Tidligere har jeg haft et forsimplet syn på vampyrer. De fik mig til at tænke på humorforladt gravkammerstemning og fugtplettede slotte i Transsylvanien. En fortidsfantasi, hvor hvide mænd med kikset tandsæt står på lur bag knirkende døre, mens de venter på at suge blodet ud af hjælpeløse kvinder.
Men nu har piben fået en mere nuanceret lyd. For med tv-serienTrue Blood er vampyrfiguren blevet støvet af. Det skyldes både, at serien præsenterer en forholdsvis høj grad af diversitet, og at den genformulerer og aktualiserer vampyren; ikke ‘kun’ som symbol på den eller det, der befinder sig i periferien af samfundets normer. Men som en sammensat minoritetsfigur, der hele tiden ansporer og pirker til refleksion i det blik, som betragter vampyren – og som samtidig reflekterer over sin egen skæbne som minoritet:

For hvis jeg befinder mig i udkanten af Det Store Fællesskab, hvem befinder sig så i midten? Og hvis jeg hellere vil have en plads derinde, lader det sig så overhovedet gøre? Hvilken pris må jeg i så fald betale? Og hvad, hvis jeg kommer til at længes efter udkantspositionen? Findes der så en vej tilbage? Eller kan jeg kun indløse en enkeltbillet?

Deep in the South

True Blood befinder sig i en slipstrøm af populærkulturelle produkter med vampyrtema, som eksempelvis tv-serien Buffy the Vampire Slayer (1997-2003), dens spin off Angel (1999-2005) og de foreløbig tre film, som udgør The Twilight Saga (2005- ). Men hvor Twilight primært henvender sig til et teenage-publikum, rammer True Blood et ældre segment med en blanding af corny selvironi og udpenslede gengivelser af sex, vold og religiøsitet.

True Blood er løseligt baseret på Charlaine Harris’ bogserie The Southern Vampire Mysteries (2001-), og det er producenten Alan Ball, der også skabte serien Six Feet Under (2001-05), som har omarbejdet Harris’ fantasi til tv-skærmen. Men hvor Six Feet Underdekonstruerer drømmen om det frie og progressive liv i Californien, iscenesætter True Blood et helt andet og mindre poleret stykke Americana.

Seriens opening credits sætter rammen til lyden af Jace Everetts country nummer “Bad Things”. Her stykkes billeder af sumpland, gospelkor, vold, sex og kristendom sammen med historisk billedmateriale fra borgerrettighedskampen i 1960’erne og hvide børn klædt i Ku Klux Klan udstyr. Her citeres en velkendt og eksotiseret fortælling om amerikansk sydstatskultur som intellektuelt tilbagestående, seksuelt depraveret og uhelbredeligt racistisk.

Men True Blood er mere kompleks end som så. For frem for at påberåbe sig en viden om “hvordan livet virkelig er” i de amerikanske sydstater, peger åbningssekvensen på sig selv som konstruktion. Som når kameraet panorerer forbi et skilt, hvor der står “God Hates Fangs” (Gud hader hugtænder) og ikke “God Hates Fags” (Gud hader homo’er). Et greb, der i nogen grad lykkes med at etablere True Blood som et stykke fiktion, der udstyrer seeren med et kritisk og refleksivt blik på den sociale virkelighed, som omgiver ham/hende.

Vampyrer springer ud af kisten

True Blood tematiserer forholdet mellem menneske og vampyr gennem en klassisk os-og-dem relation: “We just wanna be part of mainstream society”, udtaler Nan Flanagan, talsvampyr forAmerican Vampire League, i seriens første afsnit. Japanske forskere har nemlig haft held til at udvikle syntetisk blod, så vampyrerne ikke længere er afhængige af menneskeblod. Set i dette nye og ufarlige lys har de derfor valgt at springe ud af kisten og ind i et større menneskeligt fællesskab. American Vampire League kæmper for, at vampyrer skal tildeles rettigheder og anerkendes som ligeværdige medborgere i det amerikanske samfund. “We pay taxes”, som Flanagan tilføjer.

True Blood bliver forholdet mellem menneske og vampyr til et billede på forholdet mellem samfundets majo- og minoriteter, og vampyren udstiller, hvordan normen konstituerer sig selv gennem forkastelse af det anderledes. I True Blood risikerer vampyrer både at blive udsat for hate crimes og diskrimination. Samtidig konstrueres vampyren som en fleksibel figur, der inviterer til multiple former for kønnet, seksuel og racial identifikation – identifikationer, som fletter sig ind og ud af et kollektivt historisk arkiv: Den sorte borgerrettighedsbevægelse i 1960’erne, den feministiske mobilisering i 1970’erne, kampen for og imod homoseksuelt ægteskab i 2000’erne og – måske allermest aktuelt – den såkaldte krig mod terror og indførelse af en langt strengere lovgivning på immigrationsområdet i USA (jf. Arizonas omdiskuterede og kontroversielle immigrationslov SB 1070, der trådte i kraft den 29. juli 2010).

