For meget marked, for lidt, tilpas. “Jeg er optaget af, hvordan vi forsøger at etablere grader af personlig tilknytning i feltet mellem det ‘kommercielle’ og det ‘autentiske’,” siger sociologen Arlie Russell Hochschild, hvis seneste bog kollegaen Barbara Ehrenreich har kaldt “hendes måske bedste nogensinde”. Og det siger ikke så lidt for en forfatter, der for hver ny udgivelse har indført endnu et sociologisk begreb. I Danmark er ‘tidsfælden’ nok det mest kendte. I april udkom Hochschilds nye bestseller The Outsourced Self – Intimate Life in Market Times i paperback med den nye undertitel: What happens when we pay others to live our lives for us.
Og det er præcis, hvad Arlie Russell Hochschild har været på opdagelse i; uden at dømme, uden at gøre nar, har hun trawlet rundt på det amerikanske marked af alt fra professionelle Kirsten gifteknive til folk, du kan ansætte til at være din ven eller dit familiemedlem for en stund. Mens en del af bogens eksempler på privatlivsydelser formentlig er håbløst amerikanske, er hverken matchmakere eller for eksempel bryllupsplanlæggere og professionelle hundeluftere et ukendt fænomen i dansk og europæisk sammenhæng.
“Vi befinder os i konstant tilknytningsalarmberedskab,” siger Arlie Hochschild om det limbo mellem ‘markedet’ og ‘det personlige’, som hun mener, nutidens mennesker befinder sig i. Hvor markedet “af-personliggør vores relationer til andre, gør vi, hvad vi kan, bevidst eller ubevidst, for at gen-personliggøre dem, at få markedet til at føles mindre som marked”, som Hochschild skriver mod slutningen af bogen. Alligevel mener hun ikke, at det er en “antimarkedsbog”. “Det er en bog, som er nysgerrig på, hvordan vi fortolker og forhandler relationer og tilknytning.”

Fremmedgørelse

Arlie Hochschild forsøger at komme helt tæt på processen omkring “hvordan og hvornår vi erkender, at vi er blevet ‘for’ afkoblede”.
“Marx tog på en måde fejl, når han talte om markedets fremmedgørende effekt. Der er intet automatisk ved det,” siger Arlie Hochschild og peger på tre grundlæggende indsigter, hun tog med sig fra arbejdet med bogen The Outsourced Self.
“Den første handler om the market frontier – hvordan grænsen flytter sig, og hvordan måden markedet manifesterer sig og forandrer sig. Det er blevet mere specialiseret, mere ekspertdrevet, mere teknologisk medieret og anderledes globalt end for blot 30 år siden,” siger Arlie Hochschild.
Den anden indsigt handler om betingelserne for følelsesmæssigt engagement.
“Overraskende mange stoler mere på ægtheden i ting, de har købt, end på relationerne til et andet menneske. Nogle nærer mistillid til privatlivet, det er skuffende, skræmmende, mens den verden, man kan købe, forekommer troværdig. Andre oplever forbrug som en dårlig erstatning for den ægte vare og er frustrerede over, at der ikke er plads til det personlige i deres liv.”
Den tredje indsigt handler om, hvor omfattende et ubevidst arbejde, vi gør for at “få det personlige liv til at føles personligt”, siger Arlie Hochschild. “Det var dette aspekt, Marx ikke fik øje på. At vi hele tiden arbejder på at holde fremmedgørelsen på afstand. Og vi er nok ikke bevidste om, hvor meget det faktisk fylder, og hvor mange spørgsmål, vi ikke stiller til, hvorfor vi er nødt til at lægge det store arbejde.”

