Prostitution er blevet big business. Siden ILO, International Labor Organization, i 1998 anbefalede stater at legalisere prostitution for at få del i indtægterne, er Holland, Tyskland, New Zealand og dele af Australien gået den vej. Mens Sverige og Norge forsøger at bekæmpe prostitutionen gennem bødestraf for køb af sex, gør nogle lande det modsatte og institutionaliserer den.

Alene i Tyskland omfatter prostitutionsindustrien 400.000 prostituerede kvinder og 1,2 millioner mandlige købere om dagen, og omsætningen beregnes til 6 milliarder euro om året. Stater tjener på prostitutionen, multinationale firmaer driver den, den er endda repræsenteret på den australske børs. Og mafiaen leverer kvinder til den. Handlen med mennesker er øget som konsekvens af den globale sexindustri.

Alene fra trafficking anslår ILO profitten til 28,7 milliarder dollar om året. Det er svært at sige, hvor mange mennesker der er involveret i sexhandel. Men bare når det gælder ofre for menneskehandel, lyder FN’s og ILO’s beregninger på mellem to og fire millioner mennesker.

I modsætning til hvad man ofte hører, er sexhandel en særdeles kønnet foreteelse. Det handler først og fremmest om kvinder, der bliver solgt til mænd. 98 procent af dem, der sælges gennem trafficking, er kvinder og piger. Mænd og drenge, der sælges til andre mænd, udgør en minoritet.

Samtidig er der opstået en ny måde at tale om prostitution: De kalder det sexarbejde.

Det siges, at prostitution er et arbejde som alle andre. At det ikke skal ses som en krænkelse af vore rettigheder, men derimod som en rettighed at have lov til at “sælge sex”.
At vi burde fokusere på, om der bliver brugt kondom, og at man får en ordentlig betaling. Hvis man legaliserer, siges det, at de dårlige sider af prostitutionen kan forsvinde, at myndighederne kan kontrollere den, de prostituerede kan etablere fagforeninger og få bedre løn. Prostitution i sig selv er ikke skadelig, og det, som foregår mellem to voksne samtykkende individer, er deres egen sag. Ikke sjældent fremføres disse argumenter med brug af feministiske og socialistiske associationer: arbejde, fagforening, rettigheder og selvbestemmelse. I prostitutionsverdenen har man længe talt om at “arbejde” som en omskrivning for at undgå at benævne det, der foregår, som et udslag af sort ironi. Når nogen har sagt “Er du på arbejde?” med et bestemt blik, har den anden vidst, hvad det betød. Men nu bruges det i ramme alvor af debattører, politikere og internationale organisationer: prostitution er et arbejde.

Det er en holdning, som i Sverige fremføres af forskere som Susanne Dodillet og Don Kulick og af debattører som Petra Östergren og Maria Abrahamsson. Den høres fra højrefløjen og erhvervslivets tænketank Timbro, men også fra de postmoderne venstreorienterede omkring tidsskriftet Arena. Den høres fra partiernes ungdomsforbund: både Centerpartiets og Folkpartietsungdomsforbund har tilsluttet sig idéen om, at prostitution kan være et arbejde.

Prostitution har, ifølge denne tankegang, intet at gøre med relationerne mellem kvinder og mænd, men er helt enkelt et forretningsforhold. Vi skal tale om det i forretningsmæssige termer. Trods at den absolutte majoritet af prostituerede i verden er kvinder og piger, og den absolutte majoritet af køberne er mænd, skal vi ikke tale om mænd og kvinder, men om sælgere og kunder. I stedet for prostitution skal vi sige kommerciel sex, og i stedet for prostitueret siger man sexarbejder eller sexsælger – ord, der tilsyneladende er neutrale.

I Holland, hvor alle aspekter af prostitution er lovlige, kalder man bordelejere for “uafhængige entreprenører”, i Australien for “service providers”. Petra Östergren definerer prostitution som “en indtægtsskabende aktivitet eller arbejde for mennesker af alle køn”. Professor i political science Carole Pateman har kaldt dette det universelle argument – som om virkeligheden, der hvor prostitution går ud på, at kvinder sælges til mænd, var underordnet en teoretisk, “egentlig” prostitution, hvor hvem som helst sælger sig til hvem som helst.

På trods af denne kønsløse overflade er historien om sexarbejderen først og fremmest en historie om kvinden. For i centrum af den står ikke den mand, der køber, men kvinden, der sælger. Det er billedet af hende, det handler om at modernisere. Hun skal omfortolkes fra prostitueret til sexsælger.

