Bloggen Mandfjols er en af de mest læste blogs om ligestilling og feminisme for tiden. Bloggeren startede med at skrive anonymt, men så blev det afsløret, at manden bag var 19-årige Nikolaj Munk. Det var en overraskelse for mange, men det har givet Mandfjolset flere læsere:

“Som vi så med bloggeren Bitterfissen Bethany, har man prøvet at lukke munden på mig ved at oute mig. Men reaktionerne har været overvældende positive. Nogle var ligeglade, men de fleste synes, det var endnu federe, at jeg blogger som 19-årig. Selvom der nok var nogen, der blev lidt pinligt berørte efter at have skrevet lidt lumre ting til mig. Læserne projicerede alt muligt over på mig. Det var en stående joke, at folk kunne få lov til at objektivere mig. Det er blevet nemmere for mig at blogge efter min identitet er blevet afsløret, så behøver jeg heller ikke være urolig for, at jeg lægger spor efter mig. Og det har givet mig mere frihed,” fortæller Nikolaj.

“Jeg havde forventet flere negative reaktioner på bloggen, men de har overvejende været positive. Der er jo nogen, som opfatter mig som injurierende, fordi jeg kalder situationer for sexistiske, når de er det. De negative reaktioner har i høj grad gået på min person i stedet for det, jeg skriver. Men det kan jeg godt leve med. Så må jeg gøre noget rigtigt, når det er afsenderen og formen, de angriber i stedet for budskabet.”

Humor som skyts mod sexisme

Det var helt bevidst at skrive som anonym blogger, fortæller Nikolaj:

“Jeg startede med at blogge anonymt, fordi min alder ikke skulle bruges imod mig og fjerne min legitimitet. Det var vigtigt for mig, at der var en barriere, så pseudonymet satte en distance til mig som person, så folk ikke kritiserede mig min person, men kun det, jeg skrev. Som mand er det nemt at få plads i feminismedebatten, både fordi vi mænd har en tendens til at tiltage os meget plads, og fordi, der er så få involverede mænd, at vi hurtigt får taletid. Så ved at sløre min identitet, kunne jeg få folk til at forholde sig til mine ord i stedet for til min person. Jeg lagde et røgslør ved at bruge grimme skrifttyper og rædselsfulde regnbuefarver på bloggen, som var jeg en computeranalfabet.”

At Nikolaj har så godt et tag i mange læsere og har fået så meget opmærksomhed, mener Nikolaj, er fordi han bruger humor og satire i sin blog, selvom om emnerne godt kan være alvorlige.

“Jeg har altid benyttet mig af at skrive sarkastisk. Humor er et godt middel mod frygt. Det kan hurtigt blive skræmmende, når man om sexismen og kvindehadet på internettet. Men når man kan grine af det sammen, mister truslen fra sexismen sin magt. Jeg gjorde det helt klart fra start, at det skulle være et hyggeligt sted for alle mine læsere. Det er også derfor, jeg poster billeder af søde kattekillinger og pingviner.”

Tonen kan godt være hård, når der bliver debatteret feminisme og ligestilling, fortæller Nikolaj.

“Man skal tale pænt og ordentlig til hinanden i debatten, så der er et rum, hvor man kan holde ud at være. Derfor har jeg også formuleret klare retningslinjer for kommentarerne på bloggen og Facebook-siden, fordi læserne har brug for en pause i sexismehavet. ”

Privilegeret mand og udsat nørd

Nikolaj har ikke problemer med at engagere sig i debatten, selvom han beskriver sig selv som øverst i fødekæden som hvid, heteroseksuel mand vokset op i en “forstadsboble”:

“Jeg er ret bevidst om de privilegier, jeg har som mand. Men der var også en lille del, som gjorde mig anderledes, fordi jeg ikke passede ind i den traditionelle drengerolle. Jeg var ikke en stereotyp dreng. Jeg har altid læst meget, har aldrig dyrket særlig meget sport og var meget indadvendt. Det førte til mobning i folkeskolen, fordi jeg ikke levede op til kravene om at være en “rigtig” dreng. Jeg har følt det pres, det var ikke at passe ind i kassen og ikke at være hypermaskulin. Det har da fået mig til at gå imod strømmen. Men jeg er jo hvid mand ud ad til, så samfundet har behandlet mig privilegeret. Så mobningen gav mig en retfærdighedsfølelse, som jeg bruger som rygraden i mine indlæg,” siger Nikolaj.

“Som mand kan man godt have problemer, fordi mænd i dag har fået mange flere muligheder samtidig med, at der er mange, der forsøger at holde dig fast i de gamle roller. Det kan især være forvirrende nu, hvor kasserne har åbnet sig lidt, og man kan bevæge sig ud af stereotyperne. Men der er stadig mennesker, som prøver at proppe dig tilbage i kassen. Det er afsindigt stressende for mange drenge og mænd, at de lige kan smage friheden, men så heller ikke mere.  

Som mand kan du godt tage dig af dine børn, og arbejdspladserne er blevet mere villige til at give barsel til mænd. Det er okay at være mand og ikke kunne lide sport. Vi er på vej i den rigtige retning. Men i overgangsstadiet, hvor vi er nu, er det svært at være mand. Men det er ikke feminismens skyld. Tværtimod.”

Ulighed skaber utilpashed

Nikolaj stiftede for første gang bekendtskab med feminisme, da han efter en ophedet debat med nogle veninder om ligestilling, valgte at læse op på emnet for at finde modargumenter. Men da Nikolaj fik læst sig igennem de første bøger og artikler, blev han opmærksom på, hvordan sexisme påvirker både kvinders og mænds liv.