Symboler på symboler

Da Arlie Hochschild begyndte at gå på opdagelse i markedets tilbud rettet mod de mest intime dele af hverdagslivet, væltede det frem med varer. ‘Kids in motion’ kører dine børn til fritidsaktiviteter; en pottetræner hjælper dit barn ud af bleen; en kærlighedscoach hjælper dig til at finde ud af, hvem du søger; en bryllupsplanlægger udvælger det tema til festen, der kan indfange netop jeres særlige historie; en ønskecoach hjælper dig med at finde ud af, hvad du i virkeligheden begærer. Rent-a-friend, rent-a-grandma, kun markedets fantasi sætter grænser.
I hvert af bogens kapitler forsøger Arlie Hochschild at beskrive en specifik strategi til at genetablere ‘det personlige’.
“Det er ikke altid, de strategier virker. Men når man skal fungere i et kapitalistisk samfund, er man nødt til at forsøge. Et af mine yndlingseksempler er en kvinde, jeg skulle interviewe i hendes hjem, og som glad viste mig familiens nye ovn. Men de lavede stort set aldrig mad – de købte som regel færdigretter. Ovnens værdi er symbolsk, den er “den nye pejs”, som signalerer autencitet, nærhed, hjemmets sjæl. Den symboliserer relationer, som varer ved. Vi finder på alle mulige krumspring til at skabe personlig tilknytning.”
Arlie Hochschild kalder den slags fænomener “materialisering af symbolerne på kærlighed”. Materialiseringer, som folk samler op, prøver, tager af igen, tilpasser, skifter ud, for at finde den rette balance mellem det. Arlie Hochschild kalder det “for meget marked” og “for meget landsby”, hvor ‘landsbyen’ repræsenterer den før- og tidlig moderne æras familiebaserede bytteøkonomi. Arlie Hochschilds interviewpersoner befinder sig i konstant forhandling med sig selv og omverdenen om, hvornår det bliver for afkoblet.
Arlie Hochschild møder for eksempel Grace, som har hyret en coach, der hjælper hende med at fastsætte sin værdi på det virtuelle kærlighedsmarked. På en skala fra 1-10, hvor 10 er en, der “ligner Nicole Kidman, har en varm personlighed, en succesrig men fleksibel karriere og elsker at lave gourmetmad”, lander Grace på, at hun nok er en 6’er. Hun bliver matchet med en anden 6’er, som efter et halvt år afbryder forholdet med ordene: “Jeg går tilbage på match.com. Det var så nemt at finde dig, at der må være masser som dig derude.” Grace synes, det er “uhyggeligt”, og da manden fortryder, afviser Grace ham; hun vil ikke “have noget at gøre med en, der tror, at folk findes i bundter af identiske kopier.”

Ikke nostalgisk

Som en rød tråd gennem bogen sammenligner Arlie Hochschild nutidens sociale praksisser med måden, hendes egne bedsteforældre organiserede deres liv på i starten af det 20. århundrede. Men hun mener ikke, det er en nostalgisk bog.
“Folk opfanger ofte en nostalgi i bogen, men det synes jeg ikke, er rigtigt. Jeg peger på en vis skønhed i et simplere liv, men jeg synes ikke, det er bagudskuende. At trække tråde til mine bedsteforældre er også at tegne et portræt af moderniteten – og af forandringen. Som en måde at af-naturalisere det sted, vi er nu. Vi har ikke altid organiseret vores liv, som vi gør i dag.”
Men snarere end at “vende tilbage” ønsker Arlie Hochschild “en ny nutid”.
“Det, jeg siger om vareliggørelsen af alle disse brudstykker af vores intime liv, er, at man kan miste forbindelsen til sit eget liv. Og hvis man er nødt til at arbejde så intensivt på at genfinde meningen, bør man måske træde et skridt tilbage og stille nogle grundlæggende spørgsmål. I stedet for bare at skrue arbejdstiden i vejret for at få råd til at købe flere services, der kan hjælpe en til at genskabe det personlige i det personlige liv.”

Farlige ideer

Fortællingen i The Outsourced Self foregår i et bevidst langsomt tempo, siger Arlie Hochschild. “Jeg ønsker at trække folk ind, invitere dem til at relatere sig til deres eget liv. Jeg ønsker ikke at prædike. Men jeg vil gerne hjælpe folk til at tænke over deres liv”.
Til efteråret skal hun tale til The Festival of Dangerous Ideas i Sydney. “Jeg blev utrolig glad, og lidt overrasket over invitationen – over at de finder mine ideer farlige … For The Outsourced Self er skrevet meget ‘blødt’. Jeg vil for alt i verden ikke have, at folk skal føle, jeg dømmer dem – det er også derfor, jeg har installeret min egen historie i bogen. Jeg kom selv til et punkt, hvor jeg ikke bare kunne give og gøre, men måtte købe. Købe kærlighed til min tante for eksempel.”
Arlie Hochschild mener, at opsplitningen af det personlige liv i små salgbare servicepakker, på den ene side har en stærkt vanedannende, bedøvende virkning, og på den anden side er dybt foruroligende.
“Men vi er nødt til at skærpe os og turde kigge direkte på det, der foregår omkring os. I The Outsourced Self forsøger jeg at anlægge et kritisk blik på, hvad der sker, når en bestemt sfære, markedet, kommer til at dominere hele vores måde at tænke på.”
Det meningsskabende er ifølge Arlie Hochschild blevet flyttet fra produktion til forbrug.
“Al mening bliver ophobet i købsøjeblikket, mens alle andre led i processen bliver tømt for mening. Jeg spørger så: Er det virkelig sådan, vi ønsker at indrette vores liv, eller er vi blevet mentalt koloniseret?”