilket ubetinget tjener dem til ære. Men der er måske noget typisk i, at når Alva Myrdal stødte på noget i litteraturen, som kunne have åbnet hendes øjne, så stod hun af. Sigrid Undset og Victoria Benedictsson var ikke noget for hende, der har været for langt ned til bunden, for mange øgler, for meget der mindede om noget, hun som kvinde ikke ønskede at blive mindet om.

Samme år som Alva Myrdal fik Nobels fredspris, skrev hendes søn Jan en meget ufredelig bog om sin mor. Det kan der være indlysende grunde til – også den at hendes arv til ham er den sværeste at bære, nemlig at være kemisk støvsuget for humor. Jeg ved ikke, hvor meget humor Yvonne Hirdman har, men det er i sagens sammenhæng uvæsentligt. Hun har skrevet en alvorlig, til tider hjerteskærende bog om et storslået fruentimmer, der både fik prinsen på den hvide hest og mere end det halve kongerige, men aldrig helt erobrede sig selv.