Sexsælgeren, siges det, er en stærk og selvstændig person. Hun er sexet, begavet, en forretningskvinde eller en arbejder, hun ved, hvad hun gør og finder sig ikke i noget. Sexsælgeren er, som forskeren Jenny Westerstrand skriver, en postmoderne udgave af “den lykkelige luder”.

Hun bliver populariseret i romaner med titler som Belle de Jour – En callgirls intime bekendelser og BlondAnett: En massagepiges dagbog, hvor hun altid er escort med høj indkomst og ofte har et andet job ved siden af. Vecko-Revyn, et ugeblad for piger i de tidlige teenage-år, gør sit til at glamourisere livet som prostitueret. I en artikel fra 2007 udtaler en kvinde: “Jeg sælger sex – og kan faktisk godt lide det!” Artiklen fortæller om de herlige og behagelige sider af livet som prostitueret, om alle de penge og al den sex, man får. Den er illustreret med en fotomodels slanke ben iklædt skinnende nylonstrømper og højhælede sko.

Da ILO i 1998 anbefalede en legalisering af sexindustrien, var deres hovedargument, at stater kunne tjene penge på denne lukrative industri. Men for at kunne hævde dette, var det nødvendigt, at prostitution også blev moralsk legitimeret. Narkohandel og lejemord er jo også lukrative industrier, som en stat kunne tjene penge på, men der er få internationale organisationer, som vil anbefale en total legalisering af dem. Ved at omdøbe prostitution til sexarbejde og forklare, at det godt kan være et resultat af et frit valg, at samfundet må “anerkende den enkeltes ret til at arbejde som prostitueret” og i stedet arbejde for bedre arbejdsforhold, gjorde ILO det moralsk legitimt for regeringer at tjene penge på prostitution.

Historien om sexarbejderen har erstattet tidligere biologistiske og arvehygiejniske myter om prostitution. I dag er det primært den historie, som pornoindustrien bruger for at vinde nyt terræn. Den bruges også af mænd til at forsvare deres handlinger, når de køber sex. Den bliver brugt af regeringer og lobbygrupper for at legalisere handel med kvinder. Men hvordan hænger denne historie sammen? Hvad trækker den på? Hvordan er den blevet til, og hvem står bag?

Sexsælgeren og feministen

“At sælge sin krop er en moralsk rettighed” lyder overskriften på en artikel fra 2006 i Svenska Dagbladet af doktor i teologi Susanne Wigorts Yngvesson.

Artiklen handler om prostitution, men den siger ingenting om, hvad prostitution er. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at prostitution udelukkende handlede om kvinder. Der står næsten ingenting om mænd, og hovedrollerne spilles af to kvinder: den kvindelige sexsælger og feministen. På den ene side står sexsælgeren: “en stigmatiseret gruppe, der føler sig undertrykt”, dog “ikke af mænd, men af andre kvinder, radikalfeminister og politikere”. 

Teksten er en kommentar til Petra Östergrens bog Porr, horor och feminister (“Porno, ludere og feminister”), som udkom i 2006. Den er bygget op, så de to grupper – sexsælgerne og feministerne – stilles over for hinanden og tillægges modsatte egenskaber. Vi får ikke at vide, hvad der foregår i prostitution, men får derimod beskrevet, hvordan disse to grupper af kvinder er. Det er et typisk eksempel på, hvordan historien om sexarbejderen fungerer.

Sexsælgeren beskrives for det første som stigmatiseret og undertrykt, men på trods af dette er hun en helt igennem en beundringsværdig figur. Wigorts Yngvesson beskriver hende som et aktivt individ, der træffer frie valg, udøver “retten til at bestemme over [sin] krop”, og som “protesterer aktivt” mod at blive fremstillet som én, der ikke ved, hvad der er bedst for hende selv.

