Den svenske succesforfatter som markerede sig med de klarsynede og fritænkende feministiske debatbøger Under det rosa täcket og Sireners sång, har skrevet en ph.d.-afhandling i politisk teori. Nu entrerer hun samfundsdebatten som venstreintellektuel kapitalkritiker med bogen Lyckliga i alla sina dagar. Om pengars och människors värde. Med analytisk skarpsindighed lufter Björk her sin indignation over den umådelige menneskelige fattigdom og tarvelighed, som er konsekvensen af økonomiens regime. På overraskende sober slingrekurs mellem emner som ideologikritik, varefetichisme, afpolitisering, arbejdsforherligelse, feminisme og utopisk tænkning og med referencer til teoretikere som Rancière, Badiou, Žižek, Brown og Gorz, lancerer Björk en overordnet kritik af det, hun kalder “penningens logik”.

At læse kapitalen

I fortørnelse over tingenes tilstand har Björk sat sig ned og læst Marx. Og det gør hun klogt i. Ud over den aktuelle fornyede interesse for Marx som kriseteoretiker har den store venstrehegelianske filosof stadig videnskabelig gyldighed som fast pensum på diverse business schools. Uanset politisk ståsted er han altså svær at komme udenom, hvis man vil forstå økonomiens særegne indre logik.
Paradoksalt nok er der ofte blandt venstreorienterede nærmest en aversion imod at læse Marx. I forbindelse med post-68-generationens opgør med ‘de store fortællinger’ er Marx blevet set som en forstenet fortidsøgle, som skal afmonteres og dekonstrueres. Nyfeminismen har kritiseret 70’er-marxismen som en stiv, fallisk mandsfantasi til fordel for mere pluralistiske idéer om græsrodsoprør og hverdagsrevolutioner – et opgør som klart var på sin plads. Men spørgsmålet er, om det ikke er på tide at nutidens feminismer begynder at arbejde med deres anstrengte forhold til den marxistiske teori. Allerede på det punkt er Björks nye bog interessant, og måske endda et vigtigt spadestik.

Mennesker og økonomi

Som undertitlen antyder, er bogens røde tråd konflikten mellem det menneskelige og det økonomiske. Med eksempler hentet i nære hverdagserfaringer peger Björk på, hvordan kapitalismens store transformation af verden er begyndt at berøre mennesket som artsvæsen.
Økonomiens historiske udvikling har nået et punkt, hvor den er færdig med at brede sig ud over kloden og nu ekspanderer indad i menneskelivet. Følelseslivet, psyken og menneskekroppen; stadig flere områder bliver underlagt kapitalrelationer. Reproduktionen og kroppens fysiologiske kapacitet er blevet genstand for kapitalisering: Sædbanker og inseminationsklinikker kan udvinde kropsvæsker og gøre dem til varer. Selvhjælpsindustrien behandler kærlighedsforholdet som en “egotrippet” cost-benefit-analyse. Det professionelle netværk går forud for det nøgne venskab i vores relationer til andre mennesker efter parolen: “What’s in it for me?”
Som Björk siger, så bør vi turde erkende økonomiens magt til at forme os. Det drejer sig om en usynlig transformation, som vi ikke er opmærksomme på, og ikke mindst fra feministisk hold er det vigtigt at analysere denne udvikling. Den medfører nemlig et enormt skift i de socialsfærer, som hidtil er blevet kategoriseret som “kvindelige”: Hjemmet, følelseslivet, seksualiteten og den medmenneskelige omsorg. Disse områder af livet fungerede tidligere som et varmt, kompensatorisk frirum fra mandsverdenens kølige kalkulation, rationalitet og instrumentalisering. Men ifølge Björk er denne opspaltning i to adskilte kønssfærer under opblødning på en måde, som burde interessere enhver god feminist.

