Fakta om Hind Bensari

Født i Casablanca 1987, flyttede som 13-årig til London med sine forældre. Da sagen om Amina Filalis tragiske selvmord blussede op i de marokkanske medier i 2012, fik det Bensari til at sige sit job i en mellemøstlig investeringsfond op og instruere dokumentarfilmen: ’475: Break the Silence’. Filmen sætter fokus på den almindelige marokkaners holdning til voldtægt og den udbredte opfattelse af, at den bedste løsning efter en voldtægt er, at voldtægtsmanden gifter sig med sit offer for at frigøre hende fra skammen.
 

Den unge kvinde er ikke i tvivl. 
”Manden kan ikke gøre noget forkert. Jeg kan ikke se, hvordan vi kan bebrejde ham noget.” 
Kvinden repræsenterer én af de marokkanere, der giver deres mening om voldtægt til kende i dokumentarfilmen 475: Break the Silence. Hind Bensari, der står bag filmen, interviewede i to måneder almindelige borgere i Casablancas gader for at høre, hvordan den gennemsnitlige marokkaner ser på fænomenet voldtægt. Og ikke mindst på den lov, der indtil januar i år gjorde det muligt for en voldtægtsmand at slippe for straf, hvis han giftede sig med sit mindreårige offer. 
Hind Bensari, der er født i Marokko, men som trettenårig flyttede til London med sin familie, var chokeret over svarene: 
”Folks indstilling rystede mig. Og noget af det mest chokerende var, at de unge var de mest konservative. Man skulle tro, at de unge og veluddannede ville være mere progressivt indstillede, men det var ikke det, jeg oplevede. Hvis så mange unge mennesker kommer ud af skolen med den holdning – hvad er det så for et samfund, vi er på vej imod?”  
Størstedelen af de marokkanere, Hind Bensari talte med, mente, at det er en kvindes egen skyld, hvis hun bliver voldtaget. At overgrebet enten skyldes hendes påklædning, opførsel, eller det, at hun færdes alene på gaden. Og at den bedste løsning for kvinden er at gifte sig med sin voldtægtsmand – dermed slipper hun for skammen og er økonomisk sikret, var opfattelsen. For hvem vil ellers gifte sig med en kvinde, der er blevet voldtaget?

Vi er alle Amina

Fakta om Amina Filali-sagen

Som 15-årig blev Amina Filali voldtaget af den 10 år ældre Moustapha Fellak. Efterfølgende blev Amina tvunget til at gifte sig med Fellak, der fortsatte med at mishandle hende. Fem måneder senere spiste hun rottegift. Sagen om hendes tragiske død skabte stor opstandelse i Marokko. I januar 2014 fik protesterne den marokkanske regering til at omstøde artikel 475, der gjorde det muligt at frifinde en voldtægtsforbryder, hvis han giftede sig med sit mindreårige offer.

Det anslås af menneskerettighedsgrupper, at én ud af fire kvinder i Marokko er udsat for vold eller seksuelt baseret vold. I seks ud af ti tilfælde er gerningsmanden under 35 år. 
En ugift kvinde, der mister sin uskyld – selvom det sker ved voldtægt – anses for at bringe skam over sin familie og kan ikke længere blive gift. Derfor er det for mange familier at foretrække, at kvinden gifter sig med voldtægtsmanden. Kvinden efterlades således med et ikke-valg: Hun kan vælge at gifte sig med den mand, der voldtog hende, eller hun vil blive udstødt, ikke bare af sin familie, men af hele samfundet. Når der som ofte er tale om piger under atten år, er det klart, at de ikke har noget reelt valg.  
Det var også tilfældet med Amina Filali. Hendes liv sluttede brat, da hun var blot seksten år. Den marokkanske teenagepige var offer for en dobbelt tragedie: Først blev hun voldtaget af den ti år ældre Moustapha Fellak, mens han holdt en kniv mod hendes strube. Så blev hun tvunget til at gifte sig med ham. Fellak fortsatte med at voldtage og mishandle hende, og fem måneder senere, i marts 2012, begik Amina Filali selvmord ved at spise rottegift. 
Sagen var ikke et særsyn i Marokko, hvor loven, der går under navnet ’artikel 475’ indtil januar i år gjorde det muligt for en voldtægtsmand at slippe for straf, hvis han giftede sig med sit mindreårige offer. Alligevel fik Aminas historie massiv mediedækning i landet, og krav om bedre vilkår for børn og kvinder blev fremsat af såvel menneskerettighedsorganisationer som store dele af den marokkanske offentlighed. ”Vi er alle Amina”, lød slagordet under demonstrationerne, der sigtede mod at få artikel 475 omstødt. 
Svaret fra den marokkanske regering lød dengang, at artiklen forblev som den var. Som familieminister Bassima Hakkaoui, den eneste kvinde i regeringen, dengang sagde i et interview: ”Artikel 475 bliver ikke afskaffet fra den ene dag til den anden på grund af pres fra en protestbevægelse.” Justitsminister Mustafa Ramid gik endnu længere. Han benægtede, at Amina var blevet voldtaget, og insinuerede, at den 16-årige pige frivilligt havde indladt sig med gerningsmanden. En reaktion, som voldtægtsofre jævnligt udsættes for i Marokko.
Imens sad den dengang 24-årige Hind Bensari i London. Hun var ansat som business development manager i en mellemøstlig investeringsfond, havde en dejlig lejlighed og var glad for sin tilværelse. Men Aminas sag vækkede noget i hende, noget andet og mere end bare chok og vemod over tilstanden i hendes hjemland: 
”Da jeg hørte om Aminas sag, ændrede noget sig i mig. Jeg var langt fra Marokko og alt, hvad der foregik der. Men alligevel fik jeg en tilskyndelse til at gøre noget,” siger Hind Bensari, da KVINFO møder hende i København.