Feminister og politikere skildres derimod ikke som sympatiske personer. Wigorts Yngvesson mener, at feminister krænker ogstigmatiserer sexsælgerne og ser dem som mindreværdige: “Kvinder, der siger, at de sælger sex frivilligt, anses for mindre begavede”. Feminister, forklarer Wigorts Yngvesson, indskrænker kvinders ret til deres krop ud fra irrationelle grunde, som giver mistanke om, at der er tale om seksualforskrækkethed: Når “det handler om kvinders køn, virker det som om, radikalfeministerne mener, at retten til egen krop ophører”. Feminister “skærer alle sexarbejdere over én kam og påstår, at de er ofre” og mener endda, “at sexsælgerne ikke selv er bevidste om deres offerrolle”. En flok rigtige besserwissere, forstår man:

“Retorikken fra venstrefløjspolitikere, som Inger Segelström og Gudrun Schyman, går ud på, at sexsælgerne ikke selv er bevidste om deres offerrolle og de overgreb, de konstant udsættes for. For at blive opfattet som tilregnelige må de først indse, hvor meget de tager fejl, og tage afstand fra deres tidligere liv. Først da kan de blive reddet fra helvedets dynd og blive hjulpet ud af deres elendighed. Alle de sexsælgere, Östergren har talt med, beskriver denne retorik som krænkende.”

Netop denne retorik: “offerrolle”, “tage afstand fra deres tidligere liv” og “reddes fra helvedets dynd” ligner ikke ligefrem noget, Schyman eller Segelström ville have sagt, men ligner mere et kristent syn på synd og bodsgang. Forfatteren er selv doktor i teologi, og i næste sætning forsvarer hun den kristne afstandstagen fra prostitution: “For en teolog kan der være belæg for at argumentere imod selv frivillig kønshandel, fordi kroppen opfattes som Guds gave”. Andre har dog ikke samme legitime grunde til at være imod prostitution: “Men hvilke begrundelser skal en sekulær feminist egentlig præsentere, når kvinder vil sælge deres krop frivilligt?” De grunde, som sekulære feminister fremfører, kommer Wigorts Yngvesson ikke ind på, men antyder derimod mistanker om, at en tro på “tosomhed” ligger på lur, og går hurtigt videre til at konstatere, at der slet ikke findes nogen gyldige grunde: Sekulære feminister er ganske enkelt nødt til at opgive deres modstand mod prostitution.

På samme måde hævder idehistorikeren Susanne Dodillet i sin afhandling Är sex arbete? fra 2009, at prostitution kan være “en aktiv beslutning truffet af en viljestærk kvinde”, og at prostituerede er “handlekraftige individer” og “feminister, der kan vise andre kvinder vejen”.
Den prostituerede fremstilles som et forbillede for alle moderne kvinder.
Da Dennis Magnussons stykke Jenny from Hörby, der handler om en ung pige, som bestemmer sig for at blive pornoskuespiller, havde premiere på Intiman i Malmö, fremhævede flere anmeldere, hvor heltemodig figuren Jenny var. Hun var “en fritænkende femme fatale”, som “målbevidst begiver sig ud i verden gennem at ride med på den kommercielle seksualisering af vores bevidsthed i stedet for at blive offer for den”, skrev Svenska Dagbladet. Flere pegede på den magt, Jenny udøvede som pornoskuespiller:

“Jenny er ikke noget offer for pornobranchen, hun indtager den. Hun er på mange måder den ultimative feminist, der går ind og laver sine egne regler i en patriarkalsk verden, siger Alexander Karim, der spiller hendes kæreste, pornoskuespilleren Simson.”

Sexsælgeren siges at være den ultimative feminist, men stilles altid i modsætning til feminister. For den feminist, der ikke sælger sex, tillægges udelukkende negative egenskaber.Sydsvenska Dagbladets anmelder skrev:

I Jenny from Hörby på Intiman i Malmö er den religiøse faders rolle overtaget af en feministisk forfattermoster. Hendes reaktioner på sin adopterede datters valg af karriere afspejler svensk, politisk korrekt feminisme a la årtusindskiftet snarere end det kristne højre.”

I Östergrens bog Porr, horor och feminister bliver denne modsætning sat på spidsen. Her sættes “ludere” og “feminister” i hovedrollerne over for hinanden: Luderen er det aktive subjekt, og feministerne de uforstående undertrykkere. Östergren interviewer tretten kvinder, som er udvalgt, fordi de angiveligt har gode erfaringer med prostitution. De “elsker luderrollen”, er aktive subjekter, hvor prostitution var et “bevidst valg” for at “undgå afhængighed af en mand”, de “bryder med gamle kvindemønstre”, tager “kommandoen over mændene”, er “ikke bange for at stå ved sig selv”, og de har “en veludviklet magtanalyse”. Feminister, derimod, vil beskytte og straffe, og deres forslag til indsatser mod sexindustrien handler “slet og ret om censur og kontrol”. Alt dette skal efterlade læseren med en følelse af, at feministerne i virkeligheden er kristne patriarker.