Mennesker uden egenskaber

I stedet for at komme med et moralistisk angreb på bankerne, finansspekulanterne og de politiske ledere, ligesom hovedparten af samtidens kritikker gør, arbejder Björk på et højere analyseniveau. Hun bestemmer kapitalismen som en social form, der gennemtrænger alle områder af vores eksistens. Økonomien er ikke lokaliseret i en særlig samfundsgruppe, men har antaget en nærmest antropologisk karakter. Den vigtigste konflikt udspiller sig i dag imellem den økonomiske logik og det menneskelige fællesskab. Som Björk understreger igen og igen, skyldes det ikke, at de rige er grådige og udbytter os, men at vi alle uvilkårligt er underlagt den indre logik i et blindt system, der har værdiens selvforøgelse som sit eneste mål. Ej heller har Björk nogen prætentioner om at kunne omforme kapitalismen til en mere human eller “grøn” version. Økonomisk set er det ligegyldigt om en given aktivitet er ‘nyttig’ eller ‘etisk’. Det, som er profitabelt, eksisterer. Det, som ikke er profitabelt, går under.
Denne udlægning er faktisk helt i tråd med Marx, som hinsides klassekampen grundlæggende beskrev kapitalismen som en konflikt mellem dødt og levende, mellem det økonomiske og det organiske. Derfor giver det i høj grad mening at tale om det menneskeliges status i dag i relation til den økonomiske virkelighed. Og det er det projekt, Björk har taget hul på med sin bog.
Med eksempler fra damebladspressen, reklameverdenen, underholdningsindustrien og selvhjælpslitteraturen forklarer Björk, hvordan kapitalismen fungerer som en skinvirkelighed. Vi optager varernes drømmeverden i os selv gennem vores menneskelige forestillingsevne ved at tillægge varerne menneskelige egenskaber. Vi lader varerne formidle vores relationer til andre mennesker. Vi deltager alle aktivt i vores egen underkastelse, for uden den var vi intet:
“Det svåra med allt detta – med kalkylen som umgängesform, med att penningens logik breder ut sig till alla områden för mänskligt liv, med varufetischismen och med att själva språket beslagtas – det svåra med alt detta är att det inte görs mot oss utan med oss. […] Faktum är, att om jag inte skulle delta i varornas sätt att göra mening i ett materielt överflödssamhälle som vårt skulle jag frånsäga mig en avgörande del av det mänskliga i mig.”

Menneskers værd

Det ligger så at sige i økonomiens DNA at omforme alle aktiviteter til enten arbejde eller forbrug. Mennesket er i stigende grad til for økonomiens skyld – og ikke omvendt – som levende redskaber for kapitalens selvvalorisering. Men Björks spørgsmål er, hvor langt vi skal gå for at adlyde den økonomiske logik:
“Om målet är att ‘skapa jobb’ – varför ska vi själva packa ner våra varer i affären eller plocka blåbär i skogen eller ligga med våra partners eller bära och föda våra barn?”
Sat på spidsen ville det jo gavne økonomien, hvis alle mennesker afstod fra at gå i seng med deres partnere, og i stedet overlod opgaven til specialiserede sexarbejdere. Eksemplet er ekstremt, fordi økonomiens logik er ekstrem. For hvis vores mål som mennesker tilsyneladende er at skabe de bedste vilkår for økonomien, hvad er der så tilbage af selve det at være menneske? Og hvordan kan det være, at vi dog stadig står fast på, at ikke alt kan og skal forvandles til transaktioner af varer og ydelser, og bliver ved med at efterstræbe de tindrende stjernestunder, der ikke har noget ydre økonomisk formål: kunst, kærlighed, sex, erkendelse, venskab, rus?
Svaret er måske, at vi trods alt er mennesker, siger Björk. Menneskeligheden og den menneskelige kapacitet er på én gang økonomiens forudsætning og dens byrde; dens last frontier. Økonomien kan ikke totalisere alt. Der opstår konstant huller og lakuner af aktiviteter, som gør det værd at være menneske og får os til at mærke, at vi er i live.
Det lyder måske patosfyldt og melodramatisk, og Björk er da også klar over, at hun stiller sig i skudlinjen for angreb som romantiker eller essentialist. Men hvor grelt det egentlig står til, ser Björk mindfulness- og selvhjælpsbølgen som et symptom på. Selv om denne nye indadvendthed selvfølgelig allerede er en profitmaksimerende industri i sig selv, er den måske samtidig også en ubevidst og uartikuleret protest mod belejringen af sjælelivet og personligheden. En fastholdelse af en sidste rest af et mentalt rum, som vi kan nyde som et mål i sig selv, og som ikke kan indordnes under en formålsrationel rentabilitetslogik?

Arbejde og kvindearbejde

Björks blik for økonomiens usynlige dominans fører hende frem til en kritisk nuancering af gængse feministiske problemstillinger som ligeløn, ligestilling og såkaldt kvindearbejde. For måske er varetænkningen efter 300 års kapitalisme så dybt implementeret i os som mennesker, at vi forveksler social anerkendelse med økonomisk rationalitet – uden at være klar over, at de to ofte er sammenfaldende:
“Har vi inte väldigt lätt att göra den ekonomiska systemets mening till vår egen? […] Som om mänskliga handlingar adlades av att komma i kontakt med penningen; som om de fick sitt värde från den.”
Denne tendens er først og fremmest tydelig i kravet om anerkendelse af traditionelt feminine tjenesteydelser som prostitution, børnepasning, husarbejde, rengøring, syge- og ældrepleje, med videre. For er omdannelsen af sådanne aktiviteter til lønarbejde egentlig ikke udtryk for den reelle og formelle subsumtion af alle menneskelige aktiviteter under kapitalen? Uden at vi skal romantisere traditionelt kvindearbejde, ligger der måske også en uerkendt menneskelig værdi i at udføre visse handlinger uden det instrumentelle mål at tjene penge.
Det er en dobbelthed, som er penibel og kontroversiel at have med at gøre. For hvad der på den ene side var kvindebevægelsens sejre, fremstår på den anden side i det store billede som en fattigdom, en forarmelse. Her lægger Björk nogle meget klare analytiske snit. Hun viser sig som en fremragende dialektiker, når hun spørger om feminismen i sin forhippelse på ligestilling med mandsverdenen ikke lidt for automatisk har vurderet ethvert brud på kønsnormer som positivt: “Leder inte detta till att feminismen – paradoxalt – blir för interesserad av kön?”