Loven nedarvet fra Frankrig

Bensari begyndte at læse alt om Amina Filalis sag, og fandt hurtigt ud af, at der var noget grueligt galt med det marokkanske retssystem. Og at Aminas historie langt fra var enestående. To måneder efter hendes død forsøgte 15-årige Safae fra Tangier at begå selvmord for anden gang. Hun var ligesom Amina blevet tvunget til at gifte sig med manden, der voldtog hende. Fire måneder efter tog Chaimae på blot elleve år livet af sig efter at være blevet voldtaget, og i november 2013 begik 16-årige Amina Tamiri selvmord, mens hendes familie var i gang med forberedelserne til det bryllup, der skulle smede hende og hendes voldtægtsforbryder sammen.
Bensari fandt også ud af, at den omstridte artikel 475 ikke havde noget med Islam at gøre – hvad hun ellers havde forventet. Derimod var loven nedarvet fra det franske protektorat over Marokko, der løb fra 1912 og indtil det nordafrikanske kontinent fik sin uafhængighed i 1956. Loven blev først afskaffet i Frankrig i 1994.  
”Først havde jeg den fejlopfattelse, at loven havde noget at gøre med islam. Men da jeg begyndte at kigge efter i islamisk lovgivning og talte med forskellige eksperter, fandt jeg ud af, at der intet var i skrifterne, der kunne retfærdiggøre det. Og så fandt jeg ud af, at vi faktisk havde arvet loven fra Frankrig. Det fik mig også til at indse, at det ikke tager alverden at ændre tingene. Europa har forandret sig hurtigt – det er ikke særlig længe siden, at der ikke var lige rettigheder for mænd og kvinder her. Det motiverede mig.”
Hind Bensari besluttede sig for at lave en dokumentarfilm om emnet. De primære stemmer skulle være almindelige marokkanere:
 ”Debatten skulle ikke bare føres af eksperter og meningsdannere, men jeg ville derimod vise, hvad kvinden og manden på gaden tænker om kvinder, og hvordan de skal behandles.”
Da Bensari via crowdsurfing havde rejst nok penge til at producere filmen, sagde hun sit job i London op og flyttede hjem til sine forældre i Casablanca, hvor 475: Break the Silence er optaget. 
  

