Fakta om KAFA

KAFA (på dansk: nok) Vold & Udnyttelse er en Libanesisk Borgerretsorganisation, som blev grundlagt i 2005 af en gruppe professionelle og menneskeretsforkæmpere.
 
KAFAs mission er en gradvis afskaffelse af alle former for kønsbaseret vold og udnyttelse af kvinder og børn ved at tilskynde juridiske reformer og ændringer i politikker og praksisser, ved at påvirke den offentlige mening og gennem en styrkelse kvinder og børn.
 
Et samarbejdsprojekt med Dansk Flygtningenævn, finansieret af KVINFO, KAFA har til formål at stoppe udnyttelsen af kvindelige immigrerende hushjælpsarbejdere i Libanon, som udsættes for vold. Projektet retter sig mod at øge hushjælpsarbejderes juridiske stilling og rettigheder, og på at ændre holdningen til dem i det Libanesiske samfund ved at tage fat på problemet på forskellige niveauer.
 
 

Hushjælp er en vigtig del af det at holde et hjem. Men det bliver ofte forbigået og forvist til, hvad man kan kalde den uformelle husholdning. De, som arbejder i denne sektor, er ofte marginaliserede i forhold til resten af samfund; det drejer sig om kvinder med forskellig racemæssig og/eller etnisk baggrund, og som har en lavere socioøkonomisk baggrund end deres arbejdsgivere.  
Strukturtilpasning har svækket sociale støtteordninger og lettet immigrationen af hovedsagelig kvinder fra det Globale Syd til nord og andre velstående sydlige lande for at kompensere for manglen på arbejdskraft inden for hushjælpsområdet. Samtidig har globaliseringen og udbredelsen af de frie markedsøkonomier betydet nye forbrugsmønstre og tegn på velstand, som drivkraft bag udbud og efterspørgsel af arbejdskraft. Disse faktorer fremmer feminisering af arbejdsvandring og skaber diskussioner om, hvorvidt immigration for at opnå beskæftigelse styrker eller svækker kvinders vilkår.
Immigrerende kvinder og navnlig immigrerende kvindelige hushjælpsarbejdere betragtes som en sårbar gruppe, som ikke nyder statens beskyttelse. Det afgørende element er kønnet, dvs. hvordan immigrerende kvinder fastholdes i den underordnede status og viderefører mandsdominerede strukturer. Mens ansættelse af hushjælpsarbejdere giver kvinder mulighed for at få arbejde og dyrke fritidsaktiviteter, sættes der ikke spørgsmålstegn ved kønsrelaterede normer eller ved, at det er kvinders ansvar at holde sammen på familien. I stedet lægger kvinder byrden over på fattigere kvinder med lavere social status.