En feminisme, som ikke kritiserer selve opsplitningen af livet i en mandlig og en kvindelig sfære, men blot vil indlemme dem kvindelige sfære i den mandlige på økonomiens præmisser, er ikke god nok ifølge Björk: “En feminism som försvarar den manliga modellen av föräldraliv tycker jag är en feminism som har gått vilse i en ekonomistisk logik.” Hendes feminisme er ikke endnu en interesseorganisation, en særskilt kamp om privilegier, goder og anerkendelse internt i kapitalismen.
Snarere forsøger hun at indkredse feminismens særposition og kvindens andethed som et utopisk tanke- og mulighedsrum. Eksempelvis når hun forsvarer kærligheden og moderskabet som et potentielt politisk sted: “Det finns en utopisk, en politisk, revolutionär dimension i föräldraskapet, ja i själva kärleken överhuvedtaget.” På linje med den franske filosof Alain Badiou kritiserer Björk tendensen til at anskue kærlighedsforholdet som egobekræftelse og instrument for selvudvikling. I en af bogens smukkeste passage beskrives kærligheden som en eksistentielt rystende og selvødelæggende erfaring, hvor du er sårbar og ikke længere kender dig selv og din krops grænser. Du skal simpelthen ud, hvor du ikke kan bunde.

Udgang

Gennemgående aktiverer Björk sine læsere ved at opstille pirrende, dynamiske modstillinger. For eksempel når hun konstaterer, at vi har realiseret Josef Stalins diktum om, at “mennesket er den mest værdifulde kapital”. Men, siger Björk, “människan är ju inte ett kapital. Människan är ju människa. Det finns inget hägre syfte med hennes existens. Hon – hennes överlevnad, hennes blomstrande – är sitt eget mål.”
Björk lægger sine spørgsmål frem med et hudløst, ligefremt og eftertænksomt engagement, som er uhyre tillidsvækkende. Med denne fremgangsform lægger Lyckliga i alla sina dagar sig i naturlig forlængelse af hendes tidligere bøger og fungerer nærmest som deres teoretiske fundament.
Indledningens ideologikritiske stiløvelse fungerer mindre godt, som indramning af resten af bogens problemstillinger og virker måske lidt overflødig. Men derudover er det frydefuldt at blive inviteret indenfor i hovedet på en så kyndig og vidende læser af Marx, som tilmed er i stand til at forbinde sin samtidsrelevante marxisme med aktuelle feministiske problemstillinger og dermed bringe begge ind i et nyt terræn. Det er tænkning, som allerede også er handling. Björk leverer en personlig, vedkommende og tilgængelig formidling af abstrakt teoretisk stof. Hun arbejder elegant med marxistiske kategorier som arbejde, vareform, varefetichisme og valorisering på en måde, så hendes eget engagement skinner igennem.
Dog er Lyckliga i alla sina dagar ikke en eksplicit feministisk bog. Björks feminisme væver sig ind og ud imellem en overordnet systemkritik. Derfor er det beklageligt, at forlæggeren med valget af et prinsesselyserødt bogomslag symbolsk går ind og kønner hendes projekt. I kulturindustrien er pink åbenbart blevet den konventionelle farvekode for produkter, der henvender sig til kvinder. Men ironisk nok underbygger det ufrivilligt bogens pointer: Intet er helligt, vi er alle skøger for økonomien, og feministisk tænkning skal markedsføres som enhver anden vare.
Der er noget vidunderligt paradoksalt i, at en så grundig kritik af kapitalismens forarmelse af livet skulle lyde fra et land som Sverige, som økonomisk set har en af verdens højeste levestandarder: Rigdom ikke gør os rigere. Dystopikeren kunne indvende, at Björks humanisme er for idealistisk, og vi måske allerede befinder os i en art posthuman verden. Under alle omstændigheder efterlader bogen en subtilt skærpet opmærksomhed over for de huller og mellemrum, som vækstlogikken ikke altid og endnu ikke når at udfylde. I en afsindig samfundsindretning, hvor vi kaster mere og mere af vores liv og tid i økonomiens umættelige gab, peger Björk på udgange.

http://www.youtube.com/watch?v=jtm8Bfq_Z5g