Kvinder holder halvdelen af himlen, proklamerede Mao Zedong, da han kom til magten i i Kina i 1949. Han indførte en statsfeminisme, der sendte alle kinesiske kvinder på arbejdsmarkedet, og som nedbrød både lønskel og skellet mellem traditionelt mande- og kvindearbejde. Med een bevægelse opnåede kinesiske kvinder den ligestilling, som kvinder i Vesten stadig kæmpede for.
I dag har Kina skiftet planøkonomien ud med troen på det markedsstyrede samfund og individualiteten. Den enkelte er fri til at skabe sit eget liv. Det betyder blandt andet, at husmoderrollen er blevet en valgmulighed, og for første gang siden 1950 er andelen af kvinder på arbejdsmarkedet faldende og lønskellet mellem mænd og kvinder stigende. Det er nye ligestillingsudfordringer for et samfund, der ikke har historisk tradition for en feministisk bevægelse.
Ikke desto mindre definerer Yifei Shen, kønsforsker og sociolog fra Fudan University i Shanghai, sig som feminist. Hun forsker i køn og familieforhold, er som associate professor i gender studies en meget populær forelæser blandt de unge studerende, der møder frem i hundredevis til hendes ugentlige forelæsninger, og en ikke mindre populær mediefigur i kinesisk TV, når der er behov for at kommentere på ligestillingsspørgsmål og udviklingen i den moderne kinesiske familiestruktur.
Hun er også statslig rådgiver på netop familieområdet, og det er svært ikke at se det som en underdrivelse, når hun beskriver sig selv som en person, der ‘egentlig ikke har særlig meget indflydelse’.

Forældre-generationen bliver second wives

Yifei Shen kalder den ny æra i Kinas historie for Post-Patriarchal.
I sin nye bog, The iFamily, undersøger hun den nye familieform, der er opstået i den kinesiske storbymiddelklasse, intergenerations-familien. Her flytter forældrene ind hos det yngre par som second wives. De overtager husarbejdet og børnepasningen 24-7, så de unge er fritstillede til at gøre karriere på lige vilkår. Eller det, der ligner, i det moderne markedsstyrede Kina.
Intergenerations-familien forskubber ifølge Yifei Shen den traditionelle magtbalance mellem generationerne, men det samme er ikke nødvendigvis tilfældet for magtbalancen mellem kønnene, påpeger hun.
For det overordnede spørgsmål er, hvor den tidligere tids kommunistiske statsfeminisme har efterladt de yngre, moderne kvinder i dag?
Eller som Yifei Shen spørger til slut i sin forelæsning på Sociologisk Institut på Københavns Universitet en eftermiddag i august i år:
– Hvis den patriarkalske struktur ikke har forandret sig, og hvis magtstrukturen ikke har forandret sig, men det økonomiske system pludselig ændres, hvor efterlader det så individet?

Individualiseringsproces på fast forward

Da jeg senere møder Yifei Shen på hendes hotel i København, pointerer hun, at dér, hvor det moderne kinesiske individ er efterladt i dag, er midt i en individualiseringsproces på fast forward.
– Hvorfor er individualiseringsprocessen så vigtig? Fordi du så er ansvarlig for dit eget valg. Under planøkonomien blev ingen holdt ansvarlige for deres valg. Du valgte ikke selv dit job. Hvis du ikke brød dig om det, kunne du give samfundet skylden. Nu kan du kun give dig selv skylden, fortæller hun.
Det er en central pointe for Yifei Shen, at de kinesiske kvinder ikke selv valgte deres ligestilling. Den skal de først til at tilvælge nu. Hvis det er det, de vil. For selvom de udfordringer, moderne kinesiske kvinder står overfor i dag, kan minde om dem, kvinder i eksempelvis Danmark eller USA står overfor, f.eks. løngab, work-life-balance og et glasloft op mod de højere poster i samfundet, er den historiske forskel vigtig.
– Vores historie viser, at det, at kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, ikke nødvendigvis et resultat af feminisme. Måske i USA, men ikke i Kina. I Kina er vi jo allerede derude.
Vi gik fra een ekstrem, hvor alle kvinderne gik hjemme, til en anden ekstrem, hvor alle kvinderne gik på arbejde. Derfor er det også interessant, at den nye bevægelse, der tilskynder kvinderne til at gå hjemme, ikke kommer fra staten, men fra kvinderne selv. Her bruger vi vores mulighed for agens (individets mulighed for aktiv handling, red.) forskelligt, fortæller Yifei Shen, der sammenligner dele af den nye feministiske bevidsthed i Kina med Black Feminism i USA.
– De sorte feminister i USA kritiserer også de hvide feminister for at fokusere på retten til at arbejde. De sorte kvinder har altid arbejdet. Retten til at arbejde er ikke på deres dagsorden, tilføjer hun.

