Der skal gøres op med kønsskævheden i akademias højere luftlag – ikke for kvindernes skyld, men for universiteternes skyld. Sådan lød budskabet på Det Frie Forskningsråds (DFF) årlige konference i København 14. marts.
“Ud af 100 professorer er kun de 16 kvinder. Der må være noget i strukturerne, som kan ændres, så vi kan udnytte potentialet bedre,” indledte bestyrelsesformand for DFF, Peter Munk Christiansen. Konferencen vil “næppe føre frem til entydige løsninger”, sagde Munk Christiansen, men kan måske være en “begyndelse”. Mens nogle glædede sig over det fornyede fokus på problemstillingen, dryppede flere oplægsholdere malurt i bægeret ved at påpege, at der er sket meget lidt siden 1990’ernes initiativer til at fremme kvinders muligheder i forskningsverdenen.

Sikke en overraskelse

Som bagtæppe for konferencen havde Dorte Henriksen og Carter Bloch, Aarhus Universitet, udarbejdet statistik om køn og forskning i Det Frie Forskningsråd. Tallene viser bl.a., at selv mænd, der får afslag på forskningsrådsansøgninger, bliver forfremmet oftere end kvinder, der får bevilget forskningsmidler. Først efter fire år haler de bevillingsvindende kvinder ind på deres mindre bemidlede mandlige kolleger. Konkurrenceudsatte forskningsmidler skulle udgøre et objektivt parameter for en forskers kvalifikationer, men har altså en markant kønsbias.
Statistikkerne taler et tydeligt – og forudsigeligt – sprog, sagde professor Nina Smith i sit oplæg. “Vi har undersøgt det her forfra og bagfra. Vi har ikke brug for flere undersøgelser. Vi har brug for handling.” 
Ville man få bedre forskning med flere kvinder i toppen, spurgte ordstyreren, og Nina Smiths svar faldt prompte: “Ja.”

“Kvinder klarer sig bedre end mænd hele uddannelsesforløbet igennem, og ser vi på talentmassen, så ryger vi altså meget langt ned i fordelingsniveauet med nogle af de mandlige professorer, der rekrutteres. Rent intelligensmæssigt”, sagde Smith.

John og Jennifer

Den tråd tog Jesper W. Simonsen, divisionsdirektør i Norges Forskningsråd, op i sit indlæg. “Jeg forstår ikke danskernes diskussion om ‘tvang’ i forbindelse med ligestilling. Dette er ikke noget, vi først og fremmest må gøre for kvindernes skyld, men for at blive et fuldt moderne samfund. Det må også danskerne forstå,” sagde Simonsen.
I Norge er andelen af bevillinger til kvindelige forskere øget fra 15-40 procent de sidste ti år, ligesom universiteterne har hævet andelen af kvindelige professorer væsentligt. På Universitetet i Tromsø er næsten hver tredje professor nu kvinde. Det resultat er bl.a. opnået med såkaldt bløde kvoter: hvis der er kønsskævhed på et område og både mandlige og kvindelige kvalificerede ansøgere til et job eller en bevilling, skal man vælge kvinden frem for ‘den mest kvalificerede’.

Forskere er nemlig ikke så gode til at genkende kvalitet, som de tror, sagde Simonsen og henviste til en amerikansk undersøgelse, hvor en forskerstab blev sat til at vurdere ansøgere til en stilling som laboratorieleder. Identiske ansøgninger blev forsynet med henholdsvis fornavnet Jennifer og John – og ‘John’ blev systematisk vurderet som mere kompetent, ligesom forskerstaben foreslog bl.a. højere startløn til John end til Jennifer.

Hvor genkendes excellencen?

Seniorforsker i teoretisk statistik, Inge Henningsen, der blandt andet har siddet i daværende forskningsminister Jytte HildensUdvalg for Ligestilling i Forskning‘ i 1998, satte fokus på styringsredskaber som ‘excellence’.
“Excellence er et af de nye forskelssættende begreber, som får stigende indflydelse på fordelingen af magt og ressourcer,” sagde Inge Henningsen. Og der er tendens til, at det, kvinder forsker i, ikke genkendes som excellence, påpegede Henningsen og stillede spørgsmål ved, om det er “klogt, at DFF overlader arenaen til den strategiske forskning.”
Det er ifølge Henningsen en udbredt opfattelse, at excellence er noget, “man kender, når man ser den”. Ser man nærmere på prisuddelinger og forskningsbevillinger, er der imidlertid helt bestemte mønstre. Comtes videnskabshierarki er fortsat styrende for, hvad der anses for fremragende forskning, sagde Henningsen. Selvom “ingen åbent vil forfægte det synspunkt i dag”, har matematik, fysik, kemi, biologi og sociologi fortsat patent på ‘rigtig’ videnskab. Det er samtidig de fag, hvis faglige udvælgelsesmekanismer har en markant kønsbias, og hvor færrest kvinder er ansat.
På danske universiteter er der f.eks. 40 procent kvinder fra adjunkt til professorniveau på Humaniora mod 22 procent kvinder inden for Teknisk Videnskab. Stort set samme tendens gør sig gældende, når man ser på nyansættelser fra 2009-2011.