Hovedrollerne spilles altså af sexsælgeren/pornostjernen og feministen. Men mens feministen hænges ud, får sexsælgeren lov at overtage hendes rolle: Det er hende, der er den “ultimative feminist, der går ind og laver sine egne regler i en patriarkalsk verden”, og feministen får i stedet rollen som patriark.

Historien om sexarbejderen går ikke ud på at fortælle, hvad prostitution er, eller hvordan den fungerer i praksis. Hverken Östergren, Dodillet eller Wigorts Yngvesson tager sig af eksisterende forskning om prostitutionens årsager eller konsekvenser. I stedet opbygger de et drama om de gode og de onde. På den ene side placeres “de kvinder, der har seksuelle relationer med mange mænd og dem, der sælger deres krop for penge” og på den anden side “radikalfeminister og politikere”. At have sex med mange mænd (frigjort seksualitet) sættes her i forbindelse med at sælge sin krop for penge. Feminister derimod skal forbindes med magten. Feminister fremstår som en helt igennem privilegeret gruppe, de er ikke almindelige kvinder, som er aktive i en eller anden kvindegruppe eller unge aktivister, men kvinder i magtpositioner – intet mindre end de berygtede “elitefeminister”! Ligeledes er Wigorts Yngvesson påpasselig med at sætte ordet radikal– foran feminister. På den måde får det en klang af ekstremisme – der er ikke kun tale om kvinder i magtpositioner, men gale kvinder med magt!

En seksuel orientering

Ifølge disse debattører handler prostitution om kvindens ret til arbejde, om at få betaling for det uaflønnede kvindearbejde – på linje med husholdningsarbejde, mener Susanne Dodillet. Men samtidig hævdes prostitution at handle om seksualitet. Prostitution beskrives også som en seksuel orientering, der kan sammenlignes med homoseksualitet. Den britiske historiker Jeffrey Weeks skriver:

“Transvestitter, transseksuelle, pædofile, sadomasochister, fetichister, biseksuelle, prostituerede og andre – alle grupper med hver deres særlige seksuelle smag eller anlæg (…) er trådt frem på verdensscenen for at kræve deres plads og deres “rettigheder”.”

Historien opererer med to ideer, nemlig både seksualitet og arbejde. Når prostitution kaldes et arbejde, skal den underlægges arbejdsmarkedets love og vilkår. Når den kaldes en seksualitet, er den pludselig noget privat, som samfundet ikke skal blande sig i. Så bliver prostitution en seksuel orientering, det vil sige den direkte modsætning til et almindeligt arbejde. Og dem, der angiveligt har en “særlig seksuel smag” for prostitution, er tydeligvis kvinderne, ikke de mænd, der køber. I teksten “Att sälja sin kropp er en mänsklig rättighet”, slår Wigorts Yngvesson de prostituerede sammen med “de kvinder, der har seksuelle relationer med mange mænd”. Dermed giver hun indtryk af, at prostitution er en seksuel tilbøjelighed, som en del kvinder har. Vi får et billede af en gruppe mennesker, der praktiserer en alternativ seksualitet – mennesker, der på en eller anden måde er anderledes og trives med at være det, men som samfundet behandler med manglende forståelse, og som endda bliver forfulgt, men som nok skal overvinde fordommene og blive accepteret af samfundet til slut. Det er ikke svært at få øje på, at hun her forsøger at trække tråde til de homoseksuelles frigørelse.

For hundrede år siden mente mange forskere, at prostitution var et nødvendigt onde for at bevare ægteskabet og opretholde samfundsordenen. I dag forklarer forskere og queerteoretikere i stedet, at det er en normbrydende praksis, der sprænger grænser og stiller spørgsmålstegn ved kønsrollerne. Prostitution, siger man, er ikke bare sex – det er også en revolution, et brud mod normerne. De australske forskere Chris Ryan og Michael C. Hall mener i bogen Sex Tourism: Marginal People and Liminalities (2001), at mødet mellem den vestlige mand og den thailandske kvinde er et møde mellem to marginale personer, to outsidere: “en udveksling mellem to marginaliserede folk, der begge er ekskluderede fra mainstreamsamfundet”. Dette møde indeholder et revolutionært potentiale, fordi de “udfordrer hele legitimiteten og strukturen i samfundsordenen og bliver agenter og symboler for kaos”. Årsagen til, at også sexturisten er en marginaliseret karakter, er ifølge Ryan og Hall, at han nøjagtig ligesom kvinden går letpåklædt rundt. De forklarer, ikke uden begejstring over deres egen utrolige opdagelse, at mændene går på stranden med bar overkrop, kun iført shorts! Altså må de have noget tilfælles med den prostituerede, som står i undertøj og stilethæle på barscenen.