Misopfattelser af voldtægt

Spørgsmålene Bensari satte sig for at få svar på, lød: Hvordan er det kommet dertil, at vi opfordrer til disse ægteskaber? Hvordan kan det være, at en lov, der ikke stemmer overens med nogen marokkansk lovtradition så villigt er blevet accepteret af et samfund, der bryster sig af at sætte familieværdier over alt andet?
Et entydigt svar fandt hun ikke. Men hun fandt en række faktorer, der kan være med til at give en forklaring. Først er der fraværet af seksualundervisning i skolerne. Det er med til at fostre en masse misforståelser af, hvad sex er, og ikke mindst hvad voldtægt er, forklarer Hind Bensari:
”Mange af de mennesker, jeg talte med, så ikke nogen forskel på sex udenfor ægteskabet og voldtægt. Jeg blev ofte spurgt: ’Når du siger voldtægt, mener du så voldtægt med eller uden vold?’”
Eller som en midaldrende mand i filmen formulerer det: ”Der er to scenarier ved voldtægt: Den ene er, at kvinden gerne vil voldtages, så hun kan blive prostitueret. Når hun så skal giftes, ved hun, hvordan hun skal tilfredsstille sin mand.” 
Udtalelser som disse viser, at der i høj grad mangler en grundlæggende viden om sex og voldtægt i Marokko.  
”Der er ingen undervisning i seksualitet, reproduktion eller beskyttelse i skolen. Det er ikke noget, man taler om, og det giver plads til alle de her vanvittige ideer om, hvad et samleje er. Og ingen politikere tør røre ved emnet, for det rejser spørgsmålet om moral: Er det noget, vi skal lære vores børn om?,” lyder det fra Bensari. 
At den økonomiske situation har skubbet alderen for indgåelse af ægteskab, gør ikke sagen bedre. En mand skal kunne forsørge sin kone, men hvis han som mange unge marokkanere er arbejdsløs – ledigheden ligger omkring atten procent for de 15-24-årige – kan han heller ikke blive gift. 
I Marokko er det forbudt ved lov at have et seksuelt forhold udenfor ægteskabet. Det afholder mange kvinder fra at anmelde en voldtægt, fordi det er kvinden, der bærer bevisbyrden i en voldtægtssag. Det er hende, der skal bevise, at hun er blevet voldtaget, ikke voldtægtsmanden, der skal bevise sin uskyld. En udbredt opfattelse er, at hvis en kvinde anmelder en voldtægt, er det, fordi hun er blevet afsløret i at have et seksuelt forhold uden for ægteskabet. Man antager altså, at kvinden – for at bevare sit ry – anmelder den mand, hun frivilligt er gået i seng med, for voldtægt.  
Disse falske anklager forekommer, mener Hind Bensari. Kvinden er måske blevet stillet et ægteskab i udsigt, og så anmelder hun sin elsker for voldtægt for at holde ham op på sit løfte. Men at størstedelen af de anmeldte voldtægtssager skulle hænge sådan sammen, tvivler hun på, ligesom hun ærgrer sig: De falske sager kaster mistro over enhver kvinde, der anmelder en voldtægt, og gør det sværere at få manden dømt i de reelle voldtægtssager.

De krænker os hver dag

Dertil kommer, at den generelle opfattelse i Marokko er, at voldtægt ikke er en alvorlig forbrydelse.
”Noget, jeg indså under optagelserne, og som gjorde mig meget bedrøvet, er, at marokkanerne ikke delte samme opfattelse af voldtægt som mig. I min optik er voldtægt en af de værste ting, en kvinde kan blive udsat for. Men i Marokko er den udbredte forestilling, at voldtægt er noget, der kan ske, men det er ikke verdens undergang”, siger Hind Bensari.
Hen mod slutningen af Bensaris film 475: Break the Silence siger en mand meget rammende:
”Vi bliver alle voldtaget. De krænker vores rettigheder hver dag.” 
For Hind Bensari var udtalelsen øjenåbnende:  
”Han var ikke den eneste, der sagde det, men han sagde det så klart. Der er en opfattelse af, at fordi der sker overgreb på folks rettigheder hele tiden, er det ikke så meget anderledes at voldtage en kvinde. Når livet er svært, er det at behandle andre dårligt– ofte nogen, som har lavere status end en selv – blot en sørgelig konsekvens af ens egen elendighed,” lyder det fra Bensari, som mener, at Marokko lider under opfattelsen af, at tingene ikke kan forandre sig.  
”Hvis en kvinde bliver slået af sin mand, er det ikke en stor ting. Så vil folk sige: Vær tålmodig, og så skal alting nok blive godt igen.”  
Denne trækken på skuldrene af krænkelser har grund i en manglende tillid til samfundet, mener hun. Korruption, bestikkelse af dommere og politimænd er almindeligt, og det er et velkendt faktum, at et menneskes sociale status afgør, hvordan loven anvendes, hvis du har begået noget kriminelt. 
”Så det handler også i høj grad om klasse og social status.”