Vampyren kan ikke siges entydigt at symbolisere identitetskategorier som homoseksuel, sort, migrant eller kvinde. Eller sort homoseksuel kvindelig migrant for den sags skyld. Fleksibiliteten er dog ikke ensbetydende med, at True Bloodnivellerer de hierarkier og forskelle, som sociale kategorier afsætter. Tværtimod går True Blood lige til stregen – og helst lidt over, hvad angår stereotype forestillinger om køn, seksualitet og race.

True Blood rækker begærligt ud efter det stereotype

Seriens hovedperson er den telepatiske Sookie Stackhouse, der arbejder som servitrice på Merlotte’s. En lille bar i flækken Bon Temps i den nordlige del af Louisiana. Sookie er hvid og jomfruelig. Det sidste fordi hun har opgivet at date.

Den heteroseksuelle romantik bryder sammen, når hun kan høre, hvad mænd tænker. Sookie forelsker sig derfor i vampyren Bill Compton, hvis tanker hun ikke kan høre – teknisk set er han jo død. Vampyr-Bill er på sin side tiltrukket af Sookies menneskelighed og jomfruelige blod.

True Blood er ekstremt seksualiseret, og på den vis adskiller serien sig ikke fra mange andre populærkulturelle fænomener. Seksualiseringen hægter sig dog ikke entydigt sammen med kategorier som kvinde eller mand, sort eller hvid. Måske er det først og fremmest stereotypien og dennes variation og fremvisning, som gøres til genstand for seksualisering.

True Blood rækkes der nemlig begærligt ud efter det stereotype. Fra Sookie, som den rene og ærbare, men alligevel seksualiserede hvide kvinde, til Lafayette, den sorte kok på Merlotte’s. Lafayette er homoseksuel og promiskuøs og i sin fritid dealer han vampyrblod – også kaldet V-juice – der fungerer som et narkotika og et afrodisiak for de mennesker, som drikker det.

Tara, Sookies bedste ven, er også sort. Hun blev som barn misrøgtet af sin dybt alkoholiserede og dysfunktionelle mor, og har som voksen vanskeligt ved at forbinde sig følelsesmæssigt til andre mennesker. Jason, Sookies bror, er derimod prototypen på den naive, men dog hyperseksualiserede hvide jock. I seriens første sæson er det særligt hans uafladelige jagt på kvinder, som leverer materiale til scener med dirty sex og nøgne kroppe.

Udforskningen af det stereotype nærer sig ved en lille illegitimitet og politisk ukorrekthed, som givetvis producerer begær efter mere. Stereotypien pirrer. Men samtidig rummer udforskningen også andre potentialer, idet serien er fyldt med forskydninger og omvendinger, som forrykker nogle af stereotypiens fikseringer.

Desperat jagt efter V-juice

I seriens første sæson udvikler den ellers så vampyr-foragtende Jason en afhængighed af V-juice, vampyrblod mennesker bliver høje på, og i sin desperate jagt på mere vampyrblod, møder han Amy, en party girl, der også er afhængig. For vampyrer er det strengt forbudt at afgive blod, men Eddie, en genert og ensom vampyr, er forelsket i den vilde Lafayette. Mens Eddie får sex, får Lafayette blod. Dét opdager Jason og Amy, som sammen kidnapper Eddie.

Mens Eddie holdes fanget i en kælder, kan den vampyr-foragtende Jason alligevel ikke undgå at fatte sympati for Eddie, der ligger bastet og bundet på en feltseng, mens blodet langsomt pibler ud af ham. Jason kan hverken få sine forestillinger om vampyrer eller homoseksualitet til at passe på den hvide, midaldrende og overvægtige vampyr. “For a vampire you sure are a doughy fuck”, som Jason udbryder.

Før Eddie blev vampyr, levede han et stille liv som bogholder med kone og barn – ude af stand til at leve sin homoseksualitet ud. Da Jason bemærker, at Eddie heller ikke ligner en homo, svarer han: “You’re what I was supposed to look like”.

I udvekslingen mellem Jason og Eddie (de)stabiliseres og forskydes stereotypien. Den heteroseksuelle Jason kropsliggør et mandligt homoseksuelt ideal: ung, muskuløs og fyldt med løfter om promiskuøs sex. Den homoseksuelle Eddie derimod ligner stadig en kedelig forstadsfar med hang til alt for meget junk food. I True Blood leges der med dette greb, hvor stereotypien både (gen)installeres og overskrides – og det er ved at holde dette spændingsfelt åbent og uforudsigeligt, at serien driver sig selv fremad.

De tager vores kvinder

True Blood fremstilles intimiteten mellem menneske og vampyr både som hyperromantisk og som en veritabel slagmark. En sentimental og romantiseret fantasi om forbundethed og fællesskab, udfoldet på tværs af symbolske og juridiske grænser, som projiceres over på den human-vampyriske relation mellem Sookie og Bill. Hvis bare man må få den, man elsker, skal alt nok blive godt.