Samme spor følger antropologen Don Kulick, der tager de sexkøbende mænds parti. Titlen på hans essay “400 000 perversa svenskar” fra 2005 refererer til de svenske mænd, der har købt sex. Kulick påstår, at de udgør “de mest queer mennesker lige nu”. De burde tildeles queerprisen, fordi de “truer heteronormativiteten” og “forbryder sig mod ligestillingsideologiens forskrifter”. Også Susanne Dodillet beskriver, hvordan prostitution kan ses som “en virksomhed med revolutionerende potentiale”, fordi hun i en bog har læst om en kvinde, der gennem at begynde med prostitution er kommet ud af fattigdom. Prostitutionen hævdes ligeledes at have befriet kvinder, fordi en kvinde fik mod til “at sige sit job som sekretær op”.

Der skal ofte meget lidt til, for at prostitution bliver kaldt revolutionær. I bogen Prostitution and Feminism (2001) af Maggie O’Neill er det nok at bande over sin alfons. O’Neill interviewer en gruppe gadeprostituerede, der klart og tydeligt fortæller, hvordan de er blevet udnyttet både før og under prostitutionen, men forfatteren bruger ikke nogen videre tid på dét, men derimod på at finde tegn på modstand mod en hegemonisk maskulinitet i de prostitueredes jargon:

“De kønsbestemte relationer mellem prostituerede, kunder og alfonser/partnere er komplekse, og kvinderne udøver modstand mod hegemonisk heteroseksuel maskulinitet gennem sproget, diskursive handlinger/adfærd.”

Mens disse tænkere forsøger at skabe associationer mellem prostitution, seksuel orientering og normbrydende adfærd, fremstiller de modstanderne som kontrollerende undertrykkere. Når Östergren diskuterer censur af porno, lykkes det hende at slå “de pornofjendtlige radikalfeminister”, “et totalitært samfund”, “kirkelighed og højrefundamentalister, ofte med nazisterne i spidsen”, “det sande, rene og rigtige menneske med dets sande og eneste normale seksualitet” sammen med “konsekvenserne, når feminister vil kontrollere”. Midt i denne kaskade af uhyggeligheder fastslår hun, hvor skillelinjen går:
“For i alle kulturer og politiske bevægelser er der en kamp mellem den dionysiske ekstase, nydelserne og festen på den ene side, og den puritanske orden, anstændighed, ædruelighed og omsorg for folkesundheden på den anden.”

Pointen med historien er imidlertid ikke at kritisere kirken, ædrueligheden eller højreekstremismen. De er bare med som afskrækkende elementer, for at anbringe feminisme og pornomodstand i dårligt selskab. Og det væsentlige er her, at det ikke sker gennem en analyse – vi når aldrig at stoppe op og tænke nærmere over, hvad dionysisk ekstase og prostitution har til fælles, eller hvorfor ædruelighed skulle have noget at gøre med feminisme. Opremsningen er en associativ genre, ikke en analytisk. Ved at associere prostitution med ting, vi opfatter som behagelige, for eksempel fest og nydelse, er det meningen, at vi skal få en følelse af velbehag. 

Og når modstanden associeres med kedelige størrelser som puritanisme, nazisme og Vatikanet, skal det give os en følelse af ubehag. Åbenhed stilles over for censur, subjekt over for offer, myndig over for hjælpeløs, aktiv over for passiv, frigørende over for moralsk. Dette er ikke en analyse af porno og prostitution, men en måde at blokere for en analytisk tilgang og stresse os til at opgive vores modstand mod prostitution. 

Dette associationsmønster, som er blevet vidt udbredt i historien om sexarbejderen, dukkede første gang op hos den amerikanske antropolog Gayle Rubin. I essayet “Thinking Sex – Notes for a Radical Theory of the Politics of Sexuality” fra 1984 udråbte hun alle former for alternativ sex til at være revolutionære. Ifølge “Thinking Sex” findes der én godkendt seksualitet: den heteroseksuelle, monogame, reproduktive, ikke-kommercielle og private, hvor parterne tilhører samme generation. Og så findes der en forbudt seksualitet: den homoseksuelle, ugifte, kommercielle, offentlige, pornografiske og sadomasochistiske, hvor parterne er fra forskellige generationer. At udøve den, forklarede Rubin, er at være dissident. Følgelig var pædofiles og prostitutionskunders kamp for berettigelse en retfærdig kamp ifølge Rubin, eftersom samfundets modstand mod dem bunder i moralpanik.

