For denne anmelder måtte der sluges et par meget store kameler under læsning af Rebecca Walkers nye bog Baby Love: Choosing Motherhood after a Lifetime of Ambivalence (2007). Jeg måtte eksempelvis stave mig igennem følgende flere gange:

“I
don’t care how close you are to your adopted son or beloved
stepdaughter, the love you have for your non-biological child isn’t the
same as the love you have for your own flesh and blood”.

For mener Rebecca Walker, født 1969, fejret og for længst ikoniseret amerikansk feminist af min egen generation, virkelig det?

Hvis
hun gør, kan man fristes til at tænke, at Walkers værk er udtryk for en
ensidig og reaktionær tilbagevenden til idealiserede forestillinger om
et biologisk slægtskab. Om “blodets bånd” og det biologiske moderskabs
privilegerede status. Det er måske ikke en helt forkert antagelse, om
end Walker har mere at byde på end længslen efter biologisk
reproduktion. Baby Love er nemlig et interessant dokument,
fordi det anskueliggør, at idealiseringer af moderskabet (og her især
det biologiske) lever i bedste velgående – også blandt yngre,
progressive feminister.

Den tredje bølge

I
USA forbindes Walker med begrebet “third wave feminism”. I 1992 tog hun
sammen med en håndfuld andre kvinder initiativ til at oprette den
feministiske non-profit organisation Third Wave Foundation,
der især støtter unge kvinder og transkønnede personer til at engagere
sig i politik, aktivisme og lederskab. Walker har en lang karriere bag
sig som skribent og forfatter, men hun er måske mest kendt for bogen Black, White, and Jewish: An Autobiography of a Shifting Self
(2001), hvori hun beskriver sin tidlige barndom i Jackson, Mississippi
og senere sin opvækst i New York og San Francisco. Rebecca Walker er
datter af den berømte afrikansk-amerikanske forfatter Alice Walker (The Color Purple [på dansk Farven lilla, red.]) og den hvide, jødiske advokat Mel Leventhal.

Seks år efter Black, White, and Jewish og dennes beskrivelser af et ungt og til tider kaotisk kvindeliv udgiver Walker nu Baby Love.
En bog, som består af en blanding af dagbogsoptegnelser og
kapitler, hvor der reflekteres over moderskabet fra forskellige
indfaldsvinkler. Walker skriver på hovedstolen. Dagbogoptegnelserne
strækker sig fra den dag, Walker finder ud af, at hun er gravid, og til
den dag, hun forlader hospitalet med sin nyfødte søn, Tenzin. Som en
fortælling i fortællingen beskrives det, hvorledes Rebeccas
fremadskridende graviditet følges af et konfliktfyldt og til sidst helt
sammenbrudt forhold mellem hende og moderen, Alice. Mens ét slægtskab
tager form, afmonteres et andet.

Moderskab og ambivalens

Walker
er 34 år, da hun bliver gravid med sit første barn. Forud har Walker
været ambivalent i forhold til moderskabet, for hvornår får man tid og
mulighed for det, når uddannelse, aktivisme, arbejde, kærlighedsliv og
globetrotteri også skal passes? Men ambivalensen er også af mere
eksistentiel art: “Can I survive having a baby? Will I lose myself
– my body, my mind, my options – and be left trapped, resentful, and
irretrievably overwhelmed? If I have a baby, we wonder silently to
ourselves, will I die?”

Som barn og helt ung tænkte Walker
aldrig over moderskabet som en selvfølgelighed. Mere indlysende var
det, at hun skulle på universitetet og få en uddannelse, så hun kunne
forsørge sig selv. Det er under en rejse til Afrika, at den 20-årige
Walker for første gang tænker over moderskabet som både mulighed og
lyst. Hun forelsker sig i en muslimsk mand, Ade, som hun drømmer om at
blive gift og få børn med. Retrospektivt beskriver Walker denne fantasi
som en både urealistisk og forbudt følelse. For hjemme i USA venter
universitet og karriere.

Walker er ikke ubevidst om sine
privilegier. Hun har sin eksamen fra Yale, og hun tilhører den
intellektuelle middelklasse. Mens Baby Love skrives, bor
Walker sammen med sin partner, Glen, i Berkeley, Californien. Der gives
indirekte et portræt af en livsstil, der måske ikke karakteriseres af
prangende økonomisk velstand, men hvor økologisk mad, daglig yoga,
gamle volvo’er og hjemmefødsler med privat doula [en kvinde der støtter
forældre før, under og efter et barns fødsel, red.] – alt sammen går op
i en højere venstreorienteret logik.

Walker skriver, at hun
altid har levet på en fornemmelse af, at alt er muligt, og at moderskab
og børn ikke pr. definition udgør et endegyldigt mål i livet: “Mine
is the first generation of women to grow up thinking of children as
optional, a project that might pan out to be one of many worthwhile
experiences in life, but also might not. We learned that children were
not to be pursued at the expense of anything else”.

