Fakta om Huda Lutfi

  • Huda Lutfi er en af Ægyptens mest betydningsfulde billedkunstnere.
  • Født 1948 i Kairo, Ægypten, hvor hun også lever og arbejder.
  • Hun har en PhD i arabisk kulturhistorie fra McGill Universitet i Montreal, Canada.
  • Huda Lutfi havde debutudstilling 1996 på Det amerikanske universitet i Kairo, efterfulgt af solo- og gruppeudstillinger i USA, Holland, Tyskland, Frankrig, Bahrain, Belgien, Senegal, Mali, Grækenland, Danmark m.m.
  • Hun har boet 3 måneder på Nørrebro i København og udstillede bl.a. på Nikolaj Kunsthal i København i 2010 på udstillingen My World Images.
  • Bogen rummer yderligere seks kapitler om diverse temaer, som kunstneren Huda Lutfi har skrevet. Men de er korte og fungerer mest som en introduktion til de enkelte temaer om sangerinden og forbilledet Umm Kulthum, køn som kulturel konstruktion, det spirituelle m.m. Til gengæld er der rigeligt fotomateriale, som underbygger kapitlets tema. Så kan man selv gå på opdagelse og finde temaerne i hendes værker.

Vores kendskab til moderne ægyptisk kunst er mangelfuldt og leder straks vores tanker i retning af faraonernes klassiske kunst og stærk statslig styring af det kunsteriske udtryk. Men der er meget mere end denne smalle og ganske fordomsfulde opfattelse af ægyptisk kunst. For side om side med den statsstyrede kunstscene, eksisterer der en livlig og kraftfuld, internationalt orienteret ægyptisk kunstscene, som gør op med klicheer, og som går nye veje. Med bogen “Huda Lutfi” om den kvindelige kunstner Huda Lutfi får vi et bredt perspektiv på, hvordan det ser ud for den ægyptiske kunstscene for samtidskunst samt et fint portræt af en interessant kunstner. 
To væsentlige og store kapitler udgør kernen i bogen. Den ægyptiske professor i moderne arabisk litteratur, Samia Mehrez, giver et indblik i den historiske og politiske sammenhæng, hvor hun beskriver kunstens positionering i staten. Det er et essay, der giver god mening, når man skal forstå den virkelighed, som Huda Lutfi agerer i, som kunstner i Kairo, i Ægypten og resten af verden. 
Det andet store kapitel er skrevet af Huda Lutfi selv, hvor hun beretter om sin baggrund og om, hvordan hendes kunstneriske karriere begyndte og siden har udfoldet sig. Her har hun også nogle meget interessante beskrivelser af reaktionerne på sin kunst.
   

Nye definitioner på ‘ægyptisk’

Huda Lutfi er uddannet på universitetet i Montreal i Canada og det amerikanske universitet i Kairo. Det er som kulturhistoriker, at Huda Lutfis kunstneriske løbebane tog fart. En undren over fraværet af kvindelige kunstnere i den arabiske kunsthistorie fik hende til at fokusere på kvindernes tilstedeværelse i kunsten. Den kulturhistoriske viden og metode blev udfordret, og Huda Lutfi begyndte selv at arbejde med billedkunst. De første mange år var det collagen, og siden hen har hun også arbejdet meget med objekter og fundne genstande fra gaden. Der er et rigt og varieret fotomateriale i bogen, der viser hendes kompleksitet og variation.

Skal man tale om ægyptisk kunst, bør man også tale om, hvem der definerer det “ægyptiske”. Her er professor Samira Mehrez’s kapitel oplysende. Hun gør rede for kunstens historiske placering i staten helt fra kolonitiden med englænderne frem til i dag. Tidligere var det så enkelt, fordi staten indtil for ganske få år siden havde eneret på at definere det ægyptiske. Senere bød de internationale kunstkuratorer ind med deres definition på “rigtig ægyptisk kunst.” Hvis man kom kunstner ikke kunne opfylde hverken den ene eller den anden definition på det ægyptiske, blev det vanskeligt. Kunstnerne måtte finde deres egen vej.
I dag er der en ny og ændret virkelighed for Ægyptens kulturelle landskab. Kunstnerne har i højere grad frigjort sig fra staten og dens vilkår for kunsten. De kan også pendle mellem stat og de private institutioner og gallerier. Begge disse forhold har begrænset statens historiske rolle i kunstproduktionen og som mæcen. Det har til gengæld haft en opdragende effekt på aktørerne i statens tjeneste og givet dem et bredere kunstsyn. Det har også medført en større interesse i staten for også at inkludere kunstnere, som agerer i det private og på det internationale marked, i diverse statslige projekter.
  

Fra akademiker til udøvende kunstner

Da kunstnerne begyndte at forholde sig til den internationale kunstscene og indtog den bl.a. via uddannelse på kunstakademier i Paris, London og USA, kunne de selv definere deres kunst. Især kunstmarkedet og området omkring den arabiske Golf, f.eks. Bahrain og Dubai, har været en medvirkende årsag til denne bevidstgørelse. 
Her er Huda Lutfi et mønstereksempel. Hun er på mange måder en usædvanlig kunstner i Ægypten, fordi hun ikke har en formel kunstnerisk uddannelse fra et statsligt kunstakademi. Egentlig er hun kulturhistoriker. Men i dag nyder hun anseelse som internationalt anerkendt kunstner og er respekteret i sit hjemland.
  