Misbrug og overgreb

I Libanon og Jordan er husarbejde et vigtigt beskæftigelsesområde for hovedsageligt kvinder immigreret fra Asien og Afrika. Skøn fra disse lande viser et stort antal hushjælpsarbejdere, 200.000 i Libanon i 2010, og 300.000 i Jordan i 2009. Kvinder fra disse lande arbejder som barnepiger, hjælpere, omsorgsmedarbejdere og kokke, og de tvinges fra tid til anden til at arbejde i deres arbejdsgiveres virksomheder eller hos disses venner og familiemedlemmer.
Beretninger om misbrug og overgreb er meget udbredt. ”Lyn’s*” beretning om sine erfaringer med at arbejde i Jordan viser hvilke overgreb, kvinder udsættes for. Lyn tog sig af fire børn hver dag fra fem om morgenen til tolv middag. Hun udtalte, at ”Jeg føler at jeg skuffer dem og ikke kan møde deres forventninger….for dem er mit arbejde aldrig godt nok og altid for langsomt”. Hun blev desuden med jævne mellemrum slået, truet og verbalt overfaldet af sin kvindelige arbejdsgiver.
Mange immigrerende kvinder fortæller om tilbageholdelse af løn, overarbejde, tilbageholdelse af pas og andre identitetspapirer og mangel på passende indlogering og forplejning såvel som fysiske, verbale og seksuelle overgreb. Den høje hyppighed for selvmord og dødsfald i Libanon giver et dramatisk billede af den desperate situation, som kvinder står i.
En gennemgang af avisartikler i Libanon mellem august og september 2010 viser ni tilfælde af hushjælpsarbejdere i hjemmet, som begik selvmord eller døde under arbejdet.
Og mens de juridiske rammer og de sociale omgangsformer i begge lande giver arbejdsgivere betydelig indflydelse på hushjælpsarbejdernes levevilkår og arbejdsforhold, giver lovgivningen kun hushjælpsarbejderne få muligheder for at kræve deres rettigheder eller søge beskyttelse i tilfælde af overgreb. Det er navnlig det, der i Danmark svarer til au-pair/ordningen (Kafala), som styrer hushjælpsarbejderes indrejse og ophold i Libanon og Jordan, og som giver arbejdsgivere mulighed for at udnytte deres arbejdskraft. Systemet binder den ansatte til én arbejdsgiver i hans/hendes kontraktperiode.
I det øjeblik kontrakten udløber, er arbejdsgiveren ansvarlig for den ansattes hjemsendelse, og de hushjælpsarbejdere, som gerne vil skifte arbejdsgiver, skal først have en tilladelse fra den tidligere arbejdsgiver. Selv hvis en ansat ”stikker af” i tilfælde af overgreb, får hun benævnelsen ”ustabil” eller ”udsvævende” i det øjeblik, hun forlader sin arbejdsgivers bopæl.  
På et andet plan anspores statens modvilje mod at regulere dette ”private” forhold af  kønsrelaterede normer, som forbinder kvinder med hjemmet og definerer husligt arbejde som noget særligt og ikke som ethvert andet arbejde. Den Libanesiske regering udelukker hushjælpsarbejdere fra Labour Law, hvilket overlader arbejdsforhold og andre rettigheder til kontraktlige love. I 2009 godkendte regeringen the Unified Contract for Female and Male Migrant Domestic Workers, som kræver, at alle arbejdsgivere og hushjælpsarbejdere skal underskrive en kontrakt som betingelse for at udstede arbejds- og opholdstilladelser.
Enhedskontrakten er et vigtigt skridt, da den udstikker almene rettigheder og forpligtelser for arbejdsgivere og arbejdstagere. Den rummer imidlertid mange begrænsninger; kontrakten siger således intet om overtrædelser, såsom tilbageholdelse af arbejdstagers pas, og den sikrer ikke arbejdstagers bevægelsesfrihed.         
I modsætning hertil ændrede den jordanske regering i 2008 the Labour Law for at inddrage hushjælpsarbejdere og udstedte i den forbindelse de tilhørende iværksættelsesreguleringer i 2009. Selvom dette er et vigtigt skridt hen imod en sikring af bedre beskyttelse af hushjælpsarbejdere og desuden en brugbar model for regionen, behandler iværksættelsesreguleringerne stadig husarbejde som en særlig kategori. Derfor skal hushjælpsarbejdere arbejdsgiverens tilladelse til at forlade boligen, og de ansatte er afskåret fra at få orlovsydelser. I begge lande afskrækker vanskeligheden ved at sætte love igennem, den tid, det tager for retten at nå til en afgørelse og embedsmandsdiskrimination overfor hushjælpsarbejdere disse til igen at henvende sig til domstolene.

Kønsrelaterede normer lægger pres på hushælpsarbejdere

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

På det individuelle plan sætter kønsrelaterede normer arbejdsgivere i stand til at retfærdiggøre deres krav til lange arbejdsdage uden hvil og desuden at øve indflydelse på de ansattes liv. Maternalisme og opfattelsen af at hushjælpsarbejderen er ”en datter” er med til at rationalisere arbejdsgiveres restriktioner på de ansattes mobilitet og tilknytning til andre mennesker uden for hjemmet. Samtidig presser kønsrelaterede normer kvinder til at udfylde deres rolle ved at skabe en situation, hvor forholdet mellem den kvindelige arbejdsgiver og hushjælpsarbejderen ofte er anspændt og konkurrencepræget.
Den kvindelige arbejdsgiver presser til at påtage sig rollen som den ansvarlige tilsynsførende overfor hushjælpsarbejderens adfærd og arbejde. Samtidig og på samme måde forsøger kvindelige arbejdsgivere at bestyrke deres autoritet som mor og hustru og indehaver af en højere social status gennem forskellige rationaliseringer og repræsentationer af ansatte, som udstiller og understreger den ansattes lave status og afhængighed.   
Indtil i dag har reformer som den forenede kontrakt i Libanon generelt tilsidesat spørgsmålet om køn for hushjælpsarbejdere og udelukket immigrerende kvinder fra processen. Nye love behandler disse under en særlig kategori af ansatte, som har behov for beskyttelse i højere grad end rettigheder, de har som ansatte, som immigranter og som kvinder.
For at styrke immigrerende kvinder har begge regeringer og begge samfund behov for at tage stilling til, for det første hvordan kønsrelaterede normer indsnævrer kvinders roller – uanset om de er borgere i det pågældende samfund eller ej – og for det andet forholdet mellem jordanske og libanesiske kvinders status og hushjælpsarbejderes ditto. De love, der opretholder arbejdsgiverens indflydelse på hans/hendes ansatte, skal tages op; det kan være fadderskabssystemet og lovgivningen, som tager hånd om hushjælpsarbejderes afhængighed af deres arbejdsgivere. Det ville være ideelt, hvis hushjælpsarbejderne selv inddrages i reformprocessen for derved at opnå større indflydelse på deres levevilkår og arbejdsforhold.
* Lyn, den filippinske ambassades sikrede tilflugtssted, interview med forfatteren, den 31. januar 2005, Amman, Jordan. Lyn er ikke hendes rigtige navn.