Den
ambivalens, som Walker har erfaret som et livsvilkår, skriver hun altså
frem som en generationelt betinget følelse, der især plager de kvinder,
som nu for alvor høster frugterne af 60’ernes og 70’ernes feministiske
kamp, og for hvem uddannelse og karriere tages for givet. Måske har
Walker ret, om end det forekommer mig, at hun generaliserer. For måske
er det især de middelklassekvinder, som i et eller andet omfang
identificerer sig med feministiske dagsordener, progressive livsformer
og venstreorienterede ideologier, som lever igennem dette skisma?

Den onde mor

I Baby Love
er der dog mere til erfaringen af ambivalens end blot at skulle
jonglere middelklasselivets mange tilbud. Rebecca har lidt under Alices
eget ambivalente forhold til moderskabet. En ambivalens, som Rebecca
dels fortolker som et resultat af Alices kunstneriske ambitioner og et
ønske om (feministisk) selvrealisering, og dels som et spørgsmål om
race. Fra sin hvide jødiske far har Rebecca fået lysere hud og adgang
til privilegier, som Alice har været afskåret fra. Rebecca erfarer, at
hun bliver til en påmindelse om den smerte og raciale eksklusion, Alice
har måttet leve med, og at det skaber en følelsesmæssig distance fra
moderens side.

Forestillingen om slægtskabet, og især
mor-barn-relationen, som et betingelsesløst kærlighedsrum bliver godt
og grundigt aflivet i Baby Love. Ambition og race får
afgørende betydning for den kærlighed, som u/muliggøres mellem Rebecca
og Alice. Beskrivelserne af denne konflikt fylder ikke meget i Baby Love,
men den ligger og ulmer som blodig undertekst, og den kulminerer, da
Rebecca beder Alice om at undskylde for hendes årelange ambivalens og
manglende støtte. Alice er på sin side såret over Rebeccas vedholdende
fastholdelse af, at hun har været udsat for et moderligt svigt; et
opgør som ikke mindst kommer til udtryk i Black, White, and Jewish. Slægtskabets smertepunkter leves i fuld offentlighed og gennem en længere årrække.

Rebecca
stiller til slut et ultimativt krav om en undskyldning. Alternativet
er, at hun ikke ønsker fortsat kontakt. Men Alice nægter. Hun føler,
hun har undskyldt nok, og at Rebecca må give slip og komme videre.
Tilbage står slægtskabet og ømmer sig. Og det suspenderes for alvor, da
Alice trækker sig væk og bort fra moderskabet: “She writes that she
has been my mother for thirty years and is no longer interested in the
job. Instead of signing “your mother” at the end of the letter, she
signs her first name”
. Alice, som således ikke længere er nogens mor, stryger Rebecca fra sit testamente og indsætter i stedet en nevø.

Moderskabet til reparation

I Baby Love
er Mor en figur, der gøres til genstand for både længsel og vrede.
Alligevel, eller måske på grund af dette, udgør moderrollen et
uimodståeligt identitetstilbud for Walker. Hun parkerer sin ambivalens
godt og grundigt i fortiden. Og hun holder sig ikke tilbage fra at
iagttage barnløse kvinder med betydelig overbærenhed, altimens hun
tænker, at de hurtigst muligt bør få nogle børn, så de ikke for evigt
er henvist til rollen som døtre.

Det bliver oplagt at læse Baby Love
som reparation og konsolidering af moderskabet som ideal og
institution. Rebecca forpligter sig ikke blot til at give sit barn alt
dét, som hun ikke selv har fået. Projektet bliver at kropsliggøre og
bemestre det (urealistiske?) moder-ideal, som Alice aldrig har ønsket
og efterstræbt hverken for sig selv eller Rebecca. Reparationen, som
først og fremmest består i at udslette ambivalens og tvivl, formuleres
især gennem en (ny)romantisering af moderskabet som et uafvendeligt,
biologisk behov og som det absolut største, der kan overgå et
kvindeliv.

Således allieret med biologien kan Rebecca Walker
trække et stærkt kort. Ambivalens bliver til en unaturlig og
uforståelig følelse og til symbolet på det helt forkerte moderskab. Man
forstår, at Alice både er i færd med at begå den ultimative kulturelle
forbrydelse, men også at hun aldrig vil lykkes med sit forehavende. Det
biologiske moderskab kan simpelthen ikke aflyses. I den forstand holder
Rebeccas investering i biologien Alice fast i det moderskab, hun
(måske) ikke ønsker.