Helligbrøde

Huda Lutfi udstillede første gang på galleriet på det amerikanske universitet i Kairo. Hun kom siden ind på de velrenommerede private gallerier i Kairo og herfra videre ud i det internationale kunstliv; blandt andet i Dubai. Den anerkendelse og respekt, hun nyder på de private gallerier og nu også internationalt, har medført en lydhørhed i hjemlandet. I dag er hun en af de kunstnere, som staten inviterer med på de statslige projekter – også selvom staten i perioder har problemer med det udtryk, som Huda Lutfi arbejder med. Et eksempel herpå er beskrevet i kapitlet ‘The Testimony’, hvor hun beskriver, hvordan en læst til at lave sko påført sølvmaling og sufitekst igennem flere år har mødt modstand. Resultatet er censur/selvcensur.

For det viste sig at være helligbrøde at skrive sufitekster på en sko i forhold til Islam – også selvom det ikke var en sko, men blot en læst. Værket blev udstillet på Townhouse Gallery, der er et af de prominente private gallerier i Kairo. Plakaten for udstillingen viste værket med skoformene. Fordi plakaten var hængt op i det offentlige rum, kom der fokus på værket. Og myndighederne slog hårdt ned: Samtlige plakater skulle fjernes fra gaderne, og udstillingen kunne kun ses, når der var private aftaler med kunstneren, som desuden skulle være til stede. Det blev en årelang kamp for at få værket udstillet i udlandet. I dag er værket strandet hos toldmyndighederne.

På kant med autoriteterne

Som kunstner arbejder Lutfi med problemstillinger om køn og kultur. Især arbejder hun med at synliggøre forestillinger om kvinder og deres roller ved at samle dukker, hvor hun angriber en forestilling om det autentiske, når selv traditionelle ægyptiske dukker er fremstillet i Kina. Hun laver også objekter af dukker med skrift med generelle statements som Nej til Krig. Ikke fordi dette statement i sig selv er kontroversielt, men fordi konteksten gør det kontroversielt. I dette tilfælde var det på grund af Irak-krigen og 11. september. Konteksten spiller hele tiden ind i forståelsesrammen af hendes kunst. Og dermed er hun som kunstner kontroversiel og på kant med autoriteterne.

En styrke i Huda Lutfis arbejde er hendes baggrund i de kulturhistoriske studier. Hun viser en hverdagskultur i kunsten, som er langt mere kontroversiel i hendes hjemland, end vi som udefrakommende kan forstå. Med fundne objekter fra Kairos gader og stræder og markeder fremviser hun en lokalkultur, som kan være noget mere oprørende at se, end vi forestiller os. Som når hun finder ødelagte dukker på gaden og udstiller dem. Som når hun bearbejder billeder af kvindelige ikoner og skaber opmærksomhed på de kvindelige forbilleder, der findes i Ægypten. Hun fortæller, at det er ikke noget, der skal opfindes, for det ligger allerede i kulturen.

  

Globalt udsyn – lokal inspiration

Lutfi opfatter sig selv som en universel kunstner. Det er hendes erfaring, at man som kunstner ikke bør være for stærkt knyttet til sin oprindelige kultur, fordi det gør det svært at se ud over sin egen begrænsning. Man kommer let til at mangle udsyn og afklaret distance til sit eget udgangspunkt og kan derfor som kunstner ikke i tilstrækkelig grad sætte pris på andre kulturers rigdom og kompleksitet. Hun kunne også tilføje en kønsvinkel, for det lader til, at hun ofte kommer i modsætningsforhold til autoriteter såsom staten, politiet og toldmyndigheder, der især er mænd, der ikke formår at løfte blikket ud over deres egen begrænsning. Hun kommer selv med eksempler, der ville være morsomme, hvis ikke de var så tragiske i deres snæversyn.

Bortset fra kapitlet, som professor Samira Mehrez har skrevet, er bogen skrevet af Lutfi selv. Hun skriver med elegant distance og ikke uden humor. Der er fokus på kunsten, og det er tydeligt, at emnevalget i kunsten udspringer af det personlige. Når Huda Lutfi beskæftiger sig med kvinder, køn og roller, så bygger det på hendes egne erfaringer og et persongalleri tæt på hende selv, fx hendes mor, tante og kendte kvindelige personligheder. Hun bruger byen Kairo, som hun selv bor i, og som giver hende rigelige mængder af materiale at arbejde med. Så jo, hun er ægypter og ægyptisk, og kunstner.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.


Lutfi agerer også socialt. Hun agerer i kraft af sin position i den højere middelklasse og forholder sig således mere til en international dagsorden i forhold til beskrivelsen af kvinderoller end til den lokale dagsorden i Kairo, hvor der vitterlig er stor forskel på kvinder, køn og roller – alt efter hvilke samfundslag, man bevæger sig i. Så det, vi får beskrevet her, er kun den del, som Lutfi selv er en del af. Mere kan man vel næppe heller forlange. Under alle omstændigheder er hun som rollemodel spændende. Hendes kunstneriske format er anerkendt og stort. Hun baner vejen for de næste, der er på vej.