Hans Excellence

Inge Henningsen henviste bl.a. til den svenske undersøgelse ‘Hans Excellens: om miljardsatsningarna på starka forskningsmiljöer‘ fra 2010. Her skriver forskergruppen: “Det finns tydliga tecken på att kvinnor missgynnas av ansökningsprocesserna och möter svårigheter i de miljöer som erhållit medel.”
Forsidebilledet på DFF’s årsrapport for 2012, der var delt ud på konferencebordene, anskueliggjorde Henningsens pointe om, hvad der oftest fremhæves som excellence: En yngre mand i kittel står i et laboratorium med en hvid mus i hånden.
“Jeg vil ikke sige noget dårligt om modtagerne af elitepriser,” sagde Inge Henningsen, “men blot stille spørgsmålet: Er det virkelig den fordeling, man ønsker?” Kønsbias i excellence-begrebet er i øvrigt ingen nyhed, påpegede Henningsen. I en EU-rapport fra 2004 skriver professor i kønsstudier, Gabriele Griffin, at excellence-begrebet på én gang er flydende og fuldstændig fastlåst – og “ingen steder er dette mere tydeligt, end når vi ser på kønsbias”.

Glittede papirer

Trods markante resultater på ligestillingsfronten i Norge påpegede Jesper W. Simonsen på konferencen, at den helt afgørende udfordring er “at fastholde det politiske og institutionelle pres”. Ellers er man hurtigt lige vidt. Det kunne flere deltagere nikke genkendende til.
“Der bliver lavet enormt mange glittede papirer om det her. Men derudover sker der ikke meget,” sagde Nina Smith. Der blev f.eks. ikke fulgt op på tænketanken Kvinder i akademias anbefalinger fra 2005. Og det tidligere FREJA-program, øremærkede forskningsmidler til kvinder 1998-2001, “var der heller ingen politisk vilje til at evaluere,” sagde Nina Smith og tilføjede: “Men os, der var involveret, oplevede det som en af de få ting, der faktisk virkede.”
Efter konferencen siger professor i kvinde- og kønshistorie Bente Rosenbeck, der sad i Forskningsrådet 1998-2002, til KVINFOs Webmagasin: “Den stort anlagte konference står i kontrast til det faktum, at Forskningsrådene i Danmark ikke længere har en ligestillingspolitik. Det er faktisk et tilbageskridt.”
Den nuværende struktur i Det Frie Forskningsråd (DFF) blev oprettet ved en reform i 2003. Den ligestillingspolitik, som de gamle forskningsråd havde vedtaget i 2000, blev reelt afskaffet ved samme lejlighed, siger Bente Rosenbeck. Siden har der været enkelte initiativer såsom Kvinder i NAT-TEK (2006-2008) og initiativet Kvindelige forskningsledere, hvor DFF i 2008 støttede ti kvindelige forskningslederes projekter, så de kunne opbygge kvalificering til professorater. “Men de initiativer sluttede næsten inden de begyndte, og der mangler systematik og kontinuitet,” siger Bente Rosenbeck.
I 2010 fik ligestillingspolitikken sit afgørende dødsstød, mener Bente Rosenbeck. Ved lanceringen af ‘Evaluering af forskningsrådenes støtte til kvindelige forskere‘ i 2010, sagde daværende videnskabsminister Helge Sander (V), at “evalueringen viser, at det er ‘mindre fint’ for kvindelige forskere at få penge fra særlige kvindepuljer”. I stedet gav ministeren en “kraftig opfordring til de kvindelige forskere om at melde sig på banen”.
“Og sådan endte historien om de særlige initiativer for kvinder i forskningsrådsregi,” siger Bente Rosenbeck. “På trods af, at rapportens konklusioner pegede i en anden retning.”

‘Noget, vi kigger på’

For nogle år siden begyndte universiteterne dog selv at komme på banen, mener Bente Rosenbeck. “Men forskningsrådene og forskningsfondene kunne tage udfordringen langt mere seriøst, ligesom politikerne også burde bidrage – og ikke kun med hensigtserklæringer. Penge taler,” siger Bente Rosenbeck.
Ordførerne fra de politiske partier var inviteret til debatten på DFF-konferencen, men Venstre og Dansk Folkeparti havde meldt afbud i 11. time. Mens Uffe Elbæk (R) talte om vigtigheden af “mangfoldighed”, sagde Johanne Schmidt-Nielsen (Ehl.): “Det her handler om magt, fordeling og økonomi” og talte bl.a. for genindførelse af FREJA-programmet. Fra Socialdemokraterne var medlem af Europa-Parlamentet, Britta Thomsen, repræsenteret med et oplæg om EU’s initiativer.
Ligestillingsminister Manu Sareen (R) og videnskabsminister Morten Østergaard (R) – eller “Knold og Tot”, som de selv præsenterede sig – var med til at afrunde konferencen. “Det er fornøjeligt at optræde fælles her, for det er et tema, der ligger os meget på sinde,” sagde Østergaard, og tilføjede: “Ud af de store Eliteforskerpriser, vi uddelte i sidste uge, gik kun én til en kvinde. Derfor er denne konference meget velanbragt.”
Hverken Østergaard eller Sareen ville dog lægge sig fast på konkrete initiativer. “Min styringsfilosofi er mest mulig frihed i opgaveløsningen”, sagde Østergaard. Til et spørgsmål om, hvornår den lovede barsel til mænd ville blive realiseret, sagde Sareen: “Det er noget af det, vi kigger på …” og blev afbrudt af utilfreds mumlen. “Nej, nej, nej, nej, nej … jeg ved godt, at Nina Smith sagde, at vi ikke har brug for flere undersøgelser,” forsøgte Sareen, med det resultat, at salens mumlen blev til højlydt latter. “Men altså, vi har nedsat en arbejdsgruppe,” fortsatte ligestillingsministeren, “og den er allerede færdig til sommer, og det glæder vi os rigtig meget til.”