Moderskab som overordning

Hvis man ikke har mærket det på egen krop, så anskueliggør Baby Love
med al tydelighed en helt bestemt pointe: Nemlig at moderskab forøger
kvinders kulturelle genkendelighed og værdi, mens barnløshed hurtigt
kan blive udlagt som en kronisk mangelsituation. Walker er ikke blind
for den overordning og magt som moderskabet er investeret med: “Am
I turning into a baby supremacist? One of those people who thinks a
woman without a baby is like a fish without an ocean? Who thinks a
woman without a baby may be stuck developmentally just shy of true
adulthood forever?”

I USA har Baby Love vakt opsigt og kontrovers, fordi Walker specifikt romantiserer det biologiske moderskab
på bekostning af andre former for moderskaber og primære relationer
(jf. det indledende citat). Da Walker skulle interviewes til New York
Public Radio i foråret 2007, blev stationen kimet ned af utallige,
rasende adoptivforældre, som følte sig degraderede til aktører i et
andenrangs slægtskab. Ved den og senere lejligheder har Walker forsøgt
at understrege, at hun ikke mener, at den kærlighed, man nærer for sit
biologisk-fødte barn, er bedre end den man kan føle for adoptiv- og stedbørn. I stedet fastholder hun, at den er anderledes: “It
isn’t something we are proud of, this preferencing of biological
children, but if we ever want to close the gap, I do think it is
something we need to be honest about.”

De amerikanske avisanmeldere har generelt taget forsigtigt og ambivalent, men dog overvejende positivt imod Baby Love. På
internettets mange blogs skrevet af adopterede og adoptivforældre har
der derimod lydt et mindre ramaskrig over Walkers uforbeholdne
idealisering af det biologiske moderskab. Hvordan Walker vil blive læst
af en bredere feministisk opinion i USA, er det endnu for tidligt at
sige noget om.

Men når man læser Baby Love, synes det
måske besynderligt, at Walker privilegerer det biologiske slægtskab så
entydigt. Dette fordi Walker rent faktisk indgår i og påtager sig
slægtskabsrelationer, som ikke er defineret af biologi. Sammen med sin
forhenværende partner, rockmusikeren Meshell Ndegéocello, har hun
teenage-stedsønnen, Salomon. Walker tænker på ham som sin første søn,
og trods skilsmisse fra Ndegéocello holder hun fast i dette moderskab,
både økonomisk og følelsesmæssigt. Alligevel dyrker og fantaserer hun
om biologien som garant for en mere betingelsesløs kærlighed, selvom
(og måske fordi) forholdet mellem hende og Alice fortæller en helt
anden historie.

I sidste ende finder jeg det vanskeligt ikke at læse Baby Love
som en hengivelse til det biologiske slægtskab. For Walker romantiserer
i stor udstrækning den kærlighed, hun erfarer i forhold til sit
biologisk-fødte barn. I den forstand genopretter Baby Love et
helt bestemt hierarki, hvor ikke-biologisk definerede slægtskaber alle
skæres over en kam og underordnes. Man sidder unægtelig tilbage med det
indtryk, at det biologiske moderskab erfares som bedst og mest kærligt,
det ikke-biologiske moderskab som næstbedst og lidt mindre kærligt, og
barnløsheden som den store endegyldige falliterklæring.

Varighed søges

Man kan afskrive Walker som reaktionær baby supremacist
(moderskabsfundamentalist) og føle sig bestyrket i sin egen
progressive, anti-biologiserende feminisme. Alligevel fortjener Walker
at blive læst. For i Baby Love fremstår moderskabet som dybt
paradoksalt, hun tematiserer komplekse, modsætningsfyldte og ofte
tabuiserede erfaringer. Hun har ganske givet ret i, at biologiens
forrang leves og erfares – men at vi bare ikke taler om det.

Baby Love bør læses sammen med Black, White, and Jewish.
Som litterær tekst er sidstnævnte klart førstnævnte overlegen, men
sammen er de interessante. Ikke mindst fordi den jagt på det
idealiserede moderskab, som Baby Love så hæmningsløst gennemspiller, får en ekstra dimension når man læser Black, White, and Jewish.
Her tænker jeg ikke blot på den tumultariske historie om Rebecca og
Alice, men måske i højere grad på, at man som læser gives en forståelse
af, hvorfor investeringerne i moderskabet bliver så dominerende for
Rebecca og måske også for mange andre veluddannede feminister i hendes
generation.

Undertitlen til Black, White, and Jewish er netop Autobiography of a Shifting Self.
Identiteter afprøves og udforskes. Der pendles mellem New York og San
Francisco. Mellem en hvid far og en sort mor. Mellem forskellige
familiekonstellationer og begærsretninger. I Baby Love
fremstilles moderskabet som det store dyr i åbenbaringen. Som den
relation der kan bringe varighed, fasthed og ro til et “jeg” i
bevægelse. Moderskabet tilbyder sig som en indlysende forankring, en
slags varighedsgaranti i en fluktuerende verden. “Motherhood is the first club I’ve unequivocally belonged to“, som Walker skriver. Og det er jo både smukt og dybt tragisk på samme tid.