Lovgivning ikke tilstrækkeligt

Mens Hind Bensari boede i London, var hun langt væk fra debatten i Marokko, og hun frygtede, at hun overreagerede, da hun begyndte på arbejdet med filmen. At tingene ikke var så alvorlige. Men da hun besøgte kvindekrisecentrene i landet i forbindelse med optagelserne til 475: Break the Silence, var hun ikke længere i tvivl: 
”Da jeg så, hvordan krisecentrene var fulde af kvinder, som var blevet slået, voldtaget, forladt og ikke havde nogle steder at gå hen – da jeg så omfanget af traumer, blev jeg sikker i min sag. Vi må handle og skabe et bedre samfund.” 
Da filmen lå færdig i april 2013, lagde Hind Bensari den ud til gratis streaming på nettet. Ved årets udgang valgte den delvist statsejede tv-kanal 2M at vise filmen. Det udløste en national rekord – 2,6 millioner marokkanere så med. Efter øget pres på den marokkanske regering fra medierne og offentligheden stemte et enigt parlament i januar 2014 endelig for at omstøde artikel 475, så mænd, der voldtager en mindreårig ikke længere kan slippe for straf ved at gifte sig med hende. Amina Filali blev et symbol på kvinderettighedsbevægelsen i Marokko, og ændringen af loven en sejr for de liberale røster i landet.  
Men ændringer i lovgivningen er ikke tilstrækkeligt, hvis man spørger Hind Bensari.  
”I 2004 blev det ulovligt at gifte sig med mindreårige i Marokko – men loven indeholdt en klausul, som sagde, at dommeren kunne gøre en undtagelse. Siden den lov blev indført, er der blevet indgået flere ægteskaber med mindreårige end før loven. Så vi kan have meget udmærkede love, men hvis samfundet ikke anerkender dem, er der ikke noget, der vil ændre sig.” 
Efter ændringen af artikel 475 var Hind Bensari i Marrakech for at vise sin film. Her gik hun rundt i gaderne for at høre folks reaktioner på ophævelsen. 
”De fleste vidste ikke, at loven var blevet ændret, og da de hørte om det, gav de fleste udtryk for, at det ikke var en passende løsning.” 
Kvinden og hendes familie vil stadig fremstå vanæret ved voldtægt, og med annulleringen af loven findes der ikke længere nogen måde at genoprette deres tabte ære.

Redskaber til forandring

Problemet står og falder med andre ord med kvindesynet. At en kvindes værd defineres ved hendes jomfruhinde er kendetegnende for et konservativt samfund, hvor det at opretholde en facade udadtil og leve op til autoritære ideer om, hvordan man skal leve sit liv, anses for at vigtigere end den enkeltes velbefindende og basale rettigheder, mener Hind Bensari: 
”Det er grundstenen i ethvert konservativt samfund blindt at vise respekt for autoriteter eller traditioner – frem for at overveje, hvad der er rigtigt eller forkert. Men bag facaden er der intet, der er så rosenrødt, som det forekommer.” 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Hun dømmer ikke det marokkanske folk for at forsøge at leve op til normerne, men ønsker med sin film at vise, at der er andre veje – at der findes rum for forandring: 
”Det at bevare din dyd som kvinde er jo med til at sikre din overlevelse i et lokalsamfund. Folk har ikke redskaberne til at tænke forandring og tænke selvstændigt, for det er ikke noget, de lærer eller ser andre gøre. Men med internettet og tv har vi fået platforme for forandring, og jeg vil vise marokkanerne, at tingene kan være anderledes.” 
Når Bensari støder på folk, der siger, at hun har lavet en film om et kvindeanliggende, bliver hun vred: 
”For voldtægt er ikke kvindens problem, det er et samfundsproblem. Og jeg har ikke lavet en film om kvinder, men om Marokko.” 
Ifølge Bensari har både mænd og kvinder et ansvar for at ændre status quo. Og der mangler i den grad mandligt lederskab i kampen for ligestilling mellem kønnene. Ikke mindst fordi det ikke betragtes som maskulint at gå ind i debatten om kvinders vilkår. Noget, der ikke blot er et problem i Marokko eller Mellemøsten, men som er universelt, mener hun. 
Alligevel er hun håbefuld: 
”Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden. Men det, jeg har set under mit arbejde med filmen, er, at det er muligt at have en åben debat om det her. Og jo mere kommunikation der er, des mere kan folk udvikle deres holdninger og tænke i alternativer. Så længe debatten er åben, har alle noget at skulle have sagt. Og vi er nødt til at fikse det her.”