Hot Super Mom gør sit indtog

I kølvandet på individualiseringsprocessen og det stærke fokus på individets ret til at skabe sit eget liv, kommer også individets ret til at skabe sit eget selv. Nye identitetskategorier er opstået. En af de mest markante, har Yifei Shen valgt at kalde Hot Super Mom i sin kommende bog af samme navn.
Hot Super Mom optræder alle steder i medierne og er et resultat af vores individualiseringsproces. Hot Super Mom forventes at have succes, at være sexet og smuk og se ud som om, hun aldrig har født børn. Hun kan også have et hvilket som helst arbejde, og hun kan navigere på internettet. Men hun ændrer ikke på balancen mellem kønnene. Hun skal stadig være køn, så hun kan være tiltrækkende for sin mand. Ellers tager han en elskerinde, og så er det hendes egen skyld, forklarer Yifei Shen og løfter et ironisk øjenbryn.
Alligevel trækkes Hot Super Mom ofte ind i debatten, når der bliver diskuteret ligestilling i Kina. Moderne kvinder er jo stærke, argumenteres det fra den side, der mener, at det ikke er nødvendigt med en ligestillingsdebat. Hot Super Mom har jo magten i hjemmet og kontrollen med husholdningsfinanserne. Hun har endda det frie valg til selv at bestemme, om hun vil gå på arbejde eller gå hjemme.
– Men er det sandt, at hvis kvinden har magten på hjemmefronten, og manden har magten i det offentlige liv, så udgør det tilsammen ligestilling? Selvfølgelig er det ikke det, understreger Yifei Shen.

Den moderne husmor

I et samfund, hvor en høj arbejdsdeltagelse altid har været påkrævet, kan ideen om et liv som hjemmegående virke tillokkende. Yifei Shen påpeger, at i et mangfoldigt samfund er det ikke alle, der ønsker en karriere. Nogen vil hellere tage sig af børnene og familien. For andre, ofte dem i lavtlønnede fag, er arbejde en hård og sur pligt, man gerne vælger fra.
I fremtiden kan husmorrollen endda blive en nødvendighed, hvis det moderne familieliv skal hænge sammen. Med overgangen til det frie marked, forsvandt de tidligere børnepasningsinitiativer, der gjorde det muligt for alle kvinder at deltage i arbejdsstyrken.
I dag er der 18 måneders ventetid på en institutionsplads i Shanghai, mens barselsorloven typisk kun er på fire måneder. Når det endelig bliver muligt at få sit barn passet, lukker børnehaver og vuggestuer allerede kl. 15 hver dag. Det er ikke et tilbud, der matcher med et moderne arbejdsliv med høje konkurrencekrav og lange arbejdstider.
I dag hænger de fleste familier kun sammen, fordi de lever i intergenerations-familier. Men hvad sker der, når den nuværende karrieregenerations børn skal ud på arbejdsmarkedet, og karrieregenerationen ikke er færdige med deres karrierer?
Yifei Shen advarer mod, at de løsninger, der kan virke tilfredsstillende her og nu, som f.eks. længere barselsorlov og muligheden for at blive hjemmegående, kan give bagslag på længere sigt.
– Som feminist bifalder jeg, at kvinder har et frit valg. Men ligestilling er ikke en enkel proces. Ligestilling er kompliceret. Staten kan give kvinderne økonomisk kompensation for at tage f.eks. en længere barselsorlov, men i det lange perspektiv forringer det hendes muligheder på arbejdsmarkedet, forklarer Yifei Shen, der selv foretrækker et varieret pasningstilbud som løsning.
Yifei Shen undrer sig også over, at der kun tales om kvindens mulighed for at gå hjemme. I hendes øjne er den kinesiske mand mindst ligeså presset af samfundets høje performancekrav. Hvis ikke mere. At være mand i Kina betyder, at man er konkurrencedygtig på arbejdsmarkedet og tjener gode penge.
– Jeg tror egentlig ikke, at mænd i Kina er særlig lykkelige. De har ikke mange valgmuligheder. De kan ikke blive hjemmegående. Hvis de gør det, vil kvinderne betragte dem som svage, som tabere. Det er derfor, jeg mener, at vi skal se på kønsfordelingen på arbejdsmarkedet. Jeg er imod alle former for kønsstereotyper. Ikke kun for kvinder, men også for mænd, fortæller Yifei Shen.

Ligestilling er ikke lig med lykken

Det er een ting, at foreslå bedre børnepasningsordninger, men det er noget andet at rykke ved de grundlæggende kønsroller. Det sidste gør ondt, siger Yifei Shen. Men det er det, der skal til, hvis en egentlig ligestilling skal opnås.
Både mænd og kvinder skal være villige til at se på, hvilke privilegier, de er nødt til at opgive, hvis de vil være lige. Økonomisk uafhængighed, der hverken går hånd i hånd med husmorrollen eller kinesiske kvinders tendens til at gifte sig opad i samfundet, kan f.eks. være nødvendig, hvis man vil respekteres som lige individ. På den måde kan personlige interesser stå i vejen for en alment positiv samfundsudvikling i det individualiserede samfund.
– Det er derfor, jeg siger, at ligestilling ikke nødvendigvis er lig med lykken. Ligestilling er det mål, jeg mener, vi skal arbejde hen mod, men ikke nødvendigvis for at gøre folk lykkelige. Ligestilling kan mindske smerten i vores liv, men den er ikke perfekt. Den er måske relateret til lykken, men vi er nødt til at se på både fordelene og omkostningerne i vores valg. Det, der gør dig lykkelig lige nu og her, kan sagtens skade dig i det lange løb, slår Yifei Shen fast.