“Jeg oplevede selv at blive meget utilpas, når jeg hørte om de forholdsregler, kvinder må tage, når de er på vej hjem fra en fest af frygt for overfald og voldtægt. Og jeg som mand aldrig selv skænkede det en tanke. Det gjorde mig meget ukomfortabel at finde ud af, at jeg havde privilegier i kraft af mit køn. Man synes jo aldrig selv, at man får særbehandling af samfundet. Så det var meget ubehageligt at opdage, hvordan nogle mennesker blev behandlet anderledes pga. af deres køn og hudfarve.

Fordi jeg bor i en forstadsboble og har gået på gode skoler, har jeg altid færdedes blandt andre, som har samme privilegier som mig. Det var svært at få øje på uligheden. Da den pludselig dukkede op, blev jeg rystet. For det viste sig, at der er en anden verden, som man ikke ser, når man er hvid, heteroseksuel og mand. Uligheden er usynlig, især for mænd, fordi vi sjældent skal forholde os til andre tænkemåder end vores egen. Når du bliver gjort opmærksom på uligheden, bliver du også gjort opmærksom på dine egne privilegier. Og det gør ondt,” fortæller Nikolaj.

Nikolajs interesse for feminisme startede i 2011, da Helle Thorning-Schmidt blev valgt som statsminister og flere debattører i medierne påpegede, at hun havde sit køn imod sig. Inden da var Nikolaj selv meget kritisk over for ligestilling og feminisme og lidt bitter på kvindekønnet, mest fordi han ikke scorede. Men de mange bøger og artikler om feminisme gav Nikolaj en andet blik på verden.

“Da jeg først fik øjnene op for sexismen i samfundet, blev det meget tydeligt, hvor dårligt, der blev talt om kvinder, især på internettet. Det gjorde mig vred, at folk skrev sådan. Og jeg kunne jo genkende det fra mig selv. Jeg havde jo haft nogle af de samme holdninger,” siger Nikolaj.

“Som mand behøver du ikke at forholde dig til kvinders situation. Jeg gik selv i 18 år uden at tænke på det. Jeg havde kun mandlige venner og skulle ikke forholde mig til kvinders synspunkt. Derfor er det vigtigt for mænd også at forholde sig til, at der er mennesker med andre holdninger og synspunkter end deres egne,” mener Nikolaj.

“Jeg tror, at for mange føles ligestilling som et angreb på mænds rettigheder, fordi kvinder får flere rettigheder. Det er indgroet i os. Sat på spidsen kan man godt tale om en voldtægtskultur, hvor vi mænd er opdraget til at overskride kvinders grænser, og at det opfattes som sexet ikke at spørge om lov, før man kysser en person, sådan som man ser det i utallige Hollywoodfilm. Det skaber jo et billede af, at det er superfrækt at overskride kvinders grænser. ”

Flere mænd ind i ligestillingsdebatten

Ifølge Nikolaj bør mænd også engagere sig i debatten om ligestilling uden at være bange for, at de mister privilegier og ender som det nye undertrykte køn.

“Kvinder får flere privilegier i et ligestillet samfund, fordi det er privilegier, mænd allerede har. Men også mænd får bedre forhold. Jeg vil endda sige, at kuren mod mænds problemer er mere feminisme. For mange af de problemer, mænd har, udspringer af de samme mekanismer, feminismen prøver at gøre op med. F.eks. at jeg ikke kunne få lov til at være en nørdet dreng, fordi det ikke passede ind i mandekassen. Det er feminismen med til at opløse.

Eller hvis du er mand, og gerne vil leve af at arbejde med børn eller hvis du er homoseksuel eller transkønnet. Faktisk alt, hvad der afviger fra normen som hvid, heteroseksuel mand med stereotype mandlige interesser. Det er også til gavn for den privilegerede gruppe. Når dem omkring dig har det godt, får du det automatisk bedre. De eneste, der taber, er sexisterne,” siger Nikolaj.

Feminisme i øjenhøjde

Der er stadig mange mænd, som får feminisme galt i halsen. Af flere grunde, forklarer Nikolaj.

“Feminisme må ikke blive for teoretisk, det skræmmer mange mænd væk. De personlige beretninger er meget bedre til at inkludere mændene. Det er vigtigt at åbne øjnene for uligheden. Man skal gøre mænd opmærksomme på uligheden og bede nogle af dem om at stoppe med at råbe op og i stedet for lytte. Og fortælle dem, at der findes andre perspektiver end det mandlige.”

Som mand blev Nikolaj selv vred, da han læste de første feministiske bøger og artikler, men da han læste kvindernes beretninger om voldtægt, var han jo enig med dem.

“Jeg kan godt forstå, at bølgerne går højt, når man diskuterer feminisme og ligestilling. Alle kan være enige om, at voldtægt er noget lort, men så snart man spørger, hvorfor der er en overvægt af mænd, som voldtager og kun et fåtal af alle voldtægtssager, som fører til en dom, begynder det at gøre ondt og blive sprængfarligt. Men man er nødt til at tage kampen. Hvis man befinder sig godt i et system, så er det klart, at man ikke vil give afkald på de privilegier, man har fået. Det gælder både mænd og kvinder. “

Feminismen har stadig en masse udfordringer. Så længe feminisme møder så meget modstand, er det vigtigt, at få mændene med som allierede. Og det er en svær udfordring ifølge Nikolaj.

“Det er jo ubehageligt at vide, at måden man handler og reagerer på, er et produkt af vores samfund. Derfor er der mange, der er imod begrebet socialkonstruktivisme. Men vi kan ikke komme udenom, at der findes en strukturel ulighed uanset, hvad vi kalder den. Derfor tager mange mænd også kritikken unødvendigt personligt. For det er vigtigt at understrege, at det gør dig altså ikke til et dårligt menneske, at du har privilegier. Vi taler ikke om mænd personligt, men mænd som institution.”