Politologen Sheila Jeffreys har påpeget, at hvis tressernes seksualliberalisme handlede om at se al sex som positiv, så afløstes den i firserne af en seksuel libertarianisme, hvor det var de seksuelle minoriteter, der kom til at udgøre en radikal avantgarde. Og her ville Rubin sørge for, at prostitution fik en selvfølgelig plads. Hvad pædofili, homoseksualitet, prostitution og sex uden for ægteskab egentlig havde med hinanden at gøre, forklarede hun ikke; det, at de alle var genstand for samfundets fordømmelse, var nok til at associere dem med hinanden. Prostitution blev således konsolideret som en undertrykt seksualitet.

Men den primære genstand for Rubins kritik var ikke USAs regering eller kristne fundamentalister – men feministerne. Essayets afsluttende del hedder “Feminismens begrænsninger” og udgør et drabeligt angreb på alt, hvad der hedder feminisme. Feminismen er, bortset fra dens liberale bevægelser, ifølge Rubin konservativ og seksualfjendtlig, den fordømmer alle former for seksuel variation ud over monogam lesbianisme – al anden sex censureres. Den er en “dæmonologi” og en “dæmon-sexologi”, der “stiller de fleste former for seksuel adfærd i det værst tænkelige lys”. Pornomodstandere er de allerværste. De fremdrager, ifølge Rubin, altid den mest frastødende pornografi som eksempel, og ikke nok med det, de kaster sig desuden over sexindustrien og mener, at den er kilde til sexismen, som den inficerer resten af samfundet med. Dette betyder, tordner Rubin, at feminister er ansvarlige for “den mest reaktionære seksualpolitik på denne side af Vatikanet”. Sexindustrien er ganske vist ingen feministisk utopi, men at gøre den til hovedproblemet er forkert, for sexisme findes under alle omstændigheder i hele samfundet. Og feminister beskæftiger sig ifølge Rubin for meget med sexindustrien og for lidt med andre samfundsproblemer som familie, religion, uddannelse, medier, diskrimination på arbejdsmarkedet og uligeløn.

Selv tog hun dog, ironisk nok, ingen af disse emner op. Rubins arbejde om handel med kvinder som en grundsten for patriarkatet, “The Traffic in Women” fra 1975, havde gjort hende til en indflydelsesrig feminist. Ti år senere tog hun afstand fra denne tekst i “Thinking Sex”. Måske havde handel med kvinder betydning for stammer i andre dele af verden, men “det er givetvis ikke nogen tilstrækkelig formel for seksualitet i vestlige industrialiserede samfund”. Netop på et tidspunkt, da handel med kvinder begyndte at stige i den vestlige verden og nå proportioner, der aldrig er set hos nogen primitiv stamme, så affærdigede Rubin sin egen teori. Nu skulle det handle om sex. Men virkelig tale om sex gjorde hun alligevel heller ikke. Hvad vi føler, hvad vi gør og hvorfor, hvad prostitution er, hvorfor mænd vil købe sex, og hvad seksuel frihed er – det var ifølge Rubin de forkerte spørgsmål. At stille dem lignede nemlig forsøg på at sygeliggøre seksualiteter – vi skulle derimod acceptere alle former for sex. Så mens selve “sex’en” befries for tabuer, bliver det at tale om relationer mellem mennesker tabubelagt i stedet.

Magtrelationer som køn, alder og økonomisk ulighed gøres irrelevante, mens sex står tilbage og troner i ensom majestæt. Så længe noget er sex, er det fredet. Og når det drejer sig om sex, der kan siges at have lavere status, er det også revolutionært ifølge Rubin.

Ofret og subjektet

I hjertet af vores historie om sexarbejderen finder vi en besnærende sætning. Den lyder: Sexsælgeren er ikke et offer – hun er en stærk person, der ved, hvad hun vil. Hvis nogen forsøger at vise, hvordan prostitution skader mennesker, lyder svaret: Sexarbejdere er stærke og aktive – ikke ofre! Susanne Dodillet mener, at “sexkøbsloven tildeler sexsælgere rollen som passive ofre, uden evne til at træffe selvstændige valg”, og at samfundet i stedet burde se dem som “aktivt handlende subjekter, der træffer rationelle valg”. Hun citerer norske Kirsten Frigard, som siger:

“De fleste prostituerede er stærke kvinder, der har taget ansvar for deres situation, og de vil ikke beskrives på den måde [dvs. som passive ofre], for de er ikke ofre i den traditionelle forstand.”

I sin afhandling bruger Dodillet ordet offer hele tiden, som om det var en personlighedskarakteristik: “ofre, der ikke ved, hvad der er bedst for dem”, “passive ofre”, “hjælpeløse og uskyldige ofre”, “magtesløse ofre” er blot nogle eksempler. Denne opfattelse tillægger hun derefter socialarbejdere og feminister, fordi de hævder, at prostitution skader kvinder.

At hylde det stærke, aktive subjekt i modsætning til det passive, svage offer bliver mere og mere almindeligt. Da RFSL (det svenske Riksförbundet för homosexuellas, bisexuellas och transpersoners rättigheter) i 2009 lancerede et projekt for at undersøge mænd, der prostituerer sig med mandlige kunder, udtalte rådgiveren Suzann Larsdotter:

“Vi går ikke ind i det her med den gængse holdning om, at sexsælgere bare er ofre. Vi vil møde disse personer uden forudfattede meninger og lytte til, hvad de har at sige.”

Med denne modsætning mellem offer og subjekt forsøger historien om sexarbejderen at skabe sin egen historieskrivning. En historieskrivning, der går ud på, at samfundet tidligere har set prostituerede som hjælpeløse ofre, men nu er man begyndt at lytte til sexsælgerne selv og har opdaget, at de er stærke individer, der selv har valgt at sælge sex. I dag hører man det her så hyppigt, at det i visse kredse er blevet en slags sandhed, uden at man behøver at redegøre for, hvem det præcis er, der har set de prostituerede som ofre, hvad et offer er, og hvad der adskiller en stærk kvinde fra en svag kvinde. Argumentet om, at samfundet ikke har lyttet til de prostituerede selv, passer muligvis i visse lande, måske især de angelsaksiske – argumentet “hun er subjekt, ikke offer” er nemlig importeret fra USA. Men for at kunne påstå det samme i Sverige, er man nødt til at se bort fra hele den svenske prostitutionsforskning.

Den svenske forskning har nemlig været enestående, netop fordi den er baseret på, hvad mennesker i prostitution selv har fortalt. Lige siden slutningen af 1970’erne har udgangspunktet netop været at møde og lytte til disse personer uden at være forudindtaget. Da Prostitutionsudredningen blev sat i søen i 1977, gjorde eksperterne noget usædvanligt inden for statslige udredninger, dengang såvel som i dag:

De tilbragte tre år i prostitutionsmiljøet. De forlod deres skriveborde og rejste rundt til sexklubber i hele Sverige, interviewede prostituerede, sexkøbere og andre, der bevægede sig i miljøet. De ville ikke kun kortlægge udbredelsen af prostitution, men også forstå, hvad prostitution var. Resultatet blev en 800 sider lang rapport, hvoraf 140 sider bestod af folks egne historier. Side op og side ned fortalte prostituerede kvinder om deres opvækst, om deres vej ind i prostitution, om sexkøberne: familiefædrene, direktørerne, de kriminelle; om alkoholen og stofferne, om forskellige slags forhold til alfonser, om hvordan prostitutionen påvirkede dem, om vold, skam, styrke og overlevelsesstrategier. Dette var unikt.

Tidligere havde forskningen fokuseret på de prostituerede som afvigende. Ved at stemple dem som afvigende, blev prostitution samtidig skrevet ud af samfundet. Nu blev historierne fra prostitutionens verden grundlag for en helt ny analyse, hvor prostitution i stedet kunne forklares som en koncentreret, ekstrem variant af det generelle forhold mellem kønnene. Ordet “offer” optræder ikke specielt ofte i udredningen – derimod fortæller den en hel del om udnyttelse og et ulige samfund.

Allerede under udredningen var der opstået konflikter mellem de ti eksperter og den ansvarlige politiker, moderaten Inger Lindquist. Lindquist havde ikke deltaget i undersøgelsesarbejdet, men var blevet inviteret til at besøge stripklubben Chat Noir af dens ejer og tog hans parti i diskussionen om, hvorvidt stripklubber skulle tillades eller ej. Da udredningen var færdig, fyrede Lindquist samtlige eksperter, fjernede alle personlige vidnesbyrd og udsendte i stedet en tynd rapport med statistik om prostitutionens udbredelse. Ikke en eneste stemme fra prostitutionen var med. Hendes hensigt var, at det oprindelige materiale aldrig skulle publiceres. Men efter en storm af protester fra kvindebevægelsen blev den oprindelige udredning alligevel offentliggjort i sin helhed og udgivet som bog.