Men samtidig kører en anden og mørkere sub-tekst. I første sæson myrdes en række kvinder, som har det til fælles, at de alle har elsket eller haft sex med en vampyr. Der er et ord for disse kvinder: Fang-bangers. Straffen for at overskride patriarkatets påbud om, at mennesker kun må være seksuelt og intimt sammen med andre mennesker, og at kvinder grundlæggende tilhører mænd og nationen, rammer på misogyn vis kvinder hårdest.

I seriens første sæson opdager Lafayette, at én af hans kunder, David Finch, er politiker, og at han stiller op til Repræsentanternes Hus med en stærkt anti-vampyrisk dagsorden. På tv-skærmene advarer Finch mod at give efter for vampyrernes krav om rettigheder. Som fremmede kommer de nemlig for at tage ‘vores kvinder’, ligesom de gør unge mennesker til homoseksuelle og stofmisbrugere. Med Finch, som i det skjulte begærer en sort mand og elsker V-juice, udstilles et politisk hykleri, som ikke er ukendt fra amerikansk politik, hvor kernefamilieværdier fylder det meste.

Men mere interessant er det måske, at True Blood har blik for, at de reguleringer, som producerer (il)legitime intimiteter – og i forlængelse af dette (il)legitime subjekter -udgør en politisk slagmark af dimensioner, hvorfra der kan piskes stærke kollektive følelser op, som tjener bredere xenofobiske, sexistiske, nationalistiske og homofobiske dagsordener. True Blood nærer sig ved, men peger også kritisk tilbage på intimitetens helt centrale placering og operationalisering i en senmoderne tidsalder. Slagsmålet om, hvordan den skal indrettes og reguleres, kan mobilisere offentlig interesse og affektivitet, som i mange tilfælde overstiger den opmærksomhed og indlevelse, som tildeles en lang række andre politiske emner, lige fra krigene i Irak og Afghanistan til fattigdomsproblemer og olieforurening.

To mainstream or not

Det er især den første sæson af True Blood, som er interessant, fordi den her forsøger at fremvise diversiteten og intersektionaliteten i minoritetserfaring, samtidig med at den – via vampyrfiguren – skaber et rum, hvor der kan reflekteres over erfaringer, der går på tværs af kategorier som sort og hvid, heteroseksuel og homoseksuel.

En af de mest fascinerende story-lines i seriens første sæson handler ikke kun om vampyrernes forsøg på at blive accepteret i det amerikanske samfund, men også om vampyrernes interne kamp. Skal man som minoritet assimilere sig til majoriteten? Og hvis man assimilerer sig, bliver prisen så (altid), at ens særegenhed går tabt? Findes der overhovedet et alternativ til assimilation?

Bills gamle vampyr-venner kalder ham på nedladende vis for Mr. Mainstream. Vennerne bor stadig sammen, og har ikke travlt med at tilpasse sig menneskekulturen. De ser gerne, at han vender tilbage til deres (subkulturelle) fællesskab, som kendetegnes af vold og norm-overskridende seksualitet.

Vampyr-Bill har ikke meget til overs for det gamle slæng. De deler rede og segregerer sig, som han forklarer til Sookie: “When vampires live in nests they become cruel more vicious. They become laws unto themselves. Whereas vampires such as I, who live alone are much more likely to hang onto some semblance, some form of humanity”.
Så modsat sine gamle venner insisterer Bill på at gå mainstream og engagere sig i vampyrpolitik. Iklædt et stok-konservativt jakkesæt deltager han i oplysningskampagner i det Bon Tempske lokalmiljø, hvor han beroliger de fremmødte mennesker med, at de ikke skal være bange for vampyrer. 

Vampyrisk subkultur fremstilles dog langt fra som entydigt negativ. I Shrevesport ligger Fangtasia – den første vampyr-venlige bar i Louisiana. Her finder vampyrkulturen og dens menneskelige beundrere et fristed, alt imens de drikker syntetisk blod fra flaske. I modsætning til den livløse og angstfyldte konservatisme, som kendetegner Bills oplysningskampagne og de fremmødte tilhørere, er Fangtasia fyldt med hotte hugtænder og queer æstetik.

True Blood kan læses som assimilationspropaganda, men den kan også læses mere nuanceret, som en refleksion over de forskellige politiske strategier og livsvalg, mange minoriteter står over for. Serien understreger, at det for minoriteten er en oplagt strategi at gribe til rettighedskamp og klassisk identitetspolitik. Det er på det grundlag, den politiske virkelighed opererer. Men samtidig spørger den også til, hvilke selvfortællinger minoriteten i så fald må forlade sig på? Og hvad en sådan rettighedskamp medfører af personlige og politiske omkostninger, fx i form af normalisering og bevaring af status quo?

Det er denne tematisering af de flertydige følelser og politiske strategier, som kendetegner minoritetseksistens, der gør tv-serienTrue Blood interessant. Længslen efter at blive lukket ind i midten sammen med alle de andre. Og længslen efter at blive stående ude på kanten – hvor det måske er nemmere at få lov til at beholde de vaner, følelser og tanker, som betyder noget for én.

Det er samtidigheden i disse politiserede længsler, deres fortrængning og udlevelse, som True Blood spinder en ende over.