Nyfeminisme. Mediefeminisme. Postfeminisme. Queerfeminisme. Ekstremfeminisme. Denne perlerække af feminismer påkaldes i Ebba Witt-Brattströms kommentar Nyfeministisk krig mod kvinderne (16.12.2009). Det hele er dog en anelse forvirrende, fordi ingen af feminismerne forklares nærmere, og beskrivelsen af især queerteori er decideret mangelfuld og usaglig. Alligevel bunkes feminismerne sammen på skrømt.

I følge Witt-Brattström er de nemlig fælles om at føre krig mod begreber som ”kvinde” og ”kvindelighed” med det formål at gennemtvinge ”en seksualisert identitetspolitikk, som vil oppløse alle fastlåste kjønn.” 

Krig et hårdtslående ord om de tanker yngre forskere gør sig i disse år

Witt-Brattström skriver om Sverige og svenske forhold. Jeg læser hendes kommentar set ud fra min danske hverdag. Helt præcist den 16. december 2009 i København, hvor en større venstrefløjsdemonstration forsøger at forcere hegnet ind til Bella Centret, hvor COP15 afholdes. I dagene op til den 16. december er næsten 1.000 mennesker blevet såkaldt præventivt arresteret af det danske politi og bagefter placeret i fængselsbure i Valby. Kun et fåtal bliver sigtet for ulovligheder. 

I lyset af de begivenheder kan jeg ikke lade være med at tænke, at krig er et stærkt og hårdtslående ord at bruge. Ikke som betegnelse for hvad der sker i Afghanistan, Irak og Guantanemo. Men som betegnelse for nogle af de politiske tanker, som især yngre feministiske forskere og aktivister i Sverige – og Danmark – gør sig i disse år.

Er Ebba Witt-Brattström overlægen, der lapper kvindeligheden sammen?

Krig føres der altså, i følge Witt-Brattström. Og i hendes tekst er det ”kvinde” og ”kvindelighed”, som ligger forblødte tilbage på den akademiske slagmark. Mens queerfeminisme udpeges som den destruktive krigsherre.

Hvilken rolle Witt-Brattström ser sig selv spille i den sceneopsætning, er derimod uklart. Bliver hun til overlægen, som lapper ”kvindeligheden” sammen? Eller måske en slags fredsbevarende FN-styrke? Eller et ”neutralt” Sverige, som nok producerer våben, men som ikke har tradition for at sende sit militær afsted til the killing fields?

Indlæg udtryk for benhård magtkamp om feministisk kønsforskning

Selv kan jeg ikke lade være med at tænke, at den krig, som rent faktisk udkæmpes i Witt-Brattströms tekst, er en benhård magtkamp, som handler om, hvad der skal udgøre omdrejningspunktet for feministisk kønsforskning og aktivisme. Og at Witt-Brattström her kæmper indædt for at bevare ”kvinde” og ”køn”, som privilegerede kategorier i et (hvidt) feministisk projekt, hvor ”kvinde” og ”kvindelighed” skal opskrives og hyldes, alt imens andre feminismer latterliggøres og dæmoniseres.

Og det er jo interessant. For har latterliggørelse og dæmonisering ikke netop været patriarkatets (mod)strategi overfor 1970’ernes feministiske bevægelser?

Men hvorfor skal feminismer (altid og mest) handle om ”kvinder” og ”kvinders erfaring”? Hvorfor skal feminismer (altid og mest) handle om køn? Måske handler feminismer (lige nu og her) mest om race og religion. Eller (lige nu og dér) mest om klima og økonomisk udbytning. Feministisk fleksibilitet er en nødvendighed i en transnational verdensorden.

Skredet for længst, hvis kvinde og kvindelighed stadig var omdrejningspunktet

Jeg, der selv har søgt over mod den postkoloniale tænkning, er absolut lykkelig for, at ”kvinde” og ”kvindelighed” ikke længere udgør omdrejningspunktet for nyere generationer af feministisk tænkning. For det har givet mig og min brune krop en mulighed for at forblive i og omkring feministisk teori. Ellers var jeg skredet for længst. 

På min vej rundt i det københavnske venstrefløjsmiljø møder jeg mange forskellige slags feminister og feministiske projekter. Og her trives en aktivistisk opfindsomhed og et politisk engagement, som slet ikke fandtes tilsvarende i 1990’erne. Queerteori, postkolonial teori og kapitalismekritik har om noget været igangsættende for denne udvikling.

Så i stedet for at foragte teorier om elleve køn og forskerne ved Tema Genus i Linköping, kan man også glædes over den aktivistiske og intellektuelle feministiske mobilisering, som finder sted i Sverige og Danmark i disse år. En mobilisering som er stærkt tiltrængt i lyset af de forskelligartede krige, der iværksættes og vedligeholdes hver eneste dag uden for akademias mure, og som har vidtrækkende konsekvenser for mennesker af alle slags.