Udredningen ramte Sverige som en bombe. Den blev en milepæl, der forandrede samfundets syn på prostitution. Den kom også til at ændre retningen for prostitutionsforskning i hele Skandinavien. Prostitution var, nøjagtig ligesom voldtægt, blevet til politik. Kønspolitik og socialpolitik. Og for prostitutionsforskningen betød det, at den måtte starte forfra. Meget af forskningen fra 1900-tallet – hvor man forsøgte at forklare prostitution ud fra kvindernes personlighed og sygelighed – måtte forkastes. I stedet begyndte man at opbygge en ny viden, hvor årsagerne kunne findes i forholdet mellem kønnene og i samfundet. Og hvor skulle forskerne finde grundlaget for denne nye viden? Jo, i prostituerede menneskers historier.

I løbet af firserne og halvfemserne gjorde prostitutionsforskningen mange nye opdagelser. Prostitutionsgruppen i Göteborg interviewede mænd, der køber sex, og udforskede deres motiver i Könsköperna. I Malmöprojektet (1977-1981) afprøvede man en ny måde at arbejde med prostituerede, hvor mange fik gældssanering og rådgivning.

På baggrund af dette projekt, hvor 111 kvinder fik mulighed for at forlade prostitution, skrev Stig Larsson Könshandeln – om prostitueredes villkor, der “med udgangspunkt i de 224 prostituerede, man arbejdede med der” beskrev kønshandelen “primært ud fra den prostitueredes eget perspektiv”.

De norske kriminologer Cecile Hoigård og Liv Finstad frembragte ny viden om prostitueredes forsvarsmekanismer gennem at lytte til kvinder i norsk gadeprostitution. Sven-Axel Månsson undersøgte forholdet mellem prostitueret og alfons i sin doktorafhandling Könshandelns främjare och profitörer

Månsson og Ulla-Carin Hedin samlede viden om, hvad der får kvinder til at begynde og ophøre med prostitution i Vägen ut – om kvinnors uppbrott ur prostitutionen, hvor de interviewede kvinder, som havde forladt sexbranchen. Al denne forskning lagde grunden for den svenske sexkøbslov, der kom i 1999.

At hævde, at vi i Sverige ikke har lyttet til de prostituerede, forekommer altså temmelig absurd, hvis man kender til den prostitutionsforskning, der er udført. Men hvis man nu lægger låg på historien? Eller hvis man regner med, at folk glemmer eller ikke sætter sig ind i tingene?

Det er netop, hvad Susanne Dodillet gjorde i sin afhandling i idehistorie, Är sex arbete? fra 2009. Dodillets tese er, at det i Sverige, til forskel fra Tyskland, “ikke har været de prostituerede selv, som har beskrevet deres rolle”, men derimod politikere og socialarbejdere, der har set de prostituerede som “mere eller mindre viljeløse”. Dodillet skriver om udredningen fra 1977, men vender hele hændelsesforløbet på hovedet og hævder, at det var den ansvarlige politiker Inger Nilsson, som ville tage de prostitueredes “ord for pålydende”, og de sagkyndige, der “så dem som viljeløse ofre”. De ca. 140 sider i Prostitutionsudredningen, hvor mennesker i prostitution fortæller, kalder Dodillet for “nogle kortere citater”. Disse “kortere citater” udgør i virkeligheden nøjagtig 219 stk., hvoraf flere er længere end en halv side. Når jeg sidder med udredningen i hånden og indser hvilket mod, det har krævet af kvinderne at fortælle om deres inderste oplevelser og følelser, bliver jeg målløs over den frækhed, Dodillet udviser.

Dodillets afhandling blev anmeldt for uredelighed af forskerne Sven-Axel Månsson og Jenny Westerstrand, men universitetet nægtede at undersøge sagen og henviste til debatten i “den offentlige arena”. Og her fik historien om sexarbejderen historisk legitimitet – ved netop at fortie de stemmer, den påstår, at den vil løfte frem.

Artiklen er oversat fra svensk til dansk af Julie Breinegaard, cand.ant.