VEIL står for Values, Equality and differences In Liberal democracies, men det betyder også slør. Og siden 2006 har det været titlen på et forskningsprogram finansieret af EU med det formål dels at afkode de ophedede debatter, som har fundet sted i næsten alle europæiske lande, og dels at kortlægge, hvordan de udvalgte otte lande rent faktisk håndterer og regulerer retten til at bære tørklæde. 

VEIL-projektet er netop blevet afsluttet med en høring i Europa Parlamentet i februar. Og når man løfter sløret for debatten om muslimsk hovedbeklædning, viser det sig, at det ikke først og fremmest er forsvar for ligestilling eller modstand mod patriakalsk kvindeundertrykkelse, der er på dagsordenen. Debatten om de muslimske tørklæder handler om meget andet end netop tørklæder.

Afsløringen af slør-debatten

– Bag tørklædedebatten er det væsentlige nationale værdier og definitionen af den nationale identitet, der er til forhandling, hovedsageligt blandt det nationale, ikke-muslimske flertal. De muslimske kvinder selv hører man mindre til i de nationale debatter, konstaterer Birgit Sauer, professor i politisk videnskab ved universitetet i Wien.

Hun har været projektkoordinator for VEIL, som desuden består af forskerhold fra Danmark, Holland, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Grækenland og Tyrkiet.
 
Og en af VEIL-projektets hovedkonklusioner er, at debatten om integration og national identitet har fået en klar kønsdimension.

– Ikke blot tørklædet men kvindekroppen i det hele taget bruges til at symbolisere “civilisationernes sammenstød”. Den fortolkningsramme, som tørklædet indgår i i de nationale debatter, viser sig i stort set alle lande at være en ramme, hvor køn og seksualitet benyttes til at definere “den anden”, “den fremmede”, konkluderer Birgit Sauer. 

– Konstruktionen af “dem” og “os” sker ved, at flertalssamfundet definerer sig som det moderne, ligestillingspositive “os” i modsætning til det sexistiske og patriarkalske “dem”. Og helt parallelt benytter visse minoritetsgrupper hijab til at konstruere et “os” i modsætning til det dekadente, vestlige “dem”, understreger hun.

Køn og seksualitet skal understøtte den nationale identitet

Et tydeligt eksempel er Holland, hvor udlændinge, der kandiderer til hollandsk statsborgerskab, skal igennem en integrationsprøve. Kandidaterne bliver for eksempel bedt om at reagere på billeder, der viser en topløs, solbadende kvinde og to mænd, der kysser hinanden. 

Det er udtryk for, konstaterer VEIL-projektets hollandske forskere, at “køn og seksualitet tillægges en politisk betydning og benyttes til at understøtte fortællingen om Hollands nationale identitet”.

Holland hviler traditionelt på en samfundsstruktur, hvor landets katolske og protestantiske samfund hver især organiserer sig med egne skoler og kulturelle organisationer. Det er den såkaldte “søjlestruktur”, hvor religiøse krav har en historisk legitimitet. Det gælder også for de muslimske indbyggere i Holland, i modsætning til for eksempel Frankrig, hvor den verdslige tradition med skarp adskillelse mellem kirke og stat har ført til et forbud mod alle religiøse symboler i skolerne.

Statskirker mener forbud rammer egne privilegier

Forholdet mellem stat og kirke er netop en af de faktorer, som har størst indflydelse på, hvordan et land håndterer tørklæderne. Lande med statskirker, som Storbritannien og Danmark, har ingen nationale forbud mod tørklæder, fordi verdslighedskravet om neutralitet i det offentlige rum virker mindre overbevisende. Og fordi de er bange for, at et forbud skal ramme statskirkens privilegier. Det er for eksempel tilfældet i Østrig, der lovgivningsmæssigt fremstår som Europas mest liberale land.

Holland, som ikke har en formel statskirke men dog et samarbejde mellem stat og kirke, har ikke indført et generelt forbud mod tørklæder i fx skolerne. Derimod har Holland forbudt personer, der repræsenterer en autoritet, i praksis dommere og politifolk, at skilte med deres personlige religiøse holdning. Helt modsat Storbritannien, som i kraft af sin multikulturelle identitet som tidligere kolonimagt, der fx har udviklet politiuniformer med indbygget hijab.
 
Tyskland derimod praktiserer tre forskellige modeller.
Halvdelen af de tyske delstater har ingen regler om tørklæder, en fjerdedel har et forbud mod alle religiøse symboler i skolerne, og de katolske sydtyske delstater har forbudt muslimske tørklæder men udtrykkeligt tilladt kristne symboler som udtryk for tysk kultur.

Definitionen af den nationale identet er netop den anden faktor, som sammen med kirkeordningerne strukturerer de europæiske landes tørklædelovgivning. 

– I Holland blev forbuddet mod tørklæder i retssalene i praksis grundlaget for et nationalt kompromis, konstaterer VEIL-projektets hollandske forsker, Doutje Lettinga fra Universitetet i Amsterdam.

Burka-debatten bruges til at konstruere dem og os

Efter højrepolitikeren Geer Wilders’s islamkritiske film Fitna og mordet på filminstruktøren Theo van Gogh, som sammen med Ayaan Hirsi Ali havde produceret filmen Submission, har Holland fået en ny debat om fuld krops- og ansigtstildækning med nikab eller burka og bevæger sig efter al sandsynlighed henimod et burka-forbud.

– I virkeligheden er der ikke noget burka-problem, fordi så få benytter fuld kropsdækning. Burkadebatten benyttes helt klart til at konstruere “dem” og “os”. Og den handler om, hvem der skal have lov til at bestemme, hvordan den nationale identitet skal defineres, mener Doutje Lettinga.

Det klinger ualmindeligt velkendt i de danske forskeres øren.

– I Danmark har vi haft et gymnasium, der ville forbyde burkaer, selv om der aldrig havde været en eneste elev, der bar burka. Og vi har haft beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens krav om regler for, at alle offentligt ansatte skal give hånd, hvilket udløste en stor debat, selv om vi aldrig har haft en sag, hvor offentligt ansatte muslimer nægtede at give hånd, siger Rikke Andreassen, ph.d. og lektor ved Malmø Universitet og den ene af VEIL-projektets to danske forskere.

– Vi begynder med at diskutere tørklæder, men er meget hurtigt ovre i noget andet, som handler om, hvorvidt vi skal være multikulturelle eller ej, og om vi skal være sekulære eller ej. Og her er ligestilling blevet et indiskutabelt argument imod det multikulturelle samfund. Ligestilling fremstilles som en specielt dansk værdi og medvirker til at illustrere en positiv og idealiseret national, dansk kultur. Argumentet benyttes af feminister, men også af partier og personer, som ellers ikke har ligestilling som mærkesag, siger Rikke Andreassen, blandt andet med adresse til Dansk Folkeparti.

Samme mønster tegner sig i Holland og også i Østrig, hvor det populistiske ÖVP, der ellers står som repræsentant for et samfund med katolske værdier og traditionelle kønsroller, har forsøgt at bruge den hijabklædte, undertrykte kvinde som symbol på en uønsket tilstedeværelse af fremmede.

– Ligestillingsargumentet instrumentaliseres til at fremme en bestemt politisk dagsorden. Og samtidig spiller minoritetskvinden med tørklædet en vigtig rolle for konstruktionen af etnisk danske kvinders identitet som “allerede-ligestillede-og-ikke-undertrykte”, som Rikke Andreassen formulerer det.


Nu handler ligestilling kun om minoritetskvinder 

Både Rikke Andreasen og VEIL-projektets danske koordinator, professor Birte Siim fra Ålborg Universitet, er enige om, at det er et skråplan når ligestillingsdebatten risikerer at blive tømt for indhold. 

– Konsekvensen er, at ligestilling i Danmark meget bekvemt er blevet noget, der kun handler om minoritetskvinderne. Påstanden er jo, som regeringen også siger, at de danske majoritetskvinder allerede har fået fuld ligestilling. Ligestilling er helt forsvundet fra den politiske dagsorden og er blevet erstattet en meget selektiv ligestillingspolitik, der kun gælder minoritetskvinderne. Men minoritetskvinderne selv høres næsten ikke, og debatten handler meget lidt om disse kvinders adgang til politisk deltagelse og indflydelse, siger Birte Siim. 

– Når vi i den grad fokuserer på ligestilling som en dansk værdi, bliver det meget let en sovepude. Og det bliver svært at diskutere den strukturelle ulighed mellem kønnene, som fortsat eksisterer, for eksempel med hensyn til ligeløn og antallet af kvinder i bestyrelser og ledende organer, påpeger Rikke Andreassen.

Det er et synspunkt, som også vinder opbakning i andre europæiske lande. De franske forskere under ledelse af professor i politisk videnskab af kønsstudier ved Paris VIII-universitetet, Elini Varikas, peger på, at kvindeundertrykkelse i det franske samfund ikke blev nævnt med et eneste ord i den rapport, der beredte vejen for vedtagelsen af det franske tørklædeforbud, selv om den fokuserede på ligestilling.

– Det er en måde at lukke munden på enhver, der vil sætte ligestilling på dagsordenen, mener Doutje Lettinga.

– Det er ganske enkelt farligt for ligestillingen og for feminismen at lade politikerne slippe afsted med en diskurs, der siger, at vi allerede har opnået fuld ligestilling for alle etnisk hollandske kvinder, og jeg savner kritiske feminister, der udfordrer denne diskurs, siger Doutje Lettinga.

Men er det ikke vigtigt, at feminister udfordrer islams kvindesyn, på samme måde som vi også har kritiseret det jødisk-kristne kvindesyn? Og er tørklædedebat og -forbud, trods faldgruberne, ikke med til at skaffe øget ligestilling for minoritetskvinder?

– Kvindebevægelsen gjorde meget mere end at udfordre det kristne kvindesyn, svarer Doutje Lettinga.

– Den anskuede kvindeundertrykkelsen ud fra mange forskellige vinkler, herunder også socialklasse, økonomi og adgangen til arbejdsmarkedet. I forhold til minoritetskvinder vil man kun tale om religion, og det er en reducerende forenkling, mener Doutje Lettinga.

Dansk debat stirrer sig blind på tørklædet

– For enkelte kvinder kan tørklædeforbud måske være en nøgle til øget frihed, siger Rikke Andreassen.

– Men vi er nødt til at erkende, at vi også står over for kvinder, som gør alt det, vi siger de skal i integrationens navn: De uddanner sig, de vil ud på arbejdsmarkedet, og de vil have en plads i det offentlige rum. Og så accepterer vi dem alligevel ikke, fordi de bærer tørklæde.

– Man kan selvfølgelig sige, at så kan de bare tage det af. Men vi er også nødt til at lytte til de muslimske kvinder selv, når de siger, at de kan bære tørklæde som en strategi til at opnå mere frihed, og at de finder ligestilling og feminisme i islam, siger Rikke Andreassen. 

Både hun og Birte Siim peger på, at den danske debat, og senest debatten om et forbud mod tørklæder for dommere, har stirret sig blind på tørklædet som udtryk for undertrykkelse.

– Trods den megen debat om køn har ingen hæftet sig ved, at det kun er kvinder, der rammes af forbud mod religiøse symboler. Netop derfor har det norske Ombud for ligestilling konkluderet, at et tørklædeforbud vil tvinge nogle muslimske kvinder ud af arbejdsmarkedet, hvorfor det kan betragtes som indirekte kvindediskrimination. Denne dimension er helt væk fra den danske debat, siger Birte Siim.

Danmark alene om et forbud på det private arbejdsmarked

De danske forskere opfordrer til i højere grad at anskue tørklæderne ud fra et diskriminationsperspektiv. Det er en af de anbefalinger, VEIL-projektet også er mundet ud i. Og de så også gerne, at spørgsmålet om tørklæder og kvindediskrimination blev anskuet ud fra minoritetskvindernes adgang til arbejdsmarkedet. Den danske retspraksis er den eneste i Europa, der har tilladt forbud mod tørklæder på det private arbejdsmarked.

– Vi synes, at Danmark burde styrke sin indsats ved at udpege et særligt ligestillingsombud i stil med det norske, siger Birte Siim.

Og så bør ligestillingsargumentet sættes ind i en mere teoretisk, feministisk ramme, der ikke kun fokuserer på religion og kultur, mener de.

– Man kan med fordel inddrage moderne feministisk teori, der for eksempel opererer med intersektionalitet. Her undersøges samspillet mellem køn, race, kultur, religion, socialklasse osv. Også post-kolonial feminisme, kan bruges, da den beskæftiger sig med, hvem der får stemme. Det vil sige, hvem der får lov til at udtale sig om hvem, siger Rikke Andreassen. 

Det er tilfældet for eksempel i Frankrig, hvor historiske feminister som Christine Delphy, medstifter af tidsskriftet Nouvelles Questions Féministes sammen med Simone de Beauvoir i 1980, nægter at adskille undertrykkelsen af minoritetskvinder fra kønsuligheden i det franske samfund generelt. 

– Det er desuden karakteristisk for den danske debat om neutralitet i retssalene, at indholdet i denne neutralitet ikke udsættes for kritik. Det samme gjaldt diskussionen om Asmaa Hamid-Abdol på DR2. Ingen hæfter sig ved, at det, vi definerer som neutralt, er hvid, kristen middelklassekultur, som ikke nødvendigvis er neutral for andre end den hvide middelklasse, siger Rikke Andreassen.

– Det er i vid udstrækning hvide mænd, der udtaler sig om minoritetskvindernes ret til at bære tørklæde, konkluderer hun. 

– Hvis vi nu havde en debat om, hvorvidt slips er neutralt, kunne man så forestille sig, at det var farvede kvinder med tørklæde, der fik